I skudlinjen: Våben i Danmark

HANS HENRIK SIMONSEN piller lidt ved sin bedekrans. Den hænger om halsen og er udsmykket med et kors og en medaljon med jomfru Maria. Den rundhovedede falstring smiler venligt, næsten saligt, så læner han sig frem og lægger et stykke håndskrevet papir på bordet: ”Ingram 9 mm fuldauto,” har han skrevet med kuglepen på øverste linje. Glock, står der længere nede. AK47, sniperrifler, tromlerevolvere. Håndgranater – trotyl. Det bliver ved og ved. Hele papiret er fyldt med navne på våbentyper, våbenmærker og sidebemærkninger som anslagsenergi og kaliber.

Han nikker bekræftende ud i fængselscellen: ”Jeg ved meget om våben.”

I Maribo Arrest afsoner 33-årige Hans Henrik Simonsen en fængselsstraf på ni år, bl.a. for at forsøge at indsmugle 100 stk. 9-mm-pistoler til Danmark i 2008. Ifølge Byretten og Østre Landsret ville han i samarbejde med organiserede kriminelle i Østeuropa sælge våbnene til bl.a. rockergruppen Bandidos under den daværende bandekrig. Det skete i samarbejde med Bandidos’ såkaldte krigsminister, Peter Buch Rosenberg, der har erklæret sig skyldig i at ville købe ti pistoler fra Hans Henrik Simonsen. Selv nægter manden bag en af danmarkshistoriens helt store sager om våbensmugling sig skyldig. Han afviser at ville have handlet våben til nogen, særligt ikke rockere, og afviser i det hele taget at udtale sig om grupper eller personer andre end ham selv.

Han er imidlertid også, i samme omgang, dømt for at smugle hash og skunk, drive et skunklaboratorium i sit hjem samt forsøge at opbygge en forretning med stoffet PMK, som kan omdannes til ecstasy-piller. Det vidt forgrenede sagskompleks trækker tråde til den mest globaliserede organiserede kriminalitet; fra mafiaen i Tjekkiet og Slovakiet over vietnamesiske gangstere til Bandidos og Hells Angels. Men først og fremmest er det en sag om moderne, kriminel våbenhandel. Med perspektiver, der berører os alle.

DEN ULOVLIGE våbenhandel i Danmark har været igennem en dramatisk vækst. Der er ikke blot kommet flere våben i underverdenen, våbnene er også blevet voldsommere, vildere og bliver affyret oftere end før. Det er vurderingen både fra politiet og fra kriminelle kredse. Som vicepolitiinspektør Michael Ask fra politiets Nationale Efterforskningscenter (NEC) formulerer det:

”Vi har desværre set en eksplosiv udvikling i handel med våben. Skydevåben er blevet en efterspurgt vare i en grad, de slet ikke var for 5-10 år siden. Pistoler er blevet mode. For mange kriminelle er skydevåben nu simpelthen en del af beklædningen.”

Kim Kliver, chef i NEC, uddyber: ”De kriminelle føler, at de er nødt til at have våben, det er deres kommunikationsmiddel. Våben er essentielt i forhold til at fastholde deres territorium. Derfor er der rigeligt med våben i omløb, også i bandemiljøet i bekymrende omfang,” siger han.

Politiet har da også de senere år gjort en række opsigtsvækkende våbenfund rundt om i landet – ofte i tætbeboede områder: Et våbenlager med 17 skydevåben, bl.a. maskinpistoler, og et halvt kilo formbart sprængstof i en lejlighed i Haraldsgade på Nørrebro i København. En våbenring flere steder i Jylland med 500 beslaglagte våben og tråde til Hells Angels. En lejlighed på Frederiksberg med en machete, flere skydevåben og en russisk panserværnsraket. Våbenlagre under ungdomsboliger i Gentofte, i et pakhus i Frihavnen og i en container i Valby, i parcelhusgarager og i rockerborge, i lagerrum og på lofter, hos udadtil pæne virksomheder og skjult ved pladser og grønne områder midt i byen.

