Hverken ved holdbusserne eller på velodromen i Milano er Mark Cavendish til at få øje på denne martsdag i 2022. Den aldrende sprinter er på sit belgiske hold, Quick-Step, blevet overhalet af fremtidens mand, hollandske Fabio Jakobsen, der dog ingen afgørende indflydelse får på løbet.
Derimod sidder både Michael Valgren, Mads Pedersen og Søren Kragh Andersen hen på eftermiddagen med i førergruppen på Poggio. Ud over Cipressa og Poggio har rytterne undervejs været over Pompeiana-stigningen. Et mekanisk problem forhindrer Valgren i at følge med på Poggio, der byder på en af de mest nervepirrende nedkørsler i løbets historie.
Nedkørsler er en sær disciplin, der kræver stort mod og ypperlig køreteknik at mestre, og i Milano-Sanremo har flere af sportens største navne skabt deres sejr ved at sætte alt på spil ned ad Poggio. I 1992 var Moreno Argentin udpeget som den store favorit, og italieneren kom da også først til tops på den sidste stigning. Argentins forspring på 15 sekunder blev dog ædt af Sean Kelly på en grænsesøgende nedkørsel, hvor hvert eneste hårnålesving blev taget med stor risiko, inden den 35-årige irer vandt spurten foran italieneren på Via Roma. Raymond Poulidor i 1961, Tom Simpson i 1964, Francesco Moser i 1984 og ikke mindst Vincenzo Nibali i 2018 er andre, der formåede at holde rivalerne bag sig og vinde takket være blændende nedkørsel på Poggio.
Efter at have overværet starten af løbet ved Vigorelli-banen i 2022 krydser jeg Milano og finder en bar ved Naviglio Grande-kanalen i Ticinese-kvarteret, hvor det første Milano-Sanremo blev sat i gang en tidlig råkold morgen i april 1907. Cappuccinomaskinen hvæser med jævne mellemrum, og fra køkkenet dufter der af hvidløg og stegt kød. Den ene væg er fyldt med små indrammede motiver i sort-hvid fra Milano før i tiden. Baren er halvfyldt med frokostgæster, der ikke synes at værdige løbets obligatoriske såkaldte morgenudbrud den store opmærksomhed.
På Cipressa bliver udbryderne hentet, hvorefter Jumbo-Visma og UAE-holdet sætter et hidsigt tempo, der splitter feltet, inden det afgørende drama udspiller sig på løbets sidste stigning.
”Positionskampen til Poggio er helt vild, og du skal kunne køre stærkt opad,” fortæller Jesper Worre.
”De forreste kører over 30 km/t opad, for det handler om at holde sig helt fremme, indtil der mangler en lille kilometer. Her bliver det lidt stejlere, og dét er det helt afgørende moment. De sidste 400-500 meter er stigningen forholdsvis flad, men lige inden har den et stykke med en stigningsprocent på ni procent, og der gælder det om at sidde med. På toppen af Poggio er der nogle, der ikke skal have en cykellængde, så er de væk.”
Fire gange angriber Tadej Pogačar på Poggio, men Wout van Aert er straks på hjul af ham, og lige over toppen slår Matej Mohorič så til. Slovenerens vovestykke af en nedkørsel bringer ham bogstavelig talt ud i grøftekanten, og på et tidspunkt er han tæt på at køre op i baghjulet af en fotograf på motorcykel, der ikke kan tage kurverne i samme fart. Mohorič har altid været berygtet for sine nedkørsler. Som ungdoms- rytter lancerede han den såkaldte super tuck-teknik, da han lagde sig med brystet hen over styret og trådte til. Chris Froome kørte på samme måde under Tour de France i 2016, men det er siden blevet forbudt af UCI, der mener, at det er for farligt.
Ved dagens Milano-Sanremo har Mohorič fundet på noget nyt, nem- lig en dropper post, så han via en fjernbetjening på styret kan hæve og sænke sadlen, mens han kører. Det giver en fordel med lavere saddel nedad og lidt højere saddel på flad vej. Og den er ikke i strid med reglerne.
I sidste sving ryger Mohoričs kæde af, men den får han med en ekvilibristisk manøvre på igen med det samme. Først med 50 meter til målstregen kigger sloveneren sig over skulderen for at sikre sig, at han ikke kan hentes, inden han sejrer på Via Roma efterfulgt af Anthony Turgis og Mathieu van der Poel. Med en sjette- og en syvendeplads noterer Mads Pedersen og Søren Kragh Andersen sig for de bedste danske resultater siden Rolf Sørensens andenplads i 1991 – hvor Claudio Chiappucci vandt – og femteplads i 1995.
Mohoričs nedkørsel er af den slags, der skriver sig ind i historiebøgerne, hvilket hans landsmand, Tadej Pogačar, da også anerkender efter selv at have kørt over målstregen på en femteplads:
”Han fortjente sejren. Før løbet sagde han til mig, at jeg ikke skulle forsøge at følge ham ned ad bakke, og jeg svarede, at jeg vidste, at det ville blive meget svært at følge ham. Han er skør, når det går nedad.”
Da jeg forlader baren ved Naviglio Grande for at finde mit hotel inden aftensmaden, føler jeg mig opløftet. Det var en af Milano-Sanremos mest spektakulære finaler længe, måske siden Michał Kwiatkowski i 2017 vandt en tæt spurt lanceret af Peter Sagan, og dertil en understregning af, hvad det italienske monument kan, når det er bedst. Pogačar har sikkert været dagens stærkeste rytter, men han angreb for tidligt i modsætning til Mohorič, der udviste stor tålmodighed og sans for timing. Splitsekunder og små faktorer afgør ofte en sejr i cykelsporten, men det gælder i særlig grad den italienske forårsklassiker, der atter rullede sig ud som en velturneret thriller, hvor alt eksploderer til sidst.
(f. 1967) Journalist og forfatter. Cand.mag i amerikanske studier. Tidligere skribent og redaktionschef på Euroman. Litteraturanmelder hos Dagbladet Information. Har udgivet blandt andet ’Sort kaffe & hvide sokker’ (2016), ’Lede hunde & kolde kameler’ (2019), ’Postkort fra Californien’ (2020) og ’Engang var jeg Jesper Skibby’ (2021). ’Monumenter’ er netop udkommet på Lindhardt og Ringhof.
scroll-down
