Klassekampen er tilbage: ”Går du herfra med en kæmpe formue, så dør du i vanære”
Foto: Lasse Bak Mejlvang

Klassekampen er tilbage: ”Går du herfra med en kæmpe formue, så dør du i vanære”

Verdens 26 rigeste mennesker ejer mere end klodens fattigste 50 procent til sammen. Vreden over den ekstreme ulighed eksploderer i gaderne i Paris, men har tag i befolkninger verden over – lige fra Washington til København. Det fælles mål for en stribe nye bevægelser er provokerende, men simpelt: De rige må til lommerne.

De kunne ikke blive enige, Djaffar Shalchi og hans hustru, da de en dag for fire år siden havde sat sig for at finde frem til et passende beløb. Opgaven, de havde stillet hinanden, var også en anelse vanskelig. Den var i hvert fald anderledes end det, de to normalt ville give sig i kast med, når de sad ved deres spisebord i hjemmet i Brønshøj. Men det var det rigtige at gøre, var de enige om.

Derfor skrev de et tal på hvert sit stykke papir, lagde de to tal sammen og dividerede beløbet med to. Godt og vel 200 millioner kroner, gav det. De skulle gå til at bekæmpe fattigdom og ulighed, disse 200 millioner kroner. For de havde tjent nok, og nu var det tid til at give tilbage.

Siden den dag i 2015 har velgørende arbejde været parrets altoverskyggende mål, og Djaffar Shalchi og hans hustru er ikke alene om kampen, for rundt omkring i verden spirer en række åndsbeslægtede bevægelser.

Målene varierer fra den ene til den anden, men fælles for dem alle er retningen, deres frustrationer stritter i. De stritter nemlig op ad. Op mod dér, hvor koncentrationen af rigdom år for år øges i en sådan grad, at verdens 26 rigeste personer har en større pengebeholdning end klodens fattigste 50 procent mennesker til sammen.

”I min optik er milliardærernes store formuer ikke blot deres. Det er også samfundets. De må gerne beholde en stor del af det til deres børn og børnebørn,” siger Djaffar Shalchi. ”Men der skal ske noget andet. Midlerne til at redde vores planet ligger i verdens top et procent.”

Det er i organisationen Oxfams rapport fra januar i år, ’Public Good or Private Wealth?’, at man finder påstanden om de 26 rigeste mennesker og de lige godt 3,8 milliarder mennesker i den ringest stillede halvdel. Ifølge World Inequality Report 2018 har den rigeste procent i USA, Canada og det vestlige Europa modtaget 28 procent af den samlede vækst i perioden 1980-2016, mens den nederste halvdel har modtaget blot 9 procent. Globalt har top 0,1 procent modtaget 13 procent af væksten, mens den nederste halvdel har modtaget 12 procent.

Det understreger, hvorfor mennesker som Djaffar Shalchi nu kræver omfordeling af de ophobende formuer i toppen. For nok bliver verden rigere, men afkastet for den nederste del er usammenhængende lille, lyder argumentet.

Djaffar.jpg
Djaffar Shalchi har doneret cirka 200 millioner kroner af sin formue til velgørende arbejde – nu vil han have andre til at gøre det samme.

Spørger du Djaffar Shalchi, som selv var god for mere end 400 millioner kroner, inden han i 2015 valgte at afskrive cirka halvdelen til sin, på det tidspunkt, nystartede organisation, Human Act Foundation, er første skridt i kampen for retfærdighed soleklar. Alle verdens lande skal begynde med at beskatte dets milliardærer med 1 procent om året.

På den måde kan verdenssamfundet komme betragteligt nærmere en finansiering af FN’s 17 verdensmål, som anslås at mangle cirka 16,7 billioner kroner (om året, vel at mærke), hvilket er Djaffar Shalchis helt store ambition:

”Verdensmålene er en fantastisk vision. Det er jo også derfor, at landene har skrevet under på aftalen. Men når det kommer til finanseringen, så har du elefanten i rummet. Ingen gider snakke om den og stikker i stedet hovederne i busken.”

