”Hold kæft, mand. Nu har han også prøvet at skrive en roman. Nu stopper det”

”Det har taget længere tid, end jeg havde regnet med. Jeg troede bare, at jeg kunne finde på en handling, og så kom det lige ud gennem fingrene, mens det at formidle fagligt kræver, at man læser en masse og tager en masse noter og prøver med udkast. Men sådan er det bestemt ikke. Det er mindst lige så tidskrævende at skrive fiktion og få dialoger til at fungere.”

”Jeg har aldrig læst ’Sofies Verden’. I begyndelsen var jeg lidt træt af, at folk hele tiden nævnte den, når jeg fortalte om mit projekt, for så følte jeg mig ikke så original, men brugen af fiktion til at formidle filosofi er forskellig i de to bøger. Så det gør mig ikke noget, at de nævnes sammen og især ikke, da jeg hørte, at 'Sofies Verden' har solgt over 40 millioner eksemplarer, ha ha. Der er meget kritik af de unge generationer for ikke at kunne læse i dybden, for ikke at kunne tænke over grundlæggende ting i livet, fordi alt er blevet flygtigt og flimrende og korte YouTube-klip. Så det kunne først og fremmest være fedt at nå yngre mennesker med de store eksistentielle spørgsmål, som bogen rejser.”

”De gamle minearbejdere havde kanariefugle med ned i dybet, fordi fuglene var ekstra sensitive. Når der skete et gasudslip, drattede kanariefuglene om, og så vidste minearbejderne, at de skulle ud af minen i en fart. Jeg vil gerne sætte fokus på kanariefuglene. Hvis vi siger, at minerne er vores samfund i dag, så er de unge mennesker kanariefuglene. Deres nervesystem er lidt mere modtageligt over for indtryk, og de dratter jo virkelig omkuld på en måde, der en gåde for ældre generationer. De klarer sig på mange måder godt. De får høje karakterer, de ser godt ud, og de kan mange ting, men de går også til psykolog, de skærer i sig selv, de tager mere psykofarmaka og har flere diagnoser end nogen generation før dem. De skal være sig selv, som Andreas, hovedpersonen i bogen, også hele tiden får at vide, men de skal for pokker først finde ud af at være menneske. Det vil jeg gerne have frem.”

”Kort sagt: Et menneske er et væsen, der har et problem med at skulle være sig selv. Alle andre dyr er bare, hvad de er. Et egern er et egern. Det har ikke eksistentielle overvejelser over, hvad det mon vil sige at være et egern, men den menneskelige natur vil gøre det til et problem at være menneske. Jeg tror på, at vi bliver mennesker med rigere liv og en mere forpligtet tilgang til verden, hvis vi stiller det spørgsmål til os selv en gang imellem, men der er ikke nogen direkte vej fra det og så til, at man bliver Dalai Lama eller Nelson Mandela, eksempelvis.”

”Han bygger især på træk fra mig selv, som er gjort lidt mere intense. De introverte træk. Jeg har aldrig tænkt på mig selv som trist og ensom. Jeg kan sagtens tale med folk og holde taler, men jeg har også en snert af det grublende og indadvendte. Der var mange bøger i mit barndomshjem, og jeg havde de bedste stunder foran brændeovnen med atlas eller bøger om filosofi, som jeg begyndte at få i en ret ung alder. Jeg havde en nær relation til min farmor, som gav mig et verdensatlas til min seksårs fødselsdag. Vi havde mange samtaler om væsentlige emner. Det var en gave til et barn, men man kan ikke leve et liv sådan. Man skal også ud i verden. Det kommer Andreas i bogen. Og det kom jeg også.”

”Jeg har rejst med rygsæk i Mellemøsten og Mellemamerika, men det var nok mest to billige interrailture i gymnasieårene. Den ene gang rejste jeg med min kæreste. Vi tog færgen fra Spanien til Marokko. Pludselig var der vildt mange mennesker omkring os, der ville os noget, og verden virkede slet ikke venlig. Vi blev der ikke længe.

Da vi skulle sejle tilbage til Spanien, blev vi forfulgt på vej mod havnen. Min erindring dramatiserer det nok lidt, men jeg husker, at vi i nattens mulm og mørke løb de sidste meter til færgen. Det var en stor forskrækkelse. Jeg er vokset op i en middelklassefamilie, hvor alt fungerede – i et trygt miljø på en villavej.

Jeg vidste godt, at verden ikke er sådan, men jeg opdagede det på den tur. Jeg husker også en sprogrejse til Frankrig i 2. g. Vi var i byen en nat, og jeg blev prikket lidt i maven med en kniv af to røvere, der ville have vores penge og pas. Det er lidt en modsat oplevelse af det, jeg gerne vil have, at læseren får i min bog: At verden er venlig og man skal åbne sig for den. Men det er den jo ikke kun. Den er også lidt farlig, og vi skal passe på hinanden.”

