Smitten er under kontrol: Får vi en ’Summer of Love’?

FORLEDEN PÅ EN GRÆSPLÆNE i Brumleby, en oase af et boligbyggeri mellem ilsomme gader midt på Østerbro i København, der blev opført under koleraepidemien i 1853 for at huse arbejderklassen, hang tre unge piger ud under et opstillet villatelt med oppustede balloner og kulørte lamper.

Professor i sexologi Christian Graugaard, som selv bor i Brumleby, blev ved synet af pigerne nysgerrig og gik derhen for at høre, hvad det mon gik ud på.

De trængte til at lave noget skørt, svarede pigerne. Og nu, hvor Roskilde Festival til deres store ærgrelse var blevet aflyst, ville de forsøge at blive lidt klogere på, hvordan sommeren så kunne bruges.

Så der sad de så – og bundede lunkne bajere, hørte hiphopmusik og spillede brætspillet ’Contagion’, der går ud på at nedkæmpe pandemier. Og Christian Graugaard tænkte, at så skal det hele jo nok gå.

─

HVER ENESTE DAG siden nedlukningen har været omsluttet af sit eget skær, et andet perspektiv. Den ene dag er Sverige verdensmestre i virushåndtering. Den næste er de udueligheden selv. Den ene dag gør man sig klar til et års isolation. Den næste er sindsstemningen lettet og sommerhumøret landet.

Nu er smitten under kontrol, lyder det fra øverste myndigheder. Den første bølge har tabt sin kraft og er knækket sammen, der er udsigt til roligt farvand.

Men sommerens festivaler er alle aflyste. Det gælder for alle store arrangementer. Forsamlingsforbuddet lyder stadig på ti, og om det hæves til 20, 30, 50, 100, eller bare forbliver på ti, er ikke til at sige. Landets natklubber er også umulige at forestille sig blive åbnet; surt indeklima, sved, kropskontakt, du kan tro nej.

Der er med andre ord skabt et vakuum for de festlige. De gamle kridtstreger er vasket af banen – nye kan tegnes. Til en dansk ’Summer of Love', måske?

PÅ ROCKMUSEET RAGNAROK i Roskilde sidder Rasmus Rosenørn som museumsinspektør. Rasmus Rosenørn er ph.d. fra Aarhus Universitet og har forsket i musik-, ungdoms- og populærkultur – med særligt fokus på efterkrigstiden og 50’erne og 60’erne. Og The Beatles.

Lige netop krig er flere gange i løbet af denne krise blevet brugt som en analogi for tingenes tilstand. For politikken, der føres, retorikken, der anvendes, økonomien, der smadres.

Ser man på første og anden verdenskrig, afløstes de begge af en kolossal frihedsudløsning, fortæller Rasmus Rosenørn. Jazzmusikken tog verden med storm efter første verdenskrig. De brølende 1920’ere, blev det tiden kaldt; folk ville ud at mærke hinanden og dem selv ovenpå krigens uhyggeligheder.

Efter anden verdenskrig eksploderede fødselstallene. Folk knaldede simpelthen som aldrig før. Sommeren 1945 – frihedens fejring – stod på asfaltballer og gang i gaderne sammen med de amerikanske soldater, der var på orlov i Danmark.

Men, siger Rasmus Rosenørn, varigheden og omstændighederne af den nuværende krise – selve karakteren af nedlukningen – gør det alligevel svært at drage en analogisk slutning til krigene.

Han er dog ikke i tvivl om, at måneders isolation, om end det ikke just er sammenligneligt med krigene, på et tidspunkt vil kanaliseres ud i fest.

”Der vil ske en opblomstring,” fortæller Rasmus Rosenørn. ”Der ligger en masse undertrykte ting, folk gerne vil ud med – også hos de unge. Og der skal nok blive en del festivitas. I sommerperioden tror jeg, vi nok skal se noget.”

Nogle uger tilbage rettede den norske sundhedsminister, Bent Høie, blikket mod sin nations unge mennesker. Han ville takke dem. Og lade dem vide, at han godt ved, at ungdomsårene er enestående og ikke kan genafspilles – at det kun er voksne mennesker, der snakker om den ’næste sommer’.

”Det viste et fantastisk blik,” siger Rasmus Rosenørn om den norske sundhedsministers tale og fortsætter:

”Ungdommen er en unik periode, hvor man kan nogle ting, man ikke tidligere har kunnet i sit liv. Ungdommen er karakteriseret ved, at man er blevet myndig, men stadigvæk kun har ansvar for sig selv. Det er den måske mest frie periode i hele ens tilværelse, hvor man er præget af et fantastisk gåpåmod, fordi man måske ikke har så mange erfaringer og derfor ikke har udviklet en naturlig forsigtighed endnu. Men at man – nu – ikke kan nyde den frihed, det giver nogle frustrationer.”

─

SOM BERLINMUREN FALDT, skød den ene fest op efter den anden under åbne himmelstrøg i den hårdtprøvede hovedstad. Drevet af rå techno, hårde stoffer og frihed forenedes berlinerne og skabte en tradition for de såkaldte open air-fester.

”Når jeg er i Berlin,” fortæller den 28-årige kunstner Esben Weile Kjær, ”kan jeg godt lide at komme tidligt ud af sengen om søndagen for at tage til open air.”

Esben Weile Kjær har selv arrangeret en gedigen gang fester, dj’er fra tid til anden, har generelt fingeren tæt ved den københavnske ungdomspuls, og han forestiller sig, at de berlinske fester under åben himmel nemt kan indfinde sig denne sommer i Danmark.

