Lewis Hamilton er ikke skuffet, han er rasende.
Den regerende verdensmes-ter i Formel 1 er så rødglødende, at han blæser på det obligatoriske live-interview i Parc Fermé – det lukkede område, hvor kun de bedste kørere parkerer bilen efter et F1-grandprix. 350 millioner tv-seere når kun at se ryggen af Mercedes-køreren på vej ned til cool down-rummet bag podiet, mens en rådvild tv-vært prøver at redde den akavede situation ved atter at interviewe løbets vinder, Sebastian Vettel fra Ferrari-teamet.
Det er ikke første gang, Lewis Hamilton bryder protokollen, men hændelsen vækker alligevel opsigt under søndagens engelske grandprix på Silverstone-banen i juli 2018. Det er ingen hemmelighed, at englænderen havde sat næsen op efter sin femte sejr i træk på hjemmebane. Han må i stedet nøjes med en andenplads.
Lewis Hamilton har dog ikke noget at skamme sig over, for han har leveret en kraftpræstation foran 140.000 begejstrerede tilskuere på Silverstone-banen.
Den slags, legender er lavet af. Efter dramatisk at være blevet tvunget af banen i første omgang af rivalen Kimi Räikkönen, der kostede Lewis Hamilton en tur ned bagerst i feltet, har han på spektakulær facon overhalet 16 kørere og kørt sig frem til nummer to.
Præstationen er udtryk for et indædt raseri på hjul, som ikke kun kan tilskrives det faktum, at han sidder i en af feltets hurtigste biler. Lewis Hamilton viser den dag, at han er bedst, når han har ryggen mod muren, og at der er en grund til, at han som en af kun fem kørere i Formel 1’s historie har fire verdensmestertitler i bæltet.
Men hvis Lewis Hamilton denne søndag høster anerkendelse for sit comeback på banen, så vækker hans kontroversielle udmelding på podiet efterfølgende forundring. Her sender en synligt frustreret Lewis Hamilton en stikpille til rivalerne fra Ferrari, som han indirekte beskylder for at have kørt ham af banen med vilje: ”En interessant taktik fra deres side …”, siger han bittert.
Den slags antydninger falder ikke i god jord hos Ferrari eller deres fans, som tæller den mest talstærke gruppe i Formel 1. Få timer senere, da Lewis Hamilton er kølet ned, skriver han til sine fans på de sociale medier, at han har fået en undskyldning fra Kimi Räikkönen, og at alt er godt. Hans reaktion efter løbet skyldtes ifølge Lewis Hamilton selv ren overanstrengelse:
”Jeg tabte tre kilo i forsøget på at genvinde førstepladsen […] og havde dårligt nok energi til at stå på benene bagefter, og slet ikke til at snakke. Det havde intet med vrede at gøre, jeg var bare bogstaveligt talt udmattet, både fysisk og følelsesmæssigt. Tak til alle for den utrolige støtte denne weekend. Vi vinder og taber sammen!”
Formel 1-kørere kører tæt, de kører mod hinanden, og de kører for at vinde. Hamilton har stået bag lige så mange af den slags hændelige påkørsler selv, eller svinestreger om man vil, som han bliver udsat for den dag på Silverstone-banen. Men episoden afspejler meget godt Formel 1-sporten i sin essens: Det er en hurtig, nådesløs og let antændelig affære.
”Lewis Hamilton er klar til at møde dig nu.”
Vi er på 37. etage af det femstjernede boutiquehotel The New York Edition i Midtown Manhattan.
Euroman er sammen med en håndfuld udenlandske journalister fløjet til New York i anledning af et usædvanligt partnerskab: Hamilton blev tidligere i 2018 annonceret som global ambassadør for Tommy Hilfiger, der også sponsorerer Hamiltons team.
Nu har racerkøreren så løftet sløret for et udvidet modesamarbejde, tøjkollektionen TommyXLewis, der er designet af racerkøreren sammen med den amerikanske modeskaber.
Forud for mødet er gået e-mails og samtaler med PR-folk, som skal forhåndsgodkende alle spørgsmål. Hver journalist får et 15 minutters interview i en suite med et bord dækket af snacks, frugt, kaffe og juice og en fænomenal udsigt over Madison Square Park.