• • •

Fredag 25. januar 2019. Mere end 1.500 privatfly er i ugens løb fløjet ind til World Economic Forum i Davos i Schweiz, og konferencen har nu nået sin sidste dag. I fire lange dage har alverdens prominente erhvervsspidser, politiske ledere, filantroper og organisationsfolk minglet og debatteret. Hvordan redder vi vores planet fra vores egen ødelæggelse? Hvad stiller vi op med uroen i Mellemøsten? Og ekstrem fattigdom? Og Brexit? Og hvilken slags jobs vil der egentlig være til os i fremtiden?

Det er tidens store emner, der er blevet vendt. Men der er et tabu, som de privatflyvende gæster tilsyneladende styrer udenom. Og nu har en ung Davos-debutant fået nok.

”Jeg vil først lige sige, at det her er min første gang her i Davos, og det har været en ret forvirrende oplevelse,” siger Rutger Bregman, en 31-årig hollandsk historiker, som det første, da han får ordet under en paneldebat på konferencens sidstedag. ”1.500 privatfly er blevet fløjet hertil for at høre David Attenborough tale om, hvordan vi ødelægger vores planet.”

Uligheden i tal

Ifølge Oxfams rapport fra januar 2019 steg verdens samlede formue med 1,7 procent fra 2017 til 2018.

For de fattigste 3,8 milliarder faldt den samlede formue med 11,1 procent.

Ikke alt er skidt

Fra 1990 og til 2015 er cirka 1,2 milliarder mennesker blevet løftet ud af ekstrem fattigdom, så antallet i 2015 var nede på 736 millioner – men hastigheden, hvormed det sker, er siden 2013 halveret i tempo.

Rutger Bregman har tre år forinden udgivet bestselleren ’Utopia for realister’. Nu kolliderer han med den gode stemning. Han er tydeligt forundret, hans kropssprog opgivende.

”Jeg hører folk tale om deltagelse og retfærdighed og ulighed og gennemsigtighed. Men næsten ingen rejser spørgsmålet om de egentlige problemer; skatteunddragelse, og at de rige simpelthen ikke betaler deres rimelige andel. Det føles, som om jeg er til en brandmandskonference, hvor ingen må tale om vand,” siger Rutger Bregman, nu næsten med fråde om munden.

”Det er ikke raketvidenskab. Vi kan snakke hele dagen om alle de her dumme filantropi-ordninger og invitere Bono én gang til. Men come on. Vi bliver nødt til at tale om skatter. Skatter, skatter, skatter. Resten er bullshit.”

Reaktionen i lokalet er blandet, enkelte klapper (Bregman har siden selv beskrevet reaktionen som ’aggressiv’). Da paneldebatten slutter, og det er tid til spørgsmål, ytrer en tidligere CFO for Yahoo sig kritisk om panelets fokus på skat som løsning på ulighed. Bregman når aldrig at svare og forlader konferencen med – efter hans egne ord – en smule ubehag.

Men få dage senere sker der noget. Med ét går Rutger Bregmans udtalelser viralt. David har talt Goliat imod. Nok var blevet nok, og historikeren bliver symbolet derpå. Selv om den hollandske historiker i nogle år har turneret med budskaber om borgerløn, 15-timers arbejdsuge og åbne grænser, er det først nu, da han sigter mod den økonomiske elite, at han for alvor bliver en globalt ombejlet skikkelse.

Det er næppe tilfældigt. For hans udtalelser falder i en samtid, hvor millioner af børn verden over skipper skole for at strejke for klimaet, hvor Paris’ gader hver weekend fyldes af De Gule Veste, der demonstrerer mod Frankrigs elite, og hvor man i den amerikanske kongres nu kan finde en – selverklæret – demokratisk socialist, den blot 29-årige Alexandria Ocasio-Cortez.

FRA SAMME TEMA OM ULIGHED: Gul revolution i Paris

Men lad os først dvæle ved det nærliggende spørgsmål: Hvorfor disse bevægelser nu? En af dem, der har et godt svar på det, er Rune Lykkeberg, chefredaktør på Information og aktuel med bogen ’Vesten mod vesten’.

”Det besynderlige er, at det ikke er sket før, når du ser på udviklingen af uligheden og fordelingen af penge i den vestlige verden, særligt i USA og Storbritannien, men også i Frankrig. Det er himmelråbende uretfærdigt, at du har så mange mennesker i fx USA, som ikke kan leve af to jobs, og samtidig så mange mennesker, der bliver milliardærer uden at arbejde. Hele vores grundfortælling om indsats og belønning er blevet revet i stykker af de sidste 40 års udvikling.”