”Det vil selvfølgelig være afhængigt af forsamlingsforbuddet. Men jeg forestiller mig, at det vil udbrede sig med fester i det offentlige rum midt på dagen,” siger han og fortæller, at folk også er begyndt at snakke om undergrundsfester.

Esben Weile Kjær tager de mere bredspektrede biller på – og giver et bud på, hvad denne krise kan fordre, andet end fester i det fri.

”Jeg tror, du får en generation af unge mennesker nu, som ikke har samme tillid til systemet. Ikke fordi det er systemets skyld, at vi står i en coronakrise, men fordi det er de unge, den finansielle krise vil gå ud over i det lange løb. Jeg tror, du kommer til at opleve en antimaterialisme. Og der vil blive skabt en anden måde at gå i byen på. Det kunne i denne periode sagtens involvere at bryde loven,” siger han og skynder sig at tilføje:

”Men det er bestemt ikke noget, jeg vil opfordre til. Det er lige præcis den måde, det kan blive farligt at forsamle sig på med en virus iblandt os.”

─

ÅRET EFTER NEDKÆMPINGEN af nazisterne, da danskerne igen kunne ånde frit, blev der født 96.111 personer. Det gør året 1946 til den største årgang i danmarkshistorien.

Befrielsen blev altså akkompagneret af en uovertruffen sexlyst.

Vi har allerede været inde på det: Det er svært at tegne klare linjer mellem denne coronakrise og de to verdenskrige.

Men kan man alligevel forudse et kommende babyboom?

”Det er umuligt at spå om,” siger Christian Graugaard, professor i sexologi ved Aalborg Universitet, og ridser i stedet tre mulige scenarier op for den forestående sommer:

”Den første er, at vi får århundredets værste sommer og vil sidde nedbøjede, blegnæbede og småparanoide i hvert vores hjørne og tude over alt det, vi gik glip af. Om det så er Folkemødet, Roskilde eller den årlige skovtur med swingerklubben. Den anden er, at folk får nok af indespærring og isolation og skifter til en mere kamikazeagtig tilgang til begivenhederne, hvor de fester igennem og knalder på kryds og tværs,” siger Christian Graugaard og slutter af med det tredje scenarie, som han selv tror – og håber – mest på:

”Eller vi forliger os med tingenes tilstand og gør, hvad vi mennesker er bedst til: At være innovative. Vi opfinder nye formater, nye måder at være sammen på, nye former for sanselighed og måske også nye seksuelle ritualer.”

Christian Graugaard har i tiden under coronavirussens tilstedeværelse i landet talt med – næsten interviewet, siger han – en masse unge mennesker. Tre af dem mødte vi i begyndelsen.

”Og jeg må bare sige,” fortæller han. ”Jeg er fuldstændig uenig med alle de mennesker, der med Dronning Margrethe i spidsen og Kåre Mølbak halsende lige bagefter kalder de unge for uansvarlige. Det er de overhovedet ikke. De er tværtimod supersolidariske, selv om corona strengt taget ikke har en skid med dem at gøre.”

Coronavirussen har gjort noget så klassisk som et håndtryk håbløst umoderne. Krammet er også røget i svinget. Kysset? Ja, den våde franske udgave har i hvert fald trange tider, siger Christian Graugaard.

Til gengæld åbner virussens benspænd op for friske faconer.

”Vi er nået til et punkt, hvor vi garanteret – hvis sommeren ellers bliver fyldt med godt vejr og lyse nætter – vi vil se nogle vildt sjove, søde, poetiske, skæve, en lille smule gakkede og måske indimellem også lidt smårisikable ungdomsfænomener, hvor folk vil begynde at gøre sanselige og erotiske ting sammen på coronavilkår,” siger han og afslutter på en åben bemærkning:

”Ligesom vi har fundet nye måder at sige goddag på, vil vi helt sikkert også opfinde nye måder at knalde på, tror du ikke?”

─

FRA DE SEKSUELLE MULIGHEDER til de kulturelle af slagsen. For tilbage hos kunstneren Esben Weile Kjær har han også – ligesom Rasmus Rosenørn fra Ragnarok – set den norske sundhedsministers tale til de norske unge.

Han kalder den rørende. Men han har noget at knytte dertil.

”Man bliver nødt til at tænke på, at der er andre måder at dyrke ungdommen og frihedsfølelsen på. Og huske på, at ’ungdom’ bare er et ord,” siger Esben Weile Kjær. ”Det er i høj grad en social konstruktion, som giver os lov til at leve indenfor en norm. Jeg tror, at det her i virkeligheden kunne være en god anledning til at sætte spørgsmålstegn ved idéen om en barndom, en ungdom og så et voksenliv.”

Han peger på, at vi som kulturforbrugere er blevet enige om, at den rigtige sommer kræver de rigtige festivaler og de rigtige rejser. Den kræver penge, med andre ord.

Men sådan behøver det ikke at være. Og denne sommer kan vise sig at anspore en anden vej.

”Når du betaler for en kulturoplevelse som en festival, får du det serveret på et sølvfad. Nu bliver du nødt til selv at skabe noget, og så er det nødvendigt at være kreativ. Det tror jeg til gengæld også, der kan komme rigtig meget spændende ud af. Hvis vi kan transformere mange fra at være kulturforbrugere til selv at tage aktiv del i kulturen, så ville det være en flot konsekvens af den her krise. At folk i virkeligheden finder ud af, at det er ret nemt at skabe noget selv og tage ansvar for det, vi oplever,” afslutter han.