Det tætpakkede program betyder, at alting sker på minuttet, hvilket for en stund får suiten til at minde om et pitstop på race day.
Det første, man lægger mærke til, når man er i stue med Lewis Hamilton, er, hvor rolig manden virker, mediecirkusset taget i betragtning.
Hamilton sidder smilende og rank i stolen, som en klippe i et hav af vrøvl, iført en rød Tommy Hilfiger polo og mørkeblå sommerjakke, sorte jeans og sneakers. I næsen blinker en diamant og om håndleddet anes et massivt IWC-ur. Han er ikke nogen stor mand, 174 cm høj, hvilket måske forklarer hans forkærlighed for en frisure, der bedst kan beskrives som en afro mohawk: Skarpt trimmet i siderne og højt krøllet på toppen.
En besynderlig hairdo, der engang fik en engelsk journalist fra dagbladet The Daily Telegraph til at beskrive den som ”not so much a haircut, as a collection of haircuts.” Men den klæder ham på forunderlig vis og er nærmest blevet hans varemærke. Manden selv er sindbilledet på en høflig brite. Blikket er varmt og imødekommende, til gengæld er håndtrykket hårdt som en engelsk tackling.
”Jeg sætter pris på, at du kom i dag. Det er en lang vej at komme helt fra København,” siger Hamilton venligt og spørger, hvorvidt der er direkte fly fra Danmark.
På mit bekræftende svar, siger han spontant:
”Awesome!”
Det lå ikke i kortene, at en sort fyr fra Londons nordlige forstæder i Stevenage skulle blive Formel 1-superstjerne.
Lewis Hamilton blev født som barn af et blandet ægteskab, hvid mor og sort far, der gik fra hinanden, da han var to år. Hans far havde på et tidspunkt tre jobs for at forsørge familien – der tæller en halvbror med en spastisk lammelse – og for at holde sønnen inde i en usædvanligt dyr sport.
Til sammenligning var en af Hamiltons tidligere rivaler, Nico Rosberg, søn af en tidligere Formel 1-verdensmester og opvokset med sølvske i Monaco. Hamilton er den første og eneste sorte kører i et hvidt felt af millionærsønner og har som Tiger Woods i golf og Venus og Serena Williams i tennis imod alle odds nået toppen af en meget hvid sport.
Lewis Hamilton viste fra en tidlig alder interesse for alt med hjul og en motor og begyndte at deltage i gokartløb som otteårig, ansporet af sin far, der hurtigt så, at der var noget anderledes over knægten, når han var på en racerbane.
Efter få måneders træning slog Hamilton langt ældre og erfarne gokart-racere, og som otte-årig fik han sin egen gokart, som godt nok var brugt, men stadig kostede, hvad der svarede til en månedsløn for hans far. I 1995, som 10-årig, vandt han sit første britiske gokartmesterskab i en lånt hjelm og kørerdragt. Det var ved samme lejlighed, at en Lewis Hamilton med selvtilliden i orden gik hen til daværende direktør i McLaren og sagde:
”Goddag, mr. Ron Dennis. Mit navn er Lewis Hamilton, og en dag vil jeg gerne køre for jeres team.”
Hamilton bad om at få Ron Dennis’ autograf i et medbragt autografhæfte, og team-bossen kvitterede med en underskrift, tilføjede et telefonnummer og beskeden:
”Ring til mig om ni år”.
Så lang tid skulle der ikke gå, før de to talte sammen igen. Tre år senere ringede telefonen hos Hamilton-familien. Ron Dennis var i den anden ende af røret med et tilbud, man populært sagt ikke kunne afslå: Hamilton fik tilbudt en plads i McLarens talentprogram, Young Driver Support Programme, som betød, at den unge Hamilton ikke alene fik den sportslige og tekniske støtte, han havde brug for – hans far kunne samtidig kvitte nogle af sine day jobs.
Formel 1 har i en årrække kæmpet med dalende seertal, men ifølge motorsportsjournalisten Peter Nygaard, der siden 1990’erne har kommenteret Formel 1-løb for blandt andre DR og TV3, kan sporten takke Lewis Hamilton for at have øget dens appel og bremset noget af seerflugten.
