Foto: Getty Images

’Denciks dagbog’: Læs alle 21 Tour de France-kapitler samlet her

Tour de France 2018 er slut, og forfatter Daniel Dencik har sat sidste punktum i sin dagbog. Ved hver etape skrev han et nyt kapitel om løbet og sit liv i Sierra Nevada i Spanien. Nu kan du læse dagbogen i dens fulde længde. Værsgo!

KAPITEL 1

Hulen

Foto: Getty Images


Kære denne dag,
 
De findes, hulerne. Sommer efter sommer kan den del af menneskeheden, der elsker cykelsport, forvandles til en slags lyssky huleboere. Jeg husker en novelle af Franz Kafka, som jeg kun har læst på svensk, hvor den hed netop Boet. Novellen bliver fortalt af en muldvarplignende gnaver. Den indledes med en tør konstatering, der rummer en stolt og frisk hulementalitet: Jag har inrett boet och det verkar lyckat.

Det er en besnærende tanke med et dunkelt bo, hvor man er godt gemt af vejen, men mine seneste somre har været huleløse. Jeg har rejst rundt på de franske landeveje for at følge Tour de France i virkeligheden. Mit bo har været varevogne og skiftende hotelværelser.

Men i år skal jeg ikke til Frankrig, jeg har ikke tid, har jeg sagt, jeg skal skrive en roman færdig, jeg vil tilbringe en stille og afsondret sommer i huset i Sierra Nevada. Så hulen er tilbage. Og hulens indretning har fulgt et par enkle grundidéer:

1. En pålidelig opkobling til løbssignalet.

2. En skyggefuld beliggenhed.

3. Landkort over Frankrig på væggene.

4. Udgang til have med frugter og bær.

Hulen er indrettet, og den virker vellykket.

I løbet af hulebyggeriet har jeg kunnet fordybe mig i årets rute, som denne gang fremstår elegant og grafisk løst med to blødt svungne buer gennem det franske land.

Den første bue er et nordligt træk i østvendt retning - den løber fra en ø i Biscayen til brostenene på vej til Roubaix. Den anden bue danner en sydlig halvkreds med vestgående løbsretning - den slynger sig fra Alperne over Cevennerne til Pyrenæerne. Aksen er den første hviledag, og de to buer spejler sig i hinanden som en stor, liggende parentes, hvis man ser på et kort.

Tour de France 2018 besidder således en indbydende, dobbeltsidet harmoni. Ruten kalder med læber som en kysmund - og selv en Lars von Trier kender betydningen af den tomme parentes, når han giver en film en titel som Nymph()maniac.

Hen over de kommende uger vil løbet slikke sig om læberne. Den niende etape er brostensetapen, på den tiende venter de første bjerge. Afgørelsen kan meget vel komme til at ligge omkring selve spejlingen ved halvvejen. Hvordan parentesen end afrundes, vil feltet til sidst kunne sætte triumf på bedriften og lukke løbet ved at slå ring om en anden bue, Triumfbuen (i Paris).

Det kunne ende som et kys i år, drømmer jeg, for cykelsporten elsker naturen om sommeren. Kysset kan imidlertid også efterlade en bitter smag, det kan blive til et judaskys. Tredive tusind sikkerhedsfolk er indkaldt, for at tilskuerne langs vejene ikke skal fristes til at forråde sit eget løb. Det faktum, at Chris Froome på falderebet er blevet inkluderet i startlisten, er både en flot, farlig og dødsforagtende gestus.

Men i det løbet skydes i gang i det nordlige Biscayen, er alt endnu drøm og forventning. Min opmærksomhed er rettet mod det særlige stænk af eventyr, der råder på den franske atlanterhavskyst. Jeg tænker på de høje pinjetræer, surferne og vestenvinden, der hjemsøger de store, vemodige strande. Her duver østersbanke mod salte øer med navne smukke som Noirmoutier. Her begynder sommeren.

I dag er alt muligt. Jeg sidder klar i de spanske bjerge, min hule er en drømmecentral, en tom parentes, der venter på de første gæster. Buen er spændt, spejlbilledet jomfrueligt, hinden ubrudt. Etaperne ligger uopdagede foran os allesammen.


Daniel Dencik, den 7. juli 2018

 

KAPITEL 2

”Og så skal det hele ske samtidig!
På 176 forskellige steder simultant!”

Foto: Getty Images


Kære dagbog,

Jeg kan se den sidste skorpe af sne smelte på toppen af bjergkæden, der ender i en bølgende prærie foran mit vindue. Det er en begivenhed, der faktisk godt kan konkurrere om min opmærksomhed på den første etape af årets Tour de France, som nærmest lister i gang en søvndyssende, europæisk juliformiddag. Glem fanfare, drop indvielse, der er nul åbningsceremoni, et cykelløb triller bare af sted. Sporten er cool, den har ikke brug for andet end en landevej, et antal racercykler og lige så mange ryttere.

Og da de 176 ryttere processerer herskabeligt af sted på åbningsetapen, sker det i en ret forglemmelig formation. Det store illusionsnummer ved cykelsporten er det homogene, samlede indtryk, som feltet giver, når det triller gennem landskabet, uden at der tilsyneladende sker noget for nogen. De første fire timers kørsel af den indledende etape er et godt eksempel. Her kan den smeltende sne på Pico del Caballo sagtens være med. Så ubekymret er sporten faktisk, at den er pænt ligeglad med, om den muligvis kan fremstå begivenhedsfattig.

Der sker ingenting, der sker ingenting, feltet falder næsten i søvn, tv-seerne lulles i ro af den statiske paradekørsel, da løbet pludselig vågner med et sæt! Og så skal det hele ske samtidig! På 176 forskellige steder simultant!

Springet fra det begivenhedsløse til det overdådigt begivenhedsrige er kortere end et blink. Løbet kan når som helst eksplodere og splintre op i enkeltdele. Efter et styrt sidder eller står alle ryttere med hver sin skæbne. Fortællingen kan på et splitsekund gøre krav på at ville fortælles over uoverskueligt mange kilometer på en gang.

Og det er svært at forestille sig en anden sportsgren, hvor man pludselig vil begynde at klippe rundt mellem snesevis af isolerede episoder. Men i cykling giver det mening. Der findes ikke motorcykler, fotografer, GoPro-kameraer eller helikoptere nok til at dække det hele. For problemet ville bestå. Udfordringen er, at der ikke er tid nok på et minut.

På første etape indtræffer et tilsyneladende ret ordinært styrt med ti kilometer tilbage, men det får feltet til at splitte op i to, en klynge af favoritter mister kontakten med den forreste gruppe, der straks lugter blod, og mere eller mindre samtidig speedwaytackles Chris Froome ud i grøften, den regerende mester løber simpelthen tør for asfalt, havner ude på en mark med ben og arme i alle retninger, mens en anden af løbets forhåndsfavoritter, colombianeren Nairo Quintana, kører uheldigt over et fartbump, hvorved han dobbeltpunkterer, men ingen holdkammerater venter på ham, hvorfor er han så alene & hvad siger det ikke om det manglende sammenhold på Movistar, kan man spørge sig selv om, samtidig med at man bare må bøje sig i støvet over netop holdånden hos Quicksteps frådende ulvekoppel, hvor superstjerner som Philippe Gilbert og Niki Terpstra tilsidesætter deres granvoksne egoer, idet de får kørt deres egen lille sprinter, colombianeren Fernando Gaviria, frem til en perfekt position med kun få hundrede meter til mål, og ikke engang en mand som Peter Sagan, den tredobbelte verdensmester, der kommer jagende bagfra i fuld fart og regnbuetrøje, når at få has på unge Gaviria, og er det ikke også selveste Jakob Fuglsang, der midt i det hele kommer over målstregen som bedst placerede klassementsrytter lige pludselig, hvor meget tid har Froome tabt, hvem har set Quintana & hvad er klokken?


Daniel Dencik, den 8. juli 2018


KAPITEL 3

Pédaleur de Charme


På kattefødder træder Sylvain Chavanel ind i sit attende Tour de France i år. Ingen andre ryttere har kørt så mange udgaver. Som i nogensinde. Det bliver også hans sidste Tour i år. Jeg har altid holdt uforholdsmæssigt meget af den franske veteran. Det er virkelig også et flot navn, han har fundet sig, Sylvain Chavanel. Jeg kan huske, at jeg filmede ham med et Super8-kamera i Australien til verdensmesterskaberne i Geelong 2010. Det var, mens jeg optog min første film Moon Rider.

Chava.

Jeg elskede ham allerede dengang. Jeg husker, hvordan han kiggede længe og indtrængende i kameraet. Han syntes vel, at lyden var eksotisk. Super8-lyden, som fulgte mig rundt i verden dengang. Det var, som om han godt vidste, at han muligvis så ufatteligt godt ud i sin franske landsholdstrøje. Jeg skød ham på smalfilm som en fantast fra fortiden. Det kom med i ekstramaterialet, som var en pragtfuldt overflødig del af filmsproget, der forsvandt med DVD’ens død.

Den anden etape i årets løb er Chavanels Tour de France-etape nummer 350. Et fuldstændig forrykt tal. Hvis han kommer hele vejen til Paris i år, vil han ende med at have kørt flere Tour-etaper, end der er dage på et år. Og netop på årets anden etape kører Chava - hans kælenavn vidner om hans spanske ophav - afsted og lægger sig tre-fire minutter foran feltet. Det virker planlagt. I timevis sidder han alene for rullende kameraer.

Over halvanden hundrede kilometer får han i solistrollen. Han vil gerne sige ordentligt farvel. Han vil være alene med folket på vejene. Han vil gerne lade sig hyldes. Han er niogtredive år, han er gammel nok til at huske at tage imod en hyldest, når den byder sig. Og publikum vil intet hellere end at give ham den.

