Hvad var der sket, hvis Danmark ikke havde vundet EM i 1992? scroll-down

Hvad var der sket, hvis Danmark ikke havde vundet EM i 1992?

Har EM-sejren i 1992 skadet vores selvforståelse, så vi i dag har et urealistisk billede af vores lands formåen? Ikke bare på fodboldbanen, men også i Europa? Måske det havde været sundere for os, hvis jævnheden stadig stod til troende, og tab og vind med samme sind kunne slå vores galoperende megalomani bare en smule ned? Vi tager en tur tilbage i tidsmaskinen og streger EM-triumfen fra historiebøgerne.

Af Martin Lykkegaard Krat
Foto: Getty Images
Sport Euroman

Hvor var du den sommeraften, da Danmark blev europamestre? Alle kan huske, hvordan de fejrede finalesejren over tyskerne. Selv kom jeg til København dagen efter finalen. Vi skulle tidligt afsted fra Bornholm, hvor jeg boede, så den store fejring bestod af en fransk hotdog på Limhamnsfærgen med den særligt søde sennep, som kun svenskerne elsker. Busturen til Hovedbanegården var uforglemmelig. Langs H. C. Andersens Boulevard og op mod Rådhuspladsen var der sort af mennesker. Deutschland, Deutschland, alles ist vorbei-skrålen trængte igennem ruden. Alt kogte. Den sommer faldt der ikke en dråbe regn i 58 dage i træk. Man havde ikke nået at lave en ny landsholdssang, så Re-Sepp-Ten blev gravet frem igen. På et tidspunkt kørte landsholdet forbi os i en lille grøn bus med flag og truthorn. Kvinden overfor mig var ved at banke ruden ud af HT-bussen af bare begejstring. Det var min første tur til København, jeg var otte år gammel, og det hele virkede som noget, Willy Wonka havde skabt.

Kigger man i Danmarks Statistik, kan lykkerusen over EM-sejren, de lange aftener og liderligheden aflæses i fødselstallene. På ryggen af EM-sommeren lykkedes det vordende forældre i forårsmånederne 1993 at få vendt flere års nedgående fødselstal. Jo, kartoffelkuren havde virket. Blandt EM-børn tæller fodboldspiller Andreas Cornelius, politiker Isabella Arendt og supermodel Caroline Bille Brahe. Uden sejren i Göteborg ville de og mange andre forsvinde med et thanosk knips med fingrene.

Den 2. juni 1992, blot ni dage før første EM-kamp mod England, sneg Danmark en diskret langefinger ind på Europas gruppefoto og stemte et meget overraskende nej til Maastricht-traktaten. Man ønskede ikke at lade sig opsluge ubetinget af den europæiske union. Den ufortjente belønning for det usolidariske nej var en badebillet til EM i Sverige, da Jugoslavien samme aften blev udelukket på grund af borgerkrig. Året efter skulle vi til stemmeurnerne igen. Samme afstemning, dog med de berømte fire forbehold, og det blev et ja. Mon vi havde stemt nej igen i 1993 og sat to streger under vores EU-skepsis, hvis vi ikke havde oplevet den Europa-eufori, mesterskabet medførte?

Den nationale selvtillid fejlede intet. For selvom vi ikke juridisk ville binde os til Europa, ville vi gerne vise os mere frem for kontinentet. Man havde året før EM-triumfen vedtaget Øresundsbroen, der skulle forsegle fællesskabet med Sverige, der jo i øvrigt havde lagt grønsvær til vores EM-triumf. Mon de europæiske hoser også blev ekstra grønne i lyset af europamesterskabet, da København i 1992 blev tildelt titlen som Europæisk Kulturby fire år senere? Havde det ikke været for Kulturby 96, ville institutioner som VEGA, Arken og Øksnehallen i København, Kulturværftet i Helsingør og Forbrændingen i Albertslund ikke have set dagens lys. De var igangsatte projekter direkte affødt af den europæiske opmærksomhed, der alt andet lige var styrket på grund af EM-sejren.