”Lewis Hamilton er et fantastisk naturtalent. Han har en medfødt evne til at køre racerbil bedre end stort set alle andre på planeten. Han er ikke den, der træner fysisk hårdest, den som sætter sig mest ind i teknikken eller arbejder tættest med ingeniørerne. Men i forhold til naturtalent er han foran alle andre,” siger Peter Nygaard.
Selvom de fleste er enige om, at mandens talent er enestående, er Lewis Hamilton aldrig blevet en helteskikkelse i sit hjemland, som briterne ellers har for vane at gøre sine sportsstjerner til.
I stedet vækker han en ambivalens eller det, der er værre. Måske fordi Lewis Hamilton trods sin ydmyge oprindelse ikke længere just er folkelig med en årsløn i Cristiano Ronaldo-klassen, en bopæl i skattelyet Monaco, et forlist parforhold til Nicole Scherzinger, forsangeren i det amerikanske pigeband The Pussycat Dolls, samt det forhold, at han pendler til arbejde i et knaldrødt Bombardier Challenger privatfly til 140 millioner kroner. Andre mener, at det er hans hudfarve, som står i vejen for hans popularitet.
Det har dog ikke altid været sådan. Hele Formel 1 elskede Lewis Hamilton i begyndelsen, da han ifølge Nygaard var ”en glad dreng, som fik sporten ud på nye markeder, ingen havde drømt om.”
Men i takt med at successen og millionerne rullede ind, ændrede han sig til en temperamentsfuld herre, der ofte er uforskammet overfor journalisterne, og som er meget upopulær blandt Formel 1-fotografer, fordi han ikke vil fotograferes og altid ser væk.
”Han spiller sine kort godt for slutbrugerne, de brede masser, men for mellemfilteret, medierne, er han ikke særlig populær. Han kan være uprofessionel og ligefrem ubehagelig,” siger Nygaard.
Der findes på mange måder to Lewis Hamilton’er:
Den ene er regerende verdensmester i Formel 1 og sidder i en Mercedes med 1000 hk og forhandler med G-kræfter, der ville få almindelige mennesker til at besvime.
Den anden er på kindkys med Beyoncé og håndtegn med Kanye West og ses til modeshows og jetsetfester iført diamantøreringe og guldloafers.
Det har ikke gjort Hamilton lige populær blandt alle, at hans paddock – området bag pitten, hvor holdenes lastbiler og kørernes motorhomes er parkeret – ofte er velbesøgt af musikere og filmstjerner som Lenny Kravitz, Rihanna og Arnold Schwarzenegger. Det tager fokus fra selve sporten.
På den anden side er der dem, som forstår, at det er godt for Formel 1. Der kommer trods alt flere billeder af sporten i mainstream medier, når Lewis Hamilton hænger ud med Pharrell Williams, end når han er sammen med sin mekaniker.
Og primadonnanykker eller ej, Formel 1 er ikke en sport for sarte sjæle. Når feltets i alt 20 kørere ikke får deres indvolde ommøbleret af ekstreme G-kræfter, farer de på en sæson rundt mellem 20 grandprix-løb fra Barcelona i Spanien til Melbourne i Australien. Det er langt fra ufarligt.
Da den franske Formel 1-kører Jules Bianchi døde i 2015 efter et uheld på Suzuka-banen i Japan, var det ganske vist den første dødsulykke siden Ayrton Senna’s død på Imola-banen i Italien i 1994, men trods øget fokus på sikkerhed, er Formel 1 stadig en sport for de hurtige og de døde.
Præcis hvor voldsomme kræfter Formel 1-kørerne udsættes for, får man en fornemmelse af i den gribende dokumentarfilm ’Senna’ fra 2010, hvor den brasilianske racerkører afslutter grandprix’et i São Paulo med et sjette gear, der ved et teknisk uheld har sat sig fast. Senna må styre bilen ved hjælp af en fysisk krævende bremseteknik, der til sidst får hans overkrop til at ryste af kramper. Da han når i mål som vinder, må løbslægerne lirke kørehandskerne af brasilianerens stive hænder.
”Smerten var absurd,” sagde Senna bagefter.
Det er i denne besynderlige verden af tortur og glamour, at Lewis Hamilton har tilbragt det sidste årti.
