Et varmt måltid i et koldt liv

I køkkenet ved H17 hersker der fred og ro. De to kokke, Esben Andersen og Philip Eistrup, trisser hjemmevant rundt i tøfler, mens de hakker kartofler ved stålbordet i midten af lokalet. Snakken går lidt på gedemælk og dens undervurderede smagsnuancer, mens industrikogeren damper, og ovnen buldrer. Der er en let summen denne formiddag, hvor medarbejderne ved stofindtagelsesrummet er ved at samles i et tilstødende lokale til dagens briefing. Varmen fra køkkenet og den kuraterede snak om gedemælk står stærkt i kontrast til den scene, der udspiller sig på ’rampen’ lige uden for køkkenet.

Jeg er fortrukket udenfor for et stykke tobak, og mens regnen gør sit for at forpurre mit forsøg på at tænde cigaretten, står fire brugere til venstre for mig og har gang i deres ting. Står er faktisk så meget sagt. En ligger på en slags træbænk, mens en anden sidder foroverbøjet og bakser med elastik og sprøjte. Gruppens sidste medlem har trukket buksebenet op og guider til den nærmest ledige blodåre. Det er der såmænd intet odiøst i.

Det er hverdagen her på grænsen til Den Grønne Kødby og på trods af, at det ikke er mig, der står med kanylen til åren, så er det mig, der er fisken på land. De sender mig ikke et blik, men jeg føler, at jeg er trængt ind i et privat øjeblik, så jeg dropper cigaretten og ringer på døren ind til H17 igen.

Født i coronaland

Da danskerne i marts 2020 blev fortrængt inden for hjemmets fire vægge og indlagt til Netflix og hjemmekokkerering, stod Rasmus Munk, ejer af Michelin-restauranten Alchemist, med ledige køkkener, masser af ansatte og ingen gæster at lave mad til. Han havde i lang tid haft lyst til at starte et projekt, der kunne hjælpe med at brødføde byens hjemløse og stofmisbrugere, og nu stod sol, måne og coronastjerner lige.

Han brugte sine egne køkkener og kokke til at lave retterne, og det udmøntede sig i 400-600 daglige portioner mad, som blev leveret rundt til byens herberger. Da Alchemist igen åbnede deres lokaler til betalende gæster, måtte der findes en måde, hvorpå JunkFood kunne fortsætte. Det blev gennem H17 i Kødbyen, der lånte dem nogle lokaler ved siden af stofindtagelsesrummene. Et par kokke blev ansat, en leder indsat, og siden har JunkFood leveret mad til byens hjemløse hver evig eneste dag.

Et nærende måltid

Dagens menu er en vand-i-munden fremkaldende affære. Brugerne og de hjemløse kan vælge mellem farsbrød eller oksespidsbryst, som dertil er flankeret af timianmarinerede kartofler og en tyk peberrodssauce. Efter at have hugget og hakket sig igennem 80 kilo kartofler, og taget oksespidsbrystet op af industrikogeren, er det peberrodssovsen, der står for tur. Det er en fedtet omgang, hvor både fonden fra det kogte oksespidsbryst og en kæmpe fastfrosset klump gedemælk blandes med markedets tykkeste fløde på 50%. Det er en pavestolt Esben Andersen, der med smil over hele femøren fremviser fløden, som om den var en sjælden Pokémon.

Der er selvfølgelig en mening med galskaben, for maverne, der skal fyldes af Esben Andersen og Philip Eistrups kokkerering, er nogle sarte af slagsen. Hårde stoffer skader syrebalancen i maven enormt, og tænder og tandkød er for de fleste stofmisbrugere på et skrøbeligt niveau. Derudover er måltidet fra JunkFood ofte det eneste, de får i løbet af dagen, så det er vigtigt for Esben Andersen og Philip Eistrup, der selv sammensætter menuen, at fedtprocenten er høj og proteinindholdet lige så.

