Hvor er Nicki Bille?

Nicki Bille er begyndt at vise sig i mine drømme.

Jeg drømmer, han pludselig tager telefonen. At vi mødes på det spahotel i Nordsjælland, hvor han især opholder sig, hvilket jeg ved fra hans Instagram.

Han viser mig armen, der blev ramt af et haglgevær på klos hold forrige jul, og som kom til at ligne den ene halvdel af ansigtet på Batman-skurken Two-Face. Synlige knogler omgivet af sprængt flæsk.

Han fortæller mig om sine personlige kampe. Kampen med alkoholen og om at få en fodboldkarriere, hvis man stadig kan kalde den det, på rette spor igen. I en kort periode i år fik den kunstigt åndedræt af en fodboldklub på Vestegnen fra Danmarks fjerdebedste række, Ishøj IF. De rakte ham hånden og gav ham den chance, som ingen andre har villet. Han var til gengæld gået med til at spille for nul kroner i løn.

I vågen tilstand siger min kæreste også ofte, at jeg ikke er til stede, når jeg har fri derhjemme:

”Årrhh. Du tænker på Bille (ja, det kalder vi ham) igen.”

Og hun har jo ret.

Havde det ikke været for vores nu ni måneder gamle datter, der græder og skriger så højt, når hun har brug for min hjælp, var jeg nok også i nogle perioder blevet til en decideret zombie.

Nicki Bille er ved at blive en besættelse for mig. Han er mit Zodiac-mysterium. Jeg kan ikke slippe ham og vil så gerne forstå ham. Forstå, hvorfor han hele tiden holder mig hen, når han konsekvent siger, han gerne vil interviewes af mig. Og forstå, hvordan en mand med så stort et talent og godt et hjerte, som mange beskriver ham med, kunne forvandle sin karriere til allerede at slutte som 31-årig på grund af forkerte beslutninger, som har givet ham pletter på straffeattesten.

Næsten hver dag bliver jeg også mindet om ham af mine kollegaer:

”Hvordan går det med Bille-artiklen? Noget nyt?”

Det var slet ikke meningen, at han skulle fylde så meget i mit hoved. Men i fire måneder har jeg arbejdet på denne historie. Forgæves taget den lange tur til Ishøj flere aftener for at interviewe ham og har talt i telefon med sportsdirektør Murat Kütuk hver tirsdag og torsdag.

Jeg var med på tætteste hold i ledelsens maskinrum, da Nicki Bille gik under jorden, og hverken jeg eller sportsdirektøren kunne komme igennem til ham. Vi stod der sammen, side om side og så dumme ud. Brændt af igen, igen. Kun Billes stories på Instagram viste livstegn. Dem var der til gengæld mange af.

Nu vil jeg have historien ud af hovedet.

Mens jeg skriver denne introduktion, har jeg seks dage til deadline. En deadline, som jeg har givet mig selv for en time siden og netop har fortalt om til Bille i en Messenger-besked og på sms. Måske når han derfor alligevel at komme med i artiklen her til sidst, så det ikke kun bliver ved drømmene? Jeg håber det virkelig. Men han kan ikke få mere ventetid, det kan han bare ikke.

Første besøg
Tirsdag 10. september 2019

Da jeg tager ud til Ishøj IF for første gang, står Murat Kütuk og rører rundt i en gryde med bolognese i. Han har gang i tre af de fire blus på det lille komfur i klubhusets køkken, for der skal laves mad til en hel trup og en masse frivillige. Det er noget af et særsyn i en fodboldklub, at sportsdirektøren også agerer kok. Men sådan gør man det altså i Ishøj IF, hvor man ikke lokker spillere med penge, men med et godt set-up og sociale aktiviteter.

”Man får ingen dadel i vores klub. Her strøer vi kun kærlighed, og derfor er fællesspisningen en vigtig ting hos os,” siger Murat Kütuk og fortsætter:

”Som sportsdirektør laver jeg alt i klubben. Fra rengøring til at være gartner. Vi skeler ikke til titlerne. Titler er bare titler. For os handler det om at lave noget, der er fedt og spændende for andre.”

Der er fællesspisning efter hver træning om tirsdagen og torsdagen. I aften står den på spaghetti bolognese.

Jeg har aftalt at mødes med Kütuk halvanden time før, at spillerne og Nicki Bille møder til træning, så har vi tid til en god snak om klubben og om, hvorfor man har hentet den klubløse angriber, som har flere domme for vold bag sig og et halvt år forinden har fået næsten 100 hagl i sin arm, hvilket var ved at koste ham livet. Nicki Bille har ikke spillet fodbold siden.

Aftalen er, at jeg skal snakke med Bille efter træningen. Det har sportsdirektøren sat op.

Kütuk rækker hovedet gennem en luge i væggen og kigger mod kontoret til venstre for ham:

”Tager du lige over pastaen, Pede?”

Inde på kontoret sidder Pede foran computeren med en syltetøjsmad og en Nikoline-sodavand og scroller rundt på EB.dk. Han har hestehale, men håret er ikke sat op som en hipster med man-bun eller i en kort L.A.-pisk-længde. Det her er en nørd-hestehale, som Frank og Casper ville kalde den i ’Klovn’. Om hans mund pryder et prægtigt lokumsbræt. Altså det ovale skæg, der kun dækker partiet omkring munden.

Pede har ingen titel, men er Kütuks faste sparringspartner, og sammen har de to været med til at skabe og udvikle Ishøj IF, der er en fusion mellem klubberne SB50 Ishøj og Ishøj Boldklub. På væggene i kontoret hænger der gamle billeder fra dengang, hvor klubberne var rivaler og delte byen i to lejre.

”De to klubber kæmpede i mange år om de samme ressourcer, de samme spillere og faciliteter, og det gad vi ikke længere. For fire år siden hoppede jeg ind i bestyrelsen i Ishøj Boldklub-regi, og det første, jeg sagde til mig selv, var, at vi blev nødt til at slå de her to klubber sammen. Det er slut med at modarbejde hinanden, vi skal have samlet byen,” siger Kütuk.

”Vi prøver at lave en miniudgave af Real Madrid,” joker Pede om de gode forhold.

På kontoret er der massevis af holdbilleder, hvor Kütuk selv spillede og bar anførerbindet for Ishøj Boldklub. De er fra en tid, hvor der ikke var noget, der hed en falsk 9’er. Ifølge Kütuk selv var han den sidste rigtige 10’er, der fandtes. Hans gamle røde trøje med rygnummeret 10 er også indrammet på kontoret.

Selv om Kütuk omtales som en legende i fodbolden i Ishøj, var der indtil for nyligt ikke mange uden for Vestegnens grænser, eller måske mere præcist Ishøjs grænser, som kendte til den 43-årige sportsdirektør, der til daglig hjælper unge med at holde sig væk fra kriminalitet i byen på et værested.

Men så skete der noget.

Nicki Bille blev præsenteret som ny spiller i klubben 25. juli.

En bemærkelsesværdig nyhed, som skabte store overskrifter på de fleste af landets medier. Pludselig kom den forholdsvis nye klub og ukendte sportsdirektør på Danmarkskortet, som han selv beskriver det.

”Uden at være for hovmodig vil jeg sige, at jeg måske er landets mest kendte sportsdirektør lige nu. Jeg er i hvert fald tæt på.”

