Michael Valgren
Foto: Martin Bubandt

Michael Valgren overvejede et karrierestop, fordi han vejede for meget

Den professionelle cykelkarriere har ikke altid været givet for stortalentet Michael Valgren. I et stort portræt i det nye Euroman åbner han op og fortæller om vinterdepressioner, overvægt og landstræneren, der næsten nægtede ham at træne med Bjarne Riis.

Der er ingen mellemvej for Michael Valgren. Heller ikke når han træner. Ude på asfalten lider han altid. Er der god fart i stængerne, har han vundet. Så har han en ’kongedag’. Går det elendigt, er det et nederlag for ham.

”Jeg kæmper mod mig selv hver dag, når jeg træner,” siger han, da vi i bilen forlader Hanstholm og ramler ind i sidevinden på den bumlede og blottede landevej mod Klitmøller – en vej, som kun undgår at blive slugt af havet takket være de store kampesten, der udgør et værn mod Vesterhavet.

På landsiden arrer den ene bunker efter den anden et råt kystlandskab med klitter og siv til horisontens ende.

”Jeg kan skide godt lide at cykle. Men jeg har det, som om jeg er på arbejde. Folk tror, at jeg er afslappet, når jeg har været ude og cykle i fire timer. Men det er jeg ikke. Jeg har brug for at være alene bagefter. Det kan de ikke forstå. ’Du har jo lige været alene i flere timer,’ siger de. Men jeg har ikke haft tid til at bearbejde ting. Jeg har været for fokuseret.”

Her på landevejen er der blevet udkæmpet mange modbydelige slag mellem Michael Valgren og hans gamle træningskammerater. Sådan nogle, der smager af opkast, blod og hån.

”Du starter med at køre sammen i en gruppe, men til sidst sidder alle bare alene. Det er fedt herude i klitterne og sivene. Jeg har tit kørt op mod vinden, lige som når man kører op ad et langt bjerg. Det er råt, og det er fandeme hårdt at køre her. Også psykisk. Du kan selvfølgelig bare sætte farten lidt ned, men det går jo ikke.”

Nej, det går ikke at sætte farten ned. Det er sket to gange i Valgrens karriere. Begge gange har han været ved at gå helt i stå og haft brug for et stort puf ude fra for at fortsætte med at køre.

Den første gang var han 19 år og kørte på talentholdet Glud og Marstrand. Han klarede sig dårligt i skolen. Var ikke længere øverst i hierarkiet. Havde hjertesorger. Og blev ramt af en mild vinterdepression, som han forsøgte at kurere ved at være en konge af natten.

”Den vinter var jeg faktisk stoppet. Jeg sagde til min mor, at nu gad jeg ikke cykle mere. Jeg syntes, det hele var belastende.”

Det var Gitte Valgren ikke helt tilfreds med:

”Hun tvang mig ikke til at fortsætte, men hun sagde, at det burde jeg nok lige genoverveje. Vintersæsonen er altid hård for mig. Det er der, du har mulighed for at være social. Men du skal også træne. Du kan ikke altid lege gadedreng i byen og så være træningsnarkoman om dagen.”

Samtidig havde et ordentligt lag vintersul sat sig på hans krop, men skæbnen ville, at han netop på det tidspunkt blev inviteret med på træningslejr af Bjarne Riis og Saxo Bank-holdet.

P9A4620.jpg

”Jeg tænkte: ’Det kan ikke passe, at du skal forspilde sådan en chance.’ Jeg var vildt overvægtig. Jeg var så stor.”

Faktisk var han så tyk, at ungdomslandstræneren næsten ikke ville lade ham tage med. Men af sted kom klumpen fra Thy. Og trods de ekstra kilo på sidebenene var der så meget power i ham, at han efter et par træningslejre mere fik en professionel kontrakt med det danske storhold. Oplevelsen gav ham nyt mod på livet som cykelrytter.

Michael Valgren er flere gange blevet kaldt tyk af sine trænere, selv om det i dag er svært med det blotte øje at se, hvor de overflødige kilo skulle befinde sig på hans krop. I trods har han besluttet, at han gerne må veje et par kilo mere, end den gængse sportsdirektør ville ønske. Det gør ham stærkere og polstrer ham mod sygdom i kulden. Og så hjælper det ham især mentalt. Det giver plads til en bytur nu og da, så rastløsheden kan få høvl.

”Min vægt påvirker mig dog stadig nogle gange,” siger han. Usikkerheden sidder i ham, og som ung brød han kontakten med en ven, fordi denne havde lavet sjov med Valgrens vægt.

”Alle kan jo se, at jeg ikke er den tyndeste kniv i skuffen. Men hvis jeg prøver at sulte mig selv, så går det helt galt. Så har jeg ingen power."

Bilen skyder op af en lille bakke på den anden side af Klitmøller. Det er tydeligt, at Michael Valgren er et voldsomt rastløst væsen. Det ene øjeblik halvvejs ligger han ned på bagsædet, det næste sidder han lænet helt fremme og tjekker telefonen. Konstant rykker han rundt på sin krop. Han ”går i spåner”, hvis der ikke sker noget hele tiden, hvis han ikke kan bevæge sig.

Anden gang, Valgren var tæt på at stoppe som cykelrytter, var, da han som nyprofessionel på Saxo Bank sad alene i en lille lejlighed i den italienske by Lucca. Her skulle han leve munkelivet. Sove og træne. Han blev ramt af en ensomhed, som han gik og puttede med – lige som man havde gjort derhjemme i hans barndom.

”Jeg flyttede derned for tidligt,” siger han og omtaler pludselig sig selv som ’du’. Måske for at skubbe oplevelsen på afstand. ”Din bedste ven var køleskabet og fjernsynet. Det var en dårlig kombi. Når du skulle trøste dig selv, kunne du kun spise.”

Heldigvis blev han trukket på ret køl af en kraft, som var drevet ind i hans liv: kærligheden. Han havde mødt Sissel, som han var blevet kæreste med, og selv om hun også kommer fra Thy, greb hun følelserne mere åbent an. Hun læste til psykolog og nægtede at acceptere, at Valgren pakkede sine dystre tanker væk. Til sidst flyttede han til Aarhus, hvor hun gik på universitetet.

”Hun har virkelig åbnet mig op, og jeg har arbejdet helt vildt på at blive bedre til at sige tingene. Hvis du finder en pige, der på den måde accepterer dig som cykelrytter, så er du nået langt. For vi er sgu specielle og meget mig-mig-mig-orienterede. Så hun er en ’keeper’,” siger han.

Du kan læse hele portrættet af Michael Valgren og meget mere i det nye Euroman, der er på gaden i dag: 

b3a9d334ac6a4b2287b9c5b9d1b511c8_640.jpg

Se, hvad vi ellers skriver om: Cykling og Interview