Virologiprofessor afviser alternativer til flokimmunitet: ”Det er en utopi på langt sigt”

HVER MORGEN LUFTER ALLAN Randrup Thomsen sin hund – en Welsh Springer Spaniel. Efterfølgende forlader han sit hjem på Østerbro i København og går på arbejde. På den næsten halv time lange tur derhen, funderer han over arbejdsdagen, der ligger forude. Når arbejdsdagen er forbi, går han samme tur hjem. Og når han så kommer hjem, lufter han igen sin hund, hvis ikke hans hustru allerede har gjort det.

Allan Randrup Thomsen er professor i eksperimentel virologi hos Københavns Universitet. En 67-årig af slagsen. I 1970’erne – som ung og arbejdsom medicinstuderende – snuste han for første gang til forskning om virusinfektioner og immunforsvar. Siden blev han selv forsker. Så lektor. Så professor. Og fra tid til anden – for eksempel under fugleinfluenzaen i 2006 – har der fra pressens side været en smule bud efter hans ekspertise. Men i langt de fleste dage af Randrup Thomsens nu seks årtier lange udforskning af virologiens verden har telefonen forholdt sig i tilforladelig ro.

Men siden onsdag den 11. marts, hvor statsminister Mette Frederiksen reagerede på den eskalerende covid-19 og lagde Danmark i lockdown, har der været vendt op og ned på Allan Randrup Thomsens tilværelse. Telefonen har bimlet på livet løs. Coronavirussen har paralyseret planeten Jorden, tvunget nationer i undtagelsestilstand og aflivet mennesker i tusindvis, og det afføder spørgsmål. Et hav af dem; små som store, bekymrede og kritiske. Fælles for dem alle er, at svar kræves. Morgen, middag og aften.

”Men,” siger Allan Randrup Thomsen, ”som ekspert er der simpelthen ting, vi ikke ved.”

─

DET VAR I ÅRET 1953, at Allan Randrup Thomsen blev født. På Østerbro – kun 200 meter fra, hvor han bor den dag i dag – voksede han op som enebarn med sin mor og far. Moren arbejdede som kontorassistent og faren som politibetjent. En meget stille og rolig middelklassetilværelse. Fra en tidlig alder læste Randrup Thomsen mange bøger. I stedet for at rende og spille fodbold gik han på biblioteket og lånte den ene bog efter den anden – helst dem med et historisk vingesus. I skolen var han flittig og interesserede sig for mange af fagene, ikke mindst matematik. Da tiden kom til gymnasiet, var det da også den naturvidenskabelige linje, valget faldt på. Historieinteressen, mente han, kunne lige så vel plejes som hobby. Det var i 1969, Randrup Thomsen begyndte i gymnasiet, men som så mange andre i de år blev han ikke grebet synderligt af tidsånden. Han spejlede sig ikke i popidoler af nogen art. I bund og grund var han lidt af en enspænder.

─

DET ER MANDAG DEN 6. april, da Allan Randrup Thomsen er så venlig at afsætte tid til mig i sit hektiske program. Det er også endnu en dag til historiebøgerne, viser det sig, for senere samme dag løfter statsminister Mette Frederiksen for første gang lidt af sløret for, hvordan det ganske danske land skal forsøges genåbnet efter nedlukningen den 11. marts.

Vuggestuer, børnehaver, fritidsordninger og folkeskolernes 0.-5.-klasser skal genåbnes efter påske, de ældste årgange på ungdomsuddannelserne skal køres i mål, og flere dele af det private arbejdsmarked skal tillige genåbnes, lyder det blandt andet fra statsministeren.

Allan Randrup Thomsen udtaler sig den følgende dag – tirsdag den 7. april – kritisk om planen.

”Jeg er ikke sikker på, at regeringens prioritering i denne omgang har været fremmende for, at vi nærmer os en normaltilstand i samfundet,” siger Randrup Thomsen til TV2.