Til præsentationen af angriberen lagde Ishøj IF et foto op af Bille, der shaker hands med Kütuk. På de sociale medier morede flere sig over, at der var presset mange lokale sponsorater ind på billedet. Det lignede, det var gjort i noget så oldschool som Paint. Blandt sponsorerne var kebabstederne Restaurant Hilal, Roll ’n Eat Kösem Shawarma og vandpibebaren Domun Shisha Lounge.

”Jeg ved godt, at vi bliver drillet på nettet med, at alle vores sponsorere er vandpibebarer,” forklarer Pede.

”Men de lægger nogle gode penge, og så er det nogle gode steder, hvor vores spillere kan gå ned og hygge sig og få noget pibe fremfor at tage på druk i byen.”

Nicki Bille har altid tiltrukket sig opmærksomhed som fodboldspiller. For det første for at være en virkelig dygtig angriber, der gav sig fuldt ud i hver kamp. Noget andet var hans sjove og gennemførte jubelscener, der endda gik verden rundt flere gange. Som da han efter en scoring for Esbjerg fB nappede en fadøl fra en fan og hældte en ordentlig sjat i svælget, hvilket engelske The Guardian hyldede med kommentaren: ’Måske den bedste jubelscene i verden?’

For det tredje har Bille også altid givet meget af sig selv til medier og været leveringsdygtig i gode citater, hvilket også gør, at man savner hans skikkelse i dansk fodbold. Jeg gør i hvert fald. Der kom aldrig kedelige og forudsigelige autosvar som med alle de andre PR-kursustrænede spillere. Bille sagde, hvad han mente og var ikke bange for at skille sig ud. Og han havde selvironi.

Som da han deltog i Kanal 5-underholdningsprogrammet ’5. Halvleg’ og skulle forklare forskellen på ham og Nicklas Bendtner.

”Jeg er hurtigere til at løbe væk fra politiet,” lød det kækt og alligevel med en snert af selvindsigt.

Nicklas Bendtner og Nicki Bille har også kørt et lille parløb i skandaler og domme. Med den forskel, at Bille alligevel har fået Bendtner til at fremstå som en uskyldig spejderdreng ved siden af. I 2009 fik Bille en dom på 40 dages betinget fængsel for vold i trafikken, hvor han havde uddelt knytnæveslag.

I 2015 fik han 60 dages fængsel for vold mod tjenestemand i funktion, og senest i 2019 blev han dømt for trusler mod en sygeplejerske. Og så har der været flere bøder, anholdelser og fængselsperioder indimellem.

Sådanne sager kombineret med, at Bille også har levet et liv på den røde løber og været kæreste med kendte kvinder som modellen Lykke May, har gjort ham til en interessant karakter især i den kulørte presse.

For at forstå, hvorfor Ishøj IF lader Bille komme ind i varmen hos dem, skal man kigge på deres værdisæt, der lyder ’Højt til loftet, langt til døren’, forklarer sportsdirektøren.

”Hos os skal der være plads til alle, og det er fra vugge til krukke, det er vores udgangspunkt. Selvfølgelig har vi også det værdisæt som alle andre klubber, hvor man skal opføre sig ordentlig og koncentrere sig om sin fodbold. Vi vil skabe nogle fede fællesskaber og hellere have de unge mennesker omkring fodboldklubben fremfor at hænge ud på gader og stræder. Når de er hos os, ved vi, at de bliver formet rigtigt. Vi er ikke bare en fodboldklub, for os er det en livsstil.”

Ifølge sportsdirektøren skal man se Ishøj IF lidt som klassens frække dreng.

”Jeg ved godt, at jeg har stjålet Ekstra Bladets slogan: ’Tør - hvor andre tier’, men vi fører os lidt frem og har en lille fest.”

Hvordan fik I fat i Nicki Bille?

”Jeg har en god ven, som kender Nicki, og han fortalte mig, at han var ledig på markedet og har haft nogle udfordringer. Og nogle af de udfordringer, som Nicki har haft, ligger jo ikke fjernt fra det, som jeg kender fra min arbejdsplads. Jeg kender mennesker, der har lavet noget, der er ti gange værre. Jeg ved, at jeg godt kan arbejde med Nicki, hvis han tillader mig det. Jeg er da godt klar over, at manden har lavet nogle ting, som ikke er hensigtsmæssige, men jeg føler, at Nicki er faldet mellem to stole, og jeg vil gerne give ham en hånd for at løfte ham op. Så jeg sagde: ’Hvis Nicki er klar til at bygge sig selv op igen og ændre nogle ting og komme på fodboldkortet igen, så er han velkommen hos os’.”

”Nicki kom herned, og vi fik en sludder, og der kunne jeg godt se, at han faktisk mente det, han havde ytret sig omkring. Han vil gerne ændre nogle ting og vil bare tilbage til fodbolden igen, ikke professionelt lige nu, men bare tilbage. Jeg sagde: ’Fint, hvis det er det, du vil, så starter vi’.”

Du brugte ikke lang tid på at overveje, om det var det rigtige at tilknytte ham klubben?

”Nej. Jeg ved godt, at mennesker kan lave nogle fejl i deres liv, og alternativet er, at ingen hjælper manden, og så ville risikoen for, at han ryger endnu længere ned blive større. Inden han når så langt, rækker jeg hånden ud og siger: ’Vi skal nok tage os af dig, Nicki’. Men det kræver, at han vil det her. Han skal selv tage skridtet, det kan vi ikke gøre for ham. De fleste unge mennesker vil gerne ændre sig, men de mangler støtten til at gøre det. Den giver vi ham.”

Men det er ikke blot drengestreger, han har begået. Hvad tænker du om de sager, han har været involveret i?

”Jeg tænker faktisk ikke så meget over det. Overskriftsmæssigt har jeg læst lidt, og så vidt jeg har forstået, har der været morfin og alkohol involveret de fleste gange. Derfor har jeg ikke forholdt mig til noget som helst - i og med jeg er vokset op på den måde, som jeg har gjort og oplevet mange kriminelle unge mennesker. Selvfølgelig er det uheldigt med de sager, som Nicki har lavet, men det er en del af livet. Mit fokus har hele tiden været Nicki som fodboldspilleren, fordi fortid er fortid, og jeg skal bruge Nicki i fremtiden.”

Hvad håber du, at I kan få ud af ham?

”Hvis jeg skal være ærlig, har jeg aldrig set Nicki spille. Jeg har set nogle YouTube-klip med ham, men jeg ved, at han havde et stort navn og har været i udlandet. Men hvis jeg kan få en god spiller og et godt menneske tilbage, så er jeg glad. Bare Nicki kommer tilbage som menneske, det er det vigtigste for os. Og hvis han leverer på 50 procent af sit tidligere niveau, så er det stadig pænt højt i Danmarksserien, og så har vi ham kun på lånt tid.”

”Han har dog taget på i vægt, men man kan ikke undgå at tage på, når man har siddet stille i ni måneder. Men jeg har trænet lidt crossfit og boksning med ham, og der kunne jeg sagtens se, at han var bundstærk. Så snart han kommer i gang her, rasler de kilo af igen.”

Du er ikke bange for, at I kommer til at brænde nallerne på Nicki Bille?

