Vesterbro synger på sidste vers

Den lille lokale knejpe a la Rottehullet i tv-serien ’Huset på Christianshavn’ har længe været et uddøende fænomen, såvel i København som i de store provinsbyer, for tiderne ændrer sig, byer forandrer sig, og der er simpelthen ikke marked for så mange værtshuse mere. Det er der i sig selv ingen grund til at græde snot over. For en af hovedårsagerne til, at mænd fra arbejderklassen og den lavere middelklasse førhen tilbragte så meget tid på knejperne, var givetvis, at de flygtede fra problemerne derhjemme; fra fattigdom, børnerige familier og klamme slumlejligheder. De færreste beklager, at sådanne sociale forhold hører fortiden til, selvom dette har kostet masser af ’Rottehuller’ livet siden velfærdsløftet i 1950’erne og 60’erne.

Byfornyelsen blev deres skæbne

Hvad der er langt mere beklageligt er, at mange af de københavnere, som blev løftet ud af fortidens armod, ironisk nok i 2010’erne fortrænges fra deres egne sanerede lejligheder, fordi de ikke har råd til at betale de forhøjede huslejer efter byfornyelsen. Og hvor skal de – vi! – så flytte hen i en hovedstad, hvis gennemsnitshusleje for en skaldet toværelses er over 11.000 kroner?! Også i andre københavnske nabolag – for eksempel Indre By/Nørrebro/Østerbro/Frederiksberg – lukker og slukker værtshuse efterhånden med foruroligende forudsigelighed. Det er ikke let at drive en beværtning mere, og der skal som tommelfingerregel omsættes for 400 kroner i timen alene for at betale en professionel tjeners/servitrices løn. Hvad værre er: Værtshusene lukker ikke udelukkende, fordi de har udlevet deres tid eller bløder røde tal på regnearket, men i mange tilfælde, fordi huslejen stiger og stiger, nye beboere klager over røg, støj og leben, og kravene fra kommunale miljø- og bevillingsmyndigheder bliver skærpet.

Godnat og godmorgen