Vesterbro synger på sidste vers

Den lille lokale knejpe a la Rottehullet i tv-serien ’Huset på Christianshavn’ har længe været et uddøende fænomen, såvel i København som i de store provinsbyer, for tiderne ændrer sig, byer forandrer sig, og der er simpelthen ikke marked for så mange værtshuse mere. Det er der i sig selv ingen grund til at græde snot over. For en af hovedårsagerne til, at mænd fra arbejderklassen og den lavere middelklasse førhen tilbragte så meget tid på knejperne, var givetvis, at de flygtede fra problemerne derhjemme; fra fattigdom, børnerige familier og klamme slumlejligheder. De færreste beklager, at sådanne sociale forhold hører fortiden til, selvom dette har kostet masser af ’Rottehuller’ livet siden velfærdsløftet i 1950’erne og 60’erne.

Byfornyelsen blev deres skæbne

Hvad der er langt mere beklageligt er, at mange af de københavnere, som blev løftet ud af fortidens armod, ironisk nok i 2010’erne fortrænges fra deres egne sanerede lejligheder, fordi de ikke har råd til at betale de forhøjede huslejer efter byfornyelsen. Og hvor skal de – vi! – så flytte hen i en hovedstad, hvis gennemsnitshusleje for en skaldet toværelses er over 11.000 kroner?! Også i andre københavnske nabolag – for eksempel Indre By/Nørrebro/Østerbro/Frederiksberg – lukker og slukker værtshuse efterhånden med foruroligende forudsigelighed. Det er ikke let at drive en beværtning mere, og der skal som tommelfingerregel omsættes for 400 kroner i timen alene for at betale en professionel tjeners/servitrices løn. Hvad værre er: Værtshusene lukker ikke udelukkende, fordi de har udlevet deres tid eller bløder røde tal på regnearket, men i mange tilfælde, fordi huslejen stiger og stiger, nye beboere klager over røg, støj og leben, og kravene fra kommunale miljø- og bevillingsmyndigheder bliver skærpet.

Godnat og godmorgen

Særligt hårdt er det gået ud over nat- og morgenværtshusene, som der ikke er mange af tilbage – heller ikke på Vesterbro. Nat- og morgenværtshuse er (ud over hashklubber, pornobutikker og massageklinikker) noget af det, der klages mest over til myndighederne. Ethvert almindeligt værtshus med en sprutbevilling kan ifølge restaurationsloven for så vidt holde åbent hver dag fra 05 til 24, mens det kræver en såkaldt ’nattilladelse’ – i daglig tale: natbevilling – at fortsætte med at servere til for eksempel klokken 01, 02, 03, 04 eller 05. Tilladelsen til at åbne fra klokken fem om morgenen kan kun inddrages, hvis politiet og kommunens miljøkontrol (Center for Miljø, der undersøger klager om f.eks. lyd- og lugtgener fra værtshuse, kan udstede påbud om lydisolering el.lign. eller i værste fald indstille til kommunens bevillingsnævn, at der tages mere drastiske skridt i form af bøder eller lukning) indstiller dette til bevillingsnævnet, eksempelvis af ”ordens- og ædruelighedsmæssige hensyn” eller på grund af støj- og lugtgener. Det samme gælder nattilladelserne. De fleste tidligere morgenværtshuse åbner ikke længere klokken 05, fordi publikummet til det er for begrænset på hverdage, men nogle er faktisk blevet tvunget til at åbne senere af hensyn til beboerne. Ligesom en del ’brune’ natbevillinger i de senere år er blevet inddraget, uden at der er kommet nye til. Summa summarum: Nætterne i kvarteret er blevet mere stille, kolde og ensomme for de ensomme, for de søvnløse.