”Overhovedet ikke. Hvis Nicki falder mellem to stole igen, rækker vi forsat hånden ud. Alt afhængig af, hvad der kommer til at ske selvfølgelig. Vi kan jo ikke spå om fremtiden.”

Det er det sidste spørgsmål, jeg stiller Kütuk i denne omgang. Da vi går ud fra taktikrummet, hvor interviewet fandt sted, præsenterer en ung mand med et kamera sig for mig. Han fortæller, at han er tv-tilrettelægger og er ved at lave en dokumentar om Nicki Bille. De skal følge ham de næste mange måneder, mens Bille prøver at rejse sig. Jeg er altså ikke den eneste, som venter på Bille denne aften og tænker, at han er ekstra interessant at følge i den netop denne periode af hans liv. En mand, der skal forvandle sig mod alle odds.

Lidt senere er jeg gået ud med min egen fotograf for at ryge, da Kütuk pludselig åbner døren ud til os og kigger længe ned på sin telefon.

”Jeg er sgu ked af det. Nicki har lige skrevet, at han ikke kommer til hverken træning eller interview. Der var noget, at han skulle ordne med sin lejlighed.”

Det er fem minutter før vores aftale. En kvindelig frivillig går nysgerrigt over til os:

”Hver sker det? Er det Nicki Bille? Har han nu meldt afbud igen?”

Da jeg tjekker Billes Instagram på vej hjem i bilen, kan jeg se, at han lagde en story op nogenlunde samme tidspunkt, som vi skulle mødes. Han befinder sig i et sommerhus på Nordsjælland, tager et surfboard under armen og hopper i Øresund.

Et stort talent med en dårlig dømmekraft

Da Nicki Bille blev skudt med et haglgevær i underarmen i sin egen lejlighed i Sydhavnen 1. juledag 2018, var det kulminationen på et frygteligt efterår for fodboldspilleren. Bare tre dage forinden var han blevet politimeldt for at have overfaldet en dørmand med knytnæveslag foran natklubben Level i Indre København. Og præcis to måneder tidligere truede han en cyklist med en luftpistol for panden og var desuden i besiddelse af 0,26 gram kokain. En episode, der endte med at koste ham sit job i Lyngby BK.

At det kunne komme så langt ud til, at Bille blev skudt i armen og selv endte i skudzonen 25. december sidste år, var desværre noget, som hans tidligere træner, Mark Strudal, havde frygtet. Det var Strudal, der hentede Bille til Lyngby, fordi de to altid har haft et godt samarbejde og forhold.

”Da Lyngby slap ham, vidste jeg godt, at den næste tid ville blive meget svær for Nicki. Jeg havde skabt et stort netværk af mennesker omkring Nicki til at støtte og hjælpe ham, og i det øjeblik, hvor han forlod klubben, røg hele det netværk. Der vidste jeg, at risikoen for, at Nicki kunne komme ud for noget slemt, ville stige markant, og det gjorde han desværre også. Jeg frygtede, at det kunne ende sådan,” siger Strudal.

Mens Bille var indlagt på hospitalet efter skudepisoden og ikke vidste, om han ville beholde sin arm, kom Strudal også og besøgte sin tidligere spiller. Begge var bevæget af omstændighederne.

”Det var emotionelt at besøge Nicki på hospitalet, og jeg vidste også, at det var lige i den stund, at Nicki ønskede sig, at der kom nogle mennesker og viste sit ansigt og stadigvæk tilkendegav, at han kunne regne med en. Nicki var også utrolig taknemmelig og meget emotionel selv. Han var ekstremt chokeret over hændelsen og bange for, at han ville miste sin arm. Det var emotionelt, fordi han godt vidste, at han var meget langt ude, og fodboldverdenen var meget langt væk. Han har aldrig været så tæt på at dø før. Den erkendelse gik op for ham, da han lå på hospitalet.”

Foruden i Lyngby kender Strudal og Bille hinanden fra deres fælles tid i FCN (2008-2010), hvor angriberen måske spillede noget af sin bedste fodbold. Og de har haft et tæt og specielt forhold, nærmest som far og søn.

”Jeg har altid taget mig godt af Nicki, når jeg har arbejdet med ham. Jeg tager mig altid af de mennesker, som jeg arbejder eller har arbejdet med, for jeg ser dem lidt som mine egne knægte. Specifikt med Nicki har der været et tættere og mere specielt bånd. De fleste ved godt efterhånden, at Nicki har ADHD og har været medicineret, mens han var i FCN. Vi som klub har også hjulpet ham med at få den pleje, som det punkt kræver. Der var blandt andet en psykiater på ham, der sørgede for, at han var stabil og mere rolig.”

”Jeg har taget mig ekstra af Nicki, fordi han har haft brug for det, men også, fordi jeg ved, hvilke vilkår Nicki kommer fra i Frem BK, og ved også, at han ikke har haft den letteste baggrund og dermed har oplevet større modstand i livet end de fleste. Han har kæmpet hårdt for at nå sine mål, og det er nogle ting, som jeg godt kan sætte mig ind i.”

Strudal mener, at det er kombinationen af Billes ADHD, hårde opvækst og vennekreds, der gør, at han ofte er i sine følelsers vold og træffer de forkerte valg.

”Jeg kender Nicki så godt og ved, at der er en god dreng og et godt menneske inde i ham. Der er intet ondt i Nicki. Han har været indblandet i mange dumme ting, som ikke har været særligt kloge eller velovervejede, og noget af det har været Nickis egen skyld, han har truffet nogle dårlige valg, men andre gange har det også handlet om, at der er nogle i hans vennekreds, der må tage skylden for, at de ikke har beskyttet ham og dermed passet ordentlig på ham.”

Nicki Bille er født og opvokset i Valby og tørnede som ungdomsspiller ud i byens arbejderklub BK Frem, som havde en mentalitet, der passede godt til gadedrengen.

"I Frem har de det der arbejdergen. Når vi som ungdomsspillere mødte KB, var det lidt mere forkælede børn, vi spillede imod. Når vi slog dem, stod de og græd og peb bagefter. Sådan var det ikke i Frem,” fortalte Bille i et interview med Tipsbladet i 2010. ”Det handlede om andre ting. Vi boede ikke på villaveje og fik alting foræret. Vi arbejdede stenhårdt for at komme frem. Vi var måske heller ikke født med det største talent, og vi vidste godt at for at komme frem, var vi nødt til at træne hårdt. Vi vidste, det ikke ville komme af sig selv.”

Men det er heller ikke et miljø for alle, forklarer Strudal.

”I Frem er det normalt, at man tager nogle bajere efter kampene og skejer ud, det er et hårdt miljø. Nicki var blot 17 år og en bulderbasse, da han kom op på førsteholdet,” siger Billes tidligere træner.

I interviewet til Tipsbladet fra 2010 åbnede Bille også op om opvæksten, hvor det var normalt at lave drengestreger.

"Mine forældre har altid været der for mig, så på den måde har det ikke været en hård barndom. Det har været rimeligt, men derude var der ikke de samme vilkår, som andre måske har haft. Der har været lidt for mange drengestreger, og måske beskæftigede vi os lidt for meget ude på gaden. I de ungdomsår og fritidsklubber, som vi havde i Valby, var der hele tiden ballade. Man lavede drengestreger hele tiden, og man skulle snakke med pædagoger. Man var nærmest et problembarn. Det gjorde os stærkere. Det har været en lidt hårdere barndom, end andre måske har haft, men det er det, der giver hår på brystet."

