Er prostitution et rigtigt arbejde?

Selina sidder på bagsædet og kigger stille frem i luften, mens hun genkalder sig kundens ønsker. ”Mange af dem kan godt lide, at jeg kan huske, hvad de vil have, når jeg ankommer,” siger hun.

Firehjulstrækkeren glider lydløst gennem Københavns aftenmørke. Chaufføren, vi kalder Søren, da han ikke vil have sit navn frem på grund af hans familie og hans andet arbejde, og måske fordi escort-chauffører i flere tilfælde er blevet dømt for rufferi, har for et øjeblik siden indtastet et vejnavn i Taastrup på skærmen ved siden af instrumentbrættet.

Selina er på vej hjem til en ældre buschauffør, som gerne vil have lov til at tage hendes jakke af, når hun kommer indenfor, og som altid spørger, om hun vil have et glas cola.

”Så siger jeg: ’Ja, tak,’ og så svarer han: ’Så er tingene, som de plejer,’” fortæller den 28-årige sexsælger med et blodrødt læbestiftssmil.

Hendes vejrtrækning er forpustet. De plukkede øjenbryn hænger som fuglevinger over hendes øjne.

’Would I Lie to You’ med Charles & Eddie summer i bilens højttalere, og indimellem lyder en sirene fra en app på Sørens telefon, som advarer om fotofælder. Selina har haft Søren som chauffør i nogle måneder. Hun er glad for ham, fordi ”han ligner en almindelig dansk mand og ikke er pumpet og ser kriminel ud,” når han holder og venter på hende. Selina har altid haft chauffør, når hun kører ud til kunder. Så føler hun sig mere tryg.

Søren parkerer bilen, så han kan se den opgang, Selina bevæger sig ind i. Når Selina har været hos en kunde i seks-otte minutter, sender han hende en sms, så han ved, at alt er i orden. En enkelt gang er det sket, at han måtte ringe på hos en kunde. Men det var en ren forglemmelse fra hendes side, fortæller Søren, mens vi holder og venter. Kunden har bestilt to timer, så han ser ’Indiana Jones’ på en iPad. Toget på skinnerne bag os får bilens nakkestøtter til at vibrere. Selina er tilbage en time tidligere end forventet.

”Glidecremen havde ligget på radiatoren,” siger hun på parkeringspladsen. Underforstået: Der kom hurtigt skub i sagerne.

Selina sætter sig ind i bilen og scroller ned over beskederne på sin telefon.

Klokken er 21. Om lidt har hun fyraften, men lige nu føler hun sig frisk nok, hvis en anden kundes anmodning skulle tikke ind. Buschaufføren, hun lige har besøgt, var fint klædt på i skjorte og pæne bukser, som han plejer, når hun besøger ham, fortæller Selina. Pengene havde han som aftalt lagt frem på forhånd under en bakke hindbær uden bemærkninger.

”Han siger altid, at en gentleman ikke taler om prisen på en kvinde.”

Hvis man slår begrebet 'erhverv' op i en ordbog, støder man på en simpel definition: Beskæftigelse, som man tjener penge ved eller modtager en anden ydelse for. Cirka 4.500 personer, knapt 90 procent af dem kvinder, solgte sex herhjemme i 2020 ifølge rapporten ’Salg af sex i Danmark i 2020’ udgivet af Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, i 2021. I VIVE’s definition af sexsalg skal sælgeren være over 18 år, og modydelsen skal være omsættelig. Sexsælgerne udfører, ifølge ordbogen, altså et erhverv, når de tager imod betaling for sex. Men det er politikernes og ikke ordbogens definition, der vejer tungest i det danske samfund, hvor rettigheder tildeles ved lov, og hvor det politiske flertal på Christiansborg ikke anerkender sexsalg som et erhverv.

”Prostitution skal på ingen måde betragtes som et erhverv på linje med tømrer eller folkeskolelærer. Det er derimod et socialt problem,” sagde socialminister Astrid Krag til Politiken i efteråret 2019, hvor hun lukkede en arbejdsgruppe, der skulle komme med forslag til forbedringer af sexsælgeres rettigheder. En undersøgelse, ’Projekt Sexus’, som blev udgivet af Statens Serum Institut og Aalborg Universitet samtidig med socialministerens udmelding, viser, at hver femte danske mand har købt sex.

