Rasmus Tantholdt

Rasmus Tantholdt: "For hver 100 tv-indslag ændrer ét på noget, og det er det hele værd"

På en normal måned har Rasmus Tantholdt 10 rejsedage, hvor han ser døden i øjnene for TV 2. Når han har fri, spiller han tennis hver dag. Morten Reimar mødte ham på en fridag for at høre, hvorfor ketsjeren er lige så vigtig at få med til Syrien som hjelmen og den skudsikre vest.

Hvorfor spiller du tennis?

”Tidligere spillede jeg en del fodbold, men jeg har måttet droppe det af to årsager: Dels kommer jeg mere til skade nu, end da jeg var yngre, dels har jeg på grund af mit arbejde svært ved at være en del af et hold. Jeg svigter simpelthen mine holdkammerater, fordi jeg skal være klar til at tage af sted uden varsel.

Derfor er tennis mere ideelt, og jeg har spillet i tre år. Når jeg er hjemme, spiller jeg hver dag i Hellerup, og jeg har også ketsjeren med, når jeg er ude, fordi det er en god måde at koble af på.

Selv om jeg står på tennisbanen i Aleppo og hører bragene i baggrunden, er jeg mentalt i en boble og tænker kun på tennis. Jeg får dårlig samvittighed over at føle glæde, hvis jeg ved, der er nogen, der dør rundt om hjørnet, men med tennis har jeg mulighed for at glemme alt omkring mig. Jeg bliver skør, hvis jeg skal tænke på død og ødelæggelse 24 timer i døgnet. Om jeg spiller tennis eller ej, det redder ingen menneskeliv.”

Hvad sker der, hvis du ikke kobler af?

”Ikke så længe efter jeg begyndte som korrespondent, endte jeg med at ligge på gulvet på et hotel i Bagdad med violette læber uden at kunne trække vejret, fordi jeg havde presset mig selv for hårdt.

Jeg havde ikke husket at få koblet af. Hvis jeg bare kører på, betyder det oftest, at jeg ikke har ro i hovedet og træffer nogle forkerte beslutninger. Herhjemme er det ikke en katastrofe at køre til venstre i stedet for til højre, men det er det, når jeg er på arbejde.

En gang min fotograf og jeg havde været 10 dage på arbejde og tog af sted en uge mere efter kun tre dages pause, var det ved at gå galt. Det var under det arabiske forår, og vi var i Alexandria i Egypten, hvor der var udbrudt totalt kaos.

Egentlig skulle vi bo på et hotel uden for byen, men vi besluttede os for at finde et hotel midt i byen, fordi vi var trætte, skulle have nogle fede billeder og gav pokker i sikkerheden. ’Taxachauffør, kør nu bare’.

Vi slap igennem tre checkpoints, nogle vrede mennesker havde sat op, hvilket var et kæmpe warning sign, og pludseligt var vi i en gyde, hvor vi blev omringet af vrede mennesker.

Chaufføren løb, men vi kunne ikke gå ud, for så ville de slå os ihjel. Mubarak, den daværende præsident, havde sagt, at alle udenlandske journalister var spioner for amerikanerne, og der havde været en lang række angreb på journalister.

Steffen Jensen var blevet overfaldet, Ulla Therkelsen måtte fingere et hjertestop for at slippe væk, og kort forinden var en amerikansk journalist blevet stukket ned og voldtaget. I gyden eskalerede det.

Efterhånden stod de og hoppede oven på bilen, stak knive ind i siden på den og smadrede vinduerne. Fuldstændigt bizart kommer der en mand og tilbyder os te, som vi siger ja til for at prøve at vinde os en ven, men det hjælper ikke så meget.

De stikker armene ind gennem vinduerne, slår os og prøver at rive os i håret for at få os ud. Fotografen er sikker på, vi skal dø, så jeg er nødt til at kæmpe imod folkemængden for os begge to.

Desperat prøver jeg at holde dem ude af bilen, afværge slag og appellere til mildere stemte mennesker udenfor. Det føltes som en evighed, men varede nok bare 10 minutter, hvor 50 mennesker blev vredere og vredere. Ved et mirakel dukker to soldater op. De sætter sig ind i bilen og trykker speederen i bund, direkte igennem folkemængden. Efterfølgende lagde jeg mig syg i halvanden måned.”

Så det er derfor, du spiller tennis?

”Ha ha, ja præcis. For at holde mig skarp.”

Hvorfor har du det job, du har?

”Da jeg kom ud af Journalisthøjskolen, fik jeg med det samme job på TV 2 Nyhederne som indenrigskorrespondent. Ved et rent tilfælde var jeg på arbejde 11. september 2001 og blev derfor sat til at lave et indslag om terrorangrebet.

Der kunne jeg godt mærke, at selv om indenrigsstof så absolut har sin berettigelse, så blev jeg alligevel tændt af at skrive historie. For 11. september var historisk, og jeg har i og for sig arbejdet med eftervirkningerne lige siden.

Det var virkeligt breaking news. Jeg synes, at for meget går breaking i dag, også på TV 2. For eksempel at USA flyttede deres israelske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem.

Det er bare en mellemregning. Lad os sige, at regeringens nye medieforlig er klar, og det går breaking, selvom alle vidste, det ville ske. Hvad så når næste 9/11 sker? Det ender med at devaluere sig selv. I USA hedder det ikke breaking news længere, men ’news alert’, fordi udtrykket har mistet sin betydning.”

Når du rejser fra den ene katastrofe til den anden, skal der så mere og mere til at ryste dig?

