Elon Musk

Folk i Silicon Valley stiller spørgsmålstegn ved virkeligheden

Lever vi alle i en computer-simulation?

Det plejede at være et spørgsmål for fantaster, filosoffer og science-fiction forfattere. Men indflydelsesrige folk i Silicon Valley med Elon Musk i spidsen er blevet besatte af idéen om, at vi måske lever i en computersimulation. Hvad er det, der foregår, og hvad vil det betyde, hvis vi faktisk lever i en simuleret virkelighed, spørger Benjamin Dane.

"Chancen for, at vi lever i den virkelige verden er én til en milliard.”
Elon Musk læner sig frem i den røde, læderbetrukne lænestol og kigger ud på det lettere forbløffede publikum. Han er på scenen til Code Conference 2016 i Los Angeles-forstaden Rancho Palos Verdes, hvor en række af verdens mest indflydelsesrige tech-folk er samlet for at diskutere teknologiens stigende indflydelse på menneskets liv.

Elon Musk, afslappet klædt i habitjakke, mørke jeans og skjorte uden slips, er mødt op for at tale om fremtidens kunstige intelligens, selvkørende biler, og hans plan om at kolonisere Mars. En tilhører i salen har netop rejst sig og bevæget sig op til mikrofonen, hvor publikum kan stille spørgsmål. Han vil vide, om den sydafrikanske milliardær, SpaceX-stifter og Tesla-chef tror på teorien om, at den verden, vi lever i, blot er en simulation.

”For 40 år siden havde vi ’Pong’ – to rektangler og en prik. Det var, hvad computerspil var dengang,” fortsætter Elon Musk, ”Nu har vi fotorealistiske 3D-simulationer, hvor millioner af mennesker kan spille samtidig, og de bliver bedre hvert eneste år.

Snart vil vi have virtual reality og augmented reality, og hvis du antager en hvilken som helst fremskridtsrate, vil computerspil til sidst blive umulige at skelne fra virkeligheden. Selv hvis fremskridtsraten falder med 1.000 sammenlignet med i dag, vil der måske gå bare 10.000 år, før det sker, hvilket er ingenting på den evolutionære tidsskala.”

”Så svaret er ’ja’?” spørger tilhøreren en anelse forvirret. Der lyder spredt latter fra salen.

”Svaret er ’sandsynligvis’,” siger Elon Musk uden at fortrække en mine.

I science-fiction filmen ’The Matrix’ vågner hackeren Neo, spillet af Keanu Reeves, og opdager, at den verden, han troede var virkelig, er en simulation drevet af intelligente robotter, der har gjort menneskeheden til dens slaver.


Illustration: Thomas Amby Johansen

Byen, han bor i, eksisterer ikke, men er i stedet en del af et avanceret computerprogram, som snyder hans sanser, indtil han bliver reddet af en gruppe oprørere og opdager, at hans liv var en illusion.

Tanken om, at Elon Musk, en af verdens førende forretningsmænd og opfindere, der i 2016 var rangeret som nummer 21 på erhvervsmagasinet Forbes’ liste over verdens mest magtfulde mennesker, skulle tro på et scenarie, der bare minder om Matrix-trilogien, virker absurd. Kritikere har kaldt ham en gal videnskabsmand og beskyldt ham for at sprede frygt om AI, som de forkortelsesivrige amerikanerne omtaler kunstig intelligens. Men Elon Musk er ikke alene.

Under en debat på American Museum of Natural History i 2016 sagde den kendte astrofysiker Neil deGrasse Tyson, at han vurderer sandsynligheden for, at vi lever i en simulation, til at være 50-50.

Og i Silicon Valley er førende tech-folk og eksperter i kunstig intelligens stærkt optagede af simulationshypotesen. I et portræt af Samuel Altman, en amerikansk entreprenør og leder af den succesfulde venturekapitalfond Y Combinator, kunne magasinet The New Yorker sidste år afsløre, at to unavngivne it-milliardærer er gået så langt, at de i hemmelighed har ansat forskere til at finde ud af, hvordan vi kan bryde ud af simulationen.

Selv analytikere fra USA’s største bank, Bank of America, har i et internt notat, der blev lækket og delt på nettet i september 2016, anslået, at der er 20-50 procent sandsynlighed for, at vores verden kan vise sig at være en computersimulation.