Det er hverken forbudt at købe eller at sælge sex i Danmark. Sexsalg er skattepligtigt arbejde og betragtes som selvstændig virksomhed. De fleste politikere herhjemme vil ikke gøre købesex ulovligt: Et forbud vil gøre det for kummerligt for sexsælgere, mens en anerkendelse af, hvad deraf følger af rettigheder såsom adgang til fagforening, a-kasse og dagpenge, vil sende et forkert signal. Rufferi-loven gør det ulovligt at tjene penge på andres seksuelle ydelser og skal beskytte sexsælgerne imod udnyttelse, men loven møder kritik fra interesseorganisationer for at være uigennemskuelig og for at tvinge kvinderne til at arbejde på egen hånd i usikkerhed.

For- og imod-positionerne i debatten om, hvordan salg af sex skal klassificeres, kan aflæses i anvendelsen af begreberne ’sexarbejder’ og ’prostitueret’. En ’sexarbejder’ udfører et reelt arbejde og sælger en ydelse, mens en ’prostitueret’ er et offer, der sælger sin krop. I grove træk.

I stil med VIVE har jeg valgt at benytte mig af begrebet sexsælger. Et slag på tasken: Der er måske fem, højst 10 sexsælgere i Danmark, der vil stå frem med deres ansigt. Langt de fleste er som eremitkrebs, der møder en rovfisk, når en journalist ringer. De vil helst være fri. Derfor optræder ingen sexsælgere i denne artikel med deres rigtige navn. For bag den ikke-eksisterende anerkendelse af sexsalg som erhverv ligger samfundets opfattelse af fænomenet som ekstremt og grænseoverskridende. Spørgsmålet er dog, om det er realistisk at rokke ved det tabu, som sexsalg er?

’Cover me with sunshine. Shower me with good times.’ Selina afbryder ringetonen med sangerinden Pink og introducerer sig i telefonen for fyren, der ringer op. Hun gør sin stemme kælen og blød som kærnet smør: ”Jeg er i Brøndby Nord i dag. Ja, en halv time, 700 kroner.”

I stuen på 9. sal danner cigaretrøg et skylandskab i luften. Dåsetobak står i stabler på gulvet. Selina sidder i en læderstol, og bag kiks og energidrik på sofabordet hænger bobleplast i spænd mellem vinduerne, så Vestegns-vinden ikke får de duggede ruder til at ryste. Ved siden af en boksmadras er tændte stearinlys og en skål kondomer placeret.

Vi er i Selinas veninde Rikkes lejlighed. Hun holder vagt i køkkenet, når Selina har kunder. Rikke sidder i en sofa og propper tobak i en rullemaskine. De få gange, Rikke har brudt ind, mens Selina har haft kunder, har striden, ifølge Selina, haft rødder i uenighed om prisen.

”Det er jo mig, de har været sure på, og så hjælper det, hvis Rikke bryder ind, og jeg trækker mig fra situationen,” siger Selina.

Hun begyndte at sælge sex, da hun var 18. På et chatforum kom hun i kontakt med en fyr, som fortalte hende, hvordan hun kunne tjene en masse penge. Tanken var tiltrækkende. Fyren tog billeder af hende til en escort-annonce, som han også hjalp hende med at oprette. Efterfølgende tog hun i en weekend fra sin hjemstavn i Nordjylland til København for at mødes med mænd, og bagefter stod hun med flere tusinde kroner mellem hænderne.

”Det skal ikke lyde sørgeligt, men jeg blev mobbet i folkeskolen og er opvokset i en plejefamilie på grund af omsorgssvigt. Min far var misbruger, og min mor fik en fødselspsykose. Da jeg begyndte at sælge sex, fik jeg bekræftelse, og jeg syntes, det var sjovt at eksperimentere. I begyndelsen handlede det mest om penge, men i dag er det blevet en livsstil for mig. Det giver mig selvtillid, og jeg føler, at jeg er god til det,” siger Selina.

Hun vil gerne stå ved, hvem hun er, og derfor står hun frem med sit ansigt. Denne erkendelseblev hjulpet på vej for seks år siden, da en mand skrev til hende på Messenger og fortalte, at han havde været kunde hos hende og nu havde skrevet til en række af hendes Facebook-venner, at det var ”synd, at (hendes rigtige navn) er startet som luder igen,” efterfulgt af screenshots fra hendes escort-profil.

