Keglerne er sat frem. Spillerne lunter rundt og småsludrer. Det ligner et helt almindeligt træningspas hos Bruxelles-klubben Royal Union Saint-Gilloise, i daglig tale bare Union.

Men den slumrende trummerum varer ikke længe. En vred, ung mand er mødt op på anlægget. Han syder af raseri. Lover ballade. Han vil ind og ødelægge seancen. Panikken når at brede sig, inden fire sikkerhedsvagter iler til og fører Faïz Selemani væk.

Vi skriver sensommeren 2019. Casper Nielsen og Jonas Bager er nyligt ankommet fra henholdsvis OB og Randers, hvor de havde udsigt til fornuftige karrierer i Danmark og på længere sigt måske udlandet.

Efter lange overvejelser og heftig kurtisering fra Unions nye, ambitiøse ejere har de sagt ja. Ja til udlandseventyret. Ja til et projekt, der med én oprykning skal føre klubben tilbage til den bedste række for første gang siden 1963. Og med tiden det første mesterskab siden 1935.

Nu løber det dem koldt ned ad ryggen. De sportslige metoder er i forvejen ikke imponerende, og her står en holdkammerat og lover bål og brand. Suspenderet, fordi han har skrevet kontrakt med en anden klub uden at være transferfri. Blokeret af Union i sit valg.

Setuppet fremstår lysår fra den hjemlige, velorganiserede hverdag, danskerne har lagt bag sig. Hvad har vi sagt ja til, tænker de.

“Vi vidste, at projektet ville tage tid men ikke, at det var så skidt,” husker nu 28-årige Casper Nielsen. “Vi fik indtryk af at komme til en sovende kæmpe. En tidligere storklub, der skulle genoplives,” tilføjer han og afbrydes af Jonas Bager:

“Og den var satme død. Der skulle vi lige tænke os om,” sukker den 25-årige kronjyde og opsummerer den første tid:

“Vi har været her i to uger, og så står der sikkerhedsvagter, der skal forsøge at holde ham væk. Så er man ligesom i gang. Mange af spillerne dengang havde slet ikke indstillingen til at være professionelle fodboldspillere.”