Simulationen kort fortalt

 Simulationshypotesen er idéen om, at verden er en simulation. Den støttes af en række filosoffer, forskere og it-milliardærer, der mener, at den stadig stigende teknologiske udvikling vil gøre mennesker i stand til at lave simulationer, som ikke kan skelnes fra virkeligheden.

Det filosofiske argument lyder, at hvis det vil ske, kan man ikke være sikker på, at andre ikke er nået dertil allerede, og at verden derfor kan være en simulation. Kritikere af hypotesen, der har været brugt som plot i mange science-fiction-bøger og -film, peger bl.a. på, at der ikke findes konkret bevis for, at verden er en simulation. Derfor er der ingen grund til at tro, at det er tilfældet.

Deres argumenter stammer fra den svenske filosof og Oxford-professor Nick Boström, der i 2003 skrev artiklen ’Lever du i en computersimulation?’. Her opstiller han tre hypoteser, hvoraf mindst én må være sand:

1) Vi vil aldrig nå et stadie, hvor vi kan lave realistiske simulationer af verden, fx fordi vi når at uddø først.
2) Vi når det stadie, men vælger af uvisse grunde ikke at udnytte muligheden.
3) Vi lever sandsynligvis allerede i en simulation.

Ved hjælp af sandsynlighedsregning argumenterer han for, at der er størst chance for, at den sidste hypotese er korrekt.

I dag kan simulationer hjælpe forskere med at forstå, hvordan planeter, solsystemer og galakser bliver til, og det er allerede muligt at simulere simple samfund med aktører, der agerer efter simple regler, som kan give indblik i, hvordan mennesker agerer i trafikken, eller hvordan byer og økonomier udvikler sig.

Disse simulationer vil kun blive mere avancerede, efterhånden som teknologien bag dem udvikler sig. I fremtiden, siger fortalerne for simulationshypotesen, vil vi se realistiske simulationer befolket af både ’rigtige’ mennesker og kunstige intelligenser, der ikke kan skelnes fra hinanden.

Og hvordan kan vi så være sikre på, at vi er de ’rigtige’ mennesker og ikke blot simulerede individer skabt af en civilisation, der har nået et fremskredent teknologisk stadie før os?

“Hvis der i fremtiden kommer til at være flere digitale mennesker, der lever i simulerede miljøer, hvad taler så imod, at vi allerede i dag er del af sådan en simulation?” sagde Richard Terrile, der er forsker ved NASA’s rumlaboratorium, i et interview med The Guardian i 2016.

Han vurderer, at udviklingen inden for kunstig intelligens nu går så hurtigt, at det i en nær fremtid vil være muligt at skabe maskiner, som har deres egen bevidsthed. Det er en prog-nose, der støttes af en lang række internationale forskere og AI-eksperter.

Indtil for få år siden var Boströms simulationshypotese forbeholdt filosoffer og science-fiction forfattere. Nu støttes den også af ledere af tech-virksomheder med en markedsværdi i milliard-ligaen. Men selve idéen om, at verden ikke nødvendigvis er, som den ser ud, er langt fra ny.

Et lille kontor på anden sal af Københavns Universitets campus på Amager er fyldt med bøger, mapper og ringbind fra gulv til loft. På hylderne står alle de store tænkere side om side, og bag hæve-sænkebordet ved det store vinduesparti sidder Vincent F. Hendricks og arbejder.

Han har mørkt, karseklippet hår og er iklædt læderstøvler, brune cargobukser og en sort militærinspireret skjorte, der får ham til at minde mere om en karakter fra ’The Matrix’ end det han er: en professor i formel filosofi, der bl.a. har forsket i erkendelse og logik.

”Det er ikke nødvendigvis helt knald i låget at stille spørgsmålstegn ved, om vi kan være sikre på, at det vi ser, hører eller føler er virkeligt i objektiv forstand,” siger professoren, der peger på, at det har man gjort siden før vores tidsregning i det antikke Grækenland. Her argumenterede nogle filosoffer mod sand, objektiv viden, fordi vi ikke nødvendigvis kan stole på vores sanser. Disse græske tænkeres verdensopfattelse tilhører den filosofiske retning, der kaldes skepticisme.