”Der er mange, der synes, at jeg bør have det dårligt med mig selv, fordi jeg gør det her. Men derfor kan jeg jo sagtens indeholde gode ting,” siger Selina.

På hendes kraveben står ordene ’Nullius in verba’ tatoveret. Det er latin og betyder noget i retning af ’stol ikke på de andres ord.’ Engang drømte Selina om at leve af sine egne ord. Hun gik på en skriveskole for brugere af socialpsykiatrien, da hun var teenager og havde fået en diagnose som skizofren. Hun skrev digte og søgte som 19-årig ind på Forfatterskolen, men fik afslag. Hun skriver stadig digte nogle gange, men hun læser sjældent bøger, som hun gjorde tidligere. Skizofrenien tærer på koncentrationen.

I betonopgangen i Brøndby Nord hænger der udslidte Brøndby IF-klistermærker og alskens graffiti-tags. Bag det 15 etager høje boligkompleks danner myldretidstrafikken fra Roskildevej et summende bagtæppe. En ældre dame med gangstativ snegler sig forbi langs blokken. Selina skal i vaskehuset for at hente rent sengetøj inden det næste kundebesøg. Hun foretrækker at blive kaldt sexarbejder, siger hun. ”’Prostitueret’ lyder som et bandeord.”

I en periode arbejdede Selina fra en lejlighed i Valby, men manden, der ejede stedet, ville tjene flere penge på hende, så Selina gav 15.000 kroner om måneden for at bo der, siger hun. Mens vi krydser Brøndby Nord Vej, som skiller Rikkes boligblok og vaskehuset, bliver vi enige om ikke at beskrive hendes anklage af ’rockertypen’ i Valby yderligere, da udlejning til ågerpriser er rufferi og straffes med fængsel.

De fleste sexsælgere i Danmark betragter, ifølge VIVE, sexsalg som en midlertidig beskæftigelse. Over halvdelen af de udenlandske sexsælgere ønsker i nogen eller høj grad at stoppe med at sælge sex, mens det samme er tilfældet for 14 procent af danske sexsælgere. Mere end halvdelen af de udenlandske sexsælgere forventer dog stadig at sælge sex om et år, mens lidt mere end en tredjedel af dem forventer at sælge sex om fem år. Sidstnævnte er kun tilfældet for fem procent af danske sexsælgere.

På et bordel i København møder jeg to andre sexsælgere, Malene på 56 år og Louise på 51 år.

”Jeg har lige fået lavet botox,” siger Malene og bider tænderne sammen. Hendes stemme lyder forpint og nasal: ”Jeg kan hverken give blow eller rulle et kondom på med munden.”

Malene står på bordellets stuegulv og hiver sig i overlæben med begge hænder.

”Jeg fik også fjernet rynker. Kvinder får sådan en chimpansemund med alderen, som får os til at se sure ud,” fortsætter hun og presser sin mund ned på hagen med to pegefingre. Dialekten er dreven københavnsk.

Malene kigger mod døren og forestiller sig, at hun tager imod en kunde. ”Kom indenfor. Jeg er et venligt væsen, men jeg ligner en satan,” imiterer hun og slipper chimpansemunden med fingrene.

”Det er en spændende branche,” siger Malene og bringer interviewet tilbage på sporet.

”Og ret skør,” indskyder Louise.

”Hvis man er utryg og usikker, kan man godt komme galt afsted,” siger Malene.

Hun og Louise har netop talt om utilregnelige kunder på kokain og om mænd, der ringer på dørklokken med ’psykopatblik’ i øjnene. Hvor, vi befinder os i hovedstaden, kan ikke konkretiseres, hvis Malene, der lejer lokalerne, skal kunne tale lige ud af posen.

”Jeg skal anonymiseres. Jeg er sgu bange for repressalier fra de bagmænd,” fortæller hun.

Er utrygheden en af årsagerne til, at sexsalg aldrig kan blive et almindeligt arbejde, spørger jeg og laver gåseøjne i luften.

”Hvad så med politifolk eller pædagoger på en døgninstitution? Man lærer at tage sine forholdsregler, og hvor mange prostituerede er blevet slået ihjel herhjemme gennem årene? Det er jo nærmest ingen,” svarer Louise.

