Liverpool
Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann

Festen fes ud i fodboldbyen: ”Her bliver man født Liverpool-fan”

I gildesalen på det fine Britannia Adelphi Hotel i Liverpool havde man sat et bryllup på pause for at følge finalen i Champions League mellem Liverpool og Real Madrid. Sebastian Mayoni og fotograf Nikolaj Thanning fulgte med.

Britannia Adelphi Hotel i Liverpool har 402 suiter, et konferencelokale, tre restauranter, en gildesal og en række værelser, hvor man stadig må ryge. Det var engang kendt som Englands fineste hotel udenfor London, hvor folk som Franklin D. Roosevelt, Winston Churchill og Frank Sinatra boede.

I dag er det på listen over nationalklenodier i England, men brugsporerne har sat tydelige aftryk i den over 100 år gamle bygning, hvor Liverpool-Real Madrid bliver vist på storskærm.

Vi er egentlig inviteret til Liverpool for at følge UFC-stævnet i byen i morgen, men vi vil som alle andre selvfølgelig se Liverpool FC’s vigtigste kamp i 13 år. En aften, hvor hele byen denne aften er ’believers’ i stedet for ’doubters’, som klubbens manager Jürgen Klopp håbede de ville blive, da han begyndte. En udvikling han har skabt på de to et halvt år, han har været i klubben.

Væggene i hotellet har åbenlyse skjolder og under fødderne folder gulvtæppet, når man går. Messingen, der dækker alle overflader og udsmykninger, er forslået og mat. Stedet minder umiskendeligt om det forfaldne hotel i ’The Grand Budapest Hotel’ bare uden pastelfarver og baggagedrenge, eller et postapokalyptisk tilflugtssted for en gruppe udstødte helte i en verden, hvor alle er ude efter dem.

I aften er heltene røde og inkarnerede. De helt gennemsnitlige Liverpool-fans, der ønsker, håber og drømmer og har gjort det siden de vandt Champions League for 13 år siden, og på den måde er Britannia Adelphis vindblæste facade, den stolte historie og den bulede succes i samtiden mere end noget andet Liverpools historie genfortalt.

Omkring 200 fans er tilstede i gildesalen. En mand i praktiske knæbukser og alle nuancer af rød på overkroppen er kravlet op bag en marmorstatue ved indgangen for at få frit udsyn til kampen. Alle andre pladser er optaget. Bagerst og langs kanterne sidder folk på trapper og små afsatser, og hver gang Mohamed Salahs ansigt bliver vist brøler salen.

Her kalder de ham Gud, den ægyptiske engel eller Lionel Salah. Han er holdets ledestjerne, og når han rykker på sig, så spænder tilskuerne øjnene, også selvom det kun er optakt. Alle i salen tænker det samme: Her er manden, der skal hente titlen til Liverpool.

Når han scorer, så jubler de med ham, når han brænder, så ærgrer de sig med ham, og når han lander uheldigt på skulderen og grædende må udgå fra sit livs finale, så græder de med ham. Bogstaveligt talt. Havde Sergio Ramos været til stede i aften, havde publikummerne flået ham.

”He’s a horrible Spanish prick,” siger Allan Baker i det, som langt fra var den groveste karakteristik af spanieren.

Allan Baker er til brylluppet i et af lokalerne ved siden af gildesalen, hvor kampen bliver vist. De har planlagt det sådan, at brylluppet holder pause, så længe kampen er i gang. Allan Baker fortæller, at det var brudens eget forslag, men i virkeligheden havde hun næppe et valg. Imens bliver der spillet ’Billie Jean’ på repeat foran tre kvinder i store satinkjoler og små hatte, der ikke interesserer sig for fodbold.

Han fortæller også, at man bliver født fan af Liverpool eller Everton, når man er fra egnen. Den 56-årige Allan Baker var til sin første Liverpool-kamp i 1968, og han har været en fange af stemningen og atmosfæren siden. I 70’erne så han størstedelen af kampene, og op gennem 80’erne og 90’erne har han kun misset en håndfuld.

Liverpool er ofte blevet kaldt den ordentlige klub. Det er en arbejderklub med et tæt forhold til sine fans, de holder på spillerne i mange år, og milliarderne vælter ikke ind fra kinesiske eller russiske investorer. Ifølge deres fans prøver klubben at holde fast i fodboldens gamle dyder, der konstant udvandes i af oliemilliardærer og turister på lægderne.

”Chelsea og Manchester City har købt sig ind i ligaen for milliardbeløb. Hvem ville tage til Manchester City og Chelsea, hvis de ikke havde haft deres penge? Ingen,” siger Allan Baker.