Det var også i 1992 at Københavns overborgmester Jens Kramer Mikkelsen satte fart i byfornyelsen i brokvarterne. København skulle kunne konkurrere med andre europæiske storbyer, og der skulle gøres klar til både tilflyttere og turister. Der blev lagt planer til at opføre en kopi af New Jersey ude på Amager og døbe hele herligheden Ørestad. Et arkitektonisk makværk, vi formentlig godt kunne have været foruden.

Havde det ikke været for EM-sejren, kunne det fynske bøgetræ Richard Møller Nielsens periode som landstræner have været en af de største fiaskoer i dansk fodboldhistorie. Det ville være synd at kalde Ricardos første tid som landstræner for god. Han nåede på rekordtid at blive uvenner med Laudrup-brødrene, Jan Heintze og Jan Mølby på grund af taktiske beslutninger, træningsniveau og dårlig kommunikation.

På et tidspunkt var der endda optræk til mytteri blandt spillerne. Michael Laudrup tog sig en pause, mens andre aldrig blev udtaget igen. EM-sejren gav Ricardo overhånden, og janteloven fik en vigtig fornyelse i Danmark. Ingen står over fællesskabet, heller ikke Michael Laudrup. Og i stedet for historier om en tørvetrillende landstræner står nu kun hyggelige anekdoter tilbage om minigolf, kærester på værelserne og øl efter kampene. Spillerne fik endda lov til at tage på McDonalds før semifinalen mod Holland. Lars Elstrup har langt senere fortalt, at han stadig kan huske, hvad han fik: En Filet-o-Fish.

Sportssommeren fortsatte i øvrigt, da Bokse-Brian vandt OL-bronze i sværvægtsboksning. Størst var selvfølgelig EM-sejren. Men vi skulle komme ned på jorden igen. Først missede vi VM i USA efter José Maria Bakero begik fodboldhistoriens største frispark en trist novemberaften i 1993 og sendte Spanien videre i stedet for os. Senere fik den kroatiske del af Jugoslavien en lille hævn over Danmark med et Davor Šuker-lob over Peter Schmeichel på Hillsborough til EM i England i 1996. Træerne voksede ikke ind i himlen.

Alligevel nægter vi at indse det faktum, at vi er en miniputnation, der ikke kan spise kirsebær med de største, når det virkelig gælder. EM-sejren vil for evigt være en forbandelse, der har givet os en tro på, at vi kan komme rigtig langt i slutrunderne. VM- og OL-titler i håndbold smitter af og gør indtryk, men det er trods alt noget andet at vinde i en sport, vi selv har opfundet. Badminton og svømning ligeså, men det lugter alt andet lige mere af Foreningsdanmark og halvårlige kontigenter end af propfyldte stadioner og ekstatiske scener på Rådhuspladsen. En overgang var selv Wilson Kipketer folkeeje, selvom han stadig var kenyansk statsborger.

Morten Olsen fik fremavlet en mutation af vores megalomani fra 1992, og på et tidspunkt troede vi, at vi skulle være ligesom Holland. Sport handler ikke bare om at være med længere. Nu skal vi sgu vinde. Det danske mindreværdskompleks har ændret sig, man vil gøre sig større end landets reelle størrelse berettiger til. Vi har dygtigt gjort os uafhængige af familien Laudrups formeringsevner og i stedet sat talentudvikling i system med røde tråde og hvidbøger.

Men lad os nu være ærlige: Når solen går ned, vil danskere have et langt mere afslappet forhold til sport, hvis det blot stadig var tab og vind med samme sind.  

 


Rettelse: Vi har tidligere skrevet, at der var et babyboom i foråret 1993, som vi nu har fjernet. Selvom der var en tydelig vækst i antallet af fødsler i perioden, afspejler begrebet ikke den reelle stigning.

Bliv medlem, og få fuld adgang til
hele EUROMAN.dk fra 23 kr. om måneden
Prøv 14 dage gratis uden binding
Kom igang her Allerede medlem? Log ind her Euroman Premium
Opret dig gratis her