Mads Pedersen scroll-down

Danmarks verdensmester: "Nogle gange havde jeg lyst til at lægge mig i grøften og sige: ’Fuck det, jeg stopper’"

Mads Pedersen vandt i efteråret 2019 verdensmesterskabet i landevejscykling efter 261 kilometers kørsel i silende regn i Yorkshire. Fra den ene dag til den næste blev den dengang 23-årige rytter fra Tølløse et internationalt stjernenavn, og planen var, at han hele det følgende år skulle vise den ikoniske VM-trikot frem. Men så kom coronavirussen, og lige nu cykler Mads P. rundt og træner sammen med sin far, tæt på barndomshjemmet i Midtsjælland, mens han drømmer om nye triumfer.

Af Anders Hjort
Foto: Ditlev Rosing
Sport Euroman

September, 2019

Normalt sidder verdensmester­trøjen på ryttere som Peter Sagan, Alejandro Valverde og Philippe Gilbert. Store navne, berømte vindere, som i det efterfølgende kalenderår kører rundt, promenerende, i den regnbuefarvede trikot. I forårsklassikerne, i Giroen, i Touren og i Vueltaen.

I hele det år ser man, at der i alle løb, store som små, bliver holdt en behørig afstand til verdensmesteren. Hjælperytterne kommer op, nærmer sig langsomt, siger tillykke, udviser respekt. Men også alle de andre – kaptajnerne, sportsdirektørerne, soigneurerne og massørerne – nikker pænt og anerkender de vandrette blå, røde, sorte, gule og grønne streger imprægneret på brystet af den hvide trøje. Trøjen, som rytteren bærer som bevis på, at han ikke bare er den bedste. Han er verdens bedste.

De andre ryttere i feltet triller slet og ret op og skal lige hilse, veksle et par ord og fx sige: ”Wow, det er vildt.” Og normalt køres der triumftog på hjemegnen, hvis man, hvilket er de færreste forundt, har sejret ved VM i linjeløb, som det rettelig hedder. Og normalt giver trøjen en helt særlig aura til den rytter, der får lov til at bære den i 12 måneder.

Men 2019 var ikke et normalt år. Her var intet, som det plejede at være. For på en regnvåd søndag i slutningen af september i udkanten af Leeds tog fanden pludselig ved en på det tidspunkt 23-årig dansker ved navn Mads Pedersen. Han stammer fra Tølløse på Midtsjælland, og op til da havde han været et relativt ubeskrevet navn, altså hvis vi måler på den helt store verdensrangliste-klassement-i-Grand-Tours-klinge.

50 kilometer fra mål valgte Mads P., som han blot kaldes, at det var nu, at han skulle være med helt fremme i feltet på de vindblæste, engelske landeveje. Kort efter stak han af og satte efter to udbrydere, som var et par minutter foran – og så gav han ellers alt, hvad han havde i sig.

Faktisk burde Mads Pedersen – denne dag iklædt dannebrogstrikoten lige som resten af det danske VM-hold – ’bare’ have kørt en pre-final. Planen var, at han skulle køre, så stærkt han kunne, hente de forreste, hvis han kunne, og så bane vejen for de to på papiret klare stjerner blandt danskerne, nemlig Michael Valgreen og Jacob Fuglsang.

Når så Mads Pedersen havde sat kursen frem mod de afsluttende kilometer i målbyen Harrogate og kørt de andre favoritter i feltet trætte, så ville enten Valgreen eller Fuglsang sætte det sidste ind i spurten. Formentlig begge med en ret god chance for at vinde – eller som minimum at kunne dyste med om medaljerne.

Men det var ikke sådan, det kom til at gå. For på et tidspunkt indså Jacob Fuglsang, at Mads P., den unge, nærmest ukendte holdkammerat, faktisk havde benene til at gå hele vejen. Det betød, at Fuglsang – med feltherrens syleskarpe overblik – selv trådte i baggrunden, afskærmede alle angreb i feltet og dermed sørgede for, at der kun var tre ryttere tilbage i finalen. Den italienske storfavorit Matteo Trentin, schweiziske Stefan Küng – og Mads Pedersen fra Tølløse. Det, der derefter skete, er et vaskeægte stykke dansk idrætshistorie. Så skelsættende en bedrift, at Rolf Sørensen slet og ret brød ud i tårer under kommenteringen af spurten i Harrogate hjemme fra studiet hos TV 2. For Mads Pedersen havde guldben den dag. På de afsluttende 100 meter forcerede han pludselig og efterlod en afmægtig Matteo Trentin bag sig.

Mads P., som ingen rigtigt vidste, hvem var, strøg først over målstregen. Kort efter lagde han sig på ryggen på asfalten og begravede sit ansigt i sine hænder. Assistenter og trænere fra det danske VM-hold spurtede over til ham, de kunne næsten ikke tro det, mens Matteo Trentin, der således blev nummer to, trissede resigneret væk fra målområdet med et udtryk i fjæset, som kunne være en bedemand værdig.

Et halvt minut senere strøg Michael Valgren, der kom ind som nummer seks, direkte hen til Mads Pedersen. Han lagde armene om sin yngre holdkammerat og udbrød: ”Fuck.” Og tilføjede så: ”Fuck, hvor er jeg stolt af dig.”

Vil du læse resten af artiklen?
Allerede medlem? Log ind her
Bliv medlem og få fuld adgang til
hele EUROMAN.dk fra 23 kr./md
Prøv 14 dage gratis uden binding
Vælg abonnement her Euroman Premium
Opret dig gratis her