”Nogle af de første skepticister er filosofferne Arkiselaos og Karneades, der ledte Platons Akademi ca. 200 år før vores tidsregning. Men man ved ikke så frygtelig meget om dem, for ingen af dem skrev så meget som ét ord. Og det var der en meget praktisk grund til: De var ikke sikre på, at papyrusrullen, der lå foran dem, eller gåsefjerpennen, de havde i hånden, overhovedet var virkelig. Og hvorfor så besvære sig med at skrive noget ned?” fortæller Hendricks.

Simulations- hypotesens historie

 Teorier om, at verden ikke nødvendigvis er, som den tager sig ud, stammer fra det antikke Grækenland og skepticismen. De græske skeptikere troede ikke på objektiv viden, fordi menneskets sanser ikke med sikkerhed kan afgøre, hvordan verden ser ud. I 1600-tallet opstillede den franske filosof og matematiker René Descartes et tankeeksperiment, hvor han forestiller sig, at alt det, han sanser, er en illusion fremkaldt af en ond dæmon.

Hans formål var at illustrere, at vores sanser kan snydes, og at vi derfor ikke kan afgøre, om den verden, vi lever i, er virkelig. Alligevel konkluderer han, at fordi han har disse overvejelser, må han eksistere med den berømte sætning, ’jeg tænker, derfor er jeg’.

Den moderne udgave af Descartes' tankeeksperiment er professor Hilary Putnams teori om ’Brain in a vat’, hvor han argumenterer for, at menneskets sanseindtryk i princippet vil kunne reproduceres af en computer, uden at det vil være i stand til at mærke forskel.

Da Neo vågner i den virkelige verden i ’The Matrix’, befinder han sig nøgen og hårløs i en væskefyldt tank med slanger koblet til hele kroppen. Omkring ham ligger millioner af mennesker på samme måde i en dvaletilstand, mens de intetanende befinder sig i en simulation af verden, som den så ud, før robotterne slavebandt menneskeheden.

Et scenarie, som Microsoft-grundlægger Bill Gates, Apple-medstifter Steve Wozniak og Elon Musk adskillige gange har givet udtryk for, at de frygter, hvis ikke det lykkes at regulere kunstig intelligens.

Og Wachowski-brødrenes dystopiske fremtidsscenarie er ikke blot fri fantasi. De to filminstruktørers science-fiction univers er kraftigt inspireret af den amerikanske filosof, matematiker og tidligere Harvard-professor Hilary Putnams tankeeksperiment ’Brain in a vat’, en moderne udgave af Descartes forestilling om den onde dæmon.

”Hvad hvis de erfaringer, som du gør dig, egentlig ikke er dine erfaringer?” spørger Vincent Hendricks, mens han gestikulerer med armene.

”Forestil dig, at din hjerne bliver placeret i et kar med nærende væsker, og via nogle elektroder kobles den til en supercomputer, der kan giver dig alle de stimuli og indtryk, som du tror er virkelige, men som reelt blot er computersignaler. Kan du så vide, at du ikke er en hjerne i et kar?”

Nej, det ville du ikke kunne, forklarer han, fordi de sanseoplevelser, vi får, ikke adskiller sig fra den verden, vi tror, vi lever i. I teorien vil en computer kunne simulere alt, vi oplever, og vi vil ikke være i stand til at opfatte en forskel i vores oplevelser. Men ligesom vi ifølge Putnams tankeeksperiment ikke kan demonstrere, at verden ikke er en simulation, er simulationshypotesens største svaghed ifølge Vincent F. Hendricks, at dens fortalere heller ikke kan bevise, at verden er en simulation.


Alligevel forsøger it-milliardærer at bryde ud af simulationen. Og en række forskere har forsøgt at formulere bud på, hvordan man kan undersøge, om verden er simuleret.

De fleste af dem er enige om, at muligheden for at finde beviser afhænger af, hvor god simulationen er, og dermed af muligheden for at finde fejl. Nogle forskere peger på, at vores univers er drevet af matematiske regler og derfor kan synes designet.

Det ser de som et muligt tegn på, at der er tale om en simulation. En anden forklaring er, at der er fysiske grænser for, hvor tæt vi kan observere objekter i universet gennem et mikroskop, uden at billedet bliver mudret – eller pixeleret, akkurat som i et computerspil.

Disse teorier findes også i science-fictions forestillinger om simulationshypotesen. I ’The Matrix’ er forekomsten af