scroll-down

Danske cykelryttere træder ud af ensomheden: "Det var svært at få det til at fungere. Det at være alene hele tiden"

Aldrig har der været så mange danske ryttere i professionel cykelsport, og aldrig har de vundet så meget, som de gør nu. Victor Boy Lindholm har talt med Jakob Fuglsang, Mads Pedersen og Mikkel Bjerg om, hvorfor de danske ryttere pludseligt er trådt ind på verdensscenen igen. Det handler om ensomhed og personlig frihed ... og om Karl Marx.

Af Victor Boy Lindholm
Foto: Alex Tremps, Ditlev Rosing og Ritzau Scanpix
Sport Euroman

DET VAR, SOM OM der skete noget i juni 2017. Noget nyt, noget glemt. En følelse, som lå og lurede under dansk cykelsport, en ekstase, som havde ventet på at blive forløst siden de gyldne 90’ere. Det kom snigende. 00’erne var magre år, hvis man heppede på de danske ryttere. Michael Rasmussen nærmede sig noget stort og mastodontisk, inden han blev smidt ud af Tour de France i 2007. Matti Breschel havde holdt håbet levende om en dansk verdensmester med sin bronzemedalje i 2008, og Nicki Sørensens etapesejr i Tour de France i 2009 var stor og overraskende, men ak, det blev ikke til meget mere.

10’erne åbnede flottere. Matti Breschel vandt semiklassikeren Dwaars door Vlanderen i 2010 i den smukke dannebrogstrikot efter et soloangreb på de tørre og støvede veje i det belgiske Flandern og tog en sølvmedalje i efteråret til verdensmesterskaberne. Det var store resultater. Store resultater for en lille nation, men der var en underlig følelse af uforløste ambitioner i de år. Blandt rytterne, blandt seerne. Vi havde forventet mere. Vi havde set Bjarne Riis, Jesper Skibby, Rolf Sørensen og Brian Holm stige op på podierne som sejrherrer i de største cykelløb i verden. Men man var også træt af at leve på fortidens resultater. Det var snart tyve år siden, men billederne var ikke glemt, og vi længtes efter at se dem igen.

Derfor var det også et varsel den dag i juni 2017, da Jakob Fuglsang vandt sjette etape i ugeløbet Critérium du Dauphiné og to dage senere vandt ottende etape, hvor han sikrede sig den samlede sejr på siderne af Plateau de Solaison foran stjerneryttere som den papirstynde og kridhvide irer Dan Martin og den evigt uheldige australier Richie Porte. Noget rumsterede, noget var vakt til live, men spørgsmålet er, om det ikke allerede var på vej? At tingene puslede i det små allerede i 2016?

DER ER SOLSKIN i Sonoma County i Californien. Brian Nygaard, der er tidligere cykelsportskommentator, pressechef for blandt andet cykelholdet Team Saxo Bank og nuværende General Manager på vingården Stuhlmuller Vineyards, viser mig rundt blandt vinrankerne midt i det californiske forår. Det foregår over en lidt skramlet FaceTime-forbindelse, men det er ikke til at tage fejl af, at manden, der tidligere sad midt i inderkredsen i professionel cykelsport, befinder sig i sit rette element.

Men jeg har ikke ringet Brian Nygaard op for at tale om vin eller smukke landskaber. Nej, vi skal tale om generationer, og hvorfor vi ser så store cykelsportsresultater lige nu. Det er en samtale, der ikke starter specielt godt:

”Jeg har ikke noget samlende at sige om generationen,” siger han hårdt.

Der bliver stille et øjeblik i telefonen, inden han uddyber: ”Man tvinger typisk folk ned i en generationsfortælling, selv om de ikke har noget til fælles. Nu bliver det lidt langhåret, det må jeg advare om. Men det er i virkeligheden det, der er forskellen mellem Marx og Hegel. Enten ser man, som Hegel, at historien er en gennemstrømmende fællesnævner, der gør, at alting lander et bestemt sted. Eller også siger man som Marx, at det hele er en vekselvirkning mellem historiske kendsgerninger og materielle vilkår. Der er jeg nok mest til Marx’ teori.”

Brian Nygaards baggrund som cand.mag. i filosofi fornægter sig ikke, og han har jo nok ret. Måske kan der ikke fortælles en ensartet historie om en tidsånd, som har skabt en hel perlerække af klasseryttere fra et meget lille land, men man kan alligevel godt kigge på det, som Marx kalder historiske kendsgerninger og materielle vilkår. Så hvem skulle have troet det? At en historie om dansk cykelsportssucces i 10’erne begynder med marxismens fader, Karl Marx.

