Danmarks nye landstræner Nikolaj Jacobsen

Danmarks nye landstræner Nikolaj Jacobsen

Nikolaj Jacobsen: "Jeg bliver rasende, hvis spillerne ikke leverer deres bedste”

Nikolaj Jacobsen blev ny landstræner for herrerne efter OL-triumfator Gudmundur Gudmundsson. Nu står fynboen foran sin første slutrunde ved EM i Kroatien. Her fortæller han Teis Jeppe Gørtz om at dobbeltjobbe, miste begge sine forældre i en tidlig alder og blive straffet med en løbetur i en skov om natten.

Hvordan fik du jobbet som landstræner?

”Jeg havde længe vidst, at jeg var inde i billedet til at blive landstræner. Før OL i Rio i 2016 havde jeg uformelle samtaler med Ulrik Wilbek (sportschef i DHF på daværende tidspunkt, red.) og Morten Stig Christensen (generalsekretær i DHF, red.). De sagde, at de fulgte mig, og at hvis jeg fortsatte min udvikling, ville jeg være blandt emnerne. Og da Gudmundur Gudmundsson et par måneder senere meldte ud, at han ikke forlængede sin kontrakt, henvendte de sig igen.”

Du arbejder fast som træner i den tyske klub Rhein Neckar Löwen indtil 2019.
Er landstrænerjobbet et bijob?

”Nej, slet ikke. Det handler om, at jeg lovede flere spillere i min tyske klub, at jeg var i klubben indtil sommeren 2019, hvilket fik dem til at forlænge deres kontrakter. Det var vigtigt for mig at holde mit ord. Der er stort set ikke noget, jeg ikke vil gøre for mine spillere. Det skal de kunne mærke. Derfor kan jeg ikke bare smutte før tid, fordi der kommer noget nyt og interessant. Hvordan skulle mine næste spillere så kunne stole på mig?”

Men hvorfor ikke vente med landstrænerjobbet?

”Fordi det er et drømmejob at stå i spidsen for Danmark. Jeg vidste godt, at jeg ikke ville blive ved med at få tilbudt jobbet. Der er også et VM på hjemmebane i 2019, og jeg oplevede som ekspert på TV 2 ved EM i Herning 2014, hvor vild atmosfæren var til sådan en slutrunde på egen jord. VM er nok den største sportsbegivenhed, vi kan få til Danmark. Det var en af hovedårsagerne til, at jeg tog imod jobbet.”

Nikolaj Jacobsen

Født i 1971. Træner for det danske herrelandshold i håndbold, som han overtog i maj 2017 efter islandske Gudmundur Gudmundsson. Står i spidsen for den tyske klub Rhein Neckar Löwen, som han har ført til to tyske mesterskaber de sidste to sæsoner. Før det træner i Aalborg, hvor det blev til DM-guld i hans anden sæson. Som spiller vandt venstrefløjen tre mesterskaber med GOG, mens det blev til tre tyske titler og to triumfer i EHF Cup’en med Kiel, hvor han spillede i seks sæsoner. På landsholdet er han stadig indehaver af scoringsrekorden i en enkelt landskamp. Den lyder på 15 mål.

Hvordan får du det til at fungere med to job samtidig?

”Jeg bor i Sydtyskland til daglig og min assistent Henrik Kronborg tager sig af de møder, vi har i Danmark med DHF og Team Danmark. Men jeg har arbejdsrelaterede opgaver med landsholdet hver dag. Jeg skal sende mails, planlægge træningsture og se en masse kampe på tv med spillerne, men det er ikke generende for mit arbejde i klubben. Træningen i Rhein Neckar Löwen slutter enten klokken 13 eller 18 i hverdagene, og jeg kan bruge tiden indimellem på landsholdsopgaver. Jeg klarer de fleste opgaver i privaten eller i spillerbussen faktisk.”

Hvordan tager du landsholdet videre efter en succes som OL-guldet i 2016?

”Man kan ikke leve på fortiden, og der skal stadig præsteres. Det gode er, at når du har vundet noget, vil du gerne have mere. Der findes ikke mange bedre følelser i livet end at vinde. Det bliver kun forstærket, når man gør det sammen som et hold og for sit land.”

Skyldtes det ikke en mæthedsfølelse, at Danmark leverede det dårligste VM-resultat i 12 år med ottendedelsfinalenederlaget til Ungarn ved sidste slutrunde i 2017?

”Nej, men jeg sikker på, at de fleste spillere har den opfattelse, at de ikke præsterede det bedste håndbold, de kunne. Hvorfor det gik sådan? Det er svært at svare på, men spillerne er i hvert fald ikke ramt af mæthed. Jeg kan mærke på deres indstilling, at de vil vise, at de er bedre end det niveau. Det er nogle ærekære spillere.”

Hvorfor skal vi overhovedet se håndbold? Hvordan kan det hamle op med Christian Eriksen og VM i Rusland til sommer?