Hun arbejder både fra en lejlighed og ind-imellem her fra bordellet. Flere steder giver flere kunder. Hvis der fandtes en profil på en sexsælgers udseende, ville stereotypen ramme forbi på Louise. Børnehaveleder ville være et bedre gæt.

”Hvis man bliver ved med at føle sig utryg, skal man ikke være i branchen. Men hvis det var så pissefarligt, ville pressen jo svælge i det konstant,” siger Malene med tryk på første stavelse i pisse. Louises mand ved godt, hvad hun laver. Men det ved hendes stedbørn ikke. Det gør Malenes børn heller ikke.

Er det ikke uholdbart at have et arbejde, som skal holdes hemmeligt for jeres børn?

”Selvom det ikke er mit sexliv, så er det fandme mit sexliv. Det rager ikke mine børn. Eller min chef,” siger Louise. Både hun og Malene har også et andet arbejde. En deltidstilværelse som sexsælger fjerner en smule af stigmaet, mener Louise.

”Hvis man ikke laver andet, er man nødt til det, tænker folk. Jeg gør det, fordi jeg godt kan lide det, og jeg har altid haft et eksperimenterende sexliv. Men det er ikke tiltrækkende for mig at gøre det konstant.”

”Jeg har altid drømt om at blive prostitueret,” siger Malene. ”Jeg boede på Istedgade, dengang meget foregik i baggårde og i skumle kældre, og det turde jeg ikke kaste mig ud i. Men i sidste ende handler det om penge. Derfor siger jeg også til de piger, der lejer sig ind her, at de skal give mændene en god oplevelse, så de kommer igen. Men de skal huske at tømme deres lommer undervejs.”

Kan I forestille jer, at en arbejdsløs kom i jobtræning som sexsælger?

”Nej, men du skal heller ikke i jobtræning som dørmand. Man skal i øvrigt ikke være ansat som prostitueret. Man skal være selvstændig. Der skal ikke være andre, der styrer, hvor ofte man skal knalde,” siger Louise.

”Hvis jeg skal betale skat, vil jeg også have adgang til en a-kasse for selvstændige og sygeforsikring, hvis jeg bliver syg. Jeg brækkede min akillessene på et tidspunkt og måtte knalde med en stor støvle på,” tilføjer Malene og slæber det ene ben frem, som om foden var fyldt med bly.

Hun går ikke synderligt op i, hvad man ’bør’ kalde en kvinde, der sælger sex. Louise foretrækker at blive kaldt prostitueret eller sexarbejder.

”I Tyskland har de ludere ansat i store horehuse. Herhjemme betragtes den slags som rufferi. Det er fint nok, at der findes en rufferilov, ellers ville mænd med vold og trusler styre hele markedet. Men den ordlyd dér …,” siger Malene med himmelvendte øjne.

”Det skal ikke være mænd, der styrer branchen. De aner ikke, hvordan det er at have en fisse, og hvad man som kvinde kan tåle eller ikke tåle,” siger Louise.

Malene går ud i te-køkkenet og henter et A4-ark med rufferibestemmelserne. Hun holder papiret foran sig, mens hun hviler den ene albue på et brætspil på en hylde og begynder at læse op: ”Den, der driver virksomhed med, at en anden mod betaling eller løfte om betaling har seksuelle forhold til en kunde, straffes for rufferi med fængsel …”

”Det betyder, at du ikke må sælge mig,” indskyder Louise.

”Hvorfor kan de ikke skrive det, så en 20-årig forstår det?” svarer Malene og fortsætter oplæsningen: ”Og her, under stk. 2: ’Den, der fremmer, at en anden mod betaling eller løfter om betaling har seksuelt forhold til en kunde ved for vindings skyld eller i oftere gentagne tilfælde optræde som mellemmand …’”

”Det er derfor, du ikke må lave annoncer for pigerne,” siger Louise.

”Ja, og det skal være pigernes egne priser og ikke husets. Jeg lejer et erhvervslokale, som jeg så udlejer til pigerne, og så ved jeg formelt set ikke, hvad de bruger lokalerne til. Så har jeg mit på det tørre,” siger Malene.