Nattelivet er gået til ro

Mange pornobikse er desuden lukket efter millenniumskiftet; mange røde neonskilte blevet slukket på Strassen (lokalslang for det første, ca. 500 meter lange stykke af Istedgade mellem Hovedbanegården og Gasværksvej med den mest massive koncentration af porno og sexsalg, pushere og stofbrugere). Meget af det natteliv, som var med til at få Vesterbro til at føles som et storbykvarter – et kvarter, der aldrig sov! – lukkes ned af økonomiske eller lokalpolitiske årsager. Trenden blandt de nye, fashionable restauranter er logisk nok at holde åbent onsdag/torsdag til lørdag, når de unge/ yngre går ud. I løbet af de sidste ti år er gaderne resten af ugen blevet mere stille og mennesketomme efter mørkets frembrud. Juleaften, der blev fejret rundt omkring på knejperne, så snart flæskestegen var spist og gaverne pakket op, holder stort set alle de brune steder lukket nu. Nytårsaften, som langt op i 90’erne rituelt blev markeret med bål, blålyn og ballade fra Strassen til Enghave Plads, er akkurat lige så tam som i enhver gennemsnitlig provinsby (eller ethvert andet københavnerkvarter). Vesterbro er på dén facon både blevet middelklassificeret og provinsialiseret. Nuvel, udvalget af kultur, butikker og restauranter er selvsagt større end i Odense eller Randers, men pulsen i natte- og forlystelseslivet ligner mere og mere den, der kendes fra provinsen, forstæderne eller de øvrige københavnske brokvarterer: teenageparty og komadruk i weekenden; soveby fra søndag til onsdag/torsdag, hvor gaderne ligger halvøde hen, cafékøkkener og supermarkeder lukker senest klokken 22, og Familien Danmark ser ’Barnaby’ eller Netflix… eller er på vej i seng.

Boligspekulanternes København

Markedskræfterne er en anden benhård modstander for den traditionelle københavnerkultur. Klassiske, over 300 år gamle udskænkningssteder som Hviids Vinstue og Skindbuksen ved Kongens Nytorv har for nylig været truet af en boligspekulant, der forsøgte at tvinge og chikanere de nuværende erhvervslejere ud, så han i stedet kunne indrette café/gourmetrestaurant, mærkevarebutikker og luksusejerlejligheder i ejendommen med den sublime beliggenhed. ”Sådan er ka-pi-ta-lis-men” som det lyder i en sang fra 70’erne, selvom Hviids og de andre minefeltsmindesmærker efter massive protester lykkeligvis overlevede … i denne ombæring.

Det halvfulde eller halvtomme glas

På Nørrebro, hvor gentrifikationen som nævnt har været i gang et årti længere end på Vesterbro, er det gået endnu mere markant tilbage for hardcore-værtshusene. Der er lukket nogle stykker, siden forfatteren Luna Signe Hørdum Nielsen i 2013 talte sig frem til 24 af de bona fide-brune i sin coffee table-bog ’Bag de gule gardiner’. Mon ikke et aktuelt opdateret, mere plausibelt tal vil være cirka ti styk lavere? Præcis samme antal, 24 i alt på Vesterbro, bliver skildret i min bog, ’Bodega Blues’. Eftersom der bor næsten 80.000 på Nørrebro, er udviklingen på Vesterbro – med omtrent 44.000 indbyggere (43.627 iflg. Københavns Kommunes folketal pr. 1/9-2016) – måske slet ikke så ringe, rent proportionalt; hvad angår antallet af brune værtshuse i forhold til antallet af beboere? Man finder næppe heller en storkøbenhavnsk forstadskommune eller dansk provinsby med godt 40.000 indbyggere, som kan fremvise hele 24 af slagsen? To af disse, begge grundlagt omkring Første Verdenskrig, blev enten lukket eller ombygget, imens min bog blev researchet og skrevet færdig i 2017-19: henholdsvis Enghave Kro på Sønder Boulevard samt Buddah Bar på Vesterbro Torv. Nej, der er sandelig ingen tvivl om, hvor vi er på vej hen. Og jo, jo, jeg ved det godt inderst inde, selvom jeg gerne ville fortrænge det; tvivlen hviler mere i spørgsmålet om, hvorvidt ølglasset er halvt tomt eller halvt fuldt?