”Det er et relativt stort eksperiment, man er ved at lave ved at slippe lige netop den gruppe (de yngste børn, red.) ud som den første i det danske samfund. Og hvis det nu går galt, kan det forsinke hele processen med at lukke samfundet op,” siger han videre.

På pressemødet i Statsministeriet mandag aften tales der også strategi.

”Vi har ikke en strategi i Danmark, der handler om flokimmunitet,” slår Mette Frederiksen fast.

Kåre Mølbak, direktør for Statens Serum Institut, følger op ved at sige, at ”flokimmuniteten er en underliggende biologisk mekanisme, som støtter op om strategien” – det er altså ikke nogen strategi i sig selv, understreger han.

I dagene op til er der blevet talt vældigt om netop flokimmunitet.

Allan Randrup Thomsen har ikke været helt uvæsentlig for den debat. Han har nemlig ved flere lejligheder talt for flokimmunitet – en strategi, der i al dens simpelhed går ud på, at majoriteten af en befolkning – på kontrolleret vis – skal smittes for på den måde at gøres immun overfor virussen.

Men strategien flugter ikke med WHO’s anbefalinger, og mange kalder den kynisk og pointerer nervøst, at den kræver for mange menneskeliv at gennemføre. Ikke desto mindre er Allan Randrup Thomsen overbevist om, at det er vejen at gå. For der findes, siger han, simpelthen ikke nogen alternativer.

”Det er ikke en løsning, jeg sådan set er glad for. Men jeg ser ikke rigtig nogen anden vej ud af situationen. For ellers får vi et samfund, som efter min vurdering kommer til at minde om det, vi har nu. Et meget lukket samfund, hvor ingen kan rejse, hvis vi hele tiden skal teste, teste, teste,” siger Allan Randrup Thomsen til mig om mandagen.

”For selv om vi får det nedkæmpet i Danmark, kan vi få det tilført ude fra.”

Jeg forholder Allan Randrup Thomsen den forlorenhed, som flokimmunitet mange steder – i debatindlæg, på sociale medier, hos eksperter og så videre – er blevet mødt med.

”Der er også klare etiske problemer i det, foruden at der rent videnskabeligt er problemer i det,” siger Allan Randrup Thomsen og fortsætter:

”For det første ved vi slet ikke, om vi kan opnå det med det her virus. Det er den ene ting. Det andet er, hvad prisen kan blive for vores samfund og for befolkningen, inden vi når dertil. For det er jo klart, at for at få flokimmunitet skal rigtig mange inficeres. Det betyder jo også, at infektionen skal gå igennem befolkningen. Mange vil blive syge, og nogen vil dø. Og det er jo bagsiden af medaljen, om man så må sige. Man får ikke flokimmunitet, uden man betaler den her pris,” – Randrup Thomsen trækker lidt på ordene – ”det er jo et etisk svært dilemma: i hvilket omfang kan man ofre nogens liv nu for at redde nogle andre på længere sigt?”

Allan Randrup Thomsen erkender, at han ikke ligger inde med nogen forkromet løsning på covid-19-epidemien. Men flokimmunitet er den mindst ringe, indtil en vaccine kommer, slår han fast.

Jeg spørger ham, hvorfor WHO’s anbefalinger om at inddæmme ved at teste, opspore og isolere – som man har set praktiseret i flere asiatiske lande – ikke er en mulighed.

”For at det skal virke – uden rejserestriktioner og alle mulige andre tiltag – skal vi sådan set have en synkron nedkæmpning over hele kloden. Ellers vil det bare flytte rundt mellem landene. Når det er udryddet det ene sted, så kommer det et andet sted fra. Det ser man med Hongkong og Singapore. De var lige kommet ud af problemet, og så åbner de samfundet, og nu slås de med problemerne igen.”

Men de er vel helt generelt lykkes med at holde det nede i en vis grad?

”Jo, men i princippet kan de risikere at have et nedlukket samfund i en meget, meget lang periode. Det kan vi jo heller ikke leve med, for så går vores økonomi fuldstændig i stykker, og så kommer folk i princippet til at dø af noget andet.”

