Hvorfor, Mads, spiller du egentlig med strømperne så langt nede?

”Det er så lavpraktisk, som det overhovedet kan være: Jeg synes simpelthen, det er meget mere behageligt.”

Jeg oplever selv, at skinnen kan genere lidt, når strømperne sidder så lavt. Det er ikke et problem for dig?

”Svaret på det spørgsmål er nok, at mine skinner består af to gamle såler fra to gamle fodboldstøvler. Så de sidder fint plantet i tennissokken inden under. De rykker sig ikke. Og altså: Jeg synes ikke, det er pænt, når strømperne går helt op over knæene. Og de sokker, jeg har haft de sidste mange år, har jeg skullet dobbeltfolde i toppen, hvilket gør, at de strammer. Løsningen blev at tage dem lidt ned. Så i virkeligheden synes jeg både, at det er pænere og mere behageligt.”

Har du altid gjort det?

”Jeg har gjort det fast de seneste tre år. Ellers var det førhen mere en sommerting for lige at lufte lidt. Og så trak jeg dem op om vinteren for at skærme lidt mere.”

Havde du nogle favoritspillere som dreng, der måske ligefrem har inspireret det lidt?

”Det ved jeg ikke helt, om man kan sige, men når du spørger, så er den første, der lige dukker op, italienske Francesco Totti. I dag forbinder jeg det også med Paolo Dybala, som nu spiller i Roma. Og ud fra et rent æstetisk synspunkt er de to herrer nok ikke et helt dårligt valg.”

Er der nogle stilmæssige tendenser i fodbold, du ikke bryder dig om?

”Jeg savner, at der mere kontinuerligt bliver lavet trøjer med lange ærmer. Jeg fik spurgt mig til det i OB i min sidste sæson der. Det er generelt ved at komme lidt tilbage. Men der kunne godt komme flere klubber med på bølgen.”

Hvad med den her trend med at klippe i strømperne?

”Nå ja, at klippe huller i dem ved læggen? Det er hæsligt. Det må de gerne fucke af med. Jeg tror heller ikke på, at det virker. Det er for grimt til, at det kan have en effekt.”

Nu er det jo tid til EM igen. Kan vi få et vinderbud?

”Jeg går med Spanien.”

Okay! Også med et par lavt siddende strømper i form af Pedri.

”Det er nemlig helt rigtigt.”