MINE VENNER SKAL se VM, min kæreste skal se VM, min familie skal se VM. Ja, på Euromans storrumskontor vil der sikkert være fællesvisning af Danmarks åbningskamp mod Tunesien. Under normale omstændigheder ville jeg selv følge slutrunden med en næsten patetisk ildhu. Ved VM i Brasilien satte jeg vækkeuret til klokken 3 om natten for at se Elfenbenskysten mod Japan. Jeg ville se samtlige kampe, rub og stub.

Men i år skal jeg ikke se VM, ikke i Qatar. Og tro mig: Når det sympatiske, talentfulde kuld af landsholdsspillere pudser vinduer med de forsvarende verdensmestre i et fyldt Parken, er det ikke en fest, man har lyst til at forlade.

Nu sukker du og overvejer at smække døren i hovedet på moralpolitiet. ”Adskil sport og politik,” tænker du, hvis du har boet i en jordhule. ”Det gør jo alligevel ingen forskel, om en enkelt dansker fra eller til ser slutrunden,” trøster du dig selv, hvis du godt kan se det odiøse i at legitimere en slutrunde, der har kostet tusindvis af migrantarbejdere livet, men ikke kan være VM-spektaklet foruden. 

Jeg bilder ikke nogen ind, at min sofaaktivisme kommer til at gøre nogen forskel. Jeg skåner bare mig selv for den ækle smag, jeg ville have i munden, hvis det var mig, der skulle se kampene og dermed blåstemple arrangementet.

Sådan, værsgo, slyng mig bare ned fra den høje hest og latterliggør mig for min selvtilfredshed (eller giv mig 100 piskeslag, som regimet i Qatar ville gøre, hvis jeg var en kvinde, der var blevet voldtaget).

JEG SKAL IMIDLERTID indrømme, at der kan være koldt på den moralske bjergtinde, jeg klynger mig til. Det niver, at jeg står så relativt alene med min selvretfærdige handlekraft. For det tror jeg, jeg gør. Jovist, dem, der råber højest i mediejunglen, kan efterlade indtrykket af, at boykot-bevægelsen er en hel folkebevægelse. Ude i den banale virkelighed kan jeg konstatere, at den nye VM-trøje solgte mere end 10 gange så mange trøjer på lanceringsdagen sammenlignet med sidste års EM-trøje (og den nye trøje er endda noget mindre køn).

Danskerne skal såmænd nok være pinligt bevidste om Qatar-regimets rædsler, men de føler slet og ret ikke ansvar for selv at tage stilling til problemet. Og det er historien om Danmarks deltagelse ved VM i Qatar på tværs af DBU, politikere, spillere og fans: Alle forstår problemet, ingen har lyst til at sluge konsekvenserne ved at gøre noget ved det.

Det er da besnærende, når Thomas Delaney og Kasper Schmeichel kalder det en katastrofe, at VM skal afholdes i et land, der har korrumperet sig til slutrunden og nu har tusindvis af moderne slavers blod på hænderne. Men altså ikke så katastrofalt, at de vil afskrive sig fra en tur i de klimanedkølede dødsfælder, Qatar kalder VM-stadioner. I stedet forflyttes ansvaret (rimeligt nok, kan man indskyde) til fodboldforbundet og politikerne på Christiansborg, der febrilsk kaster aben på kryds og tværs i armene på hinanden.

Hvad er strategien i stedet? Luftige T-shirt-budskaber og raslen med sablen, der i DBU’s tilfælde antager skikkelse af et ballondyr. ”Vi vil gøre en forskel ved at dukke op,” messer spillere og trænere med samme appel som Pilou Asbæks forsøg på ændre Socialdemokratiet indefra.

Er man blåøjet nok til at tro, at DBU’s ’kritiske dialog’ har gjort nogen form for indtryk på slynglerne i FIFA, kan man se, hvem præsident Infantino har foreslået som potentielle værter ved VM i 2030: Israel og De Forenede Arabiske Emirater i skøn forening. Appetitligt! Også Saudi-Arabien indynder sig hos Infantino, der ikke virker ret optaget af kongerigets papyrusrullelange synderegister.

Det her er den centrale pointe: Qatar-slutrunden er ikke en enlig svale, der bare skal overstås og aldrig gentages – den er the new normal, så længe lande som Danmark velvilligt stiller op. Og som fan får du de slutrunder, du ser.

Vi skulle, som jeg skrev allerede i 2020, have boykottet slutrunden for at starte en sneboldeffekt, men det løb er selvfølgelig kørt for længst. 

OG SÅ MÅ VI menige landsholdsseere jo trække vores del af læsset. Men det kommer ikke uden praktiske benspænd.

Min egen arbejdsgiver dækker slutrunden på forskellig vis. Jeg synes, at Euroman, der jo hverken er rettighedshaver eller dedikeret sportsmedie, burde have tiet slutrunden ihjel. Min chefredaktørs synspunkt er bare, at vi har et publicistisk ansvar og en journalistisk forpligtelse til at beskæftige os med en VM-slutrunde – fair nok, det respekterer jeg. Men jeg er uenig. Jeg har som et utilpasset barn fået lov til at sidde i hjørnet med armene over kors og skrive denne klummeserie i stedet.

Næ, det langt større problem er, at hele min omgangskreds skal se VM. Det er lykkes mig at opstøve én sølle kollega, der også står over på ørken-VM. Ellers er jeg overladt til mig selv og min fantasi, mens venner og familie samles på barer og i tv-stuer i novembermørket. Med denne tekst har jeg bundet mig til masten. Uanset hvor sprudlende og spektakulær, slutrunden må blive for folkeheltene fra seneste EM, kigger jeg stift den anden vej.

Kan jeg finde fred i en VM-fri vinter? Hvordan boykotter man rigtigt? Og kommer jeg til at fortryde inderligt undervejs?

Mens rettighedshavere, spillere og forbundsbosser de næste måneder slår knuder på tungen for at kritisere, men ikke så meget, at danskerne slukker for fjernsynet, vil jeg her på webadressen løbende skrive postkort fra min boykotodyssé. Måske vil en læser eller to følge mit selvhøjtidelige eksempel?