Hun lejer, fordi hun ikke vil have udgifter, når hun selv skal være et sted og tage imod kunder, fortæller hun.

”Derudover tjener jeg ikke penge på at have stedet. Jeg tog kontakt til en advokat, da jeg ikke vil knaldes for rufferi, fordi det vælter ind med udenlandske piger, som er her illegalt og bringer negativt fokus på branchen,” siger Malene og tager en omgang med sin kæphest: de udenlandske sexsælgere.

”Alt for mange af de udenlandske kvinder dumper priserne og betaler ikke skat,” siger hun.

”Det er der fandme også mange danske kvinder, som ikke gør,” tilføjer Louise og hæver en pegefinger.

”Ja, men forskellen er, at de bruger deres penge her i landet. Hvis jeg skal betale skat og moms af hver en krone, og det er min fisse … så skal de også,” siger Malene med en fanfarisk udtoning.

”Der findes dem, der bliver hentet hjemme i landsbyen og får at vide, at de kan blive kassedamer, og hvad ved jeg. Dem får du aldrig i tale. De må ikke sige noget som helst,” siger hun og kigger på mig.

”Og så er der de udenlandske kvinder, der kører deres egen forretning,” indskyder Louise.

”Ja, men det er ikke dem, der er begyndt som handlede kvinder. De er dybt ulykkelige, de kvinder, helt slukkede, og alligevel er der danske mænd, som går ind til dem,” siger Malene.

“Og bagefter skriver mændene i deres anmeldelser: ’Hun var ikke til stede,’” siger Louise og ser forarget ud.

En årsrapport fra Center mod Menneskehandel (CMM) viser, at der i 2020 blev registreret 44 personer, som blev handlet til seksuel udnyttelse i Danmark. Feltet kan dog være behæftet med mørketal, blandt andet på grund af frygt for bagmænd hos ofre, og fordi menneskehandel er ulovligt og foregår i det skjulte, skriver CMM i rapporten.

”Mange af de udenlandske kvinder, måske ikke de handlede, men resten, er sgu også afhængige af dén sex og bekræftelse ligesom os andre,” siger Malene.

”Det handler da kun om penge for dem,” siger Louise.

”Men hvis man tilbød de kvinder det samme antal kroner og ører for noget andet …” siger Malene.

”Ja, så gad de sgu da ikke at knalde,” afbryder Louise.

”Jo, de ville. De ville føle, at de lige manglede at markere sig på den måde,” siger Malene og strækker halsen og brystet frem i luften.

I VIVE’s kortlægning af sexsalg i Danmark fremgår økonomi som en central motivationsfaktor for udenlandske sexsælgere, mens danske sexsælgere er motiverede af flere forskellige faktorer såsom økonomi, fleksibilitet og lyst.

”De fleste kvinder i branchen er no brains,” siger Malene og presser en pegefinger mod tindingen. ”Særligt mange af de unge. Hvis ikke de solgte sex, ville de være på overførselsindkomst.”

”De unge skal ikke være i den her branche,” tilføjer Louise. Hun kommer i tanke om noget og kigger over på Malene.

”Skulle du i øvrigt ikke på escort? Var det Erik?”

”Jeg har skrevet til ham, at jeg er på vej,” svarer Malene. “Han penetrerer, fra jeg kommer ind ad døren og to timer i træk.”

I de følgende dage og uger forsøger jeg at opspore nogle udenlandske sexsælgere. Jeg taler med en anden sexsælger i Odense, men hun fortæller mig, at de nærmest er umulige at komme i kontakt med.

”De er som små muldvarpe,” siger hun.

Jeg leder ikke efter dem, som man i socialpolitiske termer kalder ressourcestærke. Jeg leder efter de kvinder, som er mere desperate. De kvinder, der forstår så lidt engelsk, at deres annoncer må være skrevet af en anden person, eller som har de samme profiltekster som nogle andre kvinder.

Jeg opsøger flere adresser og skriver og ringer til utallige sexsælgere. Jeg ringer også på dørklokken hos flere thailandske massageklinikker, hvor mænd på Eroguide skriver, at der bliver solgt sex. Men præsenterer jeg mig som journalist, sælger de kun massage, eller også bliver jeg vist døren.