Stadig liv trods alt

Man kan med empirisk tyngde vælge at fokusere på det negative ved dødsspiralen, eller man kan se det som en positiv overraskelse, at forholdsvis mange værtshuse hidtil har stået distancen – trods alle de kulturelle, økonomiske, demografiske og sociologiske odds, de har imod sig. Mellem Hovedbanegården og Carlsberg Byen, mellem Vesterbrogade og jernbaneterrænet, mellem Strassen og Den Beskidte Boulevard ligger der i skrivende stund mere end en snes barer, bodegaer, buler, beverdinger og beværtninger. På én gang som øl- og tobaksdunstende mindestuer og som levende sociale rum, hvor nye og gamle vesterbroere af alle slags, drukmåse og fyldebøtter i alle aldersgrupper, mødes i den helgolandske gus.

A new beginning?

For resten kan vi lokale knapt nok have vores resterende knejper og kipper i fred – hvilket muligvis er en anden grund til moderat, langsigtet optimisme? For folk søger, som for 10, 25, 50 eller 100 år siden, hertil fra andre kvarterer, byer, landsdele og nationer for at gå på værtshus, give den gas, drikke sig fulde, købe stoffer, slå sig løs og opleve noget slemt depraveret på Vesterbro. Sexturister fra endnu mere bornerte søsterlande som Norge og Sverige, hvor prostitution som bekendt er strengt forbudt, tjekker ind på de designeroppiftede missionshoteller, som var Vesterbro et skandinavisk ultra light-alternativ til Hamburg, Prag, Amsterdam eller Pattaya. Til forargelse for nogle; til glæde for hotellerne, deres investorer og deres personale samt for de sexarbejdere, der tjener flere penge til slægtningene hjemme i Bulgarien eller Nigeria.

Vesterbro i nederlag og sejrsrus

Mange andre graviterer, som efter en genetisk programmeret GPS-navigator, mod Vesterbro, når der skal festes igennem. Hør nu hér: Når man har noget stort at fejre, når man har noget frygteligt at glemme, når man har vundet i Lotto, når man er blevet løsladt fra spjældet, når man holder polterabend, når man er i krise, når man har fået lønforhøjelse, når man er blevet skilt (igen), når man er langt ude, fucked-op eller totalt på toppen af poppen … hey, så tager man jo ikke til Ryparken, Vanløse, Bispebjerg, Sundbyvester eller Ørestaden for at gå på værtshus. Nej, dét gør man altså ikke, mine damer og herrer. I sådan nogle tilfælde ender man traditionen tro … her på Vesterbro!

En af verdens 5 dyreste storbyer

Vi lever i et København i vækst; i et selvfedt København høj på sin egen succes. Overborgmesteren forudser, at der vil flytte 100.000 nye borgere til inden 2025, og ’Fremskridtet’ følges med benovelse af medierne, hvis journalister løber stakåndede i hælene på hinanden for at dække indvielsen af nye arkitektbygninger/designerhoteller/gourmetrestauranter/ mærkevarebutikker. Der citeres nærmest med stolthed fra tilbagevendende internationale undersøgelser, der indikerer, at København er en af verdens fem dyreste metropoler at leve i. Og hvis du ikke har råd til at være med til festen, fordi du ikke investerede i en andels- eller ejerbolig i tide, må du jo bare flytte til Lolland, kammerat! Der protesteres hist og her – som i forbindelse med nedrivningen af Slagtergårdene eller truslen mod de sidste få fiskeres bådepladser i Sydhavnen – men generelt er der mere resignation end oprør i luften. På Rådhuset er der konsensus omkring, at en del af det gamle må dø, rives ned eller på museum, for at alt det nye kan komme til. Forestillingen om, at en rigtig, levende, mangfoldig storby burde være rummelig nok til at give plads til begge dele minder om en naiv utopi.