”Vi prøver for så vidt muligt at inkorporere masser af fedt, grøntsager og protein i alle vores retter, så de får dækket kroppens fysiske behov på ét måltid. Hvis der kan komme fløde i en ret, så kommer der fløde i en ret,” fortæller Philip Eistrup.

Han arbejdede på Alchemist, da restauranten lå i Århusgade, og det var her, han mødte Esben Andersen, som var kokkeelev på stedet. De blev gode venner, og da Philip Eistrup var skiftet permanent over til JunkFood, ringede han til Esben Andersen og spurgte, om ikke det var noget for ham:

”Jeg tror, jeg opsagde den stilling, jeg havde, dagen efter Philip havde ringet. Jeg var slet ikke i tvivl, da jeg hørte om projektet, og det har jeg på ingen måde fortrudt.”

I den gode sags tjeneste

Det kan måske være svært at forstå, hvorfor to kokke, der har brugt årevis og utallige stressede timer i et køkken på at blive så gode som muligt, har lyst til at vinke farvel til Michelinstjerner og fine-dining for i stedet at lave mad i et industrielt omfang i et lille køkken omringet af stoffer og triste skæbner. Men for Esben Andersen og Philip Eistrup var det ikke et svært valg.

”I vores samfund har vi jo en overflod af nærmest alt. Det er meget inspirerende at få lov at hjælpe dem, der umiddelbart ikke får del i den overflod. Og så er der også aspektet i at bekæmpe madspild. Vi får jo overskudsvarer fra alle mulige virksomheder, og at se alle de tons mad blive forvandlet til et næringsrigt måltid til dem, der virkelig har brug for det, er dejligt,” siger Philip Eistrup inden Esben Andersen fortsætter:

”Det er også rigtig fedt, at man i det her arbejde kan have et familieliv ved siden af. Når man arbejder på et højt gastronomisk niveau, kan man ofte godt arbejde 70-80 timer om ugen. Men tag ikke fejl: Philip og jeg elsker at arbejde på velansete steder, men med det her job kan vi få lov til at lave noget, der giver sindssygt meget mening for os begge, samtidig med at vi har vores familier og venner uden for arbejdet.”

Hjælpen går begge veje

Mens Esben Andersen og Philip Eistrup holder styr på peberrodssovsen, kødet og kartoflerne, flyver det tredje medlem af køkkentaburetten, Stinus, ned i supermarkedet for at handle ind til personalefrokosten. Han er i kokkelære hos Esben Andersen og Philip Eistrup, og det er en fast procedure, at han laver den daglige frokost. Det giver ham en mulighed for at blive fortrolig med nogle af de retter, han risikerer at komme op i til eksamen. Og så giver det en god, varm frokost til de fastansatte i JunkFood, som udover Esben Andersen og Philip Eistrup er studentermedhjælperen Andrea Bang og lederen Jeanette Duus.

Idéen om at hjælpen skal gå begge veje, er en tanke, der går igen flere steder i organisationen. Det er nemlig dyrt at køre JunkFood-projektet, og det kræver derfor en kreativ leder som Jeanette Duus, der er god til at se muligheder alle de steder, hun kigger hen:

”Lige nu har vi nogle fonde, der støtter os, men på den lange bane synes fonde ikke, det er sjovt at støtte drift, så derfor arbejder vi på at være selvfinansierende. ’Gris, lam og ko’, som er en økologisk fødevareproducent, arbejder lige nu pro bona for os, hvor de producerer en række produkter, vi har udviklet, som er tænkt som tilbehør, når man skal have tømmermandsmad derhjemme. De bliver solgt i forskellige supermarkeder, og når man køber dem, støtter man os derigennem, og hjælper dermed en hjemløs med et måltid mad.

Vi har en samarbejdsaftale med Københavns Kommune og deres projekt ’Unge på kanten’, hvor vi får økonomisk støtte ved at sørge for, at udsatte unge mennesker, der måske ellers ville være i risiko for at ende på gaden, får et job hos os eller hos en samarbejdspartner og får udlevet noget potentiale. På den måde sørger vi for, at samfundet får noget arbejdskraft, og at cirklen for nogle mennesker slutter, inden de ender i misbrug og på gaden.”

