ALLEREDE PÅ KØBENHAVNS HOVEDBANEGÅRD fornemmer jeg, at der er noget galt. Der er noget, der ikke er, som det plejer. Der er … blottet for en bestemt type mennesker, der ellers plejer at herske på hovedstadens S-togstationer lige præcis denne fredag i august – nu er de ikke til at få øje på. Der stinker ikke af Dansk Pilsner og Axe-deodoranter. Der er ingen bankende soundbokse. Ingen skrigende stemmer, der netop er gået i overgang. Der er lige så forfærdeligt, som der altid er på Hovedbanegården – hverken fra eller til. 

I S-toget går det op for mig, at den er helt gal, da der sætter sig et ældre ægtepar. Hvordan tør de det? Havde det været år forinden, havde de næppe overlevet denne tur. Men i dag, den 11. august, virker der ikke til at være fare på færde. Der er ligefrem, ja, stille i C-toget mod Klampenborg. 

To unge fyre sidder bag mig og drikker et eller andet, og jeg når at få en flig af håb, men det er bare sodavand. Hver gang toget gør et stop, spejder jeg efter hovedpersonernes ankomst, men de kommer aldrig. De fulde børn kommer aldrig. 

Jeg rationaliserer, at det må være, fordi jeg er kommet lidt sent afsted. Klokken er tre om eftermiddagen – dengang vi besatte Ulvedalene, kom de første allerede kort efter middag. Men på ruten fra Klampenborg Station til Ulvedalene ligner det enhver anden dag i Dyrehaven. Der kommer mennesker gående med øl, de ligner dog snarere nogen, der skal på druk på Bakkens Hvile end i Ulvedalene.

“Er I på vej til Ulvedalene?” spørger jeg lettere febrilsk en ung mand, som jeg vurderer til at ligne en, der kunne være i gymnasiealderen. 

“Det er vi ikke,” svarer han, mens hans veninde supplerer: “Har du brug for hjælp til at finde derhen?”

DET HAR JEG IKKE. I 2017 tog jeg del i en regulær folkevandring på disse stier. Dengang gik jeg i 1.g og havde en ustyrlig trang til at blive tegnet på, men det lignede ved første øjekast ikke et ønske, jeg kunne få opfyldt, for Rysensteen Gymnasium havde forbudt os at tage til den infamøse puttefest i Dyrehaven.

Som erstatning og afskrækkelse var der i stedet blevet lagt et obligatorisk socialt arrangement den dag, og dukkede man ikke op, fik man fravær, så vi kom selvfølgelig alle sammen og stod i rundkredse, og man sagde Mia Mus, når det blev ens tur til at sige den slags, og så stod man ellers og ventede, og man vidste endnu ikke, hvor fedt livet kunne blive, men man havde alligevel en form for bevidsthed om, at det nok godt kunne blive federe end at spille twister med 27 mennesker, man lige akkurat havde mødt, og ikke umiddelbart havde mere tilfælles med end et inderligt ønske om ikke at være lige præcis dér. 

Jeg var ung og dum og forstod ikke, hvorfor nogen ville frarøve mig den glæde, det var at drikke sig fra sans og samling i en naturpark uden mobilforbindelse 15 kilometer fra hjem med en masse andre (over)tændte teenagere. 

Men til arrangementet året forinden var det stukket helt af i Ulvedalene. 12 blev indlagt. En af dem var en dreng, der gik i 1.g på Rysensteen og blev kaldt Promille-Magnus. Han var blevet indlagt med en promille på fire og var vist nok tæt på at dø, men som vi stod der på Rysensteens Gymnasiums første etage en fredag eftermiddag og skulle speed date, havde vi ikke ligefrem ondt af Promille-Magnus. Det var jo for fanden hans skyld, vi stod der.  

Heldet endte alligevel med at være med os. Takket være 2016’s dårlige oplevelser, havde stort set samtlige af hovedstadens gymnasier forbudt sine elever at tage i Dyrehaven den anden fredag i august. Og så tog alle i Dyrehaven den tredje fredag i august. 

Efter tredje modul mødtes vennerne foran Netto på Gasværksvej og købte vodka, bare den billigste, tak, topform og en flaske Små Sure, før vi sammen med resten af Rysensteen hoppede på et af de S-toge, der skulle fragte hele gymnasier til Dyrehaven i Nordsjælland. 