Man skal heller ikke tage fejl af, at familien betyder meget for Bille. Han har fortalt i interviews, at hans største drøm var at tjene så mange penge og gøre som den engelske angriber Michael Owen og købe en masse huse, hvor hans familie og venner kunne bo.

Og familien har været et ømt punkt, som kunne trigge hans temperament. Som da en tilskuer under en pokalkamp mellem Esbjerg fB og Søhus Stige råbte nogle grimme ting om fodboldspillerens nærmeste, og han endte i verbal infight. ”Du tør ikke komme herned på banen og sige det igen,” råbte en vred Bille tilbage.

Angriberen slog allerede igennem på Frems førstehold som senior, da han var bare 17 år i 2005, hvor klubben lå i 1. division. Og der gik ikke længe, før udlandet kaldte på Bille. Året efter debuten i Frem BK købte Serie A-klubben Reggina den 18-årige Valby-dreng. Efter to udlejninger til de laverede rangerede italienske klubber Martina og Lucchese vendte Bille hjem til FC Nordsjælland for at kickstarte karrieren.

Og det lykkedes. Han scorede 18 mål i 58 Superliga-kampe for Farum-klubben fra 2008 til 2010 og sluttede den gode periode af med at blive topscorer med fem mål i en U21-landsholdsturnering i franske Toulon. Det skaffede i 2010 ham en stor kontrakt i Villarreal, der på det tidspunkt var en storklub i Spanien.

”I hans bedste form hørte Nicki til blandt de allerbedste nationale angribere, Danmark har haft. Med den måde han er skåret på rent fysisk, hans power, dynamik og arbejdsomhed var han en meget dygtig angriber. Jeg synes især, at han peakede i den sidste tid i FCN, hvor han også endte med at ryge til udlandet og blive en profil på U21-landsholdet,” siger Strudal.

Men det var også i FCN, at Bille modtog sin første voldsdom på 40 dages fængsel for at uddele knytnæveslag i trafikken. Dommen blev gjort betinget af 50 timers samfundstjeneste.

Og så var der ellers stille omkring Bille og hans skandaler i fire år, hvor han nød pænt med succes særligt i Elche i Spaniens næstbedste række med 12 mål i 35 kampe. Men i 2013, hvor han nu var skiftet til Rosenborg, blev han anholdt i Norge for gadeuorden og fik en bøde på knap 8.000 kroner for angiveligt at have smadret et glas, spyttet på en ansat på en natklub og at have slået ud efter folk.

”Jeg tager det fulde ansvar for det, som skete,” sagde Bille til mediet Adressa.

”Jeg var fuld, og jeg beklager rigtig meget. Både over for klubben, spillerne, politiet, supportere og alle, som har været involveret. Det er uacceptabelt opførsel fra min side, og det kommer ikke til at ske igen. Det lover jeg.”

At det ikke kommer til at ske igen, har Bille sagt mange gange. ’Nu er det slut’. Og han har undskyldt hver gang. Som da han sad fængslet i 30 dage i Monaco for vold og usædelig opførsel i 2018. Der var undskyldningen også alkohol.

Hvis man kigger på Billes CV, kan man tælle hele 15 forskellige klubber fordelt på 15 år og syv lande. Mange har troet på projektet Nicki Bille. Da han skiftede til Lyngby sommeren 2018, erkendte han, at det var sidste chance. I dag fortryder Strudal, at han ikke ventede med at hente Bille til et halvt år senere, så han var klar mentalt og fysisk.

”Jeg nåede ikke at gøre ham stabil som i FCN, fordi jeg først reelt fandt ud af, hvor slemt det virkelig stod til, da han fysisk mødte op til selve træningen i Lyngby. Hvis jeg havde vidst det på forhånd, havde jeg ventet med at underskrive aftalen til et halvt år senere, hvor vi i mellemtiden ville have kunnet arbejdet med ham og fået ham fuldstændig stabil med diverse ting.

Jeg havde faktisk fået den gamle psykiater på ham præcis den dag, hvor Nicki lavede sit stunt med luftpistolen, der resulterede i en fyring. Det var trods store udfordringer og stor modstand tæt på at lykkedes for Nicki i Lyngby, men hjælpen nåede akkurat ikke at virke, før det var for sent.”

Ifølge Strudal påvirkede det holdkammeraterne i Lyngby meget at se Billes tilstand og deroute.

”Nicki arbejdede altid stinkende hårdt til træning – også til sidst i Lyngby, når han deltog. Han fik den ultimative respekt fra sine holdkammerater og trænere for hans indsats på træningsbanen og i styrkelokalet. Når Nicki gik på banen, arbejdede han altid så hårdt, at alt hans tøj var gennemblødt af sved. Man kunne ikke sætte noget som helst på Nickis indstilling, som var meget professionel, når han var inde i klubben.”

”Da holdkammeraterne hørte, at Nicki ikke lykkedes i Lyngby, var der mange af drengene på holdet, som emotionelt blev påvirket af det og var påvirket længe, fordi det var tragisk at se, at der var en mand, som kæmpede for at finde fodfæste, og som havde nogle menneskelige udfordringer, der skulle komme styr på.”

I dag har Bille fortsat 40 hagl inde i armen fra skudepisoden 1. juledag 2018. Han beholdt altså sin arm, og stik imod alle odds fandt han en klub i Ishøj IF i sommeren 2019.

Dette måtte vel være hans sidste chance i fodboldtilværelsen?

Andet besøg
Tirsdag 17. september 2019

Jeg skal ud til Ishøj igen for at mødes med Bille. Der er gået en uge, siden jeg besøgte klubben første gang. Aftalen er igen, at jeg skal interviewe Bille efter træningen, og igen er det sportsdirektøren, som har sat det op.

For en sikkerhedsskyld ringer jeg til Kütuk et par timer, før jeg skal køre af sted. Jeg vil helst ikke lokke en fotograf derud og så igen stå uden nogen Bille.

Kütuk fortæller, at han faktisk ikke har hørt fra Bille, efter han meldte afbud ugen forinden. Han var heller ikke til træningen om torsdagen. Kütuk lover, at han vil ringe Bille op for at sikre sig, at han kommer, og at jeg vil modtage et opkald senest en time, før jeg kører af sted.

Da jeg ikke får noget opkald, sætter min fotograf og jeg kursen mod Ishøj igen. Vi ankommer til klubhuset, og i døren kigger Kütuk igen ned på sin telefon, som han gjorde sidste gang, Bille meldte afbud.

”Jeg har ringet til dig,” siger han.

Jeg har ikke mærket noget til et opkald i min lomme og tjekker efter i ubesvarede opkald. Der er ingen, der har ringet til mig.

”Men jeg har altså ikke kunnet få fat på Nicki. Så jeg ved ikke, om han kommer i dag.”

Vi bliver tilbudt en kop kaffe og sætter os til at vente. Stemningen er en anelse trykket i klubhuset. Ishøj IF tabte weekendens kamp og føler sig snydt af dommeren. Samtidig blev en 22-årig mand for nogle dage siden dræbt i et banderelateret opgør på Gildbrovej i Ishøj, hvilket er få minutters gåtur væk fra fodboldklubbens adresse.

