Forfatter og filminstruktør Daniel Dencik dækker årets Tour de France for Euroman i dagbogsform

Interview med manden bag 'Denciks dagbog', der udkommer før hver etape under Tour de France her på Euroman.dk.

I disse dage, hvor de sidste studenter triller tømmermændsramte hjemad, Roskilde er vokset til Danmarks fjerdestørste by, og de resterende af os krummer ryggen på kontorstolen med hænderne klaprende på tasteturet på vej imod weekend, er den 46-årige forfatter og instruktør Daniel Dencik fløjet sydpå.

Her skal han færdiggøre sin ottende bog i god ro og mag. Udover forfattervirksomheden er han bl.a. kendt for spillefilmen ’Guldkysten’ og hans debutfilm, dokumentaren ’Moon Rider’, om en ung cykelrytter, der vinder sølv ved VM i U23-enkeltstart.

Derudover udgav han sidste år bogen ’Sportshjerte’, hvor han igennem en række samtaler med danske cykelryttere tager os med ind i sin fascination for cykelløb. Og det er noget af det, vi håber, han også kommer til at gøre nu.

Under dette års Tour de France er Daniel Dencik gæsteskribent på Euroman.dk, for først og fremmest er han cykelløbsfan. Derfor skriver han i løbet af tre uger dagbog fra sit refugium i Spanien med Tour’en kørende i baggrunden. Ved hver etape.

Vi fangede ham inden for lige at høre, hvorfor en mand, der har skrevet filosofiafhandling om Søren Kierkegaard, gider se cykelløb dagen lang.

Daniel, hvor er du henne lige nu?

”Jeg er i mit hus i Sierra Nevada, syd for Granada. Det ligger højt oppe i bjergene, og her er varmt hele året rundt, så her er rigtigt mange træningslejre i området. Faktisk havde jeg Matti Breschel boende i november-december. Nu er jeg her, fordi jeg skal skrive min roman, Nordisk Vildt, færdig. Det er mit mest ambitiøse projekt nogensinde, den har taget mig fire år at skrive, den fylder 500 sider, og den skal afleveres om en måneds tid. Så jeg er her for at trække stikket ud og koncentrere mig. Og så også for at skrive dagbog under Tour de France.”

Hvornår blev du fanget af Tour de France?

”Det har nok været i slutningen af 70’erne, starten af 80’erne. Jeg var fem år gammel, og jeg fik nogle små model-cykelryttere i plastik af min far, som jeg legede med på gulvet: Hver gulvplanke var et felt, som svarede til et par sekunder, og et terningkast afgjorde, hvor langt hver rytter måtte rykke frem. Der var et Renault-hold, et Peugeot-hold, der var følgebiler og små mænd med slynger, de rakte til rytterne osv.

Jeg forstod allerede dengang, at cykelrytterne levede et rodløst liv, hvor de hver dag var et nyt sted for at køre om penge og ære. Det er en individuel sportsgren, og det kunne jeg godt lide. Og så er det æstetiske enormt afgørende for, at man bliver grebet af Tour de France. De så så cool ud – især dengang – med glatte, olierede ben og sorte bukser. De kørte uden hjelme og solbriller dengang, så man kunne se dem i ansigtet og få et tæt forhold til dem.

Mit største idol som barn var Bernard Hinault. Han var faktisk lidt en faderfigur for mig. Jeg har et nært forhold til min rigtige far, men han har aldrig været et forbillede for mig, som Hinault var. Min far er professor, og det har aldrig sagt mig så meget. Som barn drømte jeg om at blive en del af cykel-verdenen. Jeg kan huske, at Hinault på et tidspunkt kørte et opvisningsløb i København, hvor jeg møvede mig frem til hans camper og tog fat om hans ben og følte, jeg var hans søn. Siden har jeg snakket med andre om det, og alle siger, at det ikke kan passe. Det løb har aldrig fundet sted. Jeg husker det ellers tydeligt: Det hed 'Stjerneløbet' og var 25 omgange omkring Christiansborg. Jeg håber, det passer.”

Hvorfor er Tour de France så interessant for dig?

”Det handler bl.a. om det tidspunkt, det foregår. Om sommeren har man oceaner af tid til at lade sig drukne i sport. Det bliver en del af min hverdag, mens det står på og indgår mere eller mere præsent i det, jeg alligevel laver. Fx kan jeg godt skrive, mens jeg ser Tour de France. Så har jeg det bare kørende oppe i hjørnet af min skærm.

Noget andet interessant ved cykelsport er, at det ikke er guds bedste børn, der er med. Dydsmønstre bliver sjældent gode cykelryttere. Der er ikke en sport, hvor konformitet kan betale sig, nej man er nødt til at være grænsesøgende. Armstrong var en bully, for at tage et hurtigt eksempel. En god rytter må være arrogant, hensynsløs og egoistisk, altså dyder som normalt er ugleset i samfundet og i andre sportsgrene. Her har man få lov til at dyrke det.”

Hvordan ser du Tour de France?

”Min kæreste kan også godt lide det, så vi ser det sammen. Fordi det tager så lang tid, kan jeg også drømme mig væk, imens jeg kigger på landskaberne. Men så mange timer, det varer, kan jeg ikke afsætte, især ikke når jeg skal skrive roman, så jeg ser det som sagt, imens jeg skriver. Jeg håber også at få tid til at gå ned på den lokale bar og se det med mine naboer. For første gang i tre år er jeg ikke ude og se det på etaperne for dagbladet Politiken. Der ser man ingenting. Det er ironisk, at man vil gerne så tæt på som muligt, men når man så står der på landevejen, ser man ingenting. Så jeg glæder mig faktisk over ikke at skal til Frankrig i år.”

Hvem holder du øje med?

”Efterhånden har jeg fået et spansk tilhørsforhold, så jeg glæder mig især til at se, hvad Marc Soler kan opnå. Han ligner også rent fysisk en klassisk cykelrytter: Han ser ud som en løjtnant i hæren. Han er tynd, rank og ser dvask ud, når han bare står. Det er hans første Tour de France, og han har vundet Paris-Nice i år. Contador var altoverskyggende for spansk cykelsport, og efter han stoppede er forventninger flyttet over på Soler. Movistar, Solers spanske hold, er også interessant, for de kører med tre kaptajner, og med mit kendskab til spansk temperament, eller latinsk temperament – Quintana er colombianer - vil jeg mene, der er dækket op til en katastrofe.

Af danske ryttere holder jeg især øje med Fuglsang. Han kan nok ikke vinde, men han kan sikkert komme i top fem. Jeg glæder mig til at se ham i bjergene og på niende etape, hvor der er brosten. Der er også Valgren og Kragh Andersen… Jeg synes, alle danskerne er spændende. Men Fuglsang er nok den eneste, der kan køre klassement.”

Første del af Daniel Denciks dagbog kan læses lørdag på Euroman.dk.

LÆS OGSÅ: Lars Høgh og Per Wind om Kasper Schmeichel: "Han er blandt de bedste"

LÆS OGSÅ: Stort interview med Nicolai Jørgensen: "Jeg tror, vi er et af de landshold i verden med den bedste kemi"

LÆS OGSÅ: 36-årig Panini-kort-samler: "Jeg følte mig ikke creepy, men jeg var lidt malplaceret.”