”Våben er desværre i stigende grad blevet en lukrativ handelsvare alene med baggrund i en stigende efterspørgsel fra den kriminelle underverden,” forklarer politiinspektør Jørn Gravesen, chef for National Kriminalteknisk Enhed.

Euroman har talt med en række tidligere eller nuværende kriminelle, der fortæller, at det er ganske normalt at have et eller flere skydevåben, selv om man ikke er tilknyttet en af banderne eller rockergrupperne. Det er også en tendens, politiet har lagt mærke til. Mens det i 80’erne, 90’erne og starten af 00’erne stort set kun var organiserede kriminelle grupper, der bar våben, har det de seneste år spredt sig nedad i de kriminelle grupper, forklarer Kim Kliver fra NEC:

”Den bekymrende brug af våben har desværre en afsmittende effekt på andre kriminelle aktører længere nede i fødekæden uden forbindelse til rocker- eller bandemiljøet. Fx folk, der sælger lidt narko eller laver indbrud. De finder ud af, at det giver omtale og magt, når man anvender våben. Det så vi ikke så meget før i tiden.”

En af de småforbrydere, der ikke er involveret i organiseret kriminalitet, men alligevel har skydevåben gemt i hjemmet, er Morten. Han er en 32-årig mand fra København, der arbejder på kontor, men ved siden af har været involveret i kriminalitet, fx hæleri og indbrud. Derigennem har han fået en række kriminelle kontakter uden selv at tilhøre nogen bander.

”Du kan få lige, hvad du vil have. Fra AK47 til 9-mm-pistoler. Bare du kender de rigtige drenge. Det er egentlig skræmmende, for alle har stort set skydevåben,” forklarer han.

”Maskinpistoler og andre tunge våben er mest til show of force – til at skræmme fjenden. Det er mest til rygmærkerne og banderne. Jeg har bare brug for to pistoler. Men det er også vigtigt. Uden våben er jeg ikke beskyttet. Og beskyttelse betyder alt i dag.”

I CELLEN I MARIBO tager Hans Henrik Simonsen en LA Blue. Der er snart ikke flere cigaretter i pakken. Han ser lidt nervøs ud, som han sidder der, bøjet over sit papir med våbentyper, men ikke fjendtlig. Mere som en venlig, lidt slankere udgave af ’Kongen af Queens’.

Før Hans Henrik Simonsen for alvor fik øjnene op for handel med våben, levede han også et liv med våben – af den lovlige slags.

Han voksede op lidt uden for Nykøbing Falster. Her købte faren, der bestyrede familiens firma, et stykke skov, og her lærte Simonsen at gå på jagt.

”Jeg har altid interesseret mig for våben. Siden jeg kunne gå, blev jeg taget med på jagt. For mig er geværet et værktøj. Jeg er fascineret af våben, som en tømrer er fascineret af en boremaskine,” siger han og nulrer lidt mere ved bedekransen. ”Det var enhver drengs drøm.”

Egentlig skulle han overtage familiefirmaet, men efter Handelsskolen var der andre ting, der trak. Hans Henrik Simonsen fik job i en lovlig våbenhandel nord for København med speciale i jagt- og sportsvåben.

”Der lærte jeg meget. At reparere våben, at sælge våben. Det var et skridt imod at blive ekspert,” siger han.

Simonsen tog også en uddannelse som livvagt og arbejdede i en kort periode i Sydafrika for et sikkerhedsfirma. Det var ingen succes. Det var til gengæld et toårigt ophold i Zimbabwe, hvor Simonsen arbejdede sammen med en deling ekssoldater, der patruljerede efter krybskytter. Udstyret med FN FAL-rifler, AK47 eller jagtrifler skulle de forhindre særligt den ulovlige jagt på næsehorn.

”Jeg sov med mit våben. Og jeg fik skudt flere hundrede stykker vildt. Hvis vi så bevæbnede folk, skød vi på stedet. Jeg skød dog ikke nogen – og jeg ville heller ikke fortælle, hvis jeg gjorde. Men vi gav krybskytterne en ordentlig røvfuld,” siger han.

