Hvad gør det ved en mand at fylde 50?

”Som Ingeborg Skjern siger i ’Matador’: ’Jeg elsker at leve.’ Sådan har jeg det også. Hver dag vågner jeg og tænker, gad vide, hvad verden byder på i dag? Min nysgerrighed er ikke blevet mindre med årene. Min søn, Milton, er blevet voksen, så nu er jeg kommet ud på den anden side af at være børnefamilie. Det er derfor, jeg skriver denne her bog som en statusrapport for mig selv og som et lille testamente til min søn. Bogen er et forsøg på en manual til det myndige menneske i en digital tid.”

Hvordan var du som ung?

”I teenageårene havde jeg nogle eksistentielle kampe, som var hårde. Jeg gik på Ordrup Gymnasium i Nordsjælland. Det var en meget uheldig gymnasieårgang, fordi der var fire matematikerklasser, og der var fire elever, som alle sammen blev modeller sidenhen, og de var distribueret med én i hver klasse. Det vil sige, at de styrede stort set hele årgangen benhårdt med hensyn til, hvem der var cool, og hvem der ikke var cool, hvem der havde social kapital, og hvem der ikke havde. Alle aspirerede til denne gruppe, og det gjorde jeg også, men det lykkedes mig aldrig at blive en del af den. Jeg kunne ikke finde ud af de sociale koder og jokkede i spinaten hele tiden. Efter 1. g. tænkte jeg, at nu måtte jeg finde min egen vej. Jeg gjorde det på den måde, at jeg lavede mine lektier, passede undervisningen og rakte hånden i vejret, men jeg snakkede ikke med mine medstuderende to år i træk. Det var mit stille oprør mod et gymnasiemiljø med unger, der mobbede og udskammede hinanden. Jeg ville bevise for mig selv, at jeg kunne stå igennem det. Jeg tænkte, at hvis jeg kan klare det her, kan jeg klare hvad som helst.”

Hvad lavede du efter gymnasiet?

”Jeg fik et job som nattevagt på et plejehjem. Det er nok det mest meningsfulde job, jeg nogensinde har haft. Det var til gengæld også et af de hårdeste. Der var ikke råd til at sidde og være introvert og bekymre sig om weltschmerz, når man skulle ind og hjælpe fru Petersen på toilettet eller vaske fru Daisys glasøje. Jeg lærte at interagere og smalltalke, mens jeg vaskede patienterne forneden, samtidig med at de skulle kunne bibeholde deres ære og værdighed. Det blev jeg klog af. Og så var det nogle sjove mennesker. Der var en sød ældre herre, som var på antidepressiv medicin. En morgen lå han i sengen, da jeg kom ind. Han kiggede på mig og sagde: ’Unge mand, jeg skal spørge Dem om noget.’ ’Ja, spørg væk.’ ’Jeg skal bare lige høre: Har De en pik?’ Dertil måtte jeg svare, at det mente jeg godt, at jeg kunne svare ja til – det var formentlig en forudsætning for, at han indledningsvist titulerede mig som ’unge mand.’”