Kære dagbog,
Jeg kan se den sidste skorpe af sne smelte på toppen af bjergkæden, der ender i en bølgende prærie foran mit vindue. Det er en begivenhed, der faktisk godt kan konkurrere om min opmærksomhed på den første etape af årets Tour de France, som nærmest lister i gang en søvndyssende, europæisk juliformiddag. Glem fanfare, drop indvielse, der er nul åbningsceremoni, et cykelløb triller bare af sted. Sporten er cool, den har ikke brug for andet end en landevej, et antal racercykler og lige så mange ryttere.
'Denciks dagbog'
Daniel Dencik skriver dagbog for Euroman.dk om Tour de France ved hver etape fra sit hus i Sierra Nevada i Spanien. Han er forfatter og filminstruktør. Har blandt andet lavet filmen 'Moon Rider' (2012) om cykelrytteren Rasmus Quaade og har skrevet bogen ’Sportshjerte’ (2017).
Og da de 176 ryttere processerer herskabeligt af sted på åbningsetapen, sker det i en ret forglemmelig formation. Det store illusionsnummer ved cykelsporten er det homogene, samlede indtryk, som feltet giver, når det triller gennem landskabet, uden at der tilsyneladende sker noget for nogen. De første fire timers kørsel af den indledende etape er et godt eksempel. Her kan den smeltende sne på Pico del Caballo sagtens være med. Så ubekymret er sporten faktisk, at den er pænt ligeglad med, om den muligvis kan fremstå begivenhedsfattig.
Der sker ingenting, der sker ingenting, feltet falder næsten i søvn, tv-seerne lulles i ro af den statiske paradekørsel, da løbet pludselig vågner med et sæt! Og så skal det hele ske samtidig! På 176 forskellige steder simultant!
Springet fra det begivenhedsløse til det overdådigt begivenhedsrige er kortere end et blink. Løbet kan når som helst eksplodere og splintre op i enkeltdele. Efter et styrt sidder eller står alle ryttere med hver sin skæbne. Fortællingen kan på et splitsekund gøre krav på at ville fortælles over uoverskueligt mange kilometer på en gang.
Og det er svært at forestille sig en anden sportsgren, hvor man pludselig vil begynde at klippe rundt mellem snesevis af isolerede episoder. Men i cykling giver det mening. Der findes ikke motorcykler, fotografer, GoPro-kameraer eller helikoptere nok til at dække det hele. For problemet ville bestå. Udfordringen er, at der ikke er tid nok på et minut.
På første etape indtræffer et tilsyneladende ret ordinært styrt med ti kilometer tilbage, men det får feltet til at splitte op i to, en klynge af favoritter mister kontakten med den forreste gruppe, der straks lugter blod, og mere eller mindre samtidig speedwaytackles Chris Froome ud i grøften, den regerende mester løber simpelthen tør for asfalt, havner ude på en mark med ben og arme i alle retninger, mens en anden af løbets forhåndsfavoritter, colombianeren Nairo Quintana, kører uheldigt over et fartbump, hvorved han dobbeltpunkterer, men ingen holdkammerater venter på ham, hvorfor er han så alene & hvad siger det ikke om det manglende sammenhold på Movistar, kan man spørge sig selv om, samtidig med at man bare må bøje sig i støvet over netop holdånden hos Quicksteps frådende ulvekoppel, hvor superstjerner som Philippe Gilbert og Niki Terpstra tilsidesætter deres granvoksne egoer, idet de får kørt deres egen lille sprinter, colombianeren Fernando Gaviria, frem til en perfekt position med kun få hundrede meter til mål, og ikke engang en mand som Peter Sagan, den tredobbelte verdensmester, der kommer jagende bagfra i fuld fart og regnbuetrøje, når at få has på unge Gaviria, og er det ikke også selveste Jakob Fuglsang, der midt i det hele kommer over målstregen som bedst placerede klassementsrytter lige pludselig, hvor meget tid har Froome tabt, hvem har set Quintana & hvad er klokken?
Daniel Dencik, den 8. juli 2018
LÆS OGSÅ: Forfatter og filminstruktør Daniel Dencik dækker årets Tour de France for Euroman i dagbogsform
LÆS OGSÅ: Jakob Fuglsang inden årets Tour de France: "Min drøm er i første omgang at køre mig på podiet."