Men hvis man nu åbner samfundet og satser på flokimmunitet, vil man så alligevel ikke være nødsaget til at lukke ned igen og igen, hver gang man mister kontrollen over spredningen?

”Jo, det er også derfor, det er vigtigt, at vi meget præcist styrer åbningen, som vi skal i gang med nu. Det bliver en svær proces. Det er nu, at vores øgede testkapacitet kommer til sin ret. Det er nu, vi skal teste, så vi kan holde styr på at få os kørt igennem med så lavt et blus som muligt, mens vi samtidig får immuniseret så mange som muligt.”

Du bruger også argumentet, at økonomien ikke skal gå i stå. Har man belæg for, at det er økonomisk bedre at åbne og satse på flokimmunitet kontra at holde det nede og teste, opspore og isolere, som WHO anbefaler?

”Nej, ikke hvad jeg kender til. Jeg tror ikke, der er nogen, der har lavet økonomiske beregninger på det. Men det er jo også et spørgsmål om, hvad det er for et samfund. Sagen er jo den, at hvis vi går over til en test, test, test-strategi, så kommer du aldrig til at kunne holde ferier, som du gjorde tidligere. Du kommer ikke til at kunne holde 14 dages ferie, for du skal 14 dage i karantæne efterfølgende.”

Om halvandet år, måske to, har man jo forhåbentlig en vaccine klar?

”Jo, men så skal vi jo også have det her nedlukkede samfund indtil da.

Delvist nedlukkede, ja. Det, jeg hører dig sige, er, at det, som de gør i Tyskland – hvor de forsøger at inddæmme virussen – kan være lige meget, så længe resten af verden ikke følger samme strategi?

”Det er præcist det, der er problemet, ja.”

Hvad tænker du så, når Danmark, Sverige og Tyskland har hver deres strategi?

”Man går jo næsten hen og bliver lidt religiøs og beder til, at vi har valgt den rigtige løsning. Jeg ved godt, det lyder lidt højtragende … men vi ved jo faktisk ikke, hvad alternativerne er.”

Allan Randrup Thomsen bliver nødt til at løbe for en stund. Han skal om fem minutter give interview til Danmarks Radio, men vi aftaler at ringes ved samme dag.

─

MOD SLUTNINGEN AF GYMNASIET var Allan Randrup Thomsen ikke helt sikker på, hvilke studier han skulle kaste sig over, når studenterhatten var kommet på. Men han var begyndt at interessere sig for spørgsmål som: Hvad er det, der gør en syg? Endeligt gjorde en familieven sagen klar. Bjørn Ibsen – en anæstesiolog, der under polioepidemien i 1952-53 var gået imod forskrifterne og revolutioneret måden, man behandlede polioramte på – overbeviste Allan Randrup Thomsen om, at medicinstudierne var vejen for ham. Så det gjorde han. Han var glad for medicinstudierne, men det var også meget fastlagt på pensum og eksamen, så da han nåede til kandidatdelen, begyndte han at involvere sig i forskning – noget at fordybe sig i. Her hjalp han til, indtil han færdiggjorte studierne i 1980. Men han nåede aldrig ud at være læge, før han blev han tilbudt, hvad der i dag vil svare til et ph.d.-stipendie. Og takkede ja.

─

MIN TELEFON RINGER, det er Allan Randrup Thomsen. Interviewet med Danmarks Radio er overstået, og han har i mellemtiden haft tid til at tygge lidt på diskussionen om de forskellige strategier, siger han.

”Jeg er enig med dig i, at der er nogle etiske problemer,” siger han – det er, som om Danmarks Radio har givet ham fornyet luft – ”Men man må også indrømme, at der er nogle ulemper ved en teststrategi. Der vil folk også blive syge og dø. Det er jo ikke sådan, at vi snakker flokimmunitet kontra nul døde.”

Mange kritikere af flokimmunitetsstrategien har henvist til et regnestykke, der ser nogenlunde sådan her ud: En dødelighed på 0,5 % af 3,6 mio. (= 60 % af den danske befolkning) giver cirka 18.000 døde.