”Master Fatman sagde, at man skal give sin kone et stort kys, når man går ud ad døren om morgenen. Det gør jeg også. Man ved jo ikke, om man kommer igennem dagen. Det lyder makabert, men det er tilværelsens realitet. Jeg havde på et tidspunkt idéen om at få en tatovering med Memento Mori, så jeg hele tiden kunne blive mindet om livets korthed. Jeg kom frem til, at det var alligevel for pubertært.”

”I mit hoved citerer jeg nogle gange en professor, der skriver om, hvordan man laver god forskning og får skrevet afhandlinger eller forskningsartikler: Do less, more thoroughly. Jeg fik også et digt af Piet Hein i konfirmationsgave af min farmor. Hun holdt af Piet Hein og sendte det til ham, så han kunne signere det. Det gjorde han. Digtet hedder ’Du skal ikke ville det hele’. Man kan måske kritisere mig for ikke at være så tilbageholdende med at sende noget ud i verden, selv om det kunne være mere perfekt.

Nogle af mine kolleger vil have, at alle kommaer skal stå korrekt og teksten gennem flere læserunder. Det burde jeg måske gøre mere, hvis jeg skulle efterleve mit motto om at gøre mindre mere grundigt. Det kan jeg godt se, men omvendt synes jeg også, at det er fedt at få ting ud, få feedback, diskutere og blive klogere i en løbende proces. Jeg er ikke bange for at sende balloner ud i verden.”

”Vi har sendt den ene dreng på efterskole. Nej, spøg til side. Tidligere kunne jeg få milde stress-symptomer, men det er heldigvis slut. Jeg har gang i mange ting, men de peger i samme retning. Jeg får inspiration til at skrive en klumme, og det bliver så måske også til en længere videnskabelig artikel. Jeg har lange perioder, hvor man ikke kan komme i kontakt med mig.

Jeg tager næsten aldrig telefonen, medmindre det er et aftalt opkald. Jeg lukker ned. Det er jeg nødt til for at få lavet alt det arbejde, jeg gerne vil, men det er også mentalhygiejnisk. Jeg har brug for pauser fra at være på over for andre mennesker. Jeg er næsten ude i naturen hver eneste dag. Nogle gange en kort løbetur, andre gange en lang cykeltur i skoven. Det er guld værd at mærke vind og vejr, se på nogle træer og ikke tænke på noget som helst.”

”Jeg får dagligt henvendelser om foredrag, podcasts og alt muligt andet. Det er fantastisk, at folk interesserer sig for, hvad jeg siger, men hvis jeg sagde ja, ville det være fuldtidsarbejde i sig selv bare at tale med mennesker. Nogle gange er det med ondt i hjertet, at jeg må sige, at jeg ikke kan svare eller hjælpe. Det er vildt, hvad folk vil have af gode råd om alt muligt. Jeg har også beskæftiget mig med psykiatri, så det kan være mennesker med diagnoser eller i fortvivlede situationer. Jeg bliver også kontaktet af virksomhedsledere: ’Har du lige en time. Hvad siger du til et kaffemøde, så jeg kan prøve nogle ideer af på dig?’ For fem år siden ville jeg tænke, at det var spændende, men det hænger ikke sammen mere. Jeg prøver at svare høfligt på alt, men afvisende. Jeg er blevet bedre til at sige nej.”

”Jeg er nok blevet mere forsigtig. Nu kan jeg ikke skrive en bog som ’Stå Fast’ (2014) og gøre grin med en genre og nævne konkrete personer, coaches og positive psykologer. Jeg anede ikke, at den bog ville blive en bestseller og oversat til flere sprog. Den gjorde min megafon meget større. Jeg har stadig mine meninger om vores samtid, som jeg også skriver på Facebook, men jeg tænker mere over, hvordan jeg skriver det, for det er ikke længere 1.000 mennesker, der læser det, men op mod 100.000. Men rent psykologisk tror jeg ikke, at jeg er blevet en anden.”

”Jeg tror egentlig ikke, at hun vil sige, at jeg har forandret mig så meget. Vi er også begunstiget af at bo i en jysk provinsby. Når jeg er i København, bliver jeg standset på gaden, og det er skægt at sidde på en café, og folk kommer forbi og vil have en selfie. Jeg får invitationer til premierer på teaterforestillinger, som også er skønt, men som jeg aldrig kan sige ja til, fordi vi bor i Randers.”

”Det Kongelige Teater lavede forestillingen 'Stå Fast' efter min bog sidste år, og i år skal den sættes op rundt om i landet. Det var vildt for mig at se mine ord blive spillet i sådan et format og i sådan nogle omgivelser. Det er noget, jeg vil prale med over for mine børnebørn engang. Det gav mig også blod på tanden til at prøve kræfter med fiktionen. Det kan så være, at det er slutningen på rejsen her. Folk tænker måske: ’Hold kæft, mand. Nu har han også prøvet at skrive en roman. Nu stopper det.’”