Efter Zimbabwe købte Simonsen et hus i Nykøbing Falster, og det begyndte at være svært at få pengene til at slå til. Det åbnede hans øjne for en risikabel, men hurtig vej til store penge.

”Jeg har altid været interesseret i mange ting, fx organiseret kriminalitet. Jeg har læst alle bøger om Camorraen, andre mafia-grene, de forskellige bikerkulturer. Så jeg lavede en analyse af Christiania og fandt ud af, at de har et smart setup. Hvis jeg kunne kopiere og tilpasse det til Nykøbing, ville jeg komme så langt væk fra den risikable del som muligt. Så jeg satte en lille hashring op.”

Hans Henrik Simonsen beholdt sit almindelige job ved siden af, men nu begyndte pengene at komme. Der var ingen store biler eller guldkæder. Han holdt lav profil. Simonsen virkede som en slags mellemmand, og den joviale, stortalende tidligere butikschef var god til det: ”Jeg har altid kunnet sætte to folk sammen og lave en krone,” som han siger.

Efterhånden begyndte folk også at spørge efter våben. ”De vidste, at det var mit speciale. Og der røg da også nogle våben over disken, men det kan tælles på to hænder.” Handlen var langtfra systematiseret, og Simonsens straffeattest var pletfri. Det skulle ændre sig.

HANS HENRIK SIMONSEN besluttede at sætte fokus på Tjekkiet. Det drejede sig om handel med vin, men også mere lyssky felter, som Simonsen ikke vil ind på. Gennem sine rejser til Tjekkiet fik han en tjekkisk kæreste og opbyggede en række kontakter i Tjekkiets underverden, som han begyndte at besøge med jævne mellemrum. Tingene gik pludselig stærkt, og snart var Hans Henrik Simonsen til møder med bagmænd, der havde store forretninger med køb og salg af sommerhuse, guld, stripklubber og amfetamin.

”Pludselig sad jeg til bords med kaptajnerne. Måske fordi jeg var dansker og repræsenterede et helt nyt marked. Det var en verden, hvor man arbejdede efter devisen: ’Jeg ser ikke noget, hører ikke noget og siger ikke noget.’ De folk var tilbagelænede. De havde ikke travlt med at kæmpe med hinanden eller forsvare deres ære – de arbejdede sammen for at tjene penge.”

Kontakten satte ham i forbindelse med repræsentanter fra den vietnamesiske mafia, der bestyrede hemmelige laboratorier bl.a. til at fremstille skunk. I første omgang var Simonsen inspireret. Så hjemme i kælderen i huset på Falster opbyggede han sit eget skunklaboratorium. Senere begyndte han også at smugle både skunk og hash. Forretningen tog for alvor fart, da en tjekkisk kriminel, Milos Filip, købte en dunk af det flydende stof PMK, et stof, der kan omdannes til ecstasy-piller – en liter går til at producere 10.000 stk., er rettens vurdering.

Simonsen og Filip ville, ifølge retten, opbygge en forretning med netop PMK i samarbejde med organiserede kriminelle i Østeuropa. Det afviser Simonsen. Han siger, at han heller ikke vidste, stoffet var ulovligt.

Selve våbenhandlen blev indledt, da en af Simonsens venner i sommeren 2008 sagde, han havde brug for beskyttelse. Han manglede penge og var blevet truet med en pistol. Simonsen sendte anmodningen videre til sin tjekkiske kontakt, Milos Filip, en hooligan-lignende skaldet mand med smalle øjne, der mangler et stykke af den ene pegefinger.

Og 16. juli 2008 er de to mænd godt i gang med en korrespondance over Skype. Simonsen skriver ifølge retsudskriften, at han har en ”køber til 20 pistoler”:

”Kan du bringe de 20 stk. CZ 9 mm?” skriver han. I den anden ende skriver Milos Filip: ”30 stk. 9 mm.”

Våbenhandlen var i gang.