Men, argumenterer Allan Randrup Thomsen, det forudsætter, at vi på ingen måde bliver bedre til at behandle covid-19 med tiden.

”Jeg tror på, at vores læger, der står på afdelingerne, bliver bedre og bedre til at håndtere patienterne. Jeg ved, at de siger, det er svært. Men vi er allerede nu bedre forberedt,” siger han og fortsætter:

”Jeg håber også på, at vi kan få nogle medikamenter, som ikke nødvendigvis er vanvittigt effektive i begyndelsen, men som dog kan mildne tilstanden og på den måde være med til at reducere antallet af døde. Vi har allerede nogle stoffer, som er under afprøvning nu, som jo sådan set er helt eller delvist godkendt. Fungerer de, kan vi rimelig hurtig tage dem i brug. På længere sigt kan vi måske få noget, der er endnu bedre.”

Allan Randrup Thomsen sender mig en mail, et par timer efter vi har talt sammen. Det er regnestykket med antallet af døde, han har grublet over, og præsenterer i stedet et andet, der er baseret på mængden af danske bloddonorer, der er målt med antistoffer i blodet (og dermed har en vis immunitet overfor covid-19) kontra antallet af døde. Baseret på de tal vil 2500 mennesker dø ved en flokimmunitet på 60 %, skriver han, og tilføjer, at han har taget højde for, at bloddonorer er sunde og raske.

To dage efter – onsdag den 8. april – præsenterer Henrik Ullum, overlæge og professor på Rigshospitalet, cirka samme regnestykke overfor Danmarks Radio. Testresultater af 1487 danske bloddonorer, som Rigshospitalet har foretaget, holdt op med antallet af døde med covid-19 giver en dødelighed på 0,16 procent. Henrik Ullum præciserer – ligesom Allan Randrup Thomsen gjorde det i sin mail – at bloddonorer er sunde og raske, hvorfor tallet kan være større.

En ting er regnestykker. Noget andet er virkelighed. For Allan Randrup Thomsen tror slet og ret ikke på, at inddæmning er en mulighed.

Jeg spørger ham, om det er en utopi.

”På langt sigt, ja.”

Fordi vi er så og så mange nationalstater, der er forbundet med hinanden, og eftersom vi alligevel ikke lægger samme strategi for dagen, er det omsonst at forsøge at inddæmme den?

”Ja, det er min bekymring, ja.”

Hvordan tror du, Tyskland og Danmark ser ud i forhold til hinanden på den anden side af sommeren?

”Jeg vil tro, at begge lande har infektionen under kontrol. Men jeg vil også gætte på, at vi i Danmark har en større del af befolkningen, som er immune overfor virusset – og derfor er mindre sårbare. Men dermed ikke det samme som at sige, at vores første respons til en ny udfordring ikke vil være den samme som i Tyskland. Men vi har noget at falde tilbage på i form af denne her delvise flokimmunitet, som tyskerne ikke vil have.”

Han tilføjer, at vi langt fra vil komme i nærheden af flokimmunitet i første omgang, og at vi skal være glade, hvis 15 % af befolkningen er immune om et halvt år.

─

FORSØG MED MUS, der bliver inficeret med en virus, var, hvad Allan Randrup Thomsens kandidatstipendie i 80’erne gik ud på. Med musene efterlignede han en masse forskellige infektionsforløb i mennesker og undersøgte, hvordan immunforsvaret bekæmper infektioner. I 1989 – udenfor laboratoriegerningerne – gik et langvarigt forhold til kvinde, han havde mødt på medicinstudiet, i stykker. Så meldte han sig ind i en badmintonklub, hvor han lykkeligvis mødte en ny. De er gift den dag i dag. I mellemtiden blev Randrup Thomsen lektor. Og i 2004 professor i eksperimentel virologi.