DER VAR SMÅ bevægelser blandt de unge danske ryttere i årene 2014-2016. To danskere begyndte at røre på sig blandt de voksne professionelle cykelryttere. To unge mænd, som begge havde domineret deres ungdomsårgange, begyndte så småt at træde op på de podier, som blev dækket af verdenspressen. De to unge ryttere var Michael Valgren og Magnus Cort. I 2014 blev Michael Valgren både danmarksmester på landevej og samlet vinder af Post Danmark Rundt, mens Magnus Cort vandt en etape.

De her år var de sidste, hvor Bjarne Riis’ cykelhold Team Tinkoff-Saxo var dominerende. Hvis man var dansk cykelrytter, så kørte man næsten helt sikkert for Bjarne Riis og den russiske rigmand Oleg Tinkoff. Det gjorde Michael Valgren, da han vandt Post Danmark Rundt i 2014 og dernæst i 2016, men ikke Magnus Cort. Magnus Cort havde skrevet kontrakt med det australske cykelhold Orica GreenEdge, hvor Brian Nygaard var pressechef.

Mange i talentudviklingen i dansk cykelsport var nervøse, da Magnus Cort blev professionel. Det fortæller cheflandstræneren Anders Lund. Magnus Cort var et stort cykeltalent i slutningen af 00’erne og starten af 10’erne. I 2011 vandt han som 18-årig og som den første dansker nogensinde det tjekkiske juniorløb Fredsløbet, der er det største etapeløb for de unge ryttere. Fredsløbet er ikke for sjov. Det foregår i grænselandet mellem Tjekkiet og den østlige del af Tyskland og er typisk de danske juniorrytteres første møde med østeuropæiske cykelryttere, der har et ry for at være topprofessionelle, benhårde og frygtløse. Fredsløbet tager udgangspunkt i et tidligere ProTour-løb, der sidste gang blev kørt i 2006, men juniorudgavens vinderliste er ikke til at tage fejl af. Den tæller store profiler som Fabian Cancellara, Michal Kwiatkowski, Roman Kreuziger, Dennis Menchov og altså Magnus Cort.

I 2016 bed Dansk Cykelunion negle, for deres største talent var ikke slået rigtig igennem og havde endnu ikke vist sin store kraft som sprinter. Men der skete noget, husker Anders Lund:

”Det, der gør noget for mig, er, da Magnus Cort får hul på bylden. Hvis han ikke kom i gang, så ville vi i DCU og i Danmarks talentudvikling gøre noget fuldstændig forkert. Han var så god som ung rytter, så hvis han ikke slog igennem, så gjorde vi det ikke rigtigt. Vi havde været på røven i forhold til at forløse talenter.”

I 2016 vandt Magnus Cort 18. etape af Vuelta a Espana i den spanske kystby Gandia. Han skød pludseligt ud af feltet og overraskede alle på en varm dag, hvor han ellers skulle lægge alle sine egne ambitioner til side.

EN AF DE første forskydninger i en lidt tom resultatliste i nyere dansk cykelhistorie skete altså i 2016, da Magnus Cort vandt på et australsk hold. Det er et centralt element i fortællingen om, hvorfor det går så godt i 2020. I hvert fald hvis man spørger den 35-årige cykelrytter Jakob Fuglsang. Jeg fanger den fåmælte silkeborgenser på en telefonlinje til Monaco, hvor han går og venter på, at sæsonen skal gå begynde igen.

Selv om han gerne ser, at der kommer et nyt dansk World Tour-hold, er han ikke i tvivl om, at det var gavnligt, at Team Tinkoff-Saxo lukkede i den daværende konstruktion, hvor holdet var et naturligt skridt for danske ryttere, når de skulle blive professionelle:

”Bjarnes hold gav en god grobund for dansk talentudvikling, hvor vi havde en masse kontinentalhold. Men folk levede også professionelt fra en meget tidlig alder, og derfor havde de svært ved at tage det sidste skridt op på sejrsskamlen, når de så endelig skrev en kontrakt med fx Bjarne. Man kan sige, at talentudviklingen simpelthen var for god. Folk trænede for meget, så de havde svært ved at udnytte det sidste udviklingspotentiale, når de rent faktisk kom på World Touren.”

Vil du læse resten af artiklen?
Allerede medlem? Log ind her
Bliv medlem og få fuld adgang til
hele EUROMAN.dk fra 23 kr./md
Prøv 14 dage gratis uden binding
Vælg abonnement her Euroman Premium
Opret dig gratis her