Enhver, der på sociale medier tillader sig at sætte spørgsmålstegn ved udviklingen på for eksempel Vesterbro, risikerer at blive beskyldt for at ’snobbe nedad’. Eller i værste fald at blive udskammet som en karikatur af en reaktionær slumromantiker, der vil have narkokanyler tilbage i sandkasserne, fjernvarmen lukket ned og baggårdslatrinerne genopført. (Som medlem af det kreative prekariat må man åbenbart hverken påskønne kvaliteterne ved det forsvindende Stenbrokøbenhavn eller arbejderklassens traditionelle, folkelige kultur?! Da slet ikke, hvis man er tilflytter, vel?!). Der er for så vidt ikke noget i vejen med caféer, kaffebarer, frisører (undskyld, ’hår- stylister’!), 7-Eleven-kiosker, modebutikker, ejendomsmæglere og finere restauranter i sig selv, men bliver det helt ærligt ikke lovlig monotont og ensartet, hvis der ikke er andet end caféer, kaffebarer, frisører (undskyld, ’hårstylister’!), 7-Eleven-kiosker, modebutikker, ejendomsmæglere og finere restauranter tilbage på Vesterbro? Må vi ikke beholde lidt historie, lidt kontraster, lidt lir og larm, lidt råt, beskidt storbyliv? Bare en lillebitte smule, please?!

Misforstå mig endelig ikke: Jeg sætter skam stor pris på sushi, cortado, fixerum, gadefester, termoruder, udvalget af internationale magasiner i Kihosk og en tur i DGI-byens svømmehal. Og personligt savner jeg hverken fortidens synlige fattigdom, latent voldelige stemning eller kondemnerede ejendomme fulde af udkullede junkier. Bare for at have dét på rene.

Slagtergårdene på Enghavevej, da de stod foran nedrivning for at give plads til moderne boligbyggeri. Nu er de væk, og et historisk bymiljø er forsvundet, hvilket mange har begrædt, men forgæves.

Det originale savnes

Til gengæld savner jeg inderligt originaler som Fru Hansen (Tove Hansen) 2020, der i årtier drev bordel i kvarteret og højt op i alderen kunne finde på at gå ind på et morgenværtshus i slåbrok og tøfler, på vej hjem for at sove, og flashe sin hærgede, nøgne krop, mens hun råbte ”SÅ ER DER FISSE TIL HALV PRIS!” Eller sådan nogle som hende min mangeårige genbo, der nægtede at flytte, selvom byfornyelsen fjernede glasruderne i hendes vinduer, og til den bitre ende drak Elefant-bajere og dansede med sig selv i neonskæret i køkkenet hver eneste nat.

Jeg savner smørrebrødsbutikken og kurdergrønthandleren, der lå i stueetagen, indtil huslejen i 2010’erne blev for høj, samt det søde, ældre bøssepar, der tog ens kogevask for en halvtredser på møntvaskeriet overfor (hvor der nu sælges racercykler til 100.000 kroner stykket).

Jeg savner de bredmåsede damer i blomstrede kitler, der visse sommereftermiddage satte sig et par timer nede foran opgangen på medbragte køkkenstole for at ryge en cerut og sludre med hinanden. Ligesom jeg savner de værdige ældre herrer, der tidligt om morgenen hentede en avis, et par bajere og en ’kylling’ kun iklædt natkåbe, pyjamas og hjemmesko.

Jeg savner en tid, hvor ”udeservering” var ensbetydende med to kolde fra købmanden, drukket sammen med en kammerat henne på den nærmeste trappesten.

Jeg savner dengang, da ”storbyliv” var noget, der bare var her helt af sig selv i hverdagen – i stedet for at være iscenesat som ”kulturevent”, koreograferet af kaospiloter og sponsoreret af kommunen

Jeg savner mere banalt at kunne købe hele kartoner cigaretter til halv pris på udvalgte knejper. Lige såvel som jeg med et sting i hjertet savner de morgener, da jeg vaklede skidefuld hjem fra Postillonen, Lones Kro, Centralen eller De Fire Årstider med en sød, mindst lige så beruset grønlænderpige, som ”manglede et sted at sove”, under armen… Ja, alt sådan noget, dét savner jeg sgu på Vesterbro 2.0! I det mindste er der dog bodegaerne tilbage. De fremstår som en del af en ærkekøbenhavnsk, historisk-arkitektonisk sammenhængende bykulisse, javel, men derfor bør vi nok ikke tage dem for givet.

Se, hvad vi ellers skriver om: Danmark