En forskel i hverdagen

Mørket er faldet på, og det gør industrikvarteret ved den Grønne Kødby lige akkurat nul procent hyggeligere. Her er vådt, her er koldt, og så er der en noget mere højspændt atmosfære, end der var tidligere på dagen. Nu er der gang i svingdøren, og brugerne hvirvler ind og ud af de små rygekabiner, mens receptionen noterer ned, hvem der kommer, og hvem der går.

Anderledes stille er der inde ved siden af, hvor JunkFood holder til. Her er der en stemning af fyraften. Esben, Philip og Stinus er ved at pakke de dampende portioner oksespidsbryst, som om lidt bliver overdraget til en frivillig, der fragter dem ud på byens herberge.

Min umiddelbare tanke er, at jeg nu skal tale med en bruger, der får overdraget et måltid mad og som fortæller mig om, hvor glad han eller hun er for det. Men livet kan slet ikke planlægges på den måde og især ikke et liv, der er så omtumlet som dem med en hverdag her på H17.

Jeg møder Lex, en bruger, der er rigtig glad for den portion, han netop har fået stukket i hånden, men som ikke har lyst til den lige nu. Han er ikke så sulten, og der er åbenlyst andre ting, han har mere lyst til end at spise.

Senere møder jeg også en mand, der kalder sig Armani – som dog er iklædt et slidt Hugo Boss-jakkesæt –, og han vil ligesom Lex gerne snakke om maden og få taget et billede med den, men ellers vil han hellere gemme måltidet til senere.

Men bare fordi Lex og Armani ikke har lyst til maden i øjeblikket, betyder det ikke, at den ikke gør en forskel. De fortæller mig, hvor glade de er for tilbuddet, og det understøttes ligeledes af Jeanette Duus, som har set på udviklingen siden projektets begyndelse:

”Vi har fået indsigt i en politirapport, der siger, at antallet af udrykninger til H17 og Sundholm, som er de to mest belastede væresteder, er faldet mellem 30 og 50 procent. Socialarbejderne fortæller også, at volden falder, fordi de bliver mere rolige, når de får et måltid mad. Det er jo ikke raketvidenskab. Vi andre bliver jo også hidsige, når vi ikke får noget at spise.

Det gør også socialarbejdernes opgave lettere, for når de giver et måltid mad, yder de omsorg til brugerne, og det skaber en kontakt, som gør det nemmere for dem at spørge ind til, om de kan hjælpe med forskellige problemer og udfordringer. Det kan være startskuddet til en forandring i de udsattes liv.”

Positiviteten fra mødet med Lex og Armani, er lige ved at forsvinde, da jeg ser en båre blive trukket ud af stofindtagelsesrummet. Der ligger en person under tæppet, og fra hvor jeg står, ligner det, at det dækker over hovedet.

Min indre panik, deles ingenlunde af brugerne på rampen foran stofindtagelsesrummet. De bider nærmest ikke mærke i det, mens jeg selv stivner i dådyr-i-forlygte-positionen. Men båren rulles tæt forbi mig, og til min store lettelse kan jeg ane et vågent ansigt inde under tæppet. Person er efter omstændighederne okay, og mens oplevelsen lægger sig i mig, ryger jeg en cigaret og låser op for min cykel.

Jeg kan ikke lade være med at beundres af dem, der arbejder på JunkFood og H17. Det er ikke let at møde livet på den måde hver dag. Det er ikke let at håndtere kriser og slukke ildebrande, men alle jeg har mødt, har haft nul betænkeligheder ved det. De vil gøre en forskel. De føler, der er brug for det, og de møder hver dag ind på arbejde med tro på, at de kan skabe en forandring mod det positive.

Og efter at have mødt dem, er jeg sikker på, de har ret.