Træningen går i gang, og der er stadig intet syn af Bille. Jeg erkender, at jeg er blevet snydt en gang til.

”Har du sagt til Nicki, at jeg skal interviewe ham i dag?” spørger jeg Kütuk.

”Er han cool nok med det? Eller bliver han væk, fordi han ikke vil snakke med mig?”

”Nej, nej, Nicki ved godt, at I vil interviewe ham, og han vil gerne.”

Da vi bliver tilbudt at spise med efter træningen, beslutter vi os for ikke at tage hjem, selv om der ikke bliver noget interview. Mens min fotograf bruger ventetiden på at redigere nogle billeder, falder jeg i snak med min sidemand, som åbenbart viser sig at være Nicki Billes mangeårige agent, Nikola Juric. De har dog ikke længere et samarbejde, for når man spiller i Danmarksserien, har man ikke brug for en agent, fortæller han.

Helt tilfældigt befinder Juric sig bare i Ishøj IF’s klubhus for at overvære deres træning. Jeg spørger, om han har lyst til at fortælle om Bille til citat, og vi går ind i taktikrummet.

Juric har været agent for Bille siden Frem-dagene, hvor han opdagede ham.

”Jeg lagde især mærke til hans aggressive spillestil og fandenivoldskhed, hvilket gjorde ham anderledes.”

Hvordan var Nicki Bille at være agent for?

”Århhh. Jeg tror ikke, at du har tid til at snakke til nytår, vel? Den korte udgave er, at Nicki er en god dreng, og jeg har i bund og grund ikke noget dårligt at sige om ham. Vi har alle vores udfordringer og særligt, når man er et ungt menneske. Og i dag har man også et helt andet liv som ungt menneske, end man havde tidligere. Der var ikke alle de her smartphones med kameraer og sociale medier. Spillere og kendte personligheder kunne være mere sig selv dengang. Det er bare sværere at være et ungt menneske i dag, presset er blevet større, og det er ikke alle, som kan klare det. Nicki har bestemt haft sine udfordringer, det vil han også selv indrømme, men han har taget sin straf.”

Har han fået det optimale ud af karrieren?

”Optimal og optimal… Nicki har haft mange odds imod sig, men han har gennem hårdt arbejde oplevet mange ting med sin fodbold, som andre mennesker aldrig kommer i nærheden af. Han har spillet i tre af de fem bedste ligaer i verden og taler syv sprog flydende.”

Som agent må du også have oplevet det samme som mig? Altså, at han er svær at få fat i.

”Du er ikke den eneste, nej. Da han var på vej til Villarreal i 2010, ringede jeg til ham over 30 gange, men han tog ikke telefonen, fordi han havde sat den på lydløs. Heldigvis skulle han op på toilettet i løbet af natten og så alle mine mange ubesvarede opkald. Han spurgte: ’Hvad sker der?’ ’Du skal pakke din kuffert NU og tage det første tog fra Vejle’ – hvor han befandt sig med landsholdet – ’til København, for vi skal med det første morgenfly til Spanien’. Det var hektisk, vi nåede lige at lande i Valencia, og blev kørt direkte til lægetjek og over i klubben for at forhandle de sidste detaljer på plads.

Vi havde ikke spist eller drukket noget. Det var en stor forløsning, fordi det var en kæmpe drøm for Nicki at komme til en storklub som Villarreal. Godt nok til deres andethold, men de havde jo en plan med ham.”

Da vi går ud fra taktikrummet, kommer nogle fra klubben over til mig og spørger, om jeg kan finde ud af at stå på mål. En af Ishøjs målmænd er blevet skadet i baglåret under træningen, og de mangler en erstatning.

”Endnu én, der har en slået røven på Murats (sportsdirektør Murat Kütuk, red.) rutsjebane,” bliver der joket med. Det er en reference til, at Bille var skadet i sin første tid i Ishøj IF, fordi han slog bagdelen på netop en rutsjebane.

Jeg takker dog nej til at stå på mål i stedet for den skadede målmand og vender endnu en gang hjem til min kæreste med beskeden om, at jeg igen brugte en hel aften i Ishøj uden at snakke med Nicki Bille.

To dage senere ringer jeg til sportsdirektøren for at høre, om der er noget nyt. Han fortæller, at han har været i kontakt med Bille, og at han ikke kom til træningen, fordi han var syg, så han kommer heller ikke til aftenens træning.

'”Lad os satse på tirsdag i næste uge,” siger han.

Men da det bliver tirsdag, kan jeg se på Billes instagram, at han bader i en pool på et spahotel to timer før træningen. Og da jeg ringer Kütuk op en time senere, har han heller ikke hørt noget fra sin spiller.

”Lad være med at tage herud. Han kommer nok ikke,” advarer han mig om.

Og ganske rigtigt. Bille har igen opdateret sin Instagram-story klokken 18, hvor træningen skulle begynde, og han er åbenbart utrolig glad for vand, for nu tager han også en efterårsdukkert i Øresund.

De næste par uger lader jeg historien ligge, men tjekker selvfølgelig flere gange dagligt Billes Instagram for at være opdateret. Der er forholdsvis stille derinde, men 7. oktober sker der pludseligt noget.

Nicki Bille lægger en video op, hvor han fortæller, at han er begyndt på antabus for at få styr på et alkoholproblem. ”Nu kører bussen! Antabussen,” siger han og sluger en pille ned med noget Faxe Kondi. Han siger det nærmest på sådan en let måde, at man skulle tro, at det var en reklame for enten sodavanden eller nogle vitaminpiller.

Men det er naturligvis en alvorlig sag.

At Bille breaker, at han tager antabus, gør ham igen interessant for andre medier. Nu havde jeg lige haft ham lidt for mig selv i en periode. Antabus-nyheden får Tipsbladet til at kontakte Ishøj-sportsdirektør Murat Kütuk, og i et interview afslører han, at Bille ikke har været til træning i flere uger og er gået under jorden.

Det var jo min historie. Jeg bliver overhalet indenom. En frustrerende fornemmelse. Det hjælper heller ikke på humøret, at mine kollegaer kommer og gentager det.

”Har du set det? De er løbet med din historie.”

Jeg ringer Kütuk op med det samme og spørger, hvad det betyder for Billes fremtid i klubben, at han er stået frem med, at han er på antabus. Han siger, angriberen har et møde ude i klubben næste torsdag, hvor de skal lægge en plan for fremtiden, så han bliver kørt ordentlig ind på holdet.

Tredje besøg
Torsdag 10. oktober 2019

Denne gang tager jeg S-toget alene ud til Ishøj, jeg nænner ikke at tvinge min fotograf med, selv om jeg alligevel føler mig ret overbevist om, at Bille dukker op denne gang. Han kan da for pokker ikke blive væk fra et møde, hvor han skal planlægge sin fremtid i klubben? Og slet ikke nu, hvor medierne har skrevet så meget om, at han bliver væk fra træningerne.

Det begynder at dryppe med regn, da jeg når frem til parkeringspladsen foran klubhuset. Jeg opfatter med det samme dråberne som et dårligt tegn, for det har også regnet ved de to tidligere besøg. Faktisk føles alt som et deja-vu. Jeg smiler til Kütuk gennem ruden i døren, og han vælger at kigge ned i sin telefon længe, akkurat som de andre gange, hvor Bille enten har sendt en afbuds-sms eller ikke har givet lyd fra sig.