I løbet af de seneste år har der ellers været optræk til nye, omfordelingsvenlige vinde på venstrefløjen med Jean-Luc Mélenchon i Frankrig, Jeremy Corbyn i Storbritannien og Bernie Sanders i USA. Da betragtede Lykkeberg det som ”de progressive patriarkers sidste omgang.”

”Dengang vidste jeg ikke, at de ville åbne for nye bevægelser,” siger han. ”Og da de gamle hierarkier i amerikansk politik samtidig er ved at blive afviklet, vil de bevægelser, der finder sted, hvad end det er for klima, økonomisk retfærdighed eller ligestilling, lægge et pres på det politiske system. Uanset, hvem der bliver valgt.”

Gule veste main.jpg
'De Gule Veste'  i Paris' gader. Foto: Getty Images

Samme betragtninger luftede Rutger Bregman under sine afsluttende bemærkninger ved paneldebatten i Davos. At der er en ny generation på vej, som slet og ret ikke vil affinde sig med det, de er blevet fortalt af generationerne før dem.

”Det, der giver mig et stort håb, er, at der er en ny generation, der rent faktisk vågner op, og som ikke tror på myten længere. At den massive ulighed, vi oplever i dag, bare er naturens kraft, en uundgåelig konsekvens af globalisering og teknologi,” sagde Rutger Bregman. ”Der er en ny generation, som simpelthen bare ikke tror på det længere, og som ser, at det meste af rigdommen, som besiddes af mange her (Davos, red.), ikke er blevet tjent gennem hårdt arbejde, men er blevet udvundet fra dem, som udfører det hårde arbejde og ikke bliver betalt en løn, de kan leve af. Det er det, jeg tror, at alle disse bevægelser handler om. Folk er ved at vågne op og indse, at de er blevet solgt en løgn.”

• • •

På Frederikssundsvej, der skærer igennem Brønshøj, ligger et kontor med vinduespartier fra gulv til loft i stueetagen i en almindelig lejlighedsbygning. Det er Djaffar Shalchis firma, der har opført bygningen, som er omgivet af brune værtshuse, pizzeriaer med farverige facader, låsesmede og frisørsaloner. Der er ikke særligt hipt i Brønshøj. Men der, inde på kontoret bag de store vinduer, sidder Djaffar Shalchi, for det er her, han er vokset op, så det er her, han skal bo og arbejde, siger han.

Også selv om hans økonomiske midler længe har været mere end rigelige til at kunne flytte til andre, mere mondæne områder. Her møder han ”rigtige mennesker”, som han kalder dem. Dem, som mærker garnet stramme, når konjunkturerne svinger nedad.

For Djaffar Shalchi har konjunkturerne hovedsagligt svunget opad, men han kender udmærket til livets spidse kanter. Han blev født i Irans hovedstad Teheran i 1961 og flyttede med sine forældre og fire søskende til Danmark otte år senere. Forældrene blev skilt, og Djaffar røg på børnehjem (hvorfra han har ”gode minder”) med sine søskende. I 1988 blev han uddannet bygningsingeniør, og i 1999 blev han selvstændig. Han har været sammen med sin hustru, Ané Maro, siden de begge var 16 år, og hans store forbillede er Gandhi. Spørger man ham, hvad der driver ham, slår han over i engelsk og svarer: ”Love is my goal.”

Brønshøj.jpg
”I Brønshøj bliver jeg mindet om forskelligheden og om nødvendigheden af næstekærlighed. Jeg bliver mindet om, at det er dét samfund, jeg er en del af,” siger Djaffar Shalchi. ”Det ville jeg ikke gøre i Whiskeybæltet.”

Djaffar Shalchi mener, at det er noget, man lige skal prøve først, det der med at give væk til andre. For når først man har oplevet den modsvarende kærlighed, er det slet ikke så svært, siger han. Første gang, han selv gav et stort beløb væk, var til hans palæstinensiske frisør, som havde fortalt ham om en gammel mand med iltproblemer, der ikke havde råd til at forlade sin seng, og om et børnehjem, der manglede penge, begge i Palæstina. Djaffar Shalchi gik fluks hjem til sin hustru og fortalte, hvad frisøren havde sagt, og spurgte så, om de 10.000 dollar, de havde liggende til deres næste ferie, ikke skulle gå til dét i stedet? Selvfølgelig, var svaret, og sådan blev det.

