Tidligere jægersoldat tog til Colombia for at opleve krigen mod kokain på tætteste hold. Her er, hvad han lærte scroll-down

Tidligere jægersoldat tog til Colombia for at opleve krigen mod kokain på tætteste hold. Her er, hvad han lærte

Sejren over kartellerne har lange udsigter, lyder det til.

Af Magnus Fuglsang Søgaard
Foto: Thomas Ravn, Morten Skov Andersen og Dennis Khadem
Samfund Euroman

Kokain, et af verdensbefolkningens foretrukne party drugs, der virker ved at gå ind og påvirke centralnervesystemet og give brugeren, som sandsynligvis har sniffet det gennem luftvejene, en oplevelse af først et sus og derefter en rus, inden nedturen rammer – medmindre man tager mere kokain – har i år ramt det højeste produktionsniveau nogensinde ifølge FN’s rapport ’Global Report on Cocaine 2023’.

Herhjemme er danskerne heller ikke ligefrem blevet mindre glade for kokainens euforiserende effekt.

Det viser en række spildevandsanalyser foretaget ved rensningsanlægget Lynetten af Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug i samarbejde med Afdeling for Retskemi på Københavns Universitet, som har analyseret på baggrund af spildevandsprøver fra dele af henholdsvis Gentofte, København, Frederiksberg og Gladsaxe.

Mere konkret viser analyserne, at der er tale om en tredobling af kokainforbruget blandt danskerne i de ovennævnte byer på blot 10 år. Kokainen, der indtages i disse år, skulle efter sigende også være renere end nogensinde før, hvilket ifølge Sundhedsstyrelsen øger risikoen for overdosis og forgiftning.

Og så er der jo også lige det med smuglingen, som FN også melder stigende. Det er især havnene i Nordsøen, Rotterdam, Antwerpen og Hamburg, der pludselig er blevet aldeles populære smuglercentraler, og som har overhalet de sydeuropæiske havne i Spanien og Portugal, der historisk set har været portene ind til det vestlige Europa.

Apropos havne: Det nyeste skrig i historien om danskerne og kokain er mediet Finans.dk’s afsløring af, at Aarhus Havn, landets største erhvervshavn, er blevet infiltreret af personer med forbindelse til rockergruppen Hells Angels. Artiklen er en del af finansmediets serie om, hvordan Mærsk er blevet infiltreret af kriminelle i Latinamerika, Europa og Aarhus. Og hvordan rederikoncernens havne, containere og ansatte bliver misbrugt til at smugle kokain til Europa.

Selvom der bliver produceret mere og mere kokain i Europa, foregår størstedelen af verdens kokainproduktion dog stadigvæk i kokainens moderland, Colombia, hvor kokaplanten, der bruges til at lave kokain, vokser i stor stil. I TV 2-dokumentarserien ’Rathsack og narkokrigen’ tager Thomas Rathsack, tidligere jægersoldat, forfatter, foredragsholder og måske bedst kendt fra tv-programmet ’Korpset’, til Colombia med sin ven og fotojournalist Morten Skov Andersen for at undersøge og give danskerne et indblik ind i krigen mod kokain og dens konsekvenser. Og dermed også konsekvenserne af danskernes stigende forbrug.

Vi har spurgt ham, hvad han lærte under sit ophold, om der er lys forude, hvad angår bekæmpelsen af kokainproduktion, og hvornår han var mest bange.

Se, hvad vi ellers skriver om: Stoffer og Alkohol