”Altså, jeg har ikke hørt fra ham i dag, men han skulle komme.”

Jeg er landet i klubhuset et kvarter, før sportsdirektøren skal holde sit møde med Bille, og aftalen er, at jeg skal interviewe ham efterfølgende. Jeg bliver parkeret inde på kontoret, hvor en ven af klubben sidder foran computeren og leder efter en knallertmekaniker, der kan fikse hans Kina-knallert. Det er åbenbart ret svært, fortæller han mig.

Gennem døren kan jeg høre en anden sige til Kütuk: ”Er det ham fra Euroman igen? Han (Bille, red.) kommer jo aldrig.”

”Jo, jo, vi har en aftale.”

En halv time går der med at høre mere om den Kina-knallert og om, hvorfor det er svært at finde en mekaniker til sådan nogle, hvilket skyldes, at det er en billig knallert, som ingen gider røre ved, fortæller fyren mig. Pludselig træder Pede ind i lokalet:

”Sidder du nu og ser porno på min computer igen,” joker han.

”Nej, nej, jeg leder efter en knallertmekaniker,” svarer den anden.

Jeg sidder der yderligere 15 minutter, før Kütuk endelig dukker op og selvfølgelig med en nedslående besked:

”Ja, jeg er virkelig ked af det, men Bille har lige skrevet, at han har ondt i maven, fordi han var ude og spise på fin restaurant i går og samtidig med, at antabuspillerne giver ham nogle mavesmerter.”

Da Kütuk tilbyder, at jeg kan spise med, er jeg så nedslået, at jeg takker nej uden at tøve. Det ligner mig ellers ikke. Men jeg er træt, træt af at blive droppet. Og føler mig overbevist om, at jeg aldrig kommer til at skrive det portræt af Nicki Bille.

Men to dage senere sker der noget, som jeg vil kalde for et plot-twist. 12. oktober klokken 13.11, mens jeg holder weekend, tikker der en besked ind på Messenger. Den er fandme fra Bille. Allerede tilbage i august skrev jeg til ham over Facebook om et interview, men da han aldrig svarede, gik jeg i stedet videre til sportsdirektøren for at sætte en aftale op.

”Hej Teis, Jeg har desværre først set din besked nu, da den har været gemt i anmodninger. Øv, øv. Men hvis det er noget i fortsat er interesseret i, så er jeg bestemt også. Kunne blive fedt, er jeg sikker på,” skriver han og slutter af med både kysse- og hjerter-som-øjne-smiley.

What? Har sportsdirektøren virkelig aldrig spurgt Bille på mine vegne, om han ville interviewes? Kan det passe? Eller har Bille dårlig samvittighed over at have brændt mig af, at han laver dette nummer?

Et mindre gennembrud og en fyring

Fordi Bille ikke svarer på mine opfølgende Messenger-beskeder, går jeg igen tilbage til Kütuk og prøver at sætte et interview op den vej igennem. Han fortæller, at han siden sidst har arrangeret en middagsaftale med Bille inde i København om torsdagen 17. oktober, og det er planen, at de sammen kører ud til træningen i Ishøj efterfølgende. Her kan jeg få lov til at interviewe ham, lyder det.

Men jeg bliver bange for at spilde en aften i Ishøj igen, så torsdag formiddag kontakter jeg sportsdirektøren for at høre, om jeg ikke bare kan sidde med på restauranten, så er jeg sikker på, at interviewet kommer i kassen. Men Kütuk kan nu berette, at Bille har aflyst.

Og så får jeg ikke mere at vide.

Men dagen efter kan jeg overraskende læse i BT: ”Vi har lavet en ny plan for Nicki, fordi han er på antabus. Vi har lavet en plan, hvor han laver en masse selvtræning, fordi de piller gør, at han ikke er tip-top, og så har vores fysioterapeut givet ham en plan, der gør, at vi kan få ham tilbage igen, og når han er klar til januar, så kommer han,” udtaler Ishøj IF-sportsdirektøren til avisen.

Hmm… Da jeg læser, at Bille først vender tilbage til klubben efter nytår, mister jeg modet og erkender, at hvis jeg skal skrive dette portræt, bliver det uden Bille. Jeg lægger dog en sidste taktik, der skal få Bille til at bide på og beslutter selv, at jeg har deadline om seks dage. Jeg informerer Bille om min nye deadline, og da det bliver mandag, ringer jeg ham op, lægger en besked og skriver en sms.

Og bingo. Bille ringer allerede tilbage ti minutter efter. Mit hjerte begynder at banke hårdere. Han siger i telefonen, at han er i Ungarn for at besøge en gammel holdkammerat og står netop nu i lufthavnen.

”Men jeg ringer til dig, når jeg er hjemme i København i aften.”

Jeg får ikke rigtig noget til citat, men det er et kæmpe gennembrud i min historie. Nu har jeg også talt med ham. Det bliver aften, og Bille ringer aldrig tilbage som lovet. Hvorfor stillede jeg ham ikke nogen spørgsmål, da jeg endelig havde chancen, spørger jeg mig selv om. Hvorfor er jeg så naiv?

De næste par dage går med at prøve at komme igennem til ham, men uden held. Jeg hører intet. Der er også helt stille på Billes Instagram i over en uge, hvilket er usædvanligt. Jeg begynder at blive bekymret.

Er han ude i noget skidt?

Og det er i denne periode, at jeg begynder at drømme om ham om natten. Bille fylder så meget i min families hverdag, at min kæreste fandme også fortæller mig en morgen, at nu har hun også drømt om ham. Altså, ikke på den måde, som det kunne lyde som om, du ved. Men har drømt, at jeg endelig mødes med manden.

Mine bange anelser viser sig at holde stik. For 2. november skriver BT: ’Vidner: Nicki Bille amok til fest’. En kilde hævder, at en fuld Bille kaster rundt med en cykel til en fest på Frederiksberg.

Jeg beslutter mig for at lægge historien helt på is, indtil der er kommet mere ro på Billes liv.

I næsten tre uger tænker jeg nærmest ikke på ham. Det er også blevet umuligt for mig at følge med i hans liv på sidelinjen, fordi han har gjort sin Instagram-profil for privat. Jeg har det lidt underligt med at anmode ham.

Men 20. november falder en bombe: Ishøj IF vælger at ophæve samarbejdet med Bille på grund af manglende stabilitet, skriver de fleste medier.

Over for mig forklarer Kütuk, at han fandt ud af, at Bille ikke overholdt sit personlige træningsprogram, der var en afgørende faktor for, at han skulle fortsætte i klubben efter nytår.

”Selv om vi har højt til loftet og langt til døren, så er der alligevel ikke længere, end vi kan lukke den og sende ham videre. Når man ikke følger sit træningsprogram, så giver det ikke mening. Han har åbenbart for mange fester og farver oppe i hovedet, og det kan vi ikke bruge til noget. Det er jo ikke første gang, at han ikke overholder sine aftaler. Der må også være en grænse for, hvad vi kan finde os i.”

Ærgrer du dig over, at I ikke lykkedes med ham?