”Jeg forstår godt rigmænd, som ikke tør at give noget væk,” siger Djaffar Shalchi. ”Men jeg tror bare, at de skal øve sig i det. Det er ligesom at løbe et maraton. Man starter ikke ud med at løbe 42 kilometer. Man bliver nødt til at starte i det små og mærke følelsen.”

”Desuden, hvad er planen, hvis man ikke giver noget tilbage? Skal formuen så bare gå i arv, eller skal den gemmes på Caymanøerne?”

Lige nu kæmper Djaffar Shalchi og hans organisation – blandt andre med den økonomiske topøkonom Jeffrey Sachs ombord – for, at der i FN-regi bliver stillet et krav til dets medlemslande om, at landenes milliardærer årligt beskattes med 1 procent af deres formuer, som skal gå til at nå FN’s 17 verdensmål.

Park Billiards Cafe & Sports Bar i Bronx, New York. Det er tirsdag aften, 26. juni 2018. Stemmerne er netop blevet talt op, og det utænkelige er blevet til virkelighed: Alexandria Ocasio-Cortez, en på det tidspunkt 28-årig førstegangskandidat, har slået den erfarne Joseph Crowley, der har været medlem af Repræsentanternes Hus i 19 år, i Demokraternes primærvalg i New Yorks 14. kongresdistrikt, som dækker over det østlige Bronx og en del af Queens.

”Oh my god,” råber Alexandria Ocasio-Cortez. Hun spiler sine øjne op i mistro og tager sig for munden med begge sine hænder, da hun får øje på tallene på skærmen. De viser, at hun har vundet over Crowley, hvis kampagne har været 10 gange så dyr som hendes, og dermed kan hun tjekke ind som det yngste, kvindelige kongresmedlem i USA nogensinde.

”Jeg vil gerne gøre det meget, meget klart,” siger Alexandria Ocasio-Cortez med vanligt ekspressive fagter i sin sejrstale, mens den entusiastiske støj fra de mange fremmødte afløses af kollektiv lydhørhed. ”Dette er ikke nogen slutning. Det er en begyndelse,” siger hun og bliver mødt af øjeblikkelig jubel. Et år forinden arbejdede hun på en mexicansk taco- og cocktailbar.

Siden Alexandria Ocasio-Cortez i januar i år indtrådte i Kongressen, har hun om nogen formet dagsordenen. På de sociale medier er den ene video efter den anden gået viralt. Utroligt, egentlig, for den amerikanske kongres synes næppe som den oplagte kulisse for dén slags. Men Ocasio-Cortez har slået eftertrykkeligt igennem. Hendes åbningstale i Repræsentanternes Hus blev på 12 timer tv-kanalen C-SPAN’s mest sete video på Twitter.

I februar blev en video, hvor Ocasio-Cortez blotlægger USA’s system i forhold til politiker-donationer og lobbyisme, den mest sete politiske video på Twitter i historien. På få dage så mere end 40 millioner mennesker videoen, ikke mindst fordi Alexandria Ocasio-Cortez taler med en retorisk flair, der gør det svært at kigge væk.

Men den har ikke bare stået på virale videoer og retoriske øvelser for det unge kongresmedlem. Også konkrete politiske forslag er det blevet til, særligt The Green New Deal. En klimafokuseret plan, der skal gøre USA frit for fossile brændstoffer og bremse landets udledning af drivhusgasser. Planen indeholder desuden en ambition om at modarbejde økonomisk ulighed – blandt andet ved at sikre rimelige lønninger i de klimavenlige energiindustrier.

“The Green New Deal, som vi foreslår, vil være i samme skala som de mobiliseringsindsatser, vi så under anden verdenskrig eller Marshall-planen,” har Alexandria Ocasio-Cortez sagt i forbindelse med planen. “Vi må igen investere i udvikling, fremstilling, implementering og distribution af energi, men denne gang grøn energi.”