DET ER PISTOLER og revolvere, typisk 9 mm, der topper listen over de mest populære våben hos danske kriminelle. Ifølge Michael Ask fra NEC spænder mærkerne dog vidt – fra tjekkiske CZ over tyske mærker som Heckler & Koch og Neuhausen til amerikanske Glock, der blandt visse kriminelle giver statuspoint på gaden, da den ofte bliver brugt i film om amerikanske bander. En billigere type er en omdannet gas- og signalpistol fra Balkan.

”Jeg foretrækker en 9 mm, gerne en Glock. Den giver et højt bang og en god skræmmeeffekt. Og så er den rimelig præcis og ikke for stor,” siger Morten, den kriminelle kontoransatte.

Det er imidlertid langtfra kun pistoler, der cirkulerer i den kriminelle våbenhandel.

En af de alvorligste nye tendenser er ifølge eksperterne den stigende brug af tungere og voldsommere våben. Hvor forbrydere tidligere ofte brugte oversavede jagtgeværer eller pistoler, er der nu stor vækst i automatvåben. I 2007 blev der beslaglagt 34 automatvåben, i 2009 var tallet 188. Automatvåben, der i dag udgør 5-7 % af de beslaglagte våben, omfatter AK47 – også kendt som Kalashnikov-riflen – eller maskinpistoler af mærket Scorpion og diverse maskingeværer fra fabrikken Zastava i Serbien, som også i stort omfang blev brugt i borgerkrigen.

Tendensen slår igennem i hele Europa, viser en rapport fra Europol.

”Det er især bekymrende, at der kommer flere og flere tunge våben som AK47, håndgranater og endda i nogle tilfælde granatstyr og bazookaer. Hvis nogle bander har dem, vil andre bander også have dem. Der er risiko for et mini-våbenkapløb. Det tager vi meget alvorligt,” siger Søren Kragh Pedersen, pressechef hos Europol.

Priserne kan variere meget. Ifølge Europol kan en bazooka i de fattigere dele af EU fås til 2.500-5.000 kr., og en AK47 kan købes for 500 euro i Bruxelles.

”Det er uhyggeligt, så billigt det er at anskaffe sig våben. Det må hænge sammen med, at der er så mange våben i omløb,” siger Søren Kragh Pedersen.

I Danmark er priserne højere og svinger efter udbud og efterspørgsel og – selvfølgelig – efter våbentype. En pistol kan koste 4.000-5.000 kr. og opefter, en Glock koster fx 10.000-15.000 kr. En Scorpion maskinpistol kan ligge på under 20.000 kr., og en Kalashnikov-riffel kan ryge op på 20.000 til 40.000 kr.

De tungere våben i gadebilledet kalder på handling, mener våbenekspert i forsvaret, seniorsergent Jesper Dueholm. En AK47 fx er kendetegnet ved, at hvis blot gerningsmanden trykker aftrækkeren i bund, affyrer våbnet 30 skud. Det kan givetvis skræmme modstanderen, men går stærkt ud over præcisionen, siger Dueholm.

”De er meget, meget svære at skyde med, og det kræver betydelig uddannelse at ramme målet. Selv danske soldater vil helst ikke bruge dem, og de er endda i træning. Når kriminelle skyder, svarer det til at køre Le Mans uden at have kørekort. Det kan kun gå galt. Forsvaret bruger en sikkerhedsafstand på 2 km, så en AK47 er skræmmende farlig at bruge i bebygget område,” siger Dueholm.

Han understreger, at også både ombyggede gaspistoler og almindelige 9-mm-pistoler er svære at ramme med – på nogle måder endnu sværere uden træning.

”På våbenområdet ser vi en eskalering og en øget råhed. Sammen med den nemme adgang til meget kraftige våben øger det risikoen for at ramme uskyldige forbipasserende i tætbeboede områder. Det er udtryk for en umenneskelig mangel på hensyn,” siger han.

”NOGET NYT?” Det er 27. august 2008, da Hans Henrik Simonsen modtager en sms. Ifølge retsudskriften er beskeden fra Bandidos’ sergent of arms Peter Buch Rosenberg. Som såkaldt krigsminister har den bredkæbede rocker ifølge politiet ansvaret for at skaffe ulovlige våben til Bandidos.