Han har gjort det godt: Som 23-årig kunne han kalde sig Formel 1-sportens yngste verdensmester, og siden har den engelske kører vundet flere verdensmesterskaber end sit idol, Senna. Lewis Hamilton ligger desuden lunt i svinget til at sikre sit femte verdensmesterskab i år.
Økonomisk har det også været en optur.
Lewis Hamilton forlængede i år med Mercedes frem til 2021 og landede samtidig den dyreste kontrakt i Formel 1’s historie: Hamilton kommer angiveligt til at tjene 120 millioner pund (over en milliard kroner) oven i de mere end 80 millioner kroner, han tjener årligt i sponsorpenge.
Kun tre sportsstjerner i verden tjener dermed mere end Hamilton: Cristiano Ronaldo, LeBron James og Lionel Messi.
Manden, der sidder over for mig på hotellet i New York, er langt væk fra billedet af den arrogante, koleriske og temperamentsfulde racerkører. Lewis Hamilton er venligheden selv. Livlig og energisk, men rolig i sine bevægelser og stemme. Han hverken lyder eller ligner en mand på 33 år.
Hamilton beder en assistent om et glas appelsinjuice og spørger, om jeg vil sidde i den stol, han lige har siddet i.
”Jeg har siddet i den hele dagen. Jeg må få et nyt syn på tingene,” undskylder han og tilføjer så:
”Det er rart endelig at tale om noget andet end motorsport!”
Øh, ja, men jeg håber, du vil bære over med, at vi starter med lidt Formel 1?
”Ingen problemer.”
Hvordan bliver man verdensmester i F1?
”Practice makes perfect. Det har været en meget lang rejse, jeg har jo været i gang, siden jeg var otte år. Jeg racede hver weekend som 13-årig i en virkelig dårlig og vildt gammel gokart. Der lærte jeg mange skills for at kompensere for bilens mangler. Selvom jeg i dag har en god bil, bruger jeg de redskaber, jeg lærte dengang, til at skubbe bilen yderligere.”
Hvilke andre færdigheder skal man mestre?
"Vedholdenhed betyder alt. Som racerkører skal du være mentalt stærk. Alle os kørere kan køre en enkelt omgang hurtigt, men at gøre det over mange omgange og gøre det konsekvent, når presset stiger, er noget andet. Jeg tror, at det handler om at have viljestyrken til at nå sine mål. Vi har alle et vist talent, men jeg tror, at jeg arbejder hårdere end mine modkørere. Og hvis jeg arbejder så hårdt, kan jeg forhåbentlig komme foran feltet.”
Hamilton slår 7-9-13 i bordet med sin ringfinger.
”Selv hvis jeg har mindre talent end andre, kan jeg forhåbentlig kompensere for det ved at arbejde hårdere. Det er i al fald sådan, jeg tænker det.”
Du har vundet VM fire gange. Hvad driver dig i dag?
”Jeg er nok bare tilfældigvis meget konkurrenceminded. Det ligger naturligt til mig. Jeg har vundet fire mesterskaber, og folk spørger mig: Hvad får dig til at blive ved? Jeg kan ikke helt forklare, hvorfor dette års VM er det største i hele mit liv. Udfordringen er større, og mit team er større end nogensinde (der er 1300 ansatte i Mercedes-teamet, red.). Hvordan får man det bedste ud af alle? Der er så mange aspekter ved det at være racerkører i dag. Det handler ikke kun om at sætte sig ind i bilen, men om hvordan man opfører sig, når man er sammen med sine teamkammerater, hvordan man får det bedste ud af sine ingeniører, hvordan man presser designerne til at skubbe tingene yderligere.
Kommunikation er alt: Hvordan får jeg forklaret, hvad jeg føler, i et sprog, som alle kan forstå, og som kan bruges til at lave forbedringer? Jeg har for eksempel lige været på Messenger med en af Mercedes-designerne. Det har været en af mine forcer i de sidste par år. Lige nu handler det bare om at blive ved med at hæve barren. Hvert år kommer der jo nye og yngre kræfter til, og jeg bliver nødt til at være hurtigere, skarpere, fittere. Det er en udfordring. Det er ikke nemt at fastholde det fitnessniveau hele året og være konsekvent. Især fordi jeg også laver andre ting ved siden af, som det her.”
Lewis Hamilton griner.
Hvad er dit særlige talent som racerkører?