Det ser ud, som om han bliver båret frem af folkemasserne, hvis løstsiddende og varme følelser bliver flashet på en jubilæumsdag som denne. Gamle Chava ser fri og stærk ud, idet han kører gennem solskinnet. Det jagende felt føres an af Quickstep, som var Chavanels eget gamle hold under hans storhedstid for syv-otte år siden. Han hører til det slæng af ældre ryttere, som med alderen begynder at ligne rockstjerner. Hvis Rolling Stones var ryttere i dagens Tour-felt ville konstellationen hedde: Rigoberto Uran som Mick Jagger, Geraint Thomas som Ronnie Wood, Sylvain Chavanel som Keith Richards, og Chris Froome som Charlie Watts.

En brumbasse lander på Chavanel med 65 kilometer til mål. Det havde jeg bare lyst til at få med. Måske fattede brumbassen i et sommerligt øjeblik, at den slet ikke burde kunne flyve, tænker jeg. Eller også ville den bare opleve hyldesten, som den kan føles fra en racercykel en lykkelig dag på vej mod pensionen.

Med tredive kilometer tilbage falder forspringet for den aldrende kriger. Quickstep er med første etapes vinder, Fernando Gaviria, i gult ansporet til nye angreb. De kører med panache og vind i sejlene. Med tretten kilometer til mål er Chavanels æresrunde forbi, Quickstep kan hale den plukkemodne rytter ind så let som ingenting, viser det sig. Resultatmæssigt var det til ingen verdens nytte, at Sylvain Chavanel hang alene i front en hel etape. Men resultater er visse dage en forsvindende lille del af livet. Længe leve ekstramaterialet. Om nogle år vil jeg kun huske brumbassen med 65 kilometer tilbage.

Daniel Dencik, den 9. juli 2018


Skal Landa eller Quintana vinde Valverdes løjtnantshjerte?

Foto: Getty Images


Jeg kører ned til tanken for at købe spanske sportsaviser og en flaske Pernod. Det er stadig kun formiddag, men man glemmer alt for ofte at drikke Pernod, var en af mine første indskydelser, da jeg vågnede i morges. Det er i virkeligheden meget vigtigt, at man som menneske får drukket en hel del isblandet Pernod på de varme sommerdage. Den lysegrønne mælk er et både læskende og overset valg.

Benzintanken er en Repsol for foden af bjergene, det er perfekt, tænker jeg, det er jo Pernod bagfra. Ish. Repsol-tanken er i vinter- og forårsmånederne et landmærke for cykelhold på træningslejr i Sierra Nevada. De har bare ingen Pernod, må jeg erfare, vi er trods alt i Spanien, men jeg får da i det mindste noget lakrids med mig til at slukke det mærkelige sug efter anis, der indimellem kan ramme en ex-pat.

Hjemme i huset finder jeg en Campari, som også er god tidligt på dagen med en isterning eller to. Den røde, fede og bitre spiritus har en god indvirken på skrivelysten. Og skrive skal jeg. Men først vil jeg læse. Jeg sætter mig med aviserne i skyggen af gårdhaven. Sportsavisen Marca har et midteropslag med 90-års fødselaren, bjergrytteren Federico Bahamontes. Jeg vil anse det for både fysisk og teoretisk umuligt at gå under et smukkere navn, end hvad den spanske legende gør: Federico Bahamontes.

Han var den første spanier, der vandt Tour de France. Han kom fra elendige kår i en familie, der blev flået i stykker af den spanske borgerkrig. Som barn var han flygtning i Madrid, hvor han overlevede ved at spise katte. Ved en tilfældighed blev cyklen hans redning. Jeg læser og græder. Læser mellem linjerne, græder mellem billederne. Da arrangørerne af Tour de France for et par år siden skulle udnævne de første hundrede års allerstørste bjergrytter, faldt valget naturligt på Federico Bahamontes.

Da jeg er inde ved køleskabet for at forfriske min cocktail med nyfrosne isterninger, støder jeg på min nyvågne kæreste.

”Jeg elsker den der detox, du skulle på,” siger Sofie, som jeg straks kaldte for verdens sødeste, da jeg mødte hende en beruset nat for fire somre siden. Hun puffer mig i siden med sin hofte, som ved Gud også er en af de bedste hofter, der nogensinde har puffet mig i siden.

Jeg vender tilbage til aviserne og klassementet. Fornøjelsen ved at fordybe sig i et frisk og nytrykt klassement er stor og tidskrævende. Jeg sidder med min drink under den blomsterbusk, som på spansk hedder corazón sangrante - blødende hjerte, hvilken må være en afart af den danske staude løjtnantshjerte. Nu skal jeg også komme til sagen.

På tærsklen til fjerde etape er løbet trådt ind i en ny fase, klassementet er ved at tage form. Og allerede kan man skimte konturerne af en mindeværdig Tour de France. Jeg noterer mig, at Tom Dumoulin, den dvaske og letargiske hollænder med de skævhalede sovekammerøjne, sidder med det bedste udgangspunkt blandt den håndfuld af ryttere, der kan vinde løbet.

Tidsforskellene er talmagiske, de følger ottetabellen.

24 sekunder efter Dumoulin har den langhårede colombianer Rigoberto Uran fundet et slags vakuum, hvor han åbenbart kan få lov til at køre sit eget ræs lige som sidste år, hvor samme fremgangsmåde førte ham hele vejen til andenpladsen.

Yderligere 16 sekunder efter følger Jakob Fuglsang.

Fuglen slår ruden ind til et vindue på 24 sekunder, hvor stort set alle øvrige rivaler ligger tæt, tæt. Indenfor disse snævre, men ekslusive vinduesrammer finder vi Richie Porte, Alejandro Valverde, Mikel Landa, Chris Froome, Vincenzo Nibali, Romain Bardet og Adam Yates. Favoritterne er allerede ført sammen i et hvepsebo, hvor de kan ånde hinanden i nakken hele vejen til Alperne.

Den eneste, der er blæst væk, er Nairo Quintana, som er distanceret med et par minutter. Det betyder, at colombianeren kan få mere end almindelig svært ved at beholde kaptajnsrollen på det spanske Movistar-hold, hvor Landa, fuldblodsspanier, nok er holdets foretrukne kort. Især med et klassement som det aktuelle. Valverdes gunst kan blive nøglen. Både Landa og Quintana får brug for Valverde som løjtnant de kommende dage, hvor løbet bevæger sig ind i klassisk Valverde-land.

Skal Landa eller Quintana vinde Valverdes løjtnantshjerte?

Daniel Dencik, den 10. juli 2018

Jeg savner mig selv som baby. Sådan er det at savne sport

Foto: Getty Images


Kære dagbog,

Det er aften i Valle de Lecrín. Sofie er til bogklub med damerne fra dalen. Så jeg er alene hjemme og se fodbold i bare underhylere, VM-semifinalen mellem Belgien og Frankrig. Sport fylder meget denne sommer. Igen denne sommer. VM flyder ind i Wimbledon, som flyder ind i Tour de France. Størstedelen af transmissionerne flyder også ind ad det ene øre og ud af det andet. Det gælder især fodbold. Jeg kan faktisk ikke påstå at huske en eneste kamp, selvom jeg næsten har set dem allesammen.

Det slår mig, at det måske skyldes, at man grundlæggende ikke ser eller hører sport. Man befinder sig snarere i en tilstand, hvor en sportsbegivenhed får lov til at danne baggrundstæppe for den forestilling, der uafladeligt foregår i ens sind, men som man ellers sjældent opfanger. Sport er som havearbejde. Ens egen tankevirksomhed kan blive tydeligere, ens indre kan blive muligt at se og høre, når man retter opmærksomheden mod nogle atleter eller blomster, der bare gør deres arbejde.

Hvis jeg bladrer i min barndoms dagbøger og kalendere, opdager jeg, hvor stædigt sportsinteressen har fulgt mig. Og hvor tidligt den var der. Den har været min ledsager gennem hele livet. Tilfældige nedslag:

30. maj 1979 Vi var i Paris. Malmö-Nottingham 0-1.

13. juni 1986 Fri fra skole. Danmark-BRD.

27. maj 1988 I Sevilla. Kl. 12 Sevilla-Cadiz.

Men der var engang i 2011, hvor jeg mistede min interesse for sport. Jeg havde været ombord på en tremastet skonnert, der havde foretaget en dødsforagtende ekspedition til det nordøstligste Grønland. Det havde været en omvæltende tur, hvor vi havde sejlet lige ind i jordens undergang. Sådan føltes det, da vi kom tilbage til civilisationen. Vi havde set verdens største fjordsystem smelte for øjnene af os.

I månederne efter ekspeditionen var min sportsinteresse umulig at genfinde. Jeg kunne ikke se, hvordan man kunne bruge tid på noget så ligegyldigt. Jeg fik øje på det egoistiske og ekskluderende i at følge en helt anden verden end den forhåndenværende. En pseudoverden. Som om der gives en bedre, mere spændende verden, end den vi alle lever i.

Det var godt at få den oplevelse. Det er en gave at kunne forstå dem, der ikke kan forstå én. Og i dag, syv år senere, er interessen tilbage i fuldt flor. Den er en del af mig, jeg ikke vil vokse fra, selvom jeg kunne. Jeg tror ikke, det er en virkelighedsflugt, jeg tror bare, det er gammel, rustfri kærlighed. Men hvorfor kunne ikke en gang jordens undergang få bugt med den? Hvad består den i, denne hengivenhed?

Det er en tosidet affære.

På den ene side står de store, fællesskabende oplevelser. Fodboldlandsholdet, der vinder EM, Bjarne Riis, der vinder Tour de France, Caroline Wozniacki, der vinder en Grand Slam. Det er livgivende følelser, man gribes af, når man - omgivet af venner og fremmede - oplever en drøm gå fra sport til jubel. Det er måske disse stolte øjeblikke, den sportsinteresserede mest af alt higer efter.