Ifølge VIVE er annoncer på internettet den klart mest udbredte vej for sexsælgere i Danmark til at gøre opmærksom på sig selv over for kunder. Kun 30 procent af annoncerne er danske, og langt de fleste sælger sex indendørs. 16 procent sælger på gaden, og eksempelvis de vestafrikanske kvinder, der står på Istedgade i sorte dynejakker om natten nogle hundrede meter herfra og hvisker ”Hey baby. You want good time?” til fulde, forbipasserende mænd til polterabend, tilhører et begrænset segment af sexsælgere.

Et enkelt sted på Vesterbro i København, på et af de få tilbageværende bordeller i kvarteret med små kulørte lamper, som blinker skiftevis i vindueskarmen ved siden af et ’Open’-skilt, der lyser 24 timer i døgnet, finder jeg dog to kvinder, der gerne vil tale. Phuong på 52 år og Nin på 38 år.

”Er mænd meget fulde, åbner vi ikke,” siger Phuong og kigger på en overvågningsskærm, der er omringet af hylder med sæber og soyasauce. Hun sidder i en sofa i havfruestilling. På væggen over hendes hoved hænger en militærdragt i babystørrelse. Til ære for Buddha. Gulvet er blomstret vinyl og ligner gavepapir, og de pink gardiner skaber et Barbie-agtigt drømmefilter ud til gaden. Her dufter af ris og bouillon.

I rummet ved siden af ligger en tredje thailandsk kvinde, der lige er kommet hertil fra Italien, og ser en sæbeopera fra hjemlandet. Phuong har arbejdet på bordellet i fire måneder.

”Kun happy ending,” siger Phuong.

”Hvis mand og kvinde, okay, så nogle gange mere,” siger Nin på engelsk.

Så nogle gange mere end happy ending, spørger jeg.

”Yes,” siger Nin.

”Lørdag var der fire kunder. Nogle dage ingen kunder. Ikke mange kunder, ingen problem,” fortæller Phuong.

Hun arbejder også som rengøringsassistent om natten, men ikke nok timer, så hun tjener for lidt og sover for lidt. De mørke rander under øjnene giver et hint. Hun sender penge hjem til sine voksne børn og sin familie i Thailand.

Noget af sprogforståelsen fortaber sig i det mørke lokale, da jeg spørger, hvordan hun har det med at sælge sex.

”Er det forkert? Jeg vil gerne prøve, okay?” siger Phuong og kigger irriteret på mig.

”Når vi er her, er det ligesom at slappe af,” siger Nin og tilføjer, at hun selv arbejder på en anden massageklinik.

”Jeg ville gerne nyt liv i Danmark. Jeg møder mand, bliver gift. Jaloux, vi bliver skilt, han ville kill mig,” siger Phuong og tager fat om sin hals.

Det ringer på døren. Nin åbner og tager imod en fyr, som kigger ned i gulvet. Hun følger ham ned i underetagens labyrintiske univers af små værelser, hvor køkkenruller og håndklæder er presset sirligt sammen på hylder ved siden af de opredte senge.

Et minut senere er fyren ude af døren igen.

”Han ville have ladyboy,” siger Nin og fniser.

Selina er i Middelfart for at arbejde fra et hotel. Hun træder lidt skævt med fødderne og bevæger sig langsomt fremad på fortovet.

”Jeg ryger for meget. Men det er en luksus, jeg har råd til,” siger hun og klør sig på kinden. En cigaret sidder mellem de kunstige negle på hendes fingre. Selina ryger 40-50 cigaretter om dagen. På en god måned tjener hun 30.000 kroner på at sælge sex. Mens vi passerer parcelhusene på den kuperede, fynske villavej, spørger en kvinde, der kommer gående med en barnevogn, om hun må komme forbi os.

”Jeg vil også gerne have et frikadelle-liv med børn og mand en dag,” siger Selina og smiler, så hendes hjørnetænder bliver synlige.

Selinas bankkonto er blevet spærret, og hun skal have sat penge ind på sin escort-annonce, så hendes profilbillede fremgår på første side. Hun er på vej i kiosken for at købe et Paysafecard, som er en betalingsmetode, hvor man får udleveret en kode, der kan bruges til transaktioner på internettet.

”Jeg vil gerne prøve at give kærlighed til et barn,” siger hun, da vi lidt senere står foran byens togstation. Blade flyver rundt i cirkler på asfalten og lyder som et trommespil med spisepinde.

