Den forsvundne sportssommer scroll-down

Daniel Dencik: "Når sporten forsvinder, ser vi, hvor meget den har fyldt"

Mennesket har født et corona-monster, og vi fodrer det med aflysninger for at holde det mæt. Vi giver det EM og OL, giroen, touren og forårsklassikerne, for manglen på sport er noget, vi kan overleve. Kære gud, lad gå med denne sæson, men fingrene væk fra 2021.

Af Daniel Dencik
Foto: Oliver Seppo
Sport Euroman

Det kan godt være, der var øjeblikke før i tiden, hvor alt føltes sort, men set i bakspejlet var der lys i mørket, for på tirsdag kunne der være Champions League. Sådan var det engang. Når den første rytter passerede den røde telefonboks på nedkørslen mod opløbet til forårsbebuderen Milan-San Remo, var det forår i Europa. Sådan er det ikke i år.

I 2020 er der ingen tal at følge med i på nær dødstallene. Det er foråret uden klassikere. Ingen liga at bevogte, ingen returkamp hemmelighedsfuldt at glæde sig til, ingen tabeller. Nu er der noget, vi aldrig vil se. Selv under anden verdenskrig blev løb som Flandern Rundt kørt hvert eneste år. Men vi vil aldrig opleve, hvordan sæsonen 2020 ville udfolde sig. På landevejene anede man konturerne af en stor, dansk årgang, inden løbene forsvandt fra kalenderen. De kommer aldrig tilbage. Mads Pedersen splitter feltet på kreaturstierne mod Roubaix 2020 i regnbuetrøjen. Som i aldrig.

Det er et indblik i, hvordan verden ser ud uden os. Vi ser ind i et spejl, hvor vi ikke længere kan få øje på os selv. Men problemet opstår, hvis vi ser det som et udtryk for en kortvarig svækkelse af et stærkt samfund. Pandemien er nok snarere et billede på et kortvarigt samfund i stærk svækkelse. I osteklokker sidder vi foran skærmene allesammen hver for sig nu. Vi kender forholdsreglerne. Vi følger dem, selvfølgelig, det er med disse, vi smadrer den verden, vi kom fra. Sammen hver for sig.

Aflyste filmfestivaler genopstår i den bedste mening i den virtuelle verden. Men ingen fiktion kan måle sig med virkeligheden, når den ramler. En tv-serie om Nicki Bille er for mit vedkommende den eneste distraktion fra nyhedsstrømmen. I episoder som ’Afgørelsens time’ og ’Hjemløs millionær’ følger vi den forkastede, beskudte og udskammede fodboldspillers fald. Det er rørende at se et talentfuldt menneske formøble sin fremtid, og måske er det fordi, det nu er det menneskelige vilkår. Vi er allesammen Nicki Bille, hjemløse millionærer i afgørelsens time. Je suis Nicki Bille.

Der var engang, hvor vi legede, at vi ikke vidste, at vores eksistens var så skrøbelig og udsat, som den hele tiden var og altid vil være. Der foregik i lyset af optimismen og forglemmelsen de mest fænomenale ting. På Rosenørns Allé blev Forum forvandlet til en vinterbane med seksdagesløb midt om natten. Mens aktørerne sov på skift i rytterkabiner omgivet af fadølsanlæg og høj musik, sad et feststemt folkefærd i midtercirklen, hvor man røg, drak og sang sig gennem de indlagte spurter. Jeg husker det ikke, som det var i går, men jeg husker det.

Sportsverdenen var en verden, der eksisterede i den store verden, før den faldt fra hinanden. Jeg husker en europæisk klubfinale på en bar i Holbergsgade, hvor en euforisk person råbte: ”This is why we don’t have wars in Europe anymore!” I forskellige former har en masse mennesker kastet sig i armene på en masse andre mennesker. Vi byggede stadion efter stadion i slutfasen af den præ-coronale æra. Det var lige som, da Romerriget kollapsede. Vi nåede at beundre os selv, inden det var forbi. En udsolgt arena var et vældigt skue. Vi forstod ikke, hvor sjældent det var.

Når sporten forsvinder, ser vi, hvor meget den har fyldt. Jeg var fire år gammel, da jeg så en transmission fra Mesterholdenes Europa Cup i fjernsynet. Jeg kan huske fornemmelsen af, at det ville komme til at påvirke mit liv dybt, at der fandtes en lykke og et tilflugtssted som sport. Jeg husker venskabskampene mellem Danmark og Sverige i 1970’erne og 80’erne. Min far og hans ven tog mig med i Idrætsparken. Lange underbukser, kuldegysninger og det fyldte stadions mageløse sug. Jeg vil mindes, at jeg siger til de voksne, at jeg glæder mig til at blive en af dem. Min far spørger hvorfor. ”Så skal du betale skat,” advarer vennen. ”Men så kan jeg også gå til fodboldkampe hele tiden,” svarer jeg.

Sport var den fiktion, vi plantede i virkeligheden. Det kan vi se nu. Vi troede, den var virkelig, fordi den havde virkeligheden som ramme. Sammensmeltningen var sportsverdenens styrke. I 2018 blev jeg far til en datter, mens vidunderbarnet Magnus Carlsen blev udfordret af vidunderbarnet Fabiano Caruana om verdensmestertitlen i skak. I løbet af min datters første uger så vi tolv partier klassisk skak ende i remis, før Carlsen vaskede gulv med Caruana i en serie lynskakpartier, der er et af de skarpeste oprids af genialitet, verden har set. Selvom hun var nyfødt, var hun lige så betaget som os andre.

Nu er sporten blevet adskilt fra virkeligheden. Hvis sportsverdenen skal genopstå, har den først og fremmest brug for en verden – og helst en verden, der ikke kortslutter sig selv næste sæson igen. Som forelskelser og fiktion fik sporten os til at glemme, håbe og drømme. Vi var mange, der var ramt af sportsfeber. Sporten var en stor og velfungerende distraktion, der skulle være kulmineret denne hjernedøde, olympiske sommer med EM på hjemmebane. Men lige som ved andre virale spredninger kan smittekæder brydes, udfases og i sidste ende helt fordufte. Manglen på sport er noget, vi kan overleve. Men kære gud, lad det ikke ske. Vi tager denne sæson i stiv arm, men fingrene væk fra 2021.

Vil du læse resten af artiklen?
Allerede medlem? Log ind her
Bliv medlem og få fuld adgang til
hele EUROMAN.dk fra 23 kr./md
Prøv 14 dage gratis uden binding
Vælg abonnement her Euroman Premium
Opret dig gratis her