Allerede på Hovedbanegården var togene proppede, så der var ingen sympati for eleverne på de nordsjællandske gymnasier, når de forgæves forsøgte at mase sig adgang til vognene. Cirka en gang hvert andet minut brød vi ud i en form for kampråb: ”1.g fra Øregård! Lå, lå, lå, lå, lå! 1.g fra Øregård! Lå, lå, lå, lå, lå!” Råbet blev vist nok taget i brug første gang et par år forinden, hvor nogen havde totalsmadret en togkupé. Fulde gymnasieelever er sjældent diskrete, og nogen i DSB havde fået nys om, at de skyldige kom fra Rysensteen. For at undgå den slags i fremtiden, blev det besluttet, at vi fra nu af kom fra ærkerivalskolen, Øregård Gymnasium.

Tyve minutter og et par smadrede kupéer senere, landede vi på Klampenborg Station. Ud af S-togets døre væltede hundredvis af spritstive teenagere, mens de få civile, der var blevet taget gidsel, blev siddende, paralyserede af hvad, der netop var hændt dem.

Nu begyndte gåsegangen. Hæmningsløs og blottet for enhver sans af skam, vaklede vi os frem, og stoppede hvert andet øjeblik, enten for at tisse, spørge nogen, hvad de hed på Instagram eller for at drikke af fremmede menneskers shotsflasker. Jeg havde været fuld før, men sjældent i det omfang, som jeg var denne dag i Dyrehaven. Der gik ikke mange minutter, før min krop var tuschet til med drengenavne, gymnasienavne og depraverede tegninger i alle regnbuens farver.

I 2023 LUGTER DET DOG AF, at tiderne har modnet sig, for der lugter slet ikke af andet end skov. Ikke langt fra Ulvedalene møder jeg en ensom pantsamler, der råber mig an. 

”Er det her, der skulle være fest?” spørger han mig. Der er ikke én flaske i hans indkøbskurv. 

”Ja, men jeg ved ikke helt, om de kommer.” Jeg har hørt rygter om, at mange gymnasier har fravalgt puttearrangementet – nogle til fordel for at tage steder hen, der ligger tættere på, andre har helt fravalgt at lave noget. 

Kort efter møder jeg to B.T.-journalister, der er på vej hjem, fordi de har fået et tip om, at Jakob Ellemann-Jensen skulle gå af som Venstre-formand. 

”Der er ikke et øje,” siger den ene. 

Jeg går det sidste stykke til Ulvedalene, og synet, der møder mig, er mildest talt chokerende. For første gang i hele mit liv står jeg og betragter et tomt Ulvedalene. Foruden tre fra Naturstyrelsen befinder der sig en løber, der forsvinder lige så hurtigt ud gennem dalenes høje, som han kom ind i dem. 

Jeg har aldrig set Ulvedalene så blottede før. I forårsmånederne overtages dalene som regel af Det Kongelige Teater, i vinteren af kælkende børn og en særlig dag i sensommeren er de fulde af fulde børn. Men her, sent om eftermiddagen den 11. august 2023, er der ingen fulde børn. Ude foran dalene står der ellers snesevis samaritter, politibetjente og natteravne og forventer deres ankomst. Så hvor bliver de af?

Lidt over fire har jeg bevæget mig et par meter væk fra dalene, hvor jeg møder to piger, der ligner nogen, der burde gå i 8. klasse, men jeg spørger dem alligevel, om de er på vej til puttefest, og det er de. 

”Er I godt bevidste om, at I er de første, der kommer?” siger jeg, hvilket i bagklogskabens lys er lidt tarveligt, for det er de ikke bevidste om, så de ender med at foretage en u-vending, og jeg ved ikke, om de nogensinde endte med at komme tilbage, eller om de bare tog hjem, men jeg håber da, at de tog på Bakken og prøvede Tornadoen.

Vi skal helt hen til de begyndende aftentimer, før der begynder at komme nogen, men når man har levet i puttefestens guldalder, hvor femcifrede antal børn mødte op og glemte, hvem de var, kan man ikke lade være med at synes, at det er et trist syn. De går godt nok rundt beskedent og tegner på hinanden og siger voldsomme ting, men det er alligevel ikke helt det samme, som det var. Den store, vilde puttefest i Ulvedalene virker død. Død og begravet – og det er måske for det bedste, for hvori ligger forsvarligheden i at slippe sætte tusindvis af børn fri i en naturpark kun udstyret med alkohol og sprittuscher?