Her dufter af sødlig tobak og hønsekødsfyld. Og der ligger lunede rødspættefileter klar samt fiskefrikadeller og roastbeef og rullepølse og tyndt skåret flæskesteg.

”Sådan er det, når man laver halvdårlige kurser. Så skal der jo serveres nogle ordentlige måltider,” siger Niels Poulsen med et glimt i øjet og en pibe i hånden.

Han driver nu på 32. år Svendborg Sejlerskole, de sidste 28 af dem sammen med sin kone, Ann Panduro, der står og anretter det sidste, inden frokosten skal serveres for de ni kursister, der sidder nede i ’klasseværelset’.

Fra køkkenet på første sal, i hvad der også er parrets hjem til dagligt, har man gennem vinduerne direkte udsyn til Svendborg Havn. Her ligger deres to sejlbåde, Merenque (opkaldt efter den dominikanske dans) og Jazz, side om side.

Det er i disse sejlbåde, at kursisterne lukker deres øjne, når skoledagen er forbi. Typisk vil de have brugt formiddagen på noget teoretisk. Lige nu er kursisterne fx i gang med deres ph.d.-afhandling i ruteplanlægning, fortæller Niels.

Om eftermiddagen vil de så sejle afsted i Merenque og Jazz, Niels ombord på den ene, Ann på den anden. Det varierer lidt, hvor turen går hen, men der er jo rigeligt med herlige muligheder ud for Svendborg. Ærø er et godt bud. Eller måske Avernakø. På en enkelt af ugens dage stævner de også ud om aftenen. Det er simpelthen bedst at få lidt erfaring med at sejle i mørke, mens man er i trygge hænder, er ægteparret enige om.

Om lørdagen, efter en uges oplæring i søfartens kunst, vil kursisterne bestå deres duelighedsprøve (hvis alt går vel, naturligvis). Ja, og således går mandag til lørdag i det meste af sommerhalvåret for Niels og Ann.

Niels sidder ved et lille spisebord i køkkenet. Han er en rolig, nej: ekstremt rolig skikkelse. Han ryger lidt på piben, mens han taler, og hvis Ann, midt i frokostforberedelserne, byder ind, stopper han sagte sin tale – og vender så tilbage, til hvor han kom fra, i samme roooolige tempo.

Niels er 72 år og er fra Vestjylland, vest for Lemvig, som han siger, og her voksede han op med at kigge ud over det urolige og ikke så sjældent voldsomme Vesterhav. Dengang havde man ikke både til at sejle rundt for sjov derude, så han måtte nøjes med at skue mod horisonten og stykke sine egne drømme sammen.

Senere, da han som ung mand stemplede ind på Den Fri Lærerskole lige uden for Svendborg, fik han omsider gang i sejladsen. Ann, 68, er den mere gesvindte af de to, hun taler hurtigere – og på fynsk.

Hun er nemlig vokset op ved Otterup, lige nord for Odense, og det var sådan set heller ikke, fordi hun ligefrem blev født ombord på en sejlbåd. I virkeligheden er hendes eneste barndomsminde, hvad dét angår, fra dengang hun huggede en robåd for at komme til Vigelsø.

”Der sku’ jo skeee lidt,” siger hun og smiler.

Det er ikke bare her i det sydfynske øhav, at det erfarne par gør den som skippere. Nej, de er også indehavere af eget rejsebureau: Ship O’Høj.

Hvert år siden 1994, det år, hvor de forelskede sig i hinanden og tilmed slog sig sammen som forretningspartnere, har de været i Caribien i vintermånederne (eneste glipper var under pandemien). Også i Thailand og Cuba og Fransk Polynesien har de sejlet. Og Grækenland, hvor de tit og ofte også arrangerer ture til.

Når de er på eventyr, sørger Niels i øvrigt altid for at få købt godt ind af pibetobak. Han har nemlig droppet alle handelsforbindelser med den danske stat, hvad angår tobak, siger han. På turene bliver der spillet og sunget og danset. Nogen overraskelse kommer det vel næppe som, at Niels er gammel festmusiker og jazzguitarist.

Da vi spørger, om de kan lokkes til at give et nummer, kaster de sig straks ud i en varm og rar blues: Niels på guitar og vokal og Ann på pose. Ja: pose. Men det swinger, og de smiler og kigger hinanden i øjnene. På bådene synger de gerne sømandsviser (og ikke irske folkeviser med otte vers om alverdens ulykkeligheder, siger Ann).

De er et populært skipperpar, Niels og Ann. De har rigeligt at lave, simpelthen, fordi så mange af deres tidligere kursister sender nye i deres retning, fortæller de. Faktisk har de på et kursus haft tre generationer af samme familie med.

Og folk sender dem breve og takker dem i søde og taknemmelige vendinger for de gode stunder. Skal de selv give et bud på, hvad der har gjort Svendborg Sejlerskole til sådan et tilløbsstykke, nu på fjerde årti, peger de på deres facon:

”Vi er nærværende,” siger Niels.

”Og ikke bare en kursusmaskine, man skal igennem.”

”Uhøjtidelige,” byder Ann ind med.

Deres tilgang til at afholde kurser er også anderledes end de fleste andre af slagsen. Skipperparret er vant til at arbejde med mennesker: Niels er uddannet lærer og Ann sygeplejerske.

”Vi tager udgangspunkt i de mennesker, der er her. Og ikke det faglige. På den måde er det også interessant for os, hver gang vi har et kursusforløb,” siger Niels.

I mange år oplevede Niels og Ann, at deres kursister blev ældre og ældre. Og de frygtede for, om sejlads som hobby var ved at ebbe ud blandt de yngre generationer. Men tilværelsen til søs har atter fået fat i de unge, fortæller de.

Især under pandemien tog det fart, og nu er mange af deres gæster i 20’erne.

”Hvis man sidder meget foran en computer, tror jeg, det er dejligt at komme ud på vandet,” siger Niels.

Ann, stadig ovre i køkkenet, kører en klud hen over komfuret. Så siger hun: ”Når fortøjningerne først bliver sluppet, er det, som om man bliver fri. Jeg kan se, hvordan skuldrene sænker sig på folk. Både unge og gamle.”

Men intet varer for evigt, og Niels og Ann leder lige nu efter et par, der kan overtage forretningen. De er ved at blive for gamle.

Fremover vil de heller ikke til Caribien. Men måske flodsejlads i Europa kunne være noget, siger Niels. Så kunne man også få sig lidt finere franske vine. Det helt rigtige par har de dog ikke fundet endnu. Men som Ann siger: ”Der er jo ikke nogen, der kan gøre det ligesom os.” Hun smiler. Og Niels bapper på piben.

Nå, frokosten er klar. Det er onsdag, og de ni kursister er således godt og vel halvvejs. Når maden, som Niels får sig en grøn Tuborg til, er indtaget, og en smule tobak bagefter er røget, smider de fortøjningerne på Merenque og Jazz, og sørme om ikke den grå himmel vil fordufte, og solen vil træde frem, netop som de stikker mod syd.