”Håndbold er det fedeste spil i verden, hvis du spørger mig. Det er fysisk med mange nærkampe, spillet er hurtigt, og der bliver scoret mange mål. Små ting kan afgøre det hele, og man er som tilskuer meget tæt på. Fodbold er selvfølgelig den største sport, men jeg må sige, at EM-slutrunden 2016 i Frankrig var noget af det mest dødssyge, jeg længe har set. Der var ingen hold i puljerne, der turde risikere noget, og de stod derfor med alle elleve spillere på egen banehalvdel. Sådan noget kan ikke lade sig gøre i håndbold. Her kan man ikke fedtspille og være defensiv. Der er kun én vej, og det er fremad.”

Du spillede selv fodbold som ungdomsspiller. Hvor god var du?

”Jeg var angriber og har fået af vide, at DBU fulgte mig, og at jeg var tæt på at blive udtaget til ungdomslandsholdene. Jeg var ikke blandt de allerbedste angribere i min årgang i Danmark, men jeg lå lige under.”

Hvorfor valgte du håndbolden?

”Det var egentlig meningen, at jeg ville satse på en fodboldkarriere. Jeg skiftede til OB, men i en periode blev jeg rykket ned på andetholdet, fordi jeg ikke fik trænet nok, da jeg først skulle gøre håndbolden færdig i GOG. I OB skulle man selv betale for transport, og det havde mine forældre ikke penge til, da vi boede i Oure på Sydfyn. Ret hurtigt efter blev jeg udtaget til ynglingelandsholdet i håndbold, og det gik op for mig, at jeg måske var bedre til den sport. Det var lidt en tilfældighed.”

Du repræsenterede som spiller landsholdet gennem 12 år uden at vinde en medalje og stoppede akkurat, inden Danmarks medalje-periode begyndte. Går det dig på?

”Det var utroligt bittert, for det var et stop, jeg ikke selv styrede, og en måned senere vandt Danmark sin første medalje i 35 år med EM-bronzen i 2002. Jeg ville rigtig gerne have taget medaljen om halsen, men livet har lært mig, at der er mange ting, der gør mere ondt end at tabe en håndboldkamp.”

Hvad?

”Jeg mistede begge mine forældre i løbet af kun halvandet år, da jeg var 27 år. Specielt min mors død kom som et chok, for hun var kun 46 år gammel. Hun var lige blevet farmor til vores datter Freja og var helt oppe at køre over det. Hun faldt om med en hjerneblødning i en håndboldhal, da var hun ude at se min brors daværende kæreste spille kamp. Jeg befandt mig i Kiel i Nordtyskland og skyndte mig hjem til hende på hospitalet. Desværre gik operationen ikke som håbet. Efter nogle dage blev trykket i hovedet og hjernen for stort til, at hun kunne overleve.”

Du er kendt for at komme tættere på dine spillere end de fleste andre trænere.
Hvorfor er det vigtigt for dig?

”Det handler om min personlighed. Jeg er en glad dreng, som har brug for også at have en pjattet jargon med mine spillere. De skal føle sig tilpas i mit selskab og have fornemmelsen af, at de kan komme og tale om alt med mig, hvis de har det svært både håndboldmæssigt eller personligt, for så kan jeg hjælpe dem til at præstere bedre. Hvis jeg tog mere afstand til dem, var sådan en dialog ikke mulig.”

Hvordan undgår du, at du bliver for gode venner med dem?

”Jeg går ikke ud og spiser med dem eller tager i biografen med dem. Det ville forstyrre vores relation, for jeg er stadig deres træner. Selvom jeg snakker og pjatter meget med dem, ved de godt, at jeg er deres træner, og at de skal give alt for at komme på mit hold.”

Var din egen bedste træner også sådan?
”Nej, han var ekstrem hård. Zvonimir ’Noka’ Serdarusic, der var min træner i Kiel, kom fra en hel anden opvækst. Han afstraffede dig, hvis du ikke gjorde det godt nok. Vi tabte engang en kamp i Bundesligaen med fem mål, efter vi havde ført med fem ved pausen.

Da vi kom hjem midt om natten, fik vi én time til at pakke vores løbesko, og så blev vi sendt ud i en halvmørk skov, hvor vi skulle løbe i 60 minutter. Afstraffelsen virkede til en vis grad, for der var ingen af os, der havde lyst til at rende rundt i en skov om natten igen. Vi ofrede os endnu mere i de efterfølgende kampe. Men sådanne metoder kommer jeg aldrig til at bruge, for jeg tror ikke på den slags. Jeg tror på konstruktiv dialog.”

Hvad er den største skideballe, du har uddelt som træner?

”Den fandt sted i et omklædningsrum i Ringsted, hvor mit daværende hold Aalborg havde tabt en helt utilgivelig kamp på grund af manglende indstilling. Jeg råbte til spillerne, at jeg nok skulle sørge for, at de blev trukket i løn. Det er første og eneste gang, at jeg har sagt det. Men jeg bliver rasende, hvis spillerne ikke leverer deres bedste.”

LÆS OGSÅ: Danske Nikolaj Rosenthal er verdens første elitesportsmand, der får sin løn i bitcoin

LÆS OGSÅ: Englands eneste åbent homoseksuelle fodboldspiller giver hint om, at 20 spillere vil springe ud

LÆS OGSÅ: Fra gentleman til hooligan: Her er Pep Guardiolas stiludvikling i 16 billeder