Det kan godt være, der var øjeblikke før i tiden, hvor alt føltes sort, men set i bakspejlet var der lys i mørket, for på tirsdag kunne der være Champions League. Sådan var det engang. Når den første rytter passerede den røde telefonboks på nedkørslen mod opløbet til forårsbebuderen Milan-San Remo, var det forår i Europa. Sådan er det ikke i år.
I 2020 er der ingen tal at følge med i på nær dødstallene. Det er foråret uden klassikere. Ingen liga at bevogte, ingen returkamp hemmelighedsfuldt at glæde sig til, ingen tabeller. Nu er der noget, vi aldrig vil se. Selv under anden verdenskrig blev løb som Flandern Rundt kørt hvert eneste år. Men vi vil aldrig opleve, hvordan sæsonen 2020 ville udfolde sig. På landevejene anede man konturerne af en stor, dansk årgang, inden løbene forsvandt fra kalenderen. De kommer aldrig tilbage. Mads Pedersen splitter feltet på kreaturstierne mod Roubaix 2020 i regnbuetrøjen. Som i aldrig.
Det er et indblik i, hvordan verden ser ud uden os. Vi ser ind i et spejl, hvor vi ikke længere kan få øje på os selv. Men problemet opstår, hvis vi ser det som et udtryk for en kortvarig svækkelse af et stærkt samfund. Pandemien er nok snarere et billede på et kortvarigt samfund i stærk svækkelse. I osteklokker sidder vi foran skærmene allesammen hver for sig nu. Vi kender forholdsreglerne. Vi følger dem, selvfølgelig, det er med disse, vi smadrer den verden, vi kom fra. Sammen hver for sig.
Aflyste filmfestivaler genopstår i den bedste mening i den virtuelle verden. Men ingen fiktion kan måle sig med virkeligheden, når den ramler. En tv-serie om Nicki Bille er for mit vedkommende den eneste distraktion fra nyhedsstrømmen. I episoder som ’Afgørelsens time’ og ’Hjemløs millionær’ følger vi den forkastede, beskudte og udskammede fodboldspillers fald. Det er rørende at se et talentfuldt menneske formøble sin fremtid, og måske er det fordi, det nu er det menneskelige vilkår. Vi er allesammen Nicki Bille, hjemløse millionærer i afgørelsens time. Je suis Nicki Bille.