Men hverdagen er jo en anden. Der er en nærmest uoverstigelig afgrund mellem den kollektive eufori og den stille rislen, der dagligt løber gennem et sportshjerte. Det er så intimt: Valget at leve med sporten ved ens side, som var det en elsket. Og den er en elsket. I vintermånederne kan jeg savne sporten, som jeg kan savne en kær afdød. Jeg hørte en gang et forstandigt, tre-årigt barn udtale ordene: 'Jeg savner mig selv som baby.' Sådan er det at savne sport.

De genkendelige lyde fra en tenniskamp åbner op for en tilbagelænet introspektion. En fodboldkamp kan være så søvndyssende, at den kan flette sig ind og ud af ens drømme via kanaler rene som musik. Et cykelløb kan være som at stirre ned i en bæk. Sporten er vandet, der løber beroligende og inspirerende gennem ens tilværelse.

Alle Tour de France-etaper vises i dag i sin helhed. Og jeg protesterer ikke. Jeg har det på samme måde som filminstruktøren Quentin Tarantino havde det på en filmfestival i halvfemserne, hvor jeg fulgte ham. Jeg husker en eller anden næsvis type fra publikum brokke sig over, at en film var for lang. That’s just more movie for your money, måbede instruktøren. Grundlæggende tror jeg ikke, han begreb, hvad problemet var.

Altså, det er jo altid bedre, at der er cykelløb, end at der ikke er cykelløb. Risikoen er, siger nogle, at oplevelsen vil blive fortyndet. Man kan bare ikke udvande vand.

11. juli 2018 Vi svømmede i poolen. Bagefter så vi femte etape af Tour de France.

Sonny Colbrellis inderste tanker på opløbsstrækningen


Jeg skal holde Peter Sagans hjul. Mit navn er Sonny Colbrelli. Min hjelm er af guld. Jeg hedder Sonny Colbrelli. Det går stejlere opad, end jeg troede. Sagan ligger i Van Avermaets hjul. Jeg ligger i Sagans, Det er os tre. Den gule, den grønne, Colbrelli. Det er smukt nok. Håber, mor ser med. Jeg skal bare holde Sagan. Jeg må ikke åbne. Ikke åbne for tidligt. Det siger de allesammen. De ved ikke en skid. Jeg skal bare være cool. Jeg er Sonny Colbrelli. I know it was you, Fredo. Jeg burde have været med i The Godfather med et navn som mit. Rundt i sidste sving. Jeg skal forbi Sagan. Jeg skal forbi Van Avermaet. Jeg må ikke åbne for tidligt. Hvad står der på det skilt? To hundrede meter tilbage. Så er det nu. Hvorfor går Sagan ikke udenom Van Avermaet? Jeg må ikke åbne for tidligt. Nu kan jeg se målstregen. Vi er snart i mål. Hvorfor åbner Sagan ikke? Så gør jeg det. Jeg er Sonny Colbrelli. Nu åbner jeg. Sagan går med. I know it was you, Fredo. Sagan må ikke vinde. Ikke på min vagt. Jeg hedder Sonny Colbrelli. Det et mig, der skal stoppe ham. Farvel, Van Avermaet. Vi flyver forbi den gule trøje. Min hjelm er af guld. Det er os to, Sagan og Colbrelli. Håber, mor ser med. Jeg kan ikke træde hurtigere nu. Jeg åbnede for tidligt. Jeg troede, det var for sent. Sagan for Satan. Håber ikke, mor så med.

Daniel Dencik, 12. juli 2018

 

Når Sofie smider tøjer

Foto: Getty Images


Kære læser,

Daniel har tømmermænd. Vi tog på den lokale bar i går. Daniel fik drukket en del Alhambras, og jeg tror også, han var ude at ryge lidt på nogle af de unge fyres joint. Hertil morgen er han færdig og kan ikke skrive. “Du må gøre det i dag,” sagde han til mig, mens han hev sovemasken ned over øjnene og vendte sig om på den anden side.

Jeg tænker, at det må være første gang en kvindelig tandlæge får taletid i Euroman. Jeg kunne skrive om betændte tandnerver, komplicerede tandoperationer eller mine unge, smukke klinikassistenter, jeg dagligt fletter ben med. Men jeg har ferie, så jeg vil nøjes med at give et råd, der kan spare dig for smerter, tid i tandlægestolen og en masse penge: Du skal bare børste de tænder, du gerne vil beholde. Så simpelt er det.

Jeg elsker mit job. Men de fleste, jeg møder, er nogen, der ikke har lyst til at være i mit selskab. “Det er ikke dig personligt, men jeg hader tandlæger.” Og hele dagen arbejder jeg med et ur nederst i skærmen, der fortæller mig, hvor mange minutter jeg har tilbage, før næste patient skal være i stolen. Det er så spændende, at jeg nogle gange håber at møde ind til en kedelig dag.

Når jeg har ferie, har jeg brug for at lave så lidt som muligt. I år er det perfekt. Daniel og jeg er alene i huset. Jeg skal bare se Tour de France og spille Candy Crush.

Min far elsker at se sport. Han har tre piger, men fik alligevel vetoret over fjernsynet. Derfor har der alle somre i min barndom, kørt Tour de France på skærmen. Min far arbejdede meget i udlandet og var tit kun hjemme i weekender og ferier. Jeg ville bare være sammen med ham, også selvom det indebar at skulle se cykelløb. Jeg forstod ikke reglerne, men jeg blev alligevel grebet af det. Jeg husker særligt Erik Zabel i grønt, jeg kunne bare godt lide ham.

Da jeg flyttede hjemmefra, mistede jeg det lidt, og det var først, da jeg mødte Daniel for cirka fire år siden, at interessen vendte tilbage. Forårsklassikerne var lige begyndt, jeg var nyforelsket og ville bare være sammen med ham, så jeg gav cykelsporten en chance. Det var jo trods alt ikke uvant for mig at se sport, hvis jeg ville tilbringe tid med en mand, jeg elsker. Nu kender jeg reglerne og rytterne.

I dag har jeg badet nøgen i poolen, spillet så meget Candy Crush, at jeg har fået karantæne, og endelig begynder etapen mod Mûr-de-Bretagne. Jeg er stadig vild med manden i grønt. Det er, som om det er de lækre fyre, der kan sprinte. Peter Sagan med sit badboy-glimt i øjet og den unge Fernando Gaviria med fast apparatur på tænderne. Den klassiske skønhed Marcel Kittel har jeg desværre ikke set så meget til endnu. Men dagens etape er ikke for pretty boys. Dan Martin angriber på den sidste stigning, og her kan ingen sprintere følge med. Jeg opdager, at jeg sidder og hepper på ham, selvom han virkelig har feltets dårligste tandsæt. Jeg under ham den etapesejr, men derfor skal han stadig huske at børste sine tænder.

Sofie Nørgaard Linsaa, 13. juli 2018

Doping inden for og uden for grænserne


Klokken er 04.42 natten mellem den syvende og ottende etape, og jeg vågner ved det indre pres fra, at jeg ikke har fået skrevet et ord til min dagbog. Det er ikke et synderlig stærkt pres, men alligevel holder det mig vågen. Jeg tænker: Hvad hvis jeg havde været cykelrytter i Tour de France? Det voldsomme tryk må kunne vække selv den mest afslappede type. Panikken over, at timerne går. Den søvnløses angst for, at værdifuld hvile bliver spildt, kan være en ond spiral, som nok kun en passende dosis sovemedicin kan kurere.

Jeg ved, at cykelsporten har et langt og indviklet forhold til præparater som stilnocht og valium. Så dybt er båndet, at netop blandingen en stilnocht og en valium har fået sit helt eget navn, combinatie, som skal udtales med tyk, flamsk intonation. Det er i skrivende stund den mest effektive hammer i hovedet på en overtændt rytter, hvis man samtidig skal holde sig indenfor dopingreglerne.

Da sovepiller ikke er præstationsfremmende i sig selv, er mange af de medicinske præparater af gode grunde heller ikke på dopinglisten. Det har gennem årene bevirket, at visse ryttere har udviklet en forkærlighed for eller en afhængighed af - forskellen er svævende - eksempelvis stilnocht. Jeg har mine kilder i dagens felt. En af dem udtaler apropos combinatie:

“Som lægen altid sagde: Uhh, ahh, okay, only tonight. Jonge mann, it’s nut gut for you, eh!”

Mange er historierne om ryttere, der ikke kan sove foruden sovepiller - måske klarest eksemplificeret af den bjørnelignende skikkelse Luca Paolini, der havnede i så tungt et forbrug, at han måtte have sin egen espressomaskine med rundt til løbene for at kunne vågne fra sin tilstand. Syv kopper stærk, sort kaffe skulle der til for at vække bjørnen. Og da det på et tidspunkt heller ikke var nok, måtte Paolini ty til morgenstreger. Et par baner kokain fik ham ud af fjerene til Tour de France 2015, og så klappede dopingfælden - men i en smuk afrunding af den sag, har Luca Paolini nu forladt cykelsporten for at åbne sin helt egen kaffebar langs Comosøens bred.

Eftersom stilnocht ikke er på dopinglisten benyttes det også rekreativt af festaberne i feltet. Hvis man kan holde sig vågen hen over indsovningsfasen, vil stoffet bibringe brugeren en svimlende og helt igennem lovlig rus. Uden at nævne navne vil jeg gerne videregive det malende billede af nogle storartede seancer, der blev afholdt til det mere perifere løb Tour of Oman under påvirkning af den særlige mikstur stilnocht-alkohol.