”En af mine forcer er, at jeg er i stand til at føle mig frem. Det handler om at kunne føle bilen, føle dækkene og være god til at tilpasse sig forhold, der hele tiden ændrer sig. Det bliver du nødt til at være som racerkører. Du skal være tilpasningsparat, hvilket også forklarer, hvorfor jeg er så god på våd bane. Jeg tror, jeg har vundet flest omgange på våd bane. Jeg har altid været god til at finde ud af, hvor grip’et er. Det gjorde jeg også som barn, da jeg kørte i en knap så god bil og alligevel endte blandt de første i feltet, når det regnede. Jeg var dynamisk, tog chancer og lærte at tage nogle andre linjer end de normale.”
Bliver du aldrig bange?
”Nej. Jeg var frygtløs som barn. Jeg troede, at det ville ændre sig, når jeg blev ældre, men det er ikke sket.”
Har du ritualer inden et løb?
”Nej, men det havde jeg, da jeg var yngre. Jeg havde blandt andet et par lykke-boxershorts, men de krympede i vask. Jeg havde også en lykke-kastanje, som jeg opbevarede i min kørerdragt, men den blev væk. Jeg var nok lidt overtroisk anlagt, indtil jeg var omkring 18 år. Jeg havde en bestemt måde at stige ind i bilen på, en sekvens af ting jeg skulle gøre, men så missede jeg rækkefølgen en dag, og det ødelagde mit løb. Fra da af sagde jeg til mig selv: ’Det er fuldkommen latterligt, det her. Jeg skiller mig af med alle de ritualer.’ Sådan har jeg haft det lige siden.”
Hvordan forbereder du dig?
”Jeg lytter til musik inden et løb for at holde mine tanker i ro. Det kan være alt fra reggae, jazz, opera. Ofte er det bare tilfældig ny musik på Apple Music. Jeg laver også selv musik og har en masse materiale, som ingen har hørt, men som jeg kan lide at lytte til.”
Du nævner ofte Ayrton Senna som dit forbillede. Han sagde engang, at han kom i en nærmest meditativ tilstand under løbene. Har du det også sådan?
”Noget af det storslåede ved legendariske atleter som Muhammed Ali og Senna er, at de var virkelig gode til at sætte ord på ting, og jeg er ret sikker på, at de havde planlagt det på forhånd. De vidste, hvad de ville sige, for at give et bestemt, ærefrygtindgydende indtryk. Jeg er mere realistisk anlagt. Når du kører racerløb, handler det hele om feel, følelse. Det er, som om du danser på tæerne, og nogen kaster en bold, som du griber.”
Hamilton knipser med fingrene og vugger frem og tilbage.
”Sådan er det at køre racerløb. Du skal hele tiden være dynamisk. Når du kører træningsløb, prøver du forskellige ting af for at vinde lidt ekstra tid. Jeg finder 5-10 ting og ’putter dem i lommen’. Når du så skal kvalificere dig til et løb, skal de alle sammen ud af lommen og op på bordet. Det er en kæmpe udfordring, og det, som jeg elsker ved racerløb. Man håber, at man har fundet noget ekstra, som de andre kørere ikke har. Det skal man gøre konstant og under et stort pres. Der er mange mennesker, der ser med, fans på tv, teamet. Du har kun meget få muligheder for at lykkes. Så på en måde, ja, så ender du i en form for underbevidst domæne. På en måde er det også det, som gør, at Formel 1 ikke er så stort, som det kunne være.”
Hvorfor?
”Vi kan alle gå ud og prøve at være LeBron (den amerikanske basketballspiller LeBron James red.). Uanset hvilken social baggrund man kommer fra, kan man altid finde en basketball og prøve et skud på kurven og tænke: ’Yeah!’ Og føle sig som ham. Men du kan ikke rigtigt sidde i en bil og føle dig som mig. Der er ingen bil derude, der kører lige så hurtigt som min. Du kan prøve at køre gokart, men det er ikke det samme. Det er svært at relatere til racerkørsel.”
Men hvordan føles det?