”Jeg vil sige, at det er ærgerligt for ham selv, det er da ikke så ærgerligt for os og har ikke den store betydning. Vi har jo ikke set meget til ham, og vi gav ham ellers chancen for at komme tilbage til livet, og han valgte desværre ikke at tage den. Det er ligesom hans egen skyld. Som menneske ville han have haft godt af at være en del af os, men når man ikke vælger af tage imod den hjælp, som man har brug for, så er der ikke så meget at gøre.”

Kütuk fastholder dog, at han lader døren stå på klem for Bille, hvis angriberen er klar til at modbevise ham og arbejder hårdt for at spille fodbold igen.

Og nu er vi tilbage ved artiklens introduktion. Jeg har givet mig en sidste deadline her om seks dage den 20. december, hvor jeg skal aflevere portrættet. Jeg går nemlig på barsel den dag, så færdig skal den være. Jeg kan næsten ikke overskue, at historien også skal fylde i mit hoved, mens jeg er væk fra arbejdspladsen de næste par måneder.

Jeg ringer og skriver til Bille i ugens første tre dage, og onsdag klokken 13.54 tikker der en sms ind:

”Hey Teis, jeg er lige midt i noget og vil rigtig gerne ringe til dig senere,” skriver Bille.

Det er første livstegn, jeg har fået fra ham, siden vi talte kort i telefon 21. oktober. Hvad ’senere’ betyder, ved jeg ikke. Jeg hører intet, indtil jeg er ved at falde i søvn torsdag aften. Bille skriver og undskylder meget for, at han har været svær at komme i kontakt med.

”Kan vi nå at snakke sammen i morgen 11.30?”

Sker det virkelig nu? På den absolutte sidste dag?

Forløsningen

Det er deadline-dag, og jeg er meget spændt. Det samme er mine kollegaer, da jeg fortæller, at jeg har en aftale med Bille om formiddagen. Klokken 11.30 skriver Bille dog og udskyder til halvanden time senere. Godt nok udskyder han, men han er aldrig før kommet med præcise tidspunkter, det har altid været ’senere’ eller ’i aften’. Han er ved at bide på, kan jeg mærke. Han vil gerne snakke med mig.

Klokken 13.00 udskyder han ti minutter mere, men så ringer telefonen altså også. Nu er det nu. Små tre timer før deadline og min barsel får jeg endelig chancen.

Her er, hvad Nicki Bille fortalte mig:

Nicki, først og fremmest vil jeg gerne vide, hvordan du har det?

”Det går meget op og ned, det skifter virkelig fra dag til dag, om det går godt eller dårligt. Den ene dag kan jeg have det rigtig godt og føle mig motiveret, men dagen efter kan jeg være helt nede og være helt nede i en uge, fordi det ser så sort og svært ud at komme tilbage.

At komme tilbage er ikke bare noget, der sker fra den ene dag til den anden, så nogle gange får jeg virkelig en deprimerende periode, hvor jeg lukker mig inde. Det er også derfor, at jeg ikke svarer dig eller andre, fordi jeg lukker mig inde og lader være med at tænke på noget overhovedet. Jeg sidder bare derhjemme.”

”Men jeg vil sige, at hvis man tager fra et år siden, hvor der skete det med min arm, så er det gået langsomt fremad.”

Hvad er det for nogle indre dæmoner, du kæmper med?

”Det er både indre dæmoner, men det er også bare det med at gå fra at spille i nogle af verdens største ligaer, på landsholdet, have en fast løn hver måned til lige pludselig ikke at have haft en indtægt i næsten to år – og ikke have noget sted at bo. Min bil blev også totalskadet, og nu sidder jeg pludselig uden bil, bolig og indtægt og skal til at finde ud af alt muligt, som jeg som fodboldspiller har været vant til blev ordnet for mig. Jeg har været vant til, at alt praktisk blev ordnet for mig, og så står jeg nu som 31-årig og ikke kan finde ud af sådan nogle ting, det er virkelig stressende.”

Du var også meget ærlig og stod frem med, at du var på antabus. Er det også noget, du fortsat kæmper med?

”Ja, det er det samtidig også. For ligesom at stikke af fra de tanker, som jeg har inde i mit hoved, har jeg drukket. For at få dem væk. Jeg har arbejdet på at drikke mindre og er også blevet meget bedre til at styre det.”

Men det går stadig op og ned?

”Mest op vil jeg sige. Hvis jeg drikker nu, er det oftest, fordi jeg er inviteret til noget selskab eller arrangement. Det er længe siden, at jeg kan huske, at jeg har drukket, fordi jeg har haft det dårligt. Det er i hvert fald positivt.”

Så du er ikke på antabus hele tiden? Man kan vel ikke drikke, mens man er på pillerne?

”Nej, nej, det tør jeg slet ikke, det er for farligt. Men jeg havde for halvanden måned siden seks uger, hvor jeg slet ikke drak, mens jeg tog antabus. Det var fantastisk, og jeg kunne virkelig mærke en forskel i, hvordan jeg havde det i mit hoved. Jeg var helt klar i mit hoved, så frisk ud, kunne stå tidligt op og få noget ud af dagen. Jeg kunne mærke en kæmpe forskel, og nu, hvor jeg snart også får min egen lejlighed, hvilket er en kæmpe sejr, har jeg tænkt mig at starte i en rigtig behandling og ikke kun tage antabus for at komme helt væk fra det. Det er jeg nødt til, hvis jeg skal kunne spille fodbold igen.”

Hvad tænker du om fremtiden? Du har altså ikke opgivet din fodboldkarriere?

”Jeg drømmer stadig om at spille fodbold. Men det gik bare for stærkt med Ishøj If for mig, fordi jeg simpelthen ikke fysisk kunne klare det. Det var ikke engang, fordi jeg ikke ville, men fysisk havde jeg ikke trænet eller løbet overhovedet, siden der skete det med min arm. Og jeg kunne bare mærke første gang, at jeg trænede med dem, at jeg ikke var fysisk klar.

Alt er smadret i min arm, og hvis jeg træner og mit blod pumper, kommer blodet ikke nemt ud til min hånd gennem armen. Derfor bliver min hånd helt blå og iskold, det samme gør mine negle, og det gør rigtig ondt. Det var fysisk umuligt for mig lige i den periode, det er noget, der tager tid for mig at blive klar.”

Hvordan har du det med, at det gik, som det gik i Ishøj IF?

”Jeg har faktisk kun været der tre gange til træning, så jeg vil næsten sige, at jeg ikke rigtig har været startet derude endnu.”

Ishøj har alligevel ikke lukket døren helt for dig og sagt, at du stadig er velkommen, hvis du ændrer nogle ting. Kan du se dig vende tilbage?

”Jeg har mange tanker om, at jeg gerne vil bruge det tilbud. Nu får jeg min lejlighed, og det er noget af det, som har betydet allermest for mig, så jeg har et sted at bo og har alle mine ting samlet og kan få en normal hverdag, og den får jeg fra den 1. i næste måned.

Og der tror jeg bare, at det bliver nemmere for mig at stå op, spise morgenmad og komme hjem og hvile efter træning, så når Ishøj starter træningen op igen efter nytår, vil jeg rigtig gerne ringe til Murat (sportsdirektøren, red.) og spørge, om de har lyst til at finde ud af noget igen. Det er i hvert fald min tanke og noget, som jeg godt kunne tænke mig.”