─

CORONAKRISEN ER EN EKSTRAORDINÆR størrelse, hvis konsekvenser kan være svære at danne sig et reelt billede af. Sagens betydning betyder også, at lægmænd i alle former og størrelser – mediefolk, journalister, politikere, menigfolk – går myndighederne, magthaverne og eksperterne ekstra på klingen.

Det har Allan Randrup Thomsen ligge skullet vænne sig til.

”Jeg er i et vist driftsberedskab, når jeg giver interview,” siger han. ”Folk regner på det hele og leder efter svagheder alle steder. Og svaghederne ér det. De er der, fordi jeg eller nogen andre ikke har designet verden. Den ser ikke ud, som vi gerne vil. Derfor bliver man nogle gange tvunget ud i nogle valg, man helst så sig foruden. Som fx at vælge flokimmunitet eller ej. Jeg ville hellere end gerne have undgået den problematik, hvis jeg syntes, der var et alternativ. At man overhovedet skal tale om, hvor mange menneskeliv, det koster, skærer mig i hjertet. Men jeg føler, at jeg på en eller anden måde er nødt til at sige det, så folk kan forstå, hvad det egentlig er, det drejer sig om. I stedet for at feje tingene ind under et gulvtæppe, som vi ellers har en tendens til i vores samfund.”

Hvad er det ved virologi og epidemiologi, der gør det så svært at drage nogle faste konklusioner?

”Det er jo, fordi det ikke er et fysisk eksperiment, som når man regner lysets hastighed ud. Det her er underkastet en lang række variable, hvor vi kun kender nogle af dem. De resterende har vi ikke styr på,” siger han og fortsætter:

”Det er meget svært at lave analyser, fordi du ikke kan designe et eksperiment som i andre felter. Man sammenligner data fra to forskellige lande og konkluderer et eller andet. Men man kan jo aldrig være 100 % sikker på, om de faktorer, man mener at have identificeret, i virkeligheden forklares af noget underliggende, man ikke kender til. Det vil sige, at man altid opererer i et felt af betydelig blindhed, fordi du ikke har perfekte matchning. Du kan godt lave matematiske modeller, men når du begynder at lægge parametre ind, så falder du tilbage på noget biologisk viden, som vi ikke har med den nødvendige præcision.”

Han sammenligner arbejdet med epidemier og virusser med at være meteorolog. Man kan godt sige noget om vejret i morgen, men forsøger man at kigge to-tre uger ud i fremtiden, begynder det at blive meget svært, siger han.

Det giver på sin vis mening, tænker jeg. Til gengæld har jeg svært ved at forstå, hvorfor der ikke findes nogen alternativer til flokimmunitetsstrategien. Og jeg kan ærligt talt heller ikke huske, hvad Allan Randrup Thomsen konkret svarede, første gang jeg spurgte ham – så jeg spørger ham igen:

Alternativet til flokimmunitet er at køre inddæmning med test, opsporing og isolation, mens man venter på en vaccine. Så er det klart, at vores samfund ikke vil være immunt, og man vil ikke kunne rejse ud med det samme, men det vil kun være for en vis periode. Hvorfor er det ikke en god vej at gå?

”Det er, fordi vi har opbygget et globalt samfund, som i høj grad er baseret på, at vi kan flytte rundt på os selv som mennesker. Bare indenfor min verden er det at tage til en videnskabelig kongres vigtigt for at kunne udvikle mit fag og få udvekslet idéer fra andre og så videre. Det kan man godt til en vis grad med Skype og så videre, men det bliver aldrig det samme. Manden, der skal ud og sælge sine varer, skal rejse ud og have dem solgt i verden. Handelsrejsende vil skulle i 14 dages karantæne, hver gang de har været ude af landet.”

Modargumentet er jo, at selv om det er rigtig nok, som du skitserer, kan man åbne og vende tilbage til normalen, så snart vaccinen kommer?

”Det har du ret i. Problemet er, om vi kan tåle en recession på halvandet år.”

Men så er vi jo tilbage til, om det overhovedet er økonomisk bedre med den ene eller anden strategi?

”Ja. Det er rigtigt.”