”PARIS EST MAGIQUE,” lyder en af slagsangene på Parc des Princes. Den ene endetribune, hvor de mest hårdføre PSG-tilhængere er stimlet sammen, råber bastant i kor ned mod den anden endetribune, der straks svarer tilbage som et dydigt ekko. Paris er magisk. Byernes by, der blev det geografiske symbol på den skønne fredstid inden verdenskrigenes udbrud, og hvor drømmene ingen begrænsninger havde. Bohemer flokkedes til Paris for at gøre op med konventionaliteten og leve det udsvævende, drømmende og skønhedselskende liv.

“Revons plus grand,” står der også skrevet hen over stadionet i det 16. arrondissement, hvor Paris Saint-Germain spiller deres hjemmebanekampe. Drøm større. Siden det qatarske investeringskonsortium med Nasser Al-Khelaifi i spidsen overtog klubben i 2011, har tilhængerne kunne tillade sig at drømme stort. I årene op til overtagelsen havde PSG været et særdeles middelmådigt hold, men med et mellemøstligt trylleslag har nogle af klodens fineste fodboldspillere søgt til Paris, og klubben er nu en fast bestanddel af Europas fornemste selskab.

Realiseringen af de parisiske drømme er finansieret af Qatar og det samfund, hvor migranter arbejder under slavelignende forhold. Et feudalt samfund, hvor de få skummer fløden på de manges flid. I Europa veksler de qatarske magthavere guldet til fodboldspillere af den fineste karat. Og når Qatar netop slår deres folder i sportens verden, er det, fordi de med deres kapital er guder, der kan gøre drømmene til virkelighed ved at skabe et fodboldhold så godt, at man end ikke turde drømme om det. Ikke så ringe for en stat af Qatars kaliber, der ikke har meget andet at byde på end netop deres monstrøse bankkonti.

I sommer ramte PSG-projektet så dets zenit med indkøbet af Lionel Messi. Alle tiders største fodboldspiller var nu også at finde i Paris, og flankeret af Neymar på ene side og Kylian Mbappé på den anden, er der efterhånden tale om et af fodboldhistoriens mest komplette mandskaber. I hvert fald hvis vi forstår komplet som summen af de individuelle egenskaber. Man kan ikke fortænke de qatarske ejere i strategien; ved at pumpe mere end 10 milliarder ind i klubben og samle de dygtigste fodboldspillere på ét hold må man sikre sig, at magien og senere de ædle metaller indfinder sig i Paris. I enhver logisk udledning burde PSG med dette mandskab også være de ultimative favoritter, når slutspillet i Champions League tirsdag aften sparkes i gang.

VIRKELIGHEDEN HAR DOG vist sig mere kompleks end som så. Kun i glimtvis har vi set holdet udfolde sig og henrykke publikummet på Parc des Princes. I størstedelen af tiden har PSG lignet et næsten dysfunktionelt hold, hvor for mange og for store egoer har fordærvet holdets sammenhængskraft. Man fører godt nok den franske liga med et dusin points, mens der heller aldrig var tvivl om avancement fra en ellers besværlig Champions League-pulje. Alligevel er PSG-holdet omkranset af en følelse af skepsis, når de tirsdag aften tørner sammen med Real Madrid.

Det er netop hos modstanderne, kongeklubben fra Madrid, at vi i historiebøgerne kan drage en vigtig læren, der muligvis også kan fortælle os noget om PSG-holdets skæbne, når man indleder jagten på det, der har været Qatar-ejerskabets ultimative mål; at skabe verdens bedste fodboldhold og vinde Champions League.