Simonsen svarer i løbet af et minut.

”Om en time,” skriver han tilbage.

Klokken 12.35 senere samme dag følger Simonsen op med en ny besked: ”Forsinkelse – beklager meget – forklarer senere – 40 stk. nye uden nummer ankommer denne uge eller næste uge, o.k.”

Hans Henrik Simonsens våbenhandel er godt i gang. Hans kriminelle forretning har bragt ham i kontakt med en tatovør fra Hells Angels, men hovedkunden skal, ifølge politiet, være Bandidos og Peter Buch Rosenberg.

Simonsen rejser flere gange til Tjekkiet og Slovakiet og holder møder med personer, politiet mistænker for at tilhøre toppen af den organiserede kriminalitet i området. Simonsen selv afviser, at han ville sælge våben til Bandidos eller Hells Angels, og vil desuden ikke fortælle om konkrete personer. Men ifølge Politiets Efterretningstjeneste og tjekkisk politis aflytninger foregår kommunikationen fx via en telefonboks i et storcenter i Slovakiet. Her bliver talt i koder, og snart fortæller de tjekkiske myndigheder deres danske kolleger, at Milos Filip, Simonsens tjekkiske kontakt, er et kendt navn i kriminelle kredse. Pistolerne skal sandsynligvis komme fra Balkan eller Polen.

I løbet af efteråret tager Filip til Danmark, og han og Simonsen holder en række møder sammen. De møder også flere gange kontakter i danske rockerkredse.

I oktober mødes Hans Henrik Simonsen og Milos Filip i en lejlighed, hvor tjekken ifølge politiets rumaflytning fortæller, at han har bestilt 100 pistoler. Samme dag rykker Simonsen for, hvorfor Filips kontakt ikke har leveret. Fem dage senere fortsætter snakken, nu om pistolmærker. ”Walther er super,” siger Simonsen bl.a. på aflytningen.

I november ser forarbejdet ud til at gå ind i en ny fase. Simonsen mødes igen med Filip og forklarer på aflytningen, at han har ”disse 25 stk. til den Bandidos, jeg kender.” Nogle dage senere taler han om en kontakt i Polen, der muligvis kan ”finde nogle 9’ere”.

I dag siger Simonsen, at han ikke havde i sinde at gennemføre nogen våbenhandel. Og i retten udtalte han, at han følte sig presset af Filip, som han mente havde ”deltaget i grusomme ting”, måske endda likvideringer, også af kvinder og børn. Han var bange pga. Filips kontakter til den østeuropæiske mafia. Han siger, at han derfor spillede med, men havde besluttet at stå af. Det er imidlertid svært at se ud fra politiets og efterretningsvæsenets aflytninger og efterforskning.ØSTEUROPA ER AFGØRENDE for våbensmuglingen til Danmark, fortæller både danske og udenlandske eksperter – og flere kriminelle. Der findes flere våbenruter ind i landet, og en af dem er den såkaldte Balkan-rute. Mange våben er blevet tilovers fra borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien og fra våbenlagre i det gamle Sovjetunionen. Desuden mener politiet, at der foregår et ulovligt sidesalg fra nogle af våbenfabrikkerne i bl.a. Balkan. Andre våben kommer fra Østen, men går igennem Balkan. Våbnene bliver så transporteret gennem Europa, gemt i lastbiler under andre varer eller i turistbusser. Oftest foregår det dog i helt almindelige personbiler i diverse hulrum: i motorrummet, bag dæksler og paneler, i rum under sæderne.

”Du vil blive overrasket over, hvor mange våben der kan være i personbil,” siger Michael Ask fra NEC.

Rockergrupperne har i de senere år ekspanderet til netop det østlige Europa, og politiet mener, de kan være involveret i våbensmuglingen. Oftest er det dog kriminelle langt nede i hierarkiet, ofte uden direkte tilknytning til banderne, der står for smuglingen.