Lance Armstrong har i sit otium ikke fortiet sine hyggelige stunder med præparatet ambien, som er amerikansk for stilnocht. Den skandaliserede rytters største forbillede er ikke en anden cykelrytter, men derimod forfatteren Hunter S. Thompson, som boede i Aspen, Colorado, samme by som Lance Armstrong. I stedet for at tælle får, prøver jeg i nat at terpe gonzo-journalistens daglige program:

15:00 vågner

15:05 Chivas Regal med morgenaviserne, Dunhills

15:45 kokain

15:50 endnu et glas Chivas, Dunhill

16:05 første kop kaffe, Dunhill

16:15 kokain

16:16 appelsinjuice, Dunhill

16:30 kokain

16:54 kokain

17:05 kokain

17:11 kaffe, Dunhills

17:30 mere is i Chivas’en

17:45 kokain

18:00 græs for lige at tage kanten

19:05 frokost på Woody Creek Tavern - Heineken, to margaritas, coleslaw, en tacosalat, en dobbeltportion løgringe, gulerodskage, is, en vegetarbøf, Dunhills, endnu en Heineken, kokain, og til turen hjem, en snow cone (et glas af knust is overrislet med tre til fire glas Chivas)

21:00 begynder at sniffe kokain seriøst

22:00 tager syre

23:00 Chartreuse, kokain, græs

23:30 kokain

00:00 Hunter S. Thompson er klar til at skrive

00:05-06:00 Chartreuse, kokain, græs, Chivas, kaffe, Heineken, nellikecigaretter, grapefrugt, Dunhills, appelsinjuice, gin

06:00 i badekarret, champagne, chokoladeis, fettuccine Alfredo

08:00 Halcion

08:20 søvn

“Halcion. Yeah, that was before ambien,” siger Lance Armstrong kyndigt, da han hører om Hunter S. Thomsons daglige regime.

Listen har dog ikke den ønskede søvndyssende effekt på mig i nat. Og selvom det er fristende her kort før solopgang at gennemrode mit eget toiletskab for overvintrede præparater, vil jeg i nat smage en anden medicin. Syvende etape var så hypnotisk kedelig, at jeg sætter en vis lid til, at den vil kunne få lullet mig i søvn, idet jeg nu vil lade min skærm overtages af en genudsendelse af gårsdagens 231 kilometer uden lyd. Godnat herfra.

Daniel Dencik, 14. juli 2018

Brostenens anatomi


I dag er der brostensetape i Tour de France og VM-finale i fodbold. Den sidstnævnte begivenhed begyndte med brask og bram for en måned siden med tre-fire kampe dagligt, sprudlende og omvekslende dage. Men siden hen er der indfundet sig en metaltræthed, kampene bliver sjældnere og mere ensformige på samme tid. Der er noget ved dramaturgien i en lang sportsbegivenhed, hvor landevejscykling altså har en snedigere konstruktion end en slutrunde i fodbold.

I årets Tour de France har den første del både været statisk og langsom i optrækket. Men vær sikker på, at den dramatiske kurve nu vil slange sig mere og mere inciterende for hver dag frem imod Paris. Jeg vil vove påstanden, at det begynder allerede med dagens etape. I dag er Tour de France en autonom, der kaster med sten mod monotonien.

Brostenen har været på noget af en idéhistorisk rejse. Fra det ene yderpunkt til det andet. Da Napoleon - og andre med ham - valgte at lade visse strækninger brolægge, skete det for at skabe orden i en uorden. Et uvejsomt terræn blev gjort lidt mindre kaotisk. Kreaturstier kunne bevares, færdselsårer etableres, tropperokader realiseres.

I dag er det omvendt. Brostenen er gået fra at have en samlende effekt til at være decideret splittende. Den er blevet et symbol for det oprørske, ufornuftige og fandenivoldske. Brostenen som idé blev kastet ind i den nulevende danskers bevidsthed for lige godt 25 år siden, nærmere bestemt den 18. maj 1993. Her blev brostenen lanceret som det autonome våben par excellence. Hvis myndigheder prøver at skabe ro og orden med tåregas og skarpskud, vil urostiftere ty til brosten.

Brostenen er hjørnesten i modstandens æstetik. I cykelsportens måske flotteste monument, Paris-Roubaix, er præmien netop en brosten. Efter at have kørt væddeløb hele dagen over nogle af Europas mest ujævne veje, får vinderen en egen brosten som ærefuldt minde. Da Peter Sagan i år vandt løbet, kan man sige, at én sten faldt fra trippel-verdensmesterens hjerte, mens en anden sten, brostenen, i en vis forstand fandt sin rette ejermand. Cykelsportens rebel fik det voldsommeste bevis, man kan give ham for hans anarkistiske tilgang til livet.

I dag skal rytterne forcere 22 kilometer brostensveje. Hermed ender også den første bue i det læbeformede kys, som jeg for små ti dage siden drømte om, at Touren ville kunne blive. Overlæben har måske mest af alt været en stiff upper lip foreløbig. Løbet har hidtil været jævnt reguleret og aldeles uinteresseret i at gøre sig lækker. I dag når vi til mundvigen.

Mens der stadig er mulighed for at trække smilebåndet op i en indbydende latter, vil mundvigene imidlertid for de fleste rytteres vedkommende nok fortrække sig i forpinte, nedadgående træk. Og for en håndfuld af de mest uheldige helte vil det hele ende i dag. Med drømme knust af brosten.

Daniel Dencik, 15. juli 2018

En hviledag i helvede

Foto: Getty Images


Landsbyen ligger på den anden side af floden. Jeg står og ser mod byens huse med cyklen mellem benene. Det er hviledag i Tour de France, så jeg har været på en fem-seks timer lang tur gennem hele dalen. Det sidste stykke tid har jeg fulgt en grusvej langs nogle store vindmøller. Men vejen forsvandt, hvor møllerne endte. Den løb ud i en tør prærie, men jeg vil ikke vende om nu, hvor jeg nærmest er hjemme. Jeg har altid bedst kunne lide fugleflugten.

En skrænt fører ned til vandet, en stenskrænt. Den er stejl, men jeg tager cyklen over nakken og begiver mig ned til floden, som jeg vil krydse. Jeg kan høre kirkeklokkerne fra min by. Jeg balancerer ned ad ravinen, det går okay. Jeg hører vandet fosse. Det har regnet meget dette forår, sneen på bjergene smeltede først for nylig, så der er stærk strøm. Det sidste stykke, før jeg når ned til vandkanten, er svært at trænge igennem. Tornekrat og brombærbuske river mig, men jeg kommer omsider ned til vandet med min cykel.

Vandstrømmen er vild og brusende. Det vil blive svært at komme over. Og selv hvis jeg kommer over, er der ingen steder at gå i land på den anden side. Men nu er det for sent, jeg vil aldrig kunne komme tilbage op ad skrænten igen.

Jeg går ud i floden med cyklen. Jeg kommer over på den anden side. Vandet når mig til livet. Jeg står i den brusende flod med cyklen i mine arme uden at kunne komme i land. Et massivt krat vokser helt ud til bredden. Lianer med torne hænger over floden. Jeg begynder at bevæge mig medstrøms med cyklen. Jeg tænker, at jeg vil lade mig føre af strømmen, bruge den til at komme længere ned, hvor der må være et sted, jeg kan komme op. Hvis jeg går midt ude i floden, sidder jeg ikke fast i de tornede fangarme, men min mountainbike er tung i vandet.

Længere nede ad floden prøver jeg at gå i land igen. Jeg finder et sted, som jeg synes, ligner udløbet af en sti. Jeg kravler op på land med min cykel, puster ud. Det var godt, siger jeg til mig selv, at det ikke var værre end som så. Jeg vil følge stien op ad skrænten til min by. Men i løbet af få meter bliver det ufremkommeligt. Tornegrene hænger i tykke forhæng til alle sider. Jeg kan ikke afgøre, om de vokser fra jorden, eller om de falder fra højereliggende kroner.

Jeg må tilbage igen. Ud i floden for at gå endnu længere ned. Strømmen river i min cykel. På et tidspunkt skvatter jeg i floden. Jeg mister min cykel. Jeg ser den fare afsted over stok og sten. Jeg løber efter den i vandet. Efter hundrede meter kan jeg se, at den har sat sig fast i et træ, der rækker ud over floden. Styret er i spænd mellem to stammer. Jeg får halet den ind til flodbredden.

Det slår mig, at det måske ikke leder nogen vegne at følge strømmen længere ned. Jeg synes, at floden bliver vildere og vildere, måske vil den bare ende i et vandfald. Så jeg bestemmer mig for at prøve at gå tilbage igen. Jeg kæmper mig baglæns hele den vej, jeg er kommet. Med cyklen over skulderen imod strømmen. Jeg har en bambusstav, som jeg bruger til at se, hvor dybt vandet er, mens jeg bevæger mig op ad floden med cyklens ramme over brystet. Indimellem prøver jeg at gå i land for at se, om der er stier. Men buskadset lukker sig igen, tæt og stikkende. Jeg holder meget af brombær, men nu forbander jeg buskene langt væk.

Jeg kravler på knæ med ansigtet mod jorden for ikke at blive flænget. Jeg kan ikke få min cykel igennem. Det er ikke menneskestier, men dyreveksler. Jeg bemærker pludselig en tung tumult helt tæt på. Jeg tror først, det er et menneske, bliver glad, men så ser jeg, at det er et vildsvin, der bliver bange. Et kæmpestort vildsvin. Det har ligget og trykket i mudderet. Svinet går i panik, river sig igennem et tornekrat for at slippe væk fra mig, det er en so med unger. De sidder også fast, men de har hårdere hud, og de skal bare væk.

Jeg kravler rundt, men alt ender i blindgyder af krat og bambus. Jeg må vende tilbage til vandet og fortsætte modstrøms. Et sted er floden så trang, at jeg ikke kan komme igennem med min cykel. Der er for meget fart på strømmen mellem to store sten, og passagen er for dyb. Jeg må efterlade min cykel på bredden, dyr og ny. Jeg fortsætter i det hurtige, dybe vand mellem stenene med vand til halsen.