I pausen vågner gaderne igen med cigaretrygende Liverpool-trøjer. Indtil nu har de været helt tomme. Nathan Swarbrick og Mathew Canavan er tilfredse med første halvleg, som de mener Liverpool har domineret. Men Sergio Ramos bliver hurtigt omdrejningspunktet igen.

”Hvis Ramos skal bæres af banen uden at komme ind igen, så er jeg glad, selvom Liverpool taber 2-0. Han er en fucking cunt. Han vidste, hvad han gjorde. Dirty fucking wanker,” siger Nathan Swarbrick, en 28-årig rugbytræner fra Liverpool.

Mathew Canavan og Nathan Swarbrick i ekstase.

Sidst der var en sejrsparade gennem Liverpool i 2005, havde de fulgt spillerbussen, hvor Mathew Canavan var ved at blive trampet ihjel af en politimand på hest. Han husker, hvordan byen eksploderede.

I den anden ende af byen løb Allan Baker rundt med et flag i 20 minutter, og efter sig havde han sine børn i hælene. I dag er hans datter i Kiev for at overvære kampen med sin kæreste. Som han siger: ”Her bliver man født Liverpool-fan.”

Indenfor farer Allan Baker op, da Liverpool kommer bagud kort inde i anden halvleg:

”Fuck, fuck, fuck. Jeg klipper fandeme hans hænder af!” råber han af målmanden.

Der kommer en oprejsning, da Liverpool får udlignet, men Bales saksespark får samtlige personer i lokale til at slå armene ud. Hvad kan man gøre ved det, fortæller de hinanden med øjnene.

Med hans andet mål, og målmandens andet drop, stirrer forsamlingen blankt foran sig. Allan råber fuck igen og pakker sit flag sammen. Det er altid, ifølge ham, de små ting, der adskiller Liverpool fra de helt store præstationer.

Han tænker blandt andet på Gerrards fatale skvat i kampen mod Chelsea i 2014, hvor de smed muligheden for at vinde Premier League for første gang. De har ikke vundet den bedste engelske liga, siden den skiftede navn i 1992. Den kamp, har Gerrard fortalt flere gange, hjemsøger ham stadig.

Blikkene bliver blanke de sidste minutter af kampen, hvor der ikke er noget at stille op. Allan Baker forsøger at starte en sang, men stemningen er nedslået på den måde, den kun kan være, når man er stiv og ked af det. I timerne efter rammes hele byen af kortvarigt af den stemning.

Allan Baker siger tak for kampen til de andre syngende fans.

For flere af de Liverpool-fans, der bliver tilbage i gildesalen, er Salahs skade og målmandspræstationen ikke så meget chokerende, som det er et symbol på Liverpools præstationer de sidste mange år. Det er altid lige ved og næsten, og så snart de kan smage sejren, tabes det hele på gulvet. Og de er trætte af det.

Mens der tudes af på banen, tømmes salen med de græske søjler og store vinduer langsomt. Allan Baker har pakket sammen, og Mathew Canavan og Nathan Swarbrick sidder tilbage med deres venner. De er også nedslåede men skal fejre, at de i det mindste kom til finalen. Og nu er de alligevel fulde.

”I love Daniel Agger!” er det sidste Mathew Canavan siger, inden vi smutter hjemad. ”Hans navn er mit password til alt! Agger5 bruger jeg til alt.”

Så i aften, hvor solen er gået ned, og festen enten er slut eller kun lige begyndt, sidder Allan Baker, Nathan Swarbrick og Mathew Canavan forskudt tilbage i gildesalen med den majestætiske lyskrone.

Størstedelen af gæsterne har allerede forladt lokalet eller er på vej væk for at græde lidt, glemme mere og drømme videre. Tilbage sidder de og tænker på John Arne Riise, Daniel Agger og Steven Gerrard. Deres forbilleder fra fortiden. De tænker endda på gamle Kenny Dalglish og Graeme Souness, der stod forrest i 70’ernes og 80’ernes storhedstid. Og så tænker de på næste sæson. De tænker på Liverpool.

LÆS OGSÅ: Besat af målmandshandsker: Se Morten Kjærbyes vilde samling

LÆS OGSÅ: "Jeg hørte med det samme en høj knæklyd fra nakken, og den har jeg aldrig hørt før"

LÆS OGSÅ: Mads Burnell står overfor sin tredje UFC-kamp: ” Jeg sparer min modstander og mig selv, hvis jeg tager dem ned og kvæler dem.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Liverpool, Champions League og Fodbold