Yoga for mænd: Lars underviser elitesoldater i solhilsen og vejrtrækning

Yoga for mænd: Lars underviser elitesoldater i solhilsen og vejrtrækning
Offentliggjort

Synes du, at yoga er en tøset sport – og i øvrigt ikke en rigtig sport – så mød svenske Lars Wallin.

Han er professionel MMA-fighter i Los Angeles, hans mave og bryst er en pukkelpist af muskler, han er 48 år, men det er ikke til at se. Han laver yoga med Hollywoods housewifes på tv og hjælper de kendte med at tone deres kroppe.

Euroman.dk møder ham på stranden i Santa Monica i Los Angeles, hvor han lige har trænet et morgenhold af forretningsrejsende – og fortalt dem, at hvis de vil kunne klare deres kontorjob, helt indtil de går på pension, så skal de begynde at lytte til deres krop lige nu.

”Man skal ikke tage sin rygrad for givet,” siger Lars Wallin, der sidder med rank ryg under en palme i ly for morgensolen. Han har dyrket MMA i over 25 år, og hver dag træner han i mange timer med sine kendte klienter i Hollywood.

Men det er ikke nok bare at klø på med en masse motion, der er hårdt for kroppen; man skal også ”lytte til sin krop,” siger han.

”Din krop taler til dig, men når du er ung, lytter du ikke, og du kan slippe af sted med det meste. Men når du først får en skade og bliver gammel nok til at mærke dine led, har du ikke andet valg end at lytte til din krop,” siger Lars Wallin.

Selv begyndte han at dyrke yoga af nød.

Foto: Anna-Maria Zynhert

I 2003 havde eksilsvenskeren allerede dyrket MMA i over ti år. Men når man kæmper muskelmand mod muskelmand i et bur, hvor man prøver at ignorere al smerte, kan det gå galt. Tre dage før en stor fight kom Lars Wallin alvorligt til skade under en træning, hvor hans ryg blev vredet i en forkert retning, nerver blev revet over, og han endte i kørestol. Og det ville undre lægerne, hvis han nogensinde kom ud af den igen.

Det ville han selvfølgelig ikke acceptere, og han begyndte at sætte sig ind i, hvordan han kunne arbejde med sin krop. Yoga kunne være en mulighed, fandt han ud af. Han begyndte på lidt alternativ vis, eftersom han ikke havde føling i benene. Hver dag lagde han sig i en bananformet liggestol – med maven nedad, så hans krop og rygrad blev vredet og tvunget i modsat retning. Her lå den store mand og græd en halv time hver dag i månedsvis for at tvinge sin ryg på plads.

Med hjælp fra bøger, han havde lånt på biblioteket, begyndte han at lave det, man i yoga-sammenhæng kalder ’breath of fire’ eller ’blowing in firm pose’. I små intense ryk trækker man maven ind og skubber derved luft ud af munden. Alle de små ting, han gjorde, kombineret med en masse genoptræning og besøg hos diverse fysioterapeuter førte til, at han efter noget tid fik førligheden i benene tilbage. Herefter tog han til Thailand og dyrkede yoga på stranden hver dag. Primært astanga, som er en rimelig krævende og dynamisk form for yoga. Han begyndte at trække vejret anderledes og kunne bedre mærke sin krop.

Kropsbevidsthed er en vigtig egenskab, når man som Lars Wallin dyrker så voldsom og aggressiv en sport som MMA.

”Det, mange mænd gør forkert, er, at de prøver at være tough. Testosteronet pumper rundt i kroppen, de prøver at løfte så meget vægt som muligt og slår med al deres vægt ind i en boksebold, og det sender chokbølger hele vejen ind til leddene. Men tiden er der ikke mere brusk tilbage,” siger Lars Wallin.

