Roland Garros, også kendt som French Open, Grand Slam-turneringen på grus i Paris, er netop skudt i gang, og vi har allerede udlagt favoritfeltet, der må siges at være aldeles pluralistisk.

Alligevel er der nogle, som stikker mere ud end andre, og i sidste ende er det Holger Rune og Carlos Alcaraz, der er de mest interessante og titelrelevante billetter, som vi ser det. De udgør samtidig en potentiel monsterrivalisering.

Der har ikke i nyere tid været to spillere, der minder så meget om hinanden spilmæssigt, og som samtidig er så gode. Federer var Federer, ingen kunne matche hans magi, så der kunne ikke drages spilmæssige paralleller til forfølgerne Djokovic og Nadal. Det kan der mellem danskeren og spanieren: Samme årgang, højde og drøjde, tohåndsbaghånd, sublime atleter, bæredygtig teknik, bredt repertoire og angrebsiver: De vil spille stort; de vil frem i banen; de vil begejstre.

Indtil videre har Alcaraz vist sig mest moden, og han har mestret kunsten at tøjle sit talent og temperament bedre end Rune. Det er den typiske saga om skellet mellem nord og syd i ungdomselitetennis: Sydeuropæere bliver kastet for løverne langt væk hjemmefra, på en af de utallige tennisskoler, allerede som 10-12-årige. Derfra er det ét langt meritokratisk udskillelsesløb. Hver dag, uden hensyn. Den danske model er mere rygklap, varme måltider og en times ekstra baghåndstræning med sportschefen om onsdagen efter skole. Med kørsel til og fra.

De store tennisrivaliseringer har historisk været behæftet med den omvendte logik, at ulige børn leger bedst; at det er udøvernes åbenlyse forskelligheder, der lægger bunden for de store kampe. Tænk Connors vs. McEnroe, hvor arbejdshesten Connors med sit iltre, lune og kantede baglinjespil stod i splintrende kontrast til McEnroes ynde og uendelige slagrepertoire.

Eller Sampras vs. Agassi, hvor Agassi aldrig fik knækket koden til at returnere verdens bedste serv nogensinde. Eller Evert vs. Navratilova, hvor the girl next door-darlingen Everts elegant afventende baglinjespil agerede skydetelt for Navratilovas upåagtede serve-og-flugt-spil.

Anticiperingen var enorm, når disse kæmper tørnede sammen, men det blev aldrig for alvor interessant. Dertil var McEnroes, Sampras’ og Navratilovas styrker for gennemtrængende.

Det særlige ved tilfældet Rune/Alcaraz er deres ligheder; at de er lige komplette, at der ikke er en af dem, der besidder et våben, den anden ikke kan dæmme op for – eller ikke også besidder. De har endda begge en sjælden egenskab, som giver livtaget en ekstra dimension: De kan vinde, når de spiller dårligt. De er så alsidige, at de finder en vej, hvis henholdsvis udlægnings- og reservetaktikkerne slår fejl. Det er der ikke andre i feltet, der kan. Vi skal helt tilbage til det hidtil største tennisopgør, det mellem australierne Rod Laver og Ken Rosewall i 60’erne og 70’erne, for at drage relevante paralleller. Hvis man kan sin tennishistorie ved man, hvad det betyder: et tiår med titeltvekampe så mindeværdige, at der vil blive refereret til dem de næste 60 år.

At de store tennistrofæer for fremtiden kan stå som et slag mellem Rune og Alcaraz, mellem nord og syd, mellem viking og conquistador, er ikke alene deres ufravigelige talents skyld.

Medierne og markedet vil det også, og så skal det nok blive sådan. Begge spillere er sponsoreret af den amerikanske sportsgigant, Nike, og ganske som med Nadal og Federer spiller Nike de to ud som hinandens modsætninger ved at klæde dem i markant forskellige uniformer – Rune minimalistisk og afdæmpet, Alcaraz maximalistisk og farvestrålende.

Ligeså med mediedækningen: Alcaraz er den højtråbende ekvilibrist, som kameraet dvæler ved efter endt point. Den evindelige højre hånd til øret, som for at signalere, at han vil høre publikums fryd. Kameraet forsvinder hurtigere fra Rune, når han er i aktion, man vil nemlig kommunikere effektivitet og nordisk kølighed, selvom han faktisk prøver samme hånd-til-øre finte efter sine tit lige så flotte point.

Det er selvfølgelig en interessant markedsføringsøvelse, men rivaliseringen er først og fremmest potent på grund af deres alder og det faktum, at de indiskutabelt er de to spillere med størst anlagt spil og potentiale på touren. Hvis seedningen holder, og begge passer deres job, tørner de sammen i et brag af en finale.

Det bliver 14 skønne dage i Paris. Allez!