Var det svært for dig at finde en ny klub efter din fyring i Lyngby BK?

”Jeg har ikke rigtig prøvet at finde en ny klub, kan man sige. Fordi jeg har vidst, at det har været fysisk umuligt for mig. Jeg har næsten været sengeliggende i et år, var først indlagt i mange måneder, og derefter lå jeg også længe på min fars sofa, så jeg har ikke rigtigt haft ledt efter en ny klub.”

”Det var egentlig lidt tilfældigt, at muligheden opstod i Ishøj. Jeg sad med min gamle agent nede i Kroatien og hans gode ven, der er sponsor i Ishøj, og vi sad bare på hans terrasse og snakkede lidt i sjov om det, og jeg tænkte: ’Hvorfor ikke, altså?’ Så jeg har ikke forsøgt at lede efter nogen anden klub.”

”Eller jo, lige inden Ishøj, var jeg i Sverige faktisk i en klub, der hedder Karlstad sammen med min kæreste på det tidspunkt. De lå og kæmpede om oprykning fra den tredje til den anden bedste række, og hvis de rykkede op, ville det blive professionelt for mig, hvilket jeg godt kunne tænke mig at være igen. Ikke kun være amatør, men få en fast indtægt igen.

Turneringen er anderledes i Sverige, så da jeg var på besøg, var der omkring syv kampe tilbage, og vi blev enige om, at tidspunktet ikke var det rigtige, fordi jeg først skulle i form. Men vi aftalte, at hvis de nu rykkede op, skulle vi tage en snak sammen igen nu her efter nytår, så det er også en mulighed. Jeg må dog indrømme, at nu, hvor vi sidder og snakker sammen, at jeg faktisk ikke har været inde og se, hvordan det er gået dem. Men det skal jeg få gjort.”

Så du tror fuldt og fast på, at du kommer til at spille professionelt igen?

”Ja, det gør jeg.”

Hvorfor ikke bare stoppe, når det ser så svært ud at komme tilbage?

”Min karriere stoppede bare så brat, og jeg føler stadig, at jeg har flere gode år tilbage og kan levere på et højt niveau, jeg er kun 31 år. Jeg føler også selv, at jeg har haft en god karriere med mange meritter, og det vil gøre mig rigtig ondt dybt inde i hjertet, hvis det var, at min karriere skulle slutte sådan her. Og slutte med, at det sidste, man husker fra min karriere, ikke har noget med fodbold at gøre. Det vil være kæmpestort for mig, hvis jeg kunne komme tilbage og slutte af med en sejr i det mindste. Det er det, som motiverer mig til at kæmpe videre.”

Hvordan ser du tilbage på din karriere?

”Jeg har været meget berejst og har oplevet mange ting. Jeg ser tilbage på en karriere med mange gode oplevelser, jeg har været i syv forskellige lande og snakker alle sprogene flydende. Jeg har mødt mange mennesker, som jeg også kan bruge i fremtiden i forhold til, hvad jeg nu skal lave efter min karriere. Jeg har spillet i tre af verdens største ligaer, og at spille for det danske landshold, var noget, som stod højt på min ønskeliste.”

Hvad er du mest stolt af?

”Det var at få debut for det danske landshold og score i VM-kvalifikationen. Det er det største for mig på personligt plan. Hvis man tager holdmæssigt, var det stort, da vi vandt pokalturneringen med FC Nordsjælland, for det var det første, de vandt nogensinde, og jeg var en stor del af det. Men det var også kæmpestort, da jeg kom til Reggina i Italien som 18-årig. Jeg kom ned til en klub, hvor der lige havde været en dommerskandale, og min klub startede med minus 15 point. Jeg troede, at jeg skulle starte på ungdomsholdet, men jeg kom direkte ind på førsteholdet og fik debut i kvartfinalen i Coppa Italia og scorede.”

”Min Serie A-debut fik jeg mod Inter, og selv om vores klub startede ud med så mange minuspoint, havde vi vores bedste sæson nogensinde. I sæsonens sidste kamp skulle vi spille mod AC Milan, som lige havde vundet Champions League over Liverpool i finalen om onsdagen. Milan havde alle de store navne med som Maldini, Kaka, Ronaldo, Nesta og Gattuso, og vi skulle vinde for at blive oppe i Serie A. Jeg kom ind og spillede i nogle minutter, vi vandt 2-0 og hele stadion løb nærmest ind på banen, det var fandme stort.”

Hvornår kom alkoholen ind i dit liv og blev et problem?

”Det var først, da jeg kom tilbage til Danmark og Lyngby. Og lige så snart, at jeg kom til Danmark, vil jeg sige. Jeg har prøvet at tænke over, hvorfor det gik så galt. Op til Lyngby-skiftet havde jeg været i græsk fodbold uden at få løn i syv måneder, og så skete der det i Monaco, hvor jeg sad i fængsel, og så var alt bare noget lort. Jeg kom til Danmark og havde nærmest ikke været hjemme i 10-12 år, undtagen mit korte ophold i Esbjerg.

Jeg havde været væk fra familie og venner og havde ikke forberedt mig godt nok i forhold til, hvordan det ville være at komme hjem igen blandt dem. Så da jeg kom til Danmark, var det ligesom, at jeg skulle have det hele på én gang, alt det, som jeg havde gået glip af alle de år. Jeg blev bare fanget i det med det samme, og så blev det en ond spiral, fordi jeg så brugte alkoholen videre for at komme væk fra den nedtur, jeg pludselig fik.”

”Når jeg drikker, har jeg svært ved at styre mit temperament, det er dér, det går galt for mig. Alt det lort, jeg har lavet, har altid været i forbindelse med, at jeg har været fuld. Derfor er det idioti, at jeg ikke har gjort noget ved det endnu.”

Hvad fortryder du mest af dine sager?

”Jeg fortryder særligt alt det, som har foregået det sidste år. Men jeg også altid haft det sådan, at alt sker af en grund og prøver at finde noget godt i alle ting. Misforstå mig ikke, jeg fortryder, hvad jeg har lavet, men fx den sag, hvor jeg blev dømt for at bide en betjent, der troede jeg også, at jeg aldrig skulle spille fodbold igen. Men så ringede min fætter Daniel Wass, som spillede i Evian i Frankrig, og hans træner var bindegal. Træneren ringede til mig og sagde: ’Hør her, jeg skal fandme vise dig, hvem der er mest sindssyg af os to.’ Så gav mine domme pludselig mig den vej at komme til Evian. Det var det samme i Polen, hvor fansene hader politiet og nærmest gjorde mig til en gud.”

"Jeg fortryder dog især, når jeg har gjort andre mennesker ondt.”

At du fortryder, og at det aldrig kommer til at ske igen, har du sagt mange gange før. Kan du forstå, hvis mange tvivler på oprigtigheden bag de ord?

”Ja, det kan jeg sagtens, men problemet er så snart, at der kommer alkohol indover. Når jeg er så fuld, at jeg ikke tænker, så er alt ligegyldigt, men jeg ved, at hvis jeg var ved mine fulde fem, så ville jeg aldrig foretage mig sådanne nogle idiotiske ting.”

”Men jeg gider heller ikke længere sige, at det aldrig kommer til at ske igen. For man kan aldrig garantere noget i livet.”