”Det er så speciel en følelse. Det er som en rutsjebanetur gange 100, og som du styrer. Det er spændende, det er stressende, det er fysisk. Virkelig fysisk. Det kaster din krop rundt. Du skal hele tiden se fremad, så du næsten planlægger fremtiden. Vi kører så hurtigt, at du hele tiden skal se flere hundrede meter frem. Du kigger efter de her punkter, som du så bruger til at manøvrere efter. Det er en meget, meget besynderlig oplevelse. Nu ved jeg ikke, om du kan lide at køre i rutsjebane, men Formel 1 er en virkelig sjov en af slagsen.”
Rutsjebaner er sjove, jeg kører også på motorcykel …
”Det gør jeg også! Jeg elsker at køre på motorcykel. Jeg har lige set motorcykel-grandprixet. Jeg er stor fan. Det er noget, jeg lige er begyndt at udforske.”
Lewis Hamiltons PR-folk gør tegn til opbrud. De 15 minutter er forbi. Men denne gang er det Lewis Hamilton, der lige har et spørgsmål: Hvad jeg egentlig syntes om tøjkollektionen?
Den ser cool ud. Hvor meget har du selv været inde over designet?
”Jeg har valgt hvert et stof, snittet, foret, selv lynlåsene. Det var en fantastisk oplevelse og helt anderledes end den verden, jeg er vant til. Jeg har lært en masse nyt, hvilket jeg elsker.”
Hvilken beklædningsdel er du gladest for?
”Jeg er stolt af hele kollektionen.”
Hvem er så den bedst klædte mand i Formel 1?
”Jeg kan godt lide at tro, at det er mig, og at jeg har været det i nogen tid. Men det her tager det forhåbentlig skridtet videre.”
Der er et liv efter Formel 1. I hvert fald hvis man hedder Lewis Hamilton, og mode er bare et af flere mulige spor.
I 2015 inviterede han CBS-journalisten Charlie Rose fra tv-programmet 60 Minutes inden for i sit musikstudie i Storbritannien for at vise, hvor seriøst han tager musikken.
“Musik har været en kæmpe passion, siden jeg var helt ung. Jeg begyndte at spille guitar som 13-årig. I studiet kan jeg være mig selv, være sårbar, og vise en side af mig selv, som folk normalt ikke ser,” sagde Hamilton i udsendelsen, hvor han også afspillede soundbites fra to R&B-inspirerede numre, han selv havde skrevet (’J’Adore’ og ’Lookin’ at You’).
Når man tænker på, hvad Hamiltons hovederhverv har været siden, han kunne kravle, lød det ikke helt tosset. Eller som en journalist på bilmediet Jalopnik skrev:
”Lewis Hamilton's music is shockingly not terrible.”
Siden er han blevet set i studiet med bl.a. Frank Ocean, ligesom han netop har debuteret som popsanger i en Christina Aguilera-udgivelse under pseudonymet ’XNDA’.
”Det er det, som er så interessant ved dig,” sagde 60 Minutes-værten dengang til Hamilton.
“Du befinder dig på toppen af dit game som Formel 1-kører — verdensmester — og her er du så i gang med at udforske musik, mode.”
Hvortil Hamilton svarede: ”Why not?”
Ja, hvorfor egentlig ikke?
Ligner Lewis Hamilton en rigtig racerkører?
Ikke hvis man tænker old school racerkører i stil med Steve McQueen i kultfilmen ’Le Mans’ fra 1971, hvor den fåmælte amerikaner kører rivalerne agterud i sin babyblå Porsche 917.
Ligner Lewis Hamilton en fuckfinger til den traditionelle F1-sport, en forretningsmand med sin egen dagsorden og en mand, der kan få nye og yngre fans ombord? Helt sikkert.
Hovedpersonen lader sig ikke anfægte for meget af virakken omkring sin person, eller de valg han træffer. Lige nu koncentrerer han og Mercedes-teamet sig om at sikre det femte verdensmesterskab, som vil bringe ham foran Sebastian Vettel (og Alain Prost) og på linje med argentinske Juan Manuel Fangio, der dominerede Formel 1-sporten i 1950’erne. Han vil dog stadig være bagefter Michael Schumacher, der nåede at vinde syv verdensmesterskaber. ■
LÆS MERE: Champions League-optakt: Har den økonomiske elite overflødiggjort gruppespillet?
LÆS MERE: Nike bruger udstødt NFL-quarterback som frontfigur i ny kampagne