”Ved et jordskælv i Italien sagde en udenlandsk journalist til mig, at det var en røvsyg opgave. Han kom lige fra et i Pakistan, hvor 10.000 døde, her var det kun 100. Når man siger det, er man færdig som journalist.

Du er nødt til at gå ind i hver historie med fokus på, at hvert eneste menneske havde en familie og et liv. Der er mange journalister, som jeg synes, er for professionelle. Jeg vil hellere involvere mig: Væk med skjoldet. Hvis jeg interviewer en flygtning, der græder, så græder jeg også.”

Er det svært at stikke en mikrofon op i hovedet på en grædende
flygtning?

”Ja, det er det. I Somalia mødte jeg en flygtning, der var gået 300 kilometer i brændende sol med sin kone og deres seks børn. Da han kom frem til lejren, var han alene med ét barn.

Myndighederne havde pålagt mig at få følge af seks bevæbnede mænd i lejren, så vi lignede en mindre hær, da vi kom. Jeg skulle interviewe nogle mennesker, der var i en ulykkelig og uværdig situation.

Jeg spurgte forsigtigt manden, om han ville være med, og da han så våbnene, turde han ikke andet end at sige ja. I den slags situationer har jeg det svært med mit job.

Men jeg ved, at hvis der ikke er nogen, der fortæller, at de har det dårligt, så får de det i hvert fald ikke bedre. Det er mit figenblad. Jeg tænker tit på sangen ’We Are the World’ og hele den indsamling, der var efter tv-billeder af sultne børn med udspilede maver. Det her nytter og ændrer noget.”

Hvordan mærker du, det ændrer noget?

”For eksempel med ham somalieren var det sådan, at der lå et FN-lager fyldt med mad 100 meter fra lejren, men børnene døde af sult for øjnene af mig, fordi FN ikke kunne få distribueret maden af forskellige grunde, hvilket var absurd.

Tilfældigvis var chefen for FN’s fødevareprogram dansker. Så den somaliske mand hjalp mig til at kunne ændre noget. For hver 100 tv-indslag ændrer ét på noget, og det er det hele værd. Men jeg kan godt drømme om at være på CNN eller en anden station, der har større international gennemslagskraft end lille TV 2 i lille Danmark.”

Hvordan bruger du dig selv i dine indslag?

”I starten brugte jeg slet ikke mig selv. I takt med at jeg er blevet en offentligt kendt person og har opbygget troværdighed, bruger jeg mig selv mere aktivt. Min stil er at tage seeren i hånden og sige ’prøv at følge med, prøv at se’. Og så gør jeg mig umage for ikke at være for hårdkogt action man, men i stedet lade mine egne chok og reaktioner skinne igennem. Jeg synes også, det er vildt, når der kommer en gående med en kalasjnikov. Stadigvæk.”

Kan du komme til at bruge dig selv for meget?

”Ja. Især da jeg begyndte at eksperimentere med det, var der nogle indslag, hvor der var for meget Rasmus og for lidt historie. Det kommer an på programmet. Jeg har lige lavet et om Rusland, der er en form for prime time rejseprogram, hvor det er en del af konceptet, at jeg oplever det og det.

Men jeg skal også passe på min troværdighed, for som journalist er det det vigtigste, jeg har. Derfor har jeg også sagt nej til ’Vild med dans’ fem gange. Man skal se historien og ikke mig.

Noget andet er, at det heller ikke skal blive for amerikansk. Anderson Cooper, der er en stor journalist på CNN, lavede et indslag om jordskælvet i Haiti, hvor han er ude at gå, ser en dreng, der har slået sig, løfter ham op og bærer ham over til et hospital.

Og det synes jeg, er et skråplan. Journalister dækker virkeligheden, de blander sig ikke i den. Ikke for åbent kamera i hvert fald.”

Hvilke personlige omkostninger har dit job haft for dig?

”Jeg er mere letpåvirkelig. Når jeg kommer hjem fra en rejse, kan jeg en dag eller to efter have svært ved at være til stede. Det tager tid at komme helt hjem. Jeg er blevet bedre til at sige nej til opgaver, hvis det går ud over min dreng, som jeg har halvdelen af tiden, for eksempel hvis de ringer dagen før juleaften.

Faktisk får jeg omvendt dårlig samvittighed, altså jeg bliver bange for, at jeg går glip af noget afgørende historisk, når jeg bliver hjemme. Jeg er blevet bedre til at tænke, at selvom jeg går glip af en historie så… Ja.”

Hvor hurtigt kan du blive bedt om at rykke ud?

”De kan ringe lige nu, og så smutter jeg. Jeg er cirka ude at rejse 10 dage på en måned, så jeg er hurtig til at pakke. Jeg gemmer mit Rolex-ur derhjemme. Ikke fordi jeg er bange for, det skal blive stjålet, men fordi det sender et forkert signal i en flygtningelejr.

Min oppakning består af tøj, min camelback, som er en vanddunk, man har på ryggen, spejderudstyr til at lave mad med, amerikanske feltrationer, min multi-kniv, skudsikre briller, skudsikker vest foruden en hjelm. Og min tennisketsjer.” 

LÆS OGSÅ: Forført af døden: "Vi har set en helt ny form for ekstremisme"

LÆS OGSÅ: Et overset problem: Mange voksne lider af ADHD

LÆS OGSÅ: Dansk fotograf vinder international pris: ”Jeg har efterhånden set mange forfærdelige ting. Men det her var fuldstændig vanvittigt”