”Hold kæft, mand. Nu har han også prøvet at skrive en roman. Nu stopper det”
Svend Brinkmann er blevet et fænomen med sine populære anti-selvhjælpsbøger og er noget så sjældent som en professor, folk får taget selfies med. Nu har han kastet sig over fiktionen for at nå de smukke unge mennesker, der kan så meget, men har flere diagnoser end nogen generation før dem.
I din nye bog følger vi en gymnasieelev, der af sin døende farmor sendes på togrejse rundt i Europa med et filosofisk manuskript i bagagen. Hvordan har det været for dig at skrive fiktion?
”Det har taget længere tid, end jeg havde regnet med. Jeg troede bare, at jeg kunne finde på en handling, og så kom det lige ud gennem fingrene, mens det at formidle fagligt kræver, at man læser en masse og tager en masse noter og prøver med udkast. Men sådan er det bestemt ikke. Det er mindst lige så tidskrævende at skrive fiktion og få dialoger til at fungere.”
Jeg kommer til at tænke på Jostein Gaarders berømte ’Sofies Verden’ (1991). Hvor meget har den rumsteret i dit hoved?
”Jeg har aldrig læst ’Sofies Verden’. I begyndelsen var jeg lidt træt af, at folk hele tiden nævnte den, når jeg fortalte om mit projekt, for så følte jeg mig ikke så original, men brugen af fiktion til at formidle filosofi er forskellig i de to bøger. Så det gør mig ikke noget, at de nævnes sammen og især ikke, da jeg hørte, at 'Sofies Verden' har solgt over 40 millioner eksemplarer, ha ha. Der er meget kritik af de unge generationer for ikke at kunne læse i dybden, for ikke at kunne tænke over grundlæggende ting i livet, fordi alt er blevet flygtigt og flimrende og korte YouTube-klip. Så det kunne først og fremmest være fedt at nå yngre mennesker med de store eksistentielle spørgsmål, som bogen rejser.”
Hvorfor har du valgt en gymnasieelev som hovedperson?
”De gamle minearbejdere havde kanariefugle med ned i dybet, fordi fuglene var ekstra sensitive. Når der skete et gasudslip, drattede kanariefuglene om, og så vidste minearbejderne, at de skulle ud af minen i en fart. Jeg vil gerne sætte fokus på kanariefuglene. Hvis vi siger, at minerne er vores samfund i dag, så er de unge mennesker kanariefuglene. Deres nervesystem er lidt mere modtageligt over for indtryk, og de dratter jo virkelig omkuld på en måde, der en gåde for ældre generationer. De klarer sig på mange måder godt. De får høje karakterer, de ser godt ud, og de kan mange ting, men de går også til psykolog, de skærer i sig selv, de tager mere psykofarmaka og har flere diagnoser end nogen generation før dem. De skal være sig selv, som Andreas, hovedpersonen i bogen, også hele tiden får at vide, men de skal for pokker først finde ud af at være menneske. Det vil jeg gerne have frem.”
Din bog hedder ’Hvad er et menneske’. Hvorfor den titel?
”Kort sagt: Et menneske er et væsen, der har et problem med at skulle være sig selv. Alle andre dyr er bare, hvad de er. Et egern er et egern. Det har ikke eksistentielle overvejelser over, hvad det mon vil sige at være et egern, men den menneskelige natur vil gøre det til et problem at være menneske. Jeg tror på, at vi bliver mennesker med rigere liv og en mere forpligtet tilgang til verden, hvis vi stiller det spørgsmål til os selv en gang imellem, men der er ikke nogen direkte vej fra det og så til, at man bliver Dalai Lama eller Nelson Mandela, eksempelvis.”
Hvem bygger karakteren Andreas på?
