For en måned siden indleverede jeg mit armbåndsur til urmageren. Det er en gammel Omega Seamaster-sag fra 1968, der skulle have nyt glas og nye visere. Jeg fik det af min hustru i 30-års fødselsdagsgave, og det er smukt i alt sin analoge, anti-smartwatch æstetik. Glasset røg af under en flyvetur for et par år siden, og nu er det altså på tide, at jeg får det op at køre igen. Urmageren lovede at ringe med en pris, når han lige havde undersøgt muligheden for at bestille dele hjem.
Han har stadig ikke givet lyd fra sig.
Forleden bestilte jeg så et stykke tøj på en webshop. Det var midt på dagen, jeg fandt min størrelse og så, inden jeg betalte, at jeg kunne få varen leveret derhjemme samme aften. Jeg troede, det var en Amazon-ting, at man leverede så turbo-hurtigt, men sandt for dyden: Samme aften kom en flink ung mand forbi min adresse og afleverede tøjet til mig. Altså, fem-seks timer efter, jeg havde trykket 'køb'.
To meget forskellige oplevelser med handelsdrivende:
Den ene nærmest hurtigere, end jeg selv kan være, hvis jeg skal køre en omvej forbi butikken for at handle nyt tøj.
Den anden nærmest så langsom, at jeg nok snart må se at få ringet til urmageren for at sikre, at han ikke har glemt mig.
Det er oplagt at konkludere, at webshoppen med den lynhurtige leverance er den, der kommer til at overtage al form for handel. Urmageren med den sneglelangsomme behandlingstid bliver derimod overhalet indenom – hvis han da ikke lukker inden da.
For det er jo ultranemt og praktisk at handle et sted med så kort leveringstid.
Men lad mig lige løfte blikket fra mit ikke-eksisterende ur og se det i et bredere perspektiv. For det er jo grotesk, at vi vænner os til, at ting kan gå så stærkt, at levering af en vare samme dag bliver en normaltilstand.
Jeg tror, det kommer med en slagside, hvis alting altid skal gå hurtigere.
Der er ingen mennesker, der forventer, at man kan få timelevering af varer, man køber på nettet. Vi risikerer at skabe et behov, vi ikke før har haft, hvor vi vænner os til at forvente, at sådan noget er normalen. Indtil de lukkede, var jeg selv ret glad for at bruge Gorillas, som kunne levere dagligvarer på 30 minutter. 30 minutter! Det er jo latterligt.
For problemet er, at dem, der betaler den reelle pris, er alle dem, der skal få det til at ske: Lagerarbejdere, cykelbude og kundeservicemedarbejdere, der skal høre på mit brok, når du ikke har fået min sodavand leveret efter 40 minutter.
Lige nu kører der i Zetland historier om det massive arbejdspres, der er i centraladministrationen, hvor man ikke længere sender mails med ’HASTER’ i emnefeltet. Her er man i stedet gået over til ’HASTER HASTER’, eller min favorit: ’HASTER HASTER HASTER’. Det politiske system er efterhånden indrettet på en måde, så embedsmænd m/k må afbryde polterabender, bryllupper og weekender for at hastebehandle sager, deres chefer beder dem om.
Resultatet er et ræs mod bunden, og konsekvensen kan være uigennemtænkte sager (læs: varmechecken), som rammer helt skævt eller i værste fald skader de involverede. Zetland skrev om det i sidste uge, ’Genstart’ havde en episode om det forleden. Det er meget lidt sundt. Læs og lyt, og bliv forarget.
En bekendt mindede mig om Piet Heins kloge ord: Slid med vid, ting tager tid. Det kunne vi godt minde os selv om noget oftere.
Jeg siger ikke, at urmageren med den månedlange behandlingstid er løsningen på problemet. Men det har alligevel været rart at blive tvunget til at vente på reparationen, fordi det har fået mig til at reflektere over det, mit manglende ur ikke kan give mig svar på: tiden.