Cortez.jpg
Alexandria Ocasio-Cortez har siden sin indtræden i den amerikanske kongres rusket i det gamle etablissement. Foto: Getty Images

Finansieringen af den ambitiøse plan skal blandt andet ske gennem højere skatter for de rigeste amerikanere, sagde Ocasio-Cortez i et interview i april. Hun foreslår, at de amerikanere, som tjener mere end 10 millioner dollars om året, beskattes med 60-70 procent af de penge, der tjenes efter den 10. million. I dag ligger den højeste marginalbeskatning i USA på 37 procent for dem, der tjener mere end 300-600.000 dollars.

Men i lange perioder af det 20. århundrede lå den højeste marginalbeskatning på mere end 80 procent, indtil den under Ronald Reagan blev reduceret til først 50 procent og siden til 28 procent. Hvis det virkede dengang, hvorfor så ikke nu, lyder argumentationen fra Ocasio-Cortez. Samme historiehenvisende røster hører man også fra Rutger Bregman og Djaffar Shalchi.

Chefredaktør på Information, Rune Lykkeberg, peger på, at der i flere årtier har været en tendens til, at man ikke turde beskatte de rigeste hårdere. Simpelthen, fordi der har været en fortælling om, at gjorde man det, så ville de flytte væk.

”Der har været en fornemmelse af, at vi er tilskuere til en kapitalisme, som vi nok kan råbe og skrige over, men som vi i sidste instans kommer til at underlægge os. Der har været en fundamental afmagt,” siger Lykkeberg.

Hvad skyldes den ligegyldighed, mange viser overfor økonomisk uretfærdighed?

”Blandt andet forestillingen om, at vi jo alligevel ikke kan regulere det. Som én sagde for nogle år siden: ’Vi lever nu i en tid, hvor det er nemmere at forestille sig, at jorden går under, end det er at forestille sig, at kapitalismen går under.’”

Spillereglerne i de politiske arenaer har dog ændret sig over de seneste år. Primært på grund af, at højrepopulismen har fået magt flere steder, særligt i tilfældet Donald Trump. For med højrepopulismen er der også kommet en forkastelse af den politiske konsensus. Den breder sig nu til den modsatte fløj, hvor man på samme facon begynder at forkaste det etablerede. Og det gør Rune Lykkeberg optimistisk:

”Jeg kan godt forstå, at de unge mennesker, som marcherer og demonstrerer over hele verden for klimaet, synes, at det liberale demokrati, som vi har gået og hyldet, er til at lukke op at skide i. For siden 1992, hvor Rio-konferencen fandt sted, har vi udledt lige så meget CO2 som i resten af menneskehedens historie. Det system, som vi har hyldet som det bedste i verden, har faktisk smadret vores planet. Denne generations ærbødighed over for det demokratiske system er noget mindre end andre generationers.”

”De siger: ’Prøv at hør’ her, venner. I har sagt, at I vil leve op til Paris-aftalen. Hvad med at komme i gang?’ Og det er jo en sjov generation. På den ene side er de meget bevidste om deres egne politiske værdier og har fundet ud af, at de har et utroligt aktionsrum i den globale offentlighed. På den anden side er deres krav jo fuldstændig uimodsigelige. Det er jo som børn, der fortæller deres forældre, at de skal holde, hvad de har lovet,” tilføjer Rune Lykkeberg.

Han mener, at vi især skal holde øje med, hvad der kommer til at ske i USA de kommende år. Hvad den amerikanske venstrefløj finder på frem mod præsidentvalget 2020. Hvad de udvikler af idéer. Samt ikke mindst hvem de ender med at få som præsidentkandidat. Og det bliver, understreger Lykkeberg, under alle omstændigheder umuligt for en kommende præsident at ignorere de bevægelser, der spirer i USA og i resten af verden. Det er bevægelserne for stærke til.

• • •

På kontoret i Brønshøj slipper Djaffar Shalchi stort set ikke øjenkontakten under vores lange samtale.

