Dynastier. Nogle er mere holdbare og værdige end Familien fra Bryggen, Fie og Boris Laursen, Kardashian og Trump. Amerikanerne har ingen royal familie, det nærmeste, de kommer, er Kennedy-klanen. Danmark har ingen Kennedy-klan, men vi har et dynasti, bare uden alle attentaterne og flystyrtene, beundret, stalket og kritiseret af offentligheden og af uvurderlig betydning for nationen.

Det er selvfølgelig hverken Mærsk, Auken, Mikkelsen, Skjern, Varnæs, Willerslev, Ellemann, Hækkerup, Beha/Kløvedal, Heick eller Zobel, der er tale om. Det er Familien Laudrup, den suverænt største sportsfamilie, Danmark har haft. Kun Kongehuset når Laudrup-huset til det lave tyngdepunkt ved hoften i glamour og genkendelighed. For et par år siden viste en undersøgelse, at cirka 117 (83) procent af alle danskere har brugt navnet ’Laudrup’ som ice-breaker i udlandet.

Laudrup-brødrene ligner oveni købet mere elegante og kønnere udgaver af Kennedy-brødrene med deres formstøbte, kraftige Laudrup-hår©, skilning og kalkuleret fald, der har set sådan ud altid og altid vil se sådan ud, længe efter vi andre er døde. Michael og Brian Laudrup har tidløs klasse. Format. Værdighed. Som spillere og mennesker. Som forbilleder og ambassadører. Vi har ikke altid behandlet familien Laudrup ordentligt i Danmark, det har vi langtfra. Vi har været smålige. Men vi skylder dem for altid. Vi skylder.

Håret har Brian og Michael fra deres far. De har mange andre ting fra deres far. Et lavt tyngdepunkt, for eksempel. Finns finter. Boldbehandlingen. Teknikken. Driblingerne (især Michael, Brians var skarpere i trækkene). GPS-overblikket i nakken, afleveringerne i lige linje, på tværs eller diagonalt leveret med dronebombepræcision (især Michael), kattepoten i sukkerstøvlen. Elegancen. De har også meget fra deres mor, som var en rådyrhurtig (tænk Brian, semifinalen mod Holland, EM 1992) elitehåndboldspiller, og som er et venligt, positivt, bundsympatisk menneske.

Hvis Don Vito er Corleone-dynastiets stamfader, er Finn Laudrup Laudrup-dynastiets Don Finn. Det var ham, det hele startede med. Finns far kunne overhovedet ikke spille fodbold. Han var derimod prokurist i det samme firma i Sydhavnen hele sit liv, levede af at holde styr på regnskabet og forventede, at sønnen tog skridtet op på den sociale stige med en juridisk embedseksamen. Det interesserede ikke Finn, han ville kun spille bold.

Men noget havde sønnen lært af prokuristen, for Finn Laudrup blev en street-smart, næsten bondesnu consigliere/kontrakt-negotiator med pokerface og is i blodet i sin egen, kortvarige professionelle udlandskarriere Og især som sine sønners rådgiver, ’agent’, som vi ville kalde det i dag, i deres karrieres tidlige, afgørende år.