Hos Bikram Yoga Copenhagen oplever de fremgang i antallet af mænd, der vil dyrke yoga. Hvor der, da studiet åbnede for seks år siden, kun var cirka 15 procent mænd til timerne, er der i dag nogle dage flere mænd end kvinder. Det er både crossfittere, thaiboksere, løbere, mænd over 60 med slidgigt i hoften, helt unge fyre og helt almindelige fyre.

”Det er glædeligt, for der er ingen grund til, at mænd ikke skulle dyrke lige så meget yoga som kvinder,” siger Trine Zafina Søndergaard, der ejer bikramcentret.

Bikram er en af de mere intense former for yoga; en undervisningstime varer 90 minutter og foregår i 40 graders varme. Folk pruster, og pulsen stiger mere, end man skulle tro, og mange må holde pause undervejs – også de øvede. Når man kommer ud, kan man vride sit tøj af sved.

”Det er ikke tøseyoga. Mange mænd tager deres venner med, og så kommer de ind, rigtig cocky, og tænker, at det skal de nok klare, og så sætter de sig ned efter tre øvelser, helt hvide i hovedet. Det er en klassiker,” siger Trine Zafina Søndergaard.

Yoga vinder også frem blandt kendte mænd. Folk så forskellige som Jack Black, Ronaldo og Matthew McConaughey er meget entusiastiske omkring yoga, mens både Kareem Abdul-Jabbar og Ryan Giggs takker yogaen for, at de har kunnet spille professionelt basketball og fodbold længere tid end de fleste andre professionelle.

Ryan Giggs har udgivet sin egen trænings-yoga-dvd. Foto: Getty Images

I den danske superliga er der også spillere, der har stor glæde af den gamle indiske disciplin. Det fortæller Janus Blond, som i dag er fysisk træner for HB Køge, og som tidligere også har trænet kondition og styrketræning med blandt andre SønderjyskE i otte år. Her var der to spillere, der begyndte at gå til yoga, og i en lang periode slap de for skader, hvilket er en sjældenhed i professionel fodbold, siger Janus Blond.

”Min påstand er, at yoga kan hjælpe spillerne til at blive mere fokuserede og øge deres koncentrationsevne under en træning eller i en kamp, hvilket kan betyde færre uforudsete situationer og dermed færre kontaktskader. Desuden kan et mere indgående kendskab til ens krop modvirke muskelskader,” siger træneren.

I den daglige træning er der ikke plads til yoga, selvom Janus Blond godt kunne tænke sig, at flere af hans spillere fokuserede mere på deres krop på den langsomme måde. Han sammenligner det med at sende en bil til service for stille og roligt at gå den efter i sømmene.

”Du ved, at den rasler, men først til eftersyn finder du ud af hvor. Hvis du for eksempel altid har været øm i din læg, så arbejder du til yoga din læg igennem og finder ud af, hvorfor og i hvilken vinkel det går galt. På den måde kan man tage skader i opløbet eller afhjælpe dem bagefter. Det er en sund evaluering af din krop, kan man sige,” siger Janus Blond.

Hvis du stadig synes, at yoga er en kvinde-”sport”, så overlader vi igen ordet til Lars Wallin, der for nylig er kommet hjem fra Sverige, hvor han har været på træningslejr med en specialenhed inden for det svenske militær. Han er deres MMA-træner, men underviste dem på turen også i solhilsen og vejrtrækning og fik dem til at strække deres kroppe i alle mulige og umulige retninger.

”Det er fuldstændig afgørende for dem at lære at kontrollere deres hjerterytme og vejrtrækning. I deres job kan det være altafgørende at kunne sænke sin puls. Deres evne til at holde vejret bare nogle få sekunder længere under vand kan være forskellen på, om de overlever eller ej,” siger Lars Wallin.

Namaste.

LÆS OGSÅ: Nye stillinger: Yoga på 8 nemme måder

LÆS OGSÅ: Mænd vil se resultater når de træner

LÆS OGSÅ: 5 insidere giver personlige tips til L.A.: Porn Star Karaoke og den ægte Hollywood experience