Der findes også andre ruter: gennem Sverige, over Ukraine og Polen eller med skib fra Nordamerika. Samtidig kommer en del våben fra røverier rundt om i Europa og i Danmark – senest fx de 200 skydevåben, der blev røvet på en kaserne i Antvorskov i 2009. Der kan også foregå sidesalg fra lovlige våbenbutikker, som da våbenhandlen City Guns på Nytorv i København blev dømt for at sælge en række ulovlige våben til kriminelle ved siden af det lovlige salg. Og endelig køber nogle kriminelle våbendele over nettet eller gennem samlere, som så laves om, så de bliver kampdygtige.

I en sådan sag blev en våbensamler for nylig dømt for at sælge videre, så våbnene til sidst endte i rockerkredse – samleren var en tidligere kommunal embedsmand fra Djursland. En væsentlig del af politiets viden om våbenhandlen bygger imidlertid på spekulation. Det er svært at trænge ind i den meget lukkede våbenverden, og politiet erkender, at de ofte kun ved meget lidt om, hvordan handlen foregår.

”Lige præcis våbenområdet er noget af det sværeste af få oplysninger om. Hverken de, der tjener penge på handlen, eller de kriminelle, der aftager våbnene, er interesserede i, at forsyningerne bliver afbrudt. Og det er et område med kontant afregning,” siger Kim Kliver fra NEC.

Samme tendens oplever man hos det europæiske politi, Europol.

”Det er svært at skaffe sig et reelt overblik. Der er ingen valide statistikker på området. Og når vi ikke har hverken skøn eller tal, er det svært at vide, hvordan man skal tackle problemet,” siger Søren Kragh Pedersen.

Én ting er myndighederne over hele Europa dog ikke i tvivl om: Der er ekstremt mange penge at tjene på våbenhandel.

”Motivet er penge, og fortjenesten er nok lige så god som narko. Derfor er der opstået deciderede Dødens Købmænd, der specialiserer sig i våbenhandel, mens andre både smugler narko, våben og andre ulovlige varer. Derfor hjælper det ikke at skrue op for grænsekontrollen. De skal nok komme ind. For så længe der er et købedygtigt marked, og det er der i høj grad, finder de hele tiden nye kanaler. Det gælder om at lave godt efterforskningsarbejde, også på tværs af grænserne,” siger Kim Kliver.

Politiet peger desuden på, at priserne på våben ikke er steget voldsomt trods bandekonflikt, strammet lovgivning og øget grænsekontrol.

”Det kunne tyde på, at man kan skaffe de våben, man har brug for. Desværre,” siger Michael Ask.

DET ER MORGEN, da Hans Henrik Simonsen 26. november 2008 sætter sig ind i sin bil. Han kører mod en lejlighed i Nykøbing Falster, hvor Milos Filip har installeret sig, og hvor Simonsen gemmer hash og skunk. Han har også små 100 gram hash med i bilen, som skal sælges videre.

Bilen når et sted, hvor vejen snævrer ind, og man kun må køre 20 km/t. Pludselig ser Simonsen et blåt blink i bakspejlet.

”Jeg tænkte, at jeg måske havde kørt for hurtigt,” husker han.

Men ud af ingenting drøner to civile biler nu op på hver side af Simonsen og afskærer ham vejen. Nogle veltrænede betjente kommer op til bilen. De trækker ham ud, lægger ham i håndjern og fortæller, at han er anholdt.

Siden anholdelsen har Hans Henrik Simonsen siddet fængslet. I dag, tre år senere i cellen i Maribo, er han enig i politiets betragtning om, at våben er blevet en god forretning.

”Der kan være bedre fortjeneste end selv heroin,” siger han. Hans forklaring på den lukrative forretning er dog en anden end politiets. Han mener, at den strammede lovgivning har gjort det mere attraktivt at være våbenhandler:

”Efterspørgslen er blevet større, fordi politiet har fjernet mange af våbnene fra gaden. Men behovet for våben er der stadig. Før var det småt med deciderede våbenhandlere. Sådan er det ikke længere, for der er en kæmpe fortjeneste.”

Simonsen mener også, at politiets hårdere linje øger forråelsen i de kriminelle miljøer.