”Min biologiske mor giver mig en følelse af, at jeg ikke er god nok. Men det handler nok om den måde, jeg lever på. Jeg tog meget kokain og amfetamin i en periode og fik et tilbagefald for et par måneder siden,” siger Selina.

Hun begyndte at tage stoffer, mens hun arbejdede på et bordel, hvor flere af de andre sexsælgere på stedet gjorde det samme.

”Jeg vil ikke arbejde på klinik længere. Det er akavet, når mændene bare kan ringe på døren. Der kan også være jalousi mellem kvinderne, men i det hele taget er det svært at have veninder i branchen.”

Ifølge VIVE har 37,6 procent af sexsælgende kvinder i Danmark mødtes med kunder på klinik (som også kaldes for bordel, red.), mens små 50 procent har haft kunder på et hotel. Udlejning af hotelværelser til sexsalg er en del af rufferibestemmelserne og straffes med bøde eller fængsel i et år.

På hotelværelset i Middelfart hænger en odeur af parfume så tung, at duften sætter sig i tøjet. Genskæret fra lamperne i sengens hovedgærde rammer Selinas rødbedefarvede hår. I aften har hun en aftale med en kunde, der betaler for tre timer, men han vil mest bare snakke.

”Når han går i gang med at fortælle …” siger hun og lader undermunden hænge i luften, så hun ser demonstrativt chokeret ud.

”Han er tør, men sød. Jeg tror, han er glad for, at jeg lytter. Det gør hans kone ikke. Mange af de gifte mænd, der besøger mig, har intet sexliv derhjemme. Der er også de socialt handicappede. Ingen kvinder gider at kigge deres vej.”

Selina har to kundekriterier: Mændene skal mindst være 28 år gamle, da yngre fyre ofte er fulde og for umodne, og ingen med indvandrerbaggrund, da mange af de mænd opfører sig dårligt over for sexsælgere, synes hun.

Det sidste har jeg hørt fra en række sexsælgere, og ’kun skandinaviske mænd’ er et princip, der optræder på mange escortprofiler på danske annoncesider.

”Det stritter i mig, når de ringer,” siger Selina og trækker sin skuldre op under ørene, som om hun netop har set en mus løbe hen over gulvet.

”En sexarbejder har lavere status end en hund i deres øjne.”

Under coronakrisen har Selina også haft flere lidt yngre, 28+-årige pinligt berørte mænd blandt sine kunder.

”De siger, at de normalt ikke gør sådan noget her, men de har jo ikke kunnet komme i byen. Det er også billigere at besøge mig end at score en pige ved at købe hende en masse drinks. Hos mig er der fissegaranti.”

Hendes telefon ringer.

”Ja. I morgen tidlig?” siger Selina. Hun rejser sig og finder sin kalender.

”Ja, øhm, ja, det … kan jeg godt,” svarer hun nølende.

”Men ring i morgen, når du er i Middelfart.”

Hun lægger på og kigger forundret på telefonen.

”Han skulle til Fyn på familiebesøg i morgen og ville ringe, når han var på vej. Men så sagde han pludselig, at hans pik var stiv og spurgte, om jeg kunne sprøjte.”

Selina får en del perverse opkald fra mænd, som vil have en reaktion fra hende i røret. Telefonbåndets blottere. Hun smiler med et usikkert skuldertræk, der indikerer, at den slags følger med forretningen. Som en værtshusejer, der skal leve med spritstive gæster, der vælter rundt ved bardisken uden at købe noget.

Selinas priser for sex er, fortæller hun, højere end det, en del af de udenlandske kvinder tager, men også lavere end det, mange af de danske kvinder tager. Prissætningen betyder ikke kun noget for konkurrencen med de andre kvinder og for hvor mange kunder, hun skal have igennem på uge eller på en dag:

”Jeg ville føle mig klam, hvis jeg knaldede for 300 kroner,” siger hun.

Om 15-20 år sælger hun ikke længere sex, er hun overbevist om.

”Det er ikke fordi, jeg føler mig ødelagt. Men jeg vil gerne være en accepteret del af samfundet,” siger Selina og trækker op i netstrømperne.

”Jeg lever lidt i en skygge.”