Han er klar til kamp, får man indtrykket af, hver gang han taler om noget, han synes er uforståeligt eller uretfærdigt. Stemmen rettes lidt ind, som en guitarstreng, der skal spændes til den rigtige tone, og så mærker man ellers, hvad der driver ham ud over kærlighed. Ronald Reagans og Margaret Thatchers ulighedsskabende neoliberalisme i 1980’ernes USA og Storbritannien, antallet af danske børnefamilier, der lever under relativ fattigdom, politikeres manglende globale udsyn, de rigmænd, som aldrig kan nå at bruge deres formuer, før de dør, udover på magt og indflydelse. ”Er det moralsk forsvarligt?” spørger Djaffar Shalchi.

”Jeg skal kunne kigge mine børn og børnebørn i øjnene,” siger han igen og igen. Og hvordan kan han det, spørger han, hvis han ikke gør noget med den viden, han har i dag.

”Går du herfra med en kæmpe formue, så dør du i vanære,” lyder Djaffar Shalchis kontante udmelding.

Djaffar 2.jpg
Djaffar Shalchi: ”Én af grundene til, at rige mennesker har svært ved at give væk af deres formuer, er, at de er afsondret fra almindelige menneskers hverdag.”

Vi begiver os ud fra hans kontor og op til Brønshøj Torv. Herfra svinger vi til højre ad Brønshøj Kirkevej, hvor omgivelserne langsomt strømlines. Her er grønne hække og små og store villaer. Vi drejer til højre to gange mere, så vi rammer en vej, der fører tilbage til Djaffar Shalchis kontor. Han går med rank ryg og smiler pænt til alle, vi møder. Han er en stolt mand, kan man se. Vi passerer en ældre herre, der bakser med en ganske stor pose grus.

”Hold da op,” siger Djaffar Shalchi og slår en venlig latter op, ”er der ik’ halvandet ton dér?”

”Ah, et enkelt ton,” svarer den ældre herre, som sveder på grund af arbejdet med gruset, ”men jeg har to af dem.”

Djaffar Shalchi slår endnu en latter op. ”God dag,” ønsker han manden, før vi spadserer videre hen ad villavejen. Djaffar Shalchi er på den lille mands side, og han insisterer på at vise det, overalt hvor han går. Han spiller rollen som den folkelige filantrop til perfektion.

”Se dér,” siger Djaffar Shalchi. Han smiler og peger pludselig ind mod parkeringspladsen, der ligger bag hans kontor, ”man skal jo også nyde det hele lidt.”

I det fjerneste hjørne af pladsen får jeg øje på det, han taler om. En sort Porsche 911.

Skatten i Danmark

• På Forbes’ liste fra i år over verdens milliardærer figurerer i alt 10 danskere. Det er i dollar, listen opgøres, så det udelukker naturligvis nogle stykker. Listen afslører ikke desto mindre, at vi her til lands ikke har særligt mange af slagsen. Djaffar Shalchi og hans organisation taler for en milliardærbeskatning, der skal gå til at finansiere FN’s 17 verdensmål. Men hvad ville en decideret milliardærbeskatning egentlig betyde for dansk økonomi?

• ”Det ville i Danmark have en meget, meget lille betydning, fordi vi har så få milliardærer,” siger Torben Tranæs, der er medlem af De Økonomiske Råds formandskab og er forskningsdirektør og professor ved VIVE.

• Han henviser til de senere års analyser, som viser, at højere topskatter, og mere progression ad den vej, vil give en mindre produktion i Danmark.

• ”Det ville samtidig betyde, at det beløb, man umiddelbart står til at få ind, når man sætter skatterne op, ikke ville nå de offentlige kasser, fordi den økonomiske aktivitet ville blive mindre. De mennesker, der tjener meget, ville simpelthen reducere deres skattepligtige indkomst, hvis man sætter deres skat op,” siger Torben Tranæs.

• Han påpeger, at de forventninger, man for nogle årtier siden havde om, at en lempelse af skatterne i toppen ville give meget mere økonomisk aktivitet generelt i samfundet, ikke for alvor er blevet indfriet. At der på tværs af de rige lande, som alle har sat skatterne ned, ikke har vist sig nogen synderlig sammenhæng mellem lempelsen af skatten i toppen og så den vækst i økonomien, man har oplevet.

• ”En del peger på, at et lands velstand ikke blot handler om skattetrykket, men også om, hvordan man bruger de penge, man får ind med skat,” siger Torben Tranæs.

Se, hvad vi ellers skriver om: Økonomi og Penge