”I Tjekkiet dræbte de både stikkere og deres familier. For jo hårdere et samfundssystem et land har, jo hårdere bliver de kriminelle. Derfor tror jeg også, at jo mere aggressiv lovgivningen bliver i Danmark, jo voldsommere bliver kriminaliteten. Det kan ende med, at de skyder igen. Måske også imod politiet.”

Simonsen blev idømt ni års fængsel for sit forsøg på våbensmugling og hans andre forbrydelser, men han forsøger at få lov at anke sin sag til Højesteret. Også Milos Filip sidder fængslet i Danmark, ligesom Bandidos’ krigsminister Buch Rosenberg, et HA-medlem og flere andre implicerede er blevet straffet.

Har du ingen moralske skrupler ved det, du har gjort?

”Jeg ved jo, hvor mange våben der allerede er. Og der er også mange, der kører latterligt i trafikken. Det ville være noget andet, hvis jeg rent faktisk havde solgt de våben.”

Du siger, du er kristen. Synes du, det passer med at sælge våben til kriminelle?

”Jeg er kristen på min egen måde. Og alt kan gradbøjes. Det Gamle Testamente er jo en af de mest blodige bøger.”

Den rundhovedede våbenhandler piller igen ved bedekransen om sin hals. Pakken med LA Blue er tom. Så bøjer han sig over papiret med våbentyper på bordet.

”Der er meget, du ikke har hørt.” ■

BESLAGLAGTE SKYDEVÅBEN

Antallet af beslaglæggelser af skydevåben steg fra 796 i 2007 til 2.395 i 2009. Herefter blev lovgivningen skærpet, og straffen for at bære et ulovligt skydevåben blev mindst et års fængsel. Det skabte et fald i beslaglæggelser til 1.345 i 2010. De højere straffe for besiddelse af ulovlige våben har resulteret i, at 297 personer blev idømt over 400 års fængsel i 2010. Noget tyder dog på, at skærpelsen ikke rammer de organiserede kriminelle. Blandt rockere og bandemedlemmer har politiet ikke registreret et fald i våbenbeslaglæggelser – tallet er på stort set samme niveau de seneste tre år. Samtidig går antallet af banderelaterede skud-episoder den modsatte vej – fra 44 i hele 2010 til 33 blot i første kvartal af 2011. Ifølge Kim Kliver, chef i NEC, skyldes det, at organiserede kriminelle hurtigt fremskaffer ny bevæbning, når politiet har konfiskeret deres våben.

I forsøget på at kortlægge den ulovlige brug af våben i Danmark har Euroman talt med førende eksperter fra politiet og Forsvaret, i Danmark og udlandet. Vi har mødt personer, der er blevet ofre for skyderierne. Og vi har opsøgt de kriminelle, der køber, sælger og – i nogle tilfælde – bruger de ulovlige våben.

Kortlægningen tegner et urovækkende billede. De vigtigste tendenser er:

■ Kriminelle råder over langt flere skydevåben. Og når politiet beslaglægger dem, får de hurtigt ny bevæbning.

■ Den største vækst findes blandt automatvåben og andre tungere, voldsommere våben, deriblandt maskinpistoler og -geværer, håndgranater og i nogle tilfælde raketter og panserværnsvåben.

■ Tidligere var det mest de virkelig hårdkogte kriminelle, der havde våben. I dag tyer også småforbrydere uden for de organiserede bander ofte til skydevåben. Det er nyt.

■ Mange kriminelle er i hidtil uset grad klar til at bruge deres våben. Forråelsen afspejler sig i en vækst i antallet af skudepisoder og en voksende gruppe ofre, deriblandt helt udenforstående borgere.

■ Det er blevet ekstremt profitabelt at sælge våben – på niveau med narko. Gennem nye ruter og talrige, svært gennemskuelige salgskanaler finder kriminelle nye måder at skaffe og smugle ulovlige våben.

■ Politiet ved stadig kun lidt om, hvordan den ulovlige våbenhandel fungerer – det gælder både herhjemme og i resten af Europa.