Det er ved at blive mørkt. Men nu går jeg i hvert fald mod byen, tænker jeg. Jeg prøver at se, om der stadig ikke er stier, jeg kan komme ind ad. På et tidspunkt vil jeg bryde igennem tornene til et vandfald, som jeg prøver at kravle op ad, men det bliver bare til en våd væg. Endnu en umulig plan. Jeg må kravle tilbage ned i floden.

Jeg er fuldstændig forreven, lianerne sidder fast i mig, torne slingrer sig om min hals, om mine hænder og mine ben. Jeg råber ad de tornebuske, pis nu af, skrid nu væk! Fuck af med jer, skriger jeg med grus i munden. Jeg bløder fra mange åbne sår og rifter, som jeg prøver at rense i floden. Jeg drikker af vandet, som er koldt og frisk. Mit ene lår kramper. Senere er det musklerne i læggene, der låser sig.

Jeg har flere kræfter, end jeg troede, jeg havde. Jeg har været i floden i nogle timer, først den ene vej, så den anden vej. Jeg kan ikke give op. Jeg fortsætter, indtil denne aften bliver min død. Jeg tænker på, hvordan det vil se ud, når jeg ikke kan mere. Der ville komme et punkt, hvor kræfterne slipper op. Jeg er villig til at kæmpe hele vejen derhen.

Jeg kravler foroverbøjet i floden for at komme under vegetationen, der ligger over vandet. Af og til søger jeg op på land. Jeg maver mig frem, råber, puster ud, hviler mig, skriger. Jeg ligger dybt inde under en busk, jeg er faret vild i redningen af mig selv. Hvis jeg giver op, vil jeg ikke klare den. Jeg rejser mig i det natlige krat. Jeg bliver ligeglad med tornene. Jeg passerer det punkt, hvor jeg bare må lade mig flænges op, hvis jeg vil videre. Her er ingen spor af mennesker, alt er groet til.

Og alligevel, et sted i mørket, synes jeg, at jeg kan skimte et appelsintræ blandt alle tornene. Jeg søger mod de lysende frugter. Jeg bryder frem til træet, tager en appelsin, falder om. Det må være udkanten af en plantage. Jeg bliver så lykkelig, at jeg begynder at ryste, mens jeg ligger på ryggen og slubrer appelsinen i mig. Og jeg råber igen. Af glæde, denne gang.

Efter appelsinen, kommer jeg på benene. Jeg vandrer rundt i plantagen, kan ikke finde ud af, hvordan jeg kommer videre op, men jeg kan se, at der er et vandningssystem. Der må komme mennesker her nu og da. Jeg følgerne kanalerne, som fører op ad bjerget. Klippen er stadig stejl.

Jeg har hele tiden vidst, at byen er halvtreds meter over mig, men den lodrette skrænt af jord og sten, har været dækket af tornekrat, så det har ikke været muligt at komme op. Men endelig er alle torne væk, endelig begynder der at dukke blomster op. Der er enormt smukt. Store, pludselige blomstermarker i tusmørket, helt mennesketomme.

Plantagen ender ved et hegn, hvor en port af metal er låst. Jeg kravler over hegnet, lader mig falde ned på den anden side. Der løber en grussti, som jeg følger, indtil jeg får asfalt under mine fødder. Jeg kan næsten ikke tro det. Jeg går tilbage igennem byen, bange for, hvad jeg skal sige, når jeg kommer til huset, hvor Sofie venter med gæster. Jeg skulle bare ud på en cykeltur. Nu ligner jeg en vildmand. Jeg er gennemblødt af flodens vand og mit eget blod. Jeg drypper på vores lille gade. Mine sko er tunge og fulde af sten, idet jeg låser mig ind ad porten. Jeg smider fodtøj og strømper ved døren, går barfodet over indergården.

Jeg kan mærke, at der stadig sidder torne i mine ører og på min hals, blodet løber fra arme og ben. Jeg står i lyset fra middagsbordet, hører deres stemmer. Jeg ligner et torturoffer. Jeg har blandet blod med vildsvin. Og jeg har været tæt på at miste livet ude i tornelabyrinterne, det ved jeg. Jeg har nået at tænke tanken, at det var forbi med mig. Denne aften i floden for mindre end en time siden. Et stenkast fra dette hjem. Jeg går ind til bordet. Sofie rejser sig, løber hen mod mig. Hun ser ud, som om hun har set en død. Hun begynder at græde, mens jeg fortæller, hvad der er sket.

"Du er for frygtløs," siger hun.

Daniel Dencik, den 17. juli 2018

 
Hulemalerier

Foto: Getty Images


Fordelen ved at trække sig tilbage til en afsondret hule sammenlignet med at halse rundt efter et cykelløb ude på vejene er det langmodige overblik, man vinder i sin isolerede position. At rent faktisk have tid til at forstå løbets indre dynamik er en luksuriøs følelse. Halvvejs gennem Tour de France 2018 kan jeg slå flere ting fast fra min grotte.

Det er svimlende, hvor tæt klassementet er. Jeg kan ikke mindes en mere kompakt halvvejsstilling i nyere tid. Efter godt syttenhundrede kilometer, adskillige styrt, en holdtidskørsel, lange brostensstykker, passager med sidevind og en stor alpeetape ligger de ti - i mine øjne - klareste favoritter samlet inden for et vindue på et minut og nitten sekunder.

Tre af de helt store - Froome, Yates og Landa - har endda akkurat den samme tid: Fyrre timer, syvogtredive minutter og niogfyrre sekunder. Oh, at være cykelrytter og tilbagelægge 1726,5 kilometer uden at der skiller et eneste sekund mellem dig og din konkurrent. Man kunne blive religiøs for mindre.

Så alt kan endnu ske. Og det er den brogede skønhed i årets udgave. Jeg tæller ti ryttere, der stadig kan blande sig i kampen om topplaceringerne. I min hules fred og ro opridser jeg stillingen, hvis man skiller fårene fra bukkene. Dette er bukkeklassementet, som jeg ser det:

Alejandro Valverde

Jakob Fuglsang +0.02

Chris Froome +0.11

Adam Yates +0.11

Mikel Landa +0.11

Vincenzo Nibali +0.17

Tom Dumoulin +0.32

Rafal Majka +0.52

Romain Bardet +0.59

Nairo Quintana +1.19

Jeg vil med et citat fra løbets mest kontroversielle skikkelse, Alejandro Valverde, forklare hvorfor ovenstående liste udelader Geraint Thomas, der ligger før dem alle sammen, men derimod inkluderer Valverde, som jo skulle være løjtnant og hjælperytter for Mikel Landa og Nairo Quintana på det spanske Movistar-mandskab.

“Jeg er den bedst placerede af favoritterne.”

Sådan faldt ordene i går fra Valverde til dansk og spansk presse.

Den simple sætning indeholder to afgørende informationer. Den første er faktuel, den anden er eksplosiv:

1) Geraint Thomas er ikke en af favoritterne.

2) Alejandro Valverde ser sig selv som en af favoritterne.

Det første udsagn er uomtvisteligt. Med mindre der sker en fatal ulykke for Chris Froome, er hans højre hånd Geraint Thomas hverken i spil eller i stand til at bære kaptajnsrollen. Så længe Froome har blot det spinkleste håb i klassementet, vil hans løjtnant opføre sig som den tro løjtnant, han er, det vil sige selvudslettende og opofrende i en større sags tjeneste.

Men en løjtnant er ikke nødvendigvis kun en løjtnant.

Visse næstkommanderende har det med at glemme deres rang, hvis udsigten til en magtrokade melder sig. Hvilket leder hen til dynamitten i Valverdes udtalelse: Spanierens selvforståelse. År efter år udtaler Valverde før et løb, at han blot er med for at hjælpe. Og gang på gang glemmer han det i farten - tydeligst udmålt i Tour de France 2015, hvor han græd af lykke efter en etape, der ødelagde hans kaptajn Quintanas drøm om en samlet sejr, og samtidig sendte ham selv mod podiet.

Men den spanske veteran er væddeløber. Så enkelt er det. Manden er utilregnelig og ustyrlig. Nu, hvor han ligger foran begge sine kaptajner, er det blevet en genetisk umulighed for Valverde ikke også at begynde at glemme, hvorfor han blev udtaget. Pludselig er han gudhjælpemig den bedst placerede af favoritterne. Det er forskellen på britisk kammerateri og spansk separatistånd.

Daniel Dencik, den 18. juli 2018

 

Opskrift på dagens mand i Sky-sovs

Foto: Getty Images


Dagens mand:

Et par gode ben
En næse for detaljer
En veludviklet løbshjerne
Et par spidse albuer
Et bundt kølige nerver
Et knippe frisk gåpåmod
En spsk. vinderinstinkt
Et stænk tør, britisk humor
Et ukendt antal pift salbutamol

Sky-sovs:
Sort uheld
Et par gummiben
En spand mælkesyre
Tre-fire sticky bottles
En knivspids falske forhåbninger
Knuste drømme i rigelige mængder

Fremgangsmåde:
Sæt feltet i kog. Lad det simre ved et jævnt, højt tryk i et par timer. Si ofrene fra. Lad det trække i langdrag. Sæt spændingen på vågeblus. Anret dagens mand på en bund af modvilje og lange løg.

Daniel Dencik, den 19. juli 2018

Min puls er stadig høj efter at have set genudsendelsen flere gange


Kære dagbog,

Jeg er høj og udmattet efter transmissionen. Kun et løb så smukt og ekstatisk som årets kongeetape i Alperne, har den virkning på mig. Etapen tog over fem timer, men alligevel gik det for stærkt, især mod slutningen. Jeg er nødt til at gense de sidste kilometer. Sofie og jeg sidder hele aftenen, prøver at forstå, hvad der lige er sket ved at se det igen og igen.

Med fem kilometer til mål er der romerlys og opildnede tilskuere overalt på bjerget. De har ventet længe på rytterne, stemningen er betændt hos folkemasserne på begge sider af vejen. Rytterne har kun en lille røgfyldt korridor at køre igennem. Feltets modigste mand, Steven Kruijswijk, har været i udbrud alene det meste af etapen. Han er virtuelt i gult med kun et kvart bjerg tilbage.

Sky har jagtet hele dagen. Froomes hold har brugt mand efter mand på at holde snor i Kruijswijk. Nu har Sky kun tre mand tilbage. Tilskuernes modvilje mod det britiske hold tager sig udtryk i både buh-råb og forsøg på at skubbe Froome omkuld. Den forsvarende mester er virkelig i fjendeland i hjertet af de franske alper. Og for at gøre sagen endnu mere prekær for Sky har Romain Bardet, Frankrigs yndling, også kørt af sted efter Kruijswijk. Sky har kun tre mand tilbage i en eksklusiv favoritgruppe, der tæller Vincenzo Nibali, Mikel Landa, Tom Dumoulin og skihopperen Primoz Roglic.

Med fire og en halv kilometer tilbage må også Skys unge, colombianske komet Egan Bernal trække sig. Briterne har nu kun to tilbage: Den gule trøje, Geraint Thomas, og mesteren selv, Chris Froome. Nu må løjtnanten, Thomas i førertrøjen, frem og trække. Han kan se Romain Bardet et halvt sving længere oppe ad bjerget.

Med fire kilometer tilbage kommer der hegn langs vejen, så tilskuerne forhindres i at være alt for tæt på rytterne. Froome siger noget i sin radio, kan man se. Kruijswijk kører som første mand ind på det mere kontrollerede stykke med tredive sekunders forspring. Men hegnet kommer for sent for favoritgruppen. Ingen tilskuere har lyst til at stå bag et hegn, så der bliver dannet en menneskelig flaskeprop lige før barrierernes begyndelse. Det hele er hyllet i røg.

Og pludselig ligger Vincenzo Nibali på asfalten, styrtet. Hajen fra Messina hiver efter vejret, mens en tilskuer prøver at rejse ham op. Genser man momentet, kan man se, at styrtet sker præcis, hvor den første barriere står. Tapre, tapre Nibali sætter sig op og kører videre.

Ingen andre end Sky-holdet ved, hvad Froome har sagt i radioen, men da røgskyen letter, har Froome selv kørt op til Bardet. Sandsynligvis har kaptajnen sagt noget i stil med: Lad mig komme til, så snart hegnene er på plads.

Froome distancerer først Bardet, så indhenter han også Kruijswijk, som falder hurtigt ned gennem favoritfeltet. Bagved Froome sætter Tom Dumoulin jagten ind. Ud over hollænderen tæller forfølgerne nu kun Romain Bardet og Geraint Thomas. Og med tre kilometer tilbage hentes Froome af dem. Ufrivilligt har Tom Dumoulin kørt Geraint Thomas tilbage til sin kaptajn. Det var ikke hensigten, men man kan ikke styre, hvem der sidder på ens hjul.

I et sidste, fælles forsøg på at skyde Sky i sænk prøver Dumoulin og Bardet på skift at splitte Froome fra Thomas, men forgæves. Og i et mærkværdigt moment falder farten for de forreste, som på et tidspunkt begynder at køre paradekørsel side om side, fire mand. Mit bud er, at kvartetten overvejer, om den skal vente på Nibali. Det er stor sportsånd. Men så stor er ånden heller ikke, for snart kører de fire for fuldt igen. Den langsomme fart har dog gjort det muligt for Mikel Landa at komme op til dem.

Fem mand nærmer sig bjergtoppen. Og efter opløbssvinget er det løjtnant Thomas’ gule trøje, der blæser forbi de andre. Til heftige buh-råb kører Sky-holdets andenmand først over stregen. Min puls er stadig høj efter at have set genudsendelsen flere gange. Sofie og jeg diskuterer de sidste kilometer til langt ud på aftenen. Hen ad midnat indløber beskeden om, at Nibali kaster håndklædet i ringen. Han har brækket ryggen.

Og da mine tanker samler sig, tænker jeg, at det var de fem første på kongeetapen, der vil komme til at kæmpe om den endelige sejr i årets Tour de France, nu hvor Hajen fra Messina er fortrukket til mindre oprørte vande.

Daniel Dencik, den 20. juli 2018


“Det er ikke let at være nogen!” halvskreg salig Dan Turèll en gang i min barndoms bedste sendetid. Den uomtvistelige og banale sandhed kommer jeg til at tænke på et halvt liv senere. Det er blevet tid til at sætte sig ned med et glas vermouth og skrive dagbog. Jeg har fået vermouthflasken af min gode nabo, Pepín. Han har en fortid som professionel bankrøver, nu er han pensioneret med et par herreløse hunde i huset på den anden side af gaden.

Jeg kan godt lide manden, som i sin alderdom lever et stille liv som daglejer ude i markerne. Hver aften vender han hjem fløjtende med en dunk vin under armen. Pepín har ikke haft et let liv. Det kan man se på ham, selv hvis man ikke kendte til den lange fængselsstraf, han fik efter sit kupforsøg i nabobyens bank. Alle kender alle her i dalen, så det væbnede røveri var ikke videre gennemtænkt.

Men af en eller meget spansk anledning er han den eneste i byen, der har våbentilladelse. Jeg ved faktisk ikke, om han har tilladelsen, men våben har han. Jeg kan godt lide, at man i min by overlader styringen til den, der har haft det sværeste liv. Det vidner trods alt om en vis logisk sans.

Nu falder lyset over Sierra Nevada, og isterningerne smelter i min drink. Der udbrød skovbrand i bakkerne tidligere i dag, så helikoptere har fløjet i pendulfart med vandbomber. Nu er branden slukket, men det ryger stadig fra bakkerne, der ømmer sig i den nedgående sol. Dagen i dag har haft en hård dag.

Jeg kan godt lide at lytte til Billie Holliday og Chet Baker og Cat Power. De har haft svære, hårde og nærmest uudholdelige liv. En af mine yndlingsforfattere er den amerikanske forfatterinde, Carson McCullers. Hvis man læser McCullers, kan man læse, at det ikke altid har været lige let. Hun skriver med den lysende klarhed, der kun kan indfinde sig efter et langt mørke.

“Det ser så let ud,” udbryder man ofte som ros til virtuoser. Selv har jeg sjældent kunnet tilslutte mig den form for beundring. For mig er det modsat. Måske har jeg det fra min far. Han fik en gang på en sommerferie i Frankrig et uskyldigt spørgsmål fra min mormor og morfar. Det handlede om, hvorvidt vi trivedes i det franske. Hans svar husker jeg klart. Det faldt prompte i en telefonboks syd for Arles:

”Det er kun svin, der trives.”

Livet er ikke let. Og cykelsporten gør ingenting for at maskere den sandhed. Jeg ved også, at det er derfor, jeg elsker sporten. Den ser så hård ud. Den har i sig selv haft et svært liv. Bagagen er tung og mørk, rytteransigterne er ofte martrede og plagede. Det er lange og komplicerede dage i sadlen. Jeg kan så godt lide et hårdt løb, når jeg ser et. Og jeg kan godt lide en falleret bankrøver, når jeg møder en.

Cykelsporten er en menneskekender, der maner det mest sanddruelige udtryk frem i fjæset på dens udøvere. Ingen prøver at skjule noget, det er ærligt og sårbart. At forestille sig en rytter få en advarsel for film er i sig selv en utænkelig tanke.

Steven Kruijswijk er i udbrud hele kongeetapen, men bliver hentet, distanceret og ydmyget på de sidste kilometer. Og så er det ikke let at være Steven Kruijswijk. Hollænderen bliver ved med at mislykkes i alle sine foretagender, det er svært at være ham, men det er godt, at vi kan se det.

Mark Cavendish falder for tidsgrænsen og må udgå med halen mellem benene, og så er det ikke let at være Cavendish. Vincenzo Nibali brækker ryggen og må udgå. Og så er det ikke let at være Nibali. Froome vinder ikke mange hjerter, selvom han vinder alle løb. Og så er det ikke let at være Chris Froome.

Det er ikke let at være nogen.

Det er det, cykelsporten minder os om.

Daniel Dencik, den 21. juli 2018

 

Foto: Getty Images


Hvad er koblingerne mellem skihop og cykling? Umiddelbart er de få og søgte, skulle man tro. Men i årets Tour de France ligger lige nu en eks-skihopper på den samlede fjerdeplads. Primož Roglič hedder den tidligere juniorverdensmeter, som har sadlet om til cykelrytter efter en frygtelig ulykke i bakken 2011.

Og jeg ved, at den danske cykelrytter Matti Breschel er opkaldt efter den finske skihopper Matti Nykänen. Selvom Breschel kommer fra en udpræget cykelfamile, blev han navngivet efter en skihopper. Jeg bestemmer mig for at ringe til Matti Breschel for at høre nærmere:

"Jeg ser altid skihop den første januar fra Garmisch-Partenkirchen. Det er både spændende og smukt, synes jeg. De får også stilpoint. Der er sgu ingen stilpoint i cykling, desværre. Det havde nok ellers været måden at få Froome vippet af tronen. Froome ville tabe til alle os andre, hvis der blevet givet point for, hvordan man så ud på cyklen."

- Hvad tænker du om Primož Roglič?

"Jeg tænker, at han er drevet af det samme nu, som da han var skihopper. At bare rejse sig efter hvert styrt og fortsætte. Hvis du bliver liggende tilbage for at ømme dig, sætter det sig i dig. Du er nødt til at rejse dig igen og igen og igen. Der er et stort element af vanvid i begge sportsgrene. Hvis du er bange, er du færdig. Det bliver så dit drug. At tvinge sig selv til at være frygtløs. Se, hvor det bringer én hen. Det er jo sindssygt at stille sig op i et tårn, og så bare tage et par ski på og kaste sig ud i luften."

- Og du er opkaldt efter Matti Nykänen, ikke?

"Jo, jo. Mine forældre var vilde med ham. Det var dengang. Men han bliver stadigvæk anset for at være den største skihopper gennem tiderne. Han har sprunget sig til fem olympiske guldmedaljer. Efter sin skihopperkarriere fløj han med fuld fart videre ind i en personlig katastrofe. Og han landede hårdt."

- Ja, jeg har ikke styr på hele tragedien, men han er efter sigende blevet set optræde som stripper oppe i Järvenpää. Og efter at have tabt en fingertræksduel mod en ven blev han anholdt for forsøg på manddrab. Han har også indsunget nogle plader. Samurai, hedder en af dem.

"Jamen, jeg har faktisk hørt en del af hans musik. Jeg laver jo også musik i min kælder. Men det er frygten for at blive glemt. Det kan jeg godt sympatisere med. Manden kommer også fra Finland. Det er nok lettere at blive glemt oppe i Finland, tror jeg. Men når man er færdig som atlet, så er man glemt, sådan er det." 

- Overvejer du så også at blive skihopper nu snart?

"Ja, men det kunne sgu da godt være! Helt klart. Det er måske noget, jeg burde prøve at undersøge nærmere, faktisk.

- Og det skal måske også lige vendes på hjemmefronten?

"Hvad mener du?"

- Jeg tænker, at din kone måske vil have visse invendinger?

"Jo, men hvis det er en drøm, så tror jeg, hun er med på det. Hun har jo allerede sagt ja til at gifte sig med en bindegal cykelrytter, så der er ikke længere så meget, der kan overraske hende. Hvis det er min drøm at blive skihopper, vil hun støtte mig i det. Og måske lige undersøge, om der er en børnebakke i Garmisch-Partenkirchen."

- Det er smukt, Matti.

"Jo, jo."


Daniel Dencik, den 24. juli 2018

 

KAPITEL 17

Foto: Getty Images

A moveable cave, er min oplevelse af sommeren 2018. Fra det ene sommerhus til det andet. Med varmen som ledsager og Tour de France som værn.

Jeg er rejst fra det sydlige Spaniens bjerge til en strand i Danmark, hvor vejret er næsten det samme. Der er hedebølge over hele Europa, Grækenland og Sverige brænder. Og på Sjællands Odde, hvor jeg har indrettet min nye hule, holder den tropiske sommervarme strandengene i et jerngreb.

Jeg stiller vand ud til råvildtet, der defilerer forbi mit vindue, som om det var i trance, hypnotiseret af de høje temperaturer, det afsvedne græs og ikke en vind. Vejret er dejligt med en undertone af undergang. Det er som livet selv.

Og da det er en dagbog, jeg skriver, kan jeg også få plads til følgende samtale mellem en far og en datter, som jeg overhørte i flyveren på vej til Danmark. Faderen forklarede til den lille piges bestyrtelse, hvad det betød at være farveblind. Hun tænkte sig om, inden hun konstaterede: “Jeg vil ikke være farveblind. Ikke lige nu i hvert fald. Måske, når jeg er død.”

Og jeg kom til at tænke på den meget menneskelige følelse af, at livet er uimodståeligt, som det er, men derfor kunne det samtidig også, i et andet liv, være værd at opleve, hvordan verden ville se ud, hvis ikke den var perfekt.

*

Jeg glæder mig sådan til dagens etape, som er en af de korteste i løbets historie. Tre store bjerge efter hinanden, intet andet. Femogtres kilometer op og ned. Cykelsport skåret ind til benet. Som at spise sig mæt i kaviar. Tænk, at man kan høvle så meget af en sport. Og det bliver kun mere spændende.

/\/\/ - er dagens profil.

Rytterne vil sendes af sted som til et Formel 1-løb på en startgrid, hvor man placeres efter klassement. Det er nok mest tænkt som et eksperiment fra arrangørernes side, og det kan være, at det ikke får den store betydning. Men det betyder alt andet lige, at de bedste vil være alene - uden hjælpere - fra starten. Eksperimentet vil stille det rimelige spørgsmål: Er de bedste nu engang også de bedste?

Rytterne vil efter kun godt to timers hæsblæsende cykelløb ende helt oppe på årets højeste punkt, løbets loft. Dagens etape er eksplosiv fra inderst til yderst. Eksplosiv og nøgen. Alle planer vil blottes, idet de udtænkes. Ingen huler for dem, der skal køre. Selv om du er blind for sportens charme, vil du få noget ganske særligt at se, hvis du kigger med på dagens etape.

Even a blind man can tell when he’s walking in the sun.


Daniel Dencik, den 25. juli 2018

 

Foto: Getty Images


Da jeg skrev min seneste bog, Sportshjerte, mødte jeg mange forunderlige karakterer. Så mange, at flere af møderne ikke kom med i den endelige bog. Der var blandt andet en eftermiddag med Tom Dumoulin i en hotellobby i Virginia for tre år siden.

I dag er hollænderen på andenpladsen i Tour de France, men jeg mødtes med ham, før han blev den verdensstjerne, han siden hen er blevet. Han havde ikke vundet en Grand Tour og var mest kendt for sine meritter i enkeltstart.

- Var du interesseret i sporten som dreng?

"Næh. Ingen vidste noget om cykling i min familie. Planen var aldrig at blive professionel cykelrytter. Jeg syntes, det virkede kedeligt. Jeg ville være læge. Drømmen kom først i de sene teenageår, hvor jeg hurtigt blev bedre, så snart jeg begyndte at køre. Men det var aldrig min barndomsdrøm. Jeg vidste ikke noget om cykelsport, før jeg var femten. Jeg havde dybest set ikke kørt på cykel, før jeg var femten.

Jeg havde godt opsnappet, at der fandtes løb som Amstel Gold Race, som passerede tæt på mit hjem i Maastricht. Men de olympiske lege var mere specielt for mig. Jeg så Pieter van den Hoogenband vinde guld i svømning i Sydney 2000. Det gjorde et langt større indtryk på mig end Lance Armstrong, der vandt Tour de France samme år. Og jeg synes stadig en olympisk medalje vejer tungere end en podieplads i Tour de France."

- Tror du, det er en hollandsk ting? Jeg mener, hvor end der bliver afholdt olympiade, er der altid utroligt mange hollandske fans.

"Vi er overalt. Det er skørt. Jeg har lige været på højdetræningslejr i Sierra Nevada. Det er ensomt og øde deroppe i de høje, spanske bjerge, men hvem møder jeg? Hollændere og atter hollændere. Vi er nok bare et rejsende folk."

- Ser du dig selv som en typisk hollænder?

"Ja, bortset fra at jeg ikke har et normalt liv længere. Mit liv handler kun om cykling. Alt drejer sig om det. Og det er noget, jeg er en smule bekymret for. Mit liv er blevet mærkeligt, det er jeg godt klar over. Men det er svært at se det udefra og tænke, at det er mærkeligt." 

- Kan du beskrive det indefra for en person udefra?

"Well, det er noget af et hotelliv. Jeg bor kun på hoteller. Jeg spiser kun på hotelrestauranter, jeg bor i en kuffert. Og det er bizart, hver dag. Det hele er ligesom på standby. Jeg lever sammen med en lille flok tilfældige, fremmede mennesker, som bliver min familie. Det er et nomadeliv. Ja, jeg er blevet en nomade. Så på en eller anden måde har jeg taget den hollandske rastløshed til nye højder."

- Har det også en charme?

"Bestemt. Jeg skal ikke kunne sige, hvad det er, der tiltaler mig, men der må være noget, der fanger mig, ellers ville jeg ikke gøre det."

- Og at være en leder i denne mærkelige verden? Er det noget, du har stræbt efter at blive?

"Nej. Der er mange aspekter ved at være en leder, som jeg stadig ikke bryder mig om. Jeg kan virkelig godt lide at hjælpe holdet. Jeg er god til at motivere andre, og jeg er god til at træffe beslutninger. Og så tror jeg bare, at jeg er en vindertype. Men jeg vil vinde løb for min egen skyld. Det kan man ikke i cykelsport, så der kommer noget ansvar i den forbindelse, som kan være svært for mig at kapere.

Jeg prøver at blive en bedre leder, men jeg er ikke en født leder. Jeg bliver aldrig den klassiske leder, der sidder og banker næven i bordet. Jeg har ikke brug for at være det slags menneske. Jeg synes ikke, at nogen på holdet har lavere status end mig. Det giver ikke mening for mig at tænke på den måde. Jeg mener ikke, det er min opgave at holde traditionens fane højt. Jeg kører kun for min egen skyld. Og jeg kan se, at det også er det, folk kan lide ved mig. Jeg har ikke travlt med at behage andre."

- Kan du tale om din mentale tilstand under en enkeltstart?

"Der er det bare mig, alene med min cykel. Det er Tom og hans cykel. Jeg tænker ikke på smerten eller tiderne fra mine konkurrenter. Jeg får ikke mellemtiderne at vide. Jeg vil ikke kende dem. Jeg tænker kun på, hvordan jeg selv kommer fra punkt A til B hurtigst muligt. Det handler om, hvor mine skuldre er, hvordan jeg holder mit hoved, hvor på ruten jeg skal øge kraften i mit tråd."

- Så du har rent faktisk en del tanker, mens du kører?

"Jo, men det nærmer sig automatismer. De går igennem mit hoved uden at gøre det. Jeg er et andet sted end mine tanker."

- Når jeg skriver bøger, eller laver film, føler jeg, at de på en måde repræsenterer en del af mig. Kan du føle, at din cykling er repræsentativ for, hvem du er?

"Ja, det er den, jeg er blevet. Det er Tom og hans cykel. Hele tiden. Men det er også noget, jeg har lyst til at begrænse. Det skal ikke altid kun være Tom og hans cykel. Jeg er på jagt efter den korrekte balance mellem: Tom og hans cykel - og Tom uden hans cykel."

- Hvem er Tom uden hans cykel?

"Jeg kunne godt tænke mig at fortsætte med at være en normal fyr, som bor i Maastricht med et job, hvor man bare bruger sin cykel meget. I mine første år som professionel var jeg det: En normal fyr, som bare hang ud i Maastricht og kørte nogle løb i ny og næ. Men de sidste år er jeg kommet dybt ind i cykelverdenen. Og det er som et parallelunivers. Og det er svært at slippe ud fra det igen. Det er ikke længere muligt for mig at bevare et korrekt billede af den normale verden."


Daniel Dencik, den 26. juli 2018


En bjergtop i Pyrenæerne. Froome og Geraint sover på et værelse. En stemme lyder udenfor.

Sir Bradley: Vågn op, Froome, en tyv, en tyv!
           Pas på jert hus, jer datter, jeres kister.
           En tyv, en tyv, en tyv!
           [Froome viser sig i et vindue]
Geraint: Men hvad betyder
           den skrækkelige larm, hvad er på færde?
Froome: Guds blod, så hør dog efter.
Sir Bradley: Min ædle herre, kender I min stemme?
Froome: Nej, hvem er I?
Sir Bradley: Mit navn er sir Bradley.
Froome: Des mere uvelkommen. Jeg har sagt dig,
            at du skal ikke luske ved min dør.
Geraint: Du har jo sagt mig, du hader ham.
Sir Bradley: Højtærede Froome,
             jeg kommer her i god og ærlig hensigt.
Geraint: Lad ham kun rase.
             De tjenester som jeg har gjort senatet,
             vil tale mer højrøstet end hans klager.
Sir Bradley: Det er Geraint; vær forsigtig, herre,
             for han har ondt i sinde.
Froome: Guds død, hvad mener du?
Sir Bradley: Skinsygen, herre, vogt jer vel for den;
             den er det grumme dyr med grønne øjne,
             der leger med det bytte den fortærer.
             Den hanrej lever lykkelig, der kender
             sin lod og ikke elsker den der snød ham.
Geraint: Jeg tjener ham, og tjener dog mig selv.
             Ikke af pligt og troskab, det ved Gud,
             men for et syns skyld, for min egen fordel.
             Jeg er en anden end den jeg er.
Sir Bradley: Ha!
Geraint: Forfremmelsen sker efter brev og gunst,
             og ikke efter trappetrinsprincippet,
             hvor nummer to går op som nummer et.
Froome: Nåde! Himmel, frels mig!
             Er I en mand? Har I forstand og sans?
             Gud være med jer! Tag min post! - Jeg tåbe,
             der ser min ærlighed vendt til synd!
             Å, lumpne verden! Mærk det, mærk det, verden,
             at være djærv og ærlig, det er farligt.
             Tak for den lære! Jeg skal aldrig mer
             elske en ven, da venskabs løn jeg ser.
             [Falder om]
Geraint: Nå, hvordan går det, herre - Slog I panden?
Froome: Gå væk! På pinebænken har du lagt mig!
             Langt bedre er at være helt bedragen
             end kun at vide lidt.
Geraint: Hans Nåde fik et epileptisk anfald‚
             det er det andet‚ et fik han i går.
Froome: Fordømte giftsnog!
Sir Bradley: Jeg vil ikke se jert åbne, ædle sind
             bedraget ved sin ædelmodighed.
             Pas på! Jeg kender skik og brug derhjemme.
Froome: Jeg går hen og drukner mig med det samme.
Geraint: Det lægger nok en dæmper på humøret.
Sir Bradley: Jeg håber I forstår at jeg har talt
             af venskab. - Men jeg ser det har gjort indtryk;
             så jeg må be: læg ingen værre slutning 
             og ingen større vægt i mine ord
             end blot formodning.
Froome: Min ære, min ære! Jeg har mistet min ære!
             Jeg har mistet den udødelige del af mig selv,
             det er kun det dyriske, der er tilbage.
             Min ære, sir Bradley, min ære!
Sir Bradley: Op, sorte hævn, op fra din dybe hule.
             Gå ned fra hjertets trone, kærlighed,
             og ræk din krone til tyrannen Had!
             Svulm højt, mit bryst, af gift, for du er fyldt
             med slangetunger.
             [Går]
Geraint: Til helved med den horetøs, til helved!
             Kom nu med mig, jeg vil gå bort og skaffe
             et kraftigt middel til en hurtig død
             for denne skønne djævel. Nu er du
             min løjtnant.
             [Trompetfanfarer udenfor]
Froome: For bestandig er jeg jeres.
             [De går]

Foto: Getty Images

Gi’ mig lige to minutter, siges der.

Så jeg giver dig lige to minutter.

To minutter er ikke meget.

Men to minutter kan nærme sig en evighed.

På to minutter rejser lyset ni hundrede gange rundt om jorden.

To minutter er en uendelig lille del af evigheden.

Der er to minutter mellem Vesterport og Nørreport Station.

To minutter, siger vi, når vi har brug for en pause fra noget.

To minutter betyder ikke altid to minutter.

Men to minutter er altid to minutter.

To minutter giver plads til meget.

Ens liv kan blive vendt op og ned på to minutter.

For en ulykke er to minutter masser af tid.

To minutter kan være et spørgsmål om liv eller død.

To minutter signalerer, at noget svært er blevet gjort enkelt.

Lær at forstå kvinder på to minutter.

Forstå vindmøllesagen fra Tåsinge på to minutter.

Sådan laver du brownies på to minutter.

Solen står op to minutter senere hver dag lige nu.

To minutter varer de nyforelskedes kys.

Et hurtigt knald kan også tage to minutter.

Adrenalins halveringstid er to minutter.

For en hund svarer to minutter til et kvarter.

Et menneske får mellem firs og hundrede tanker på to minutter.

To minutter er gennemsnitstiden brugt på at lægge læbestift.

Man skal børste tænder i to minutter hver gang, siger tandlægen.

To minutter tager to minutter, selvom vi inddeler tiden anderledes.

Det tager to minutter, kan man sige.

Men hvor de to minutter tages fra forbliver uklart.

På to minutter sendes der over 100 millioner tekstbeskeder i verden.

På to minutter bliver der set over 500.000 timers Netflix.

På to minutter dør over to hundrede mennesker på verdensplan.

Men på to minutter fødes der over fem hundrede nye mennesker.

Man kan dele tiden ind i intervaller af to minutters varighed.

Rytterne i Tour de France har i så fald kørt 2400 intervaller.

Nu er forskellen mellem etteren og toeren ét enkelt interval.

To minutter ligger Geraint Thomas foran Tom Dumoulin.

Og to minutter har det taget dig at nå hertil.

Dette var to minutter.

 

Daniel Dencik, den 28. juli 2018


"Jeg er så emo i dag," siger Sofie.

"Jeg tror ikke, man kan bruge ordet på den måde," siger jeg.

"Men nu er du også halvsvensker. Og du ved ikke altid helt, hvad du taler om."

"Hvad betyder det så?"

"Emo er en følelse, der er svær at beskrive. Man er ikke i dårligt humør, mere trist og kraftløs, men samtidig kan man være ramt af en intens lykkefølelse. Alting bliver rørende, der skal ikke så meget til. Jeg er i søvnunderskud, og Tour de France er snart slut. Jeg tror, det er derfor, at jeg er emo i dag."

Vi ligger i sengen, mens vi ser den sidste enkeltstart på min computer. Hollænderne har et eget udtryk for det vemod, der kan indfinde sig mod afslutningen af Tour de France: Zwarte gat - det sorte hul. Det er i dag, at løbet bliver afgjort. I tre uger har rytterne ikke ænset noget andet end løbet. De har slidt sig selv op fysisk og mentalt, mens de har gennemført verdens største cykelløb. Det må efterlade en mærkelig tom følelse, at det er slut, hvad enten man har klaret sig godt eller skidt.

Geraint Thomas kommer jublende over målstregen. Han ved, at han har vundet løbet nu. Han kaster sig i armene på sin kone, begge er så lykkelige, kan man se. Sofies hage begynder at dirre, ud af øjenkrogen kan jeg se, at hun prøver at beherske sig for at holde sine følelser tilbage.

Tom Dumoulin bliver, efter lidt forvirring, klar over, at han endelig har vundet en etapesejr. Under interviewet sidder hollænderen med blanke øjne, så stolt af sin præstation. Han takker skrædderen, som nåede at sy en ny verdensmestertrikot til ham, da han åbenbart havde glemt sin egen et sted i et sort hul.

"Jeg bliver så rørt over de to mænd, som er så lykkelige, ærlige og følsomme," siger Sofie.

"Ja," hvisker jeg.

Til det officielle sejrsinterview nogle minutter senere kan Geraint Thomas ikke længere svare på spørgsmålene.

"Jeg ved ikke, hvad jeg har gjort," fremstammer han.

Interviewerens arm dukker trøstende op i billedet.

"Du har lige vundet Tour de France," prøver journalisten.

Og det er mere, end Geraint Thomas kan klare at høre.

Til hver etape har han været så cool. Jeg sammenlignede ham med et bandmedlem fra Rolling Stones i begyndelsen af denne dagbog, men nu kan han ikke mere. Og mens han bryder sammen for åben skærm, drypper Sofies tårer ned i tastaturet på min MacBook.

"Måske det er derfor, jeg er så vild med cykelryttere, Daniel."

"Hvorfor?"

"De er de eneste, der er lige så emo som jeg."


Daniel Dencik, den 29. juli 2018

Se, hvad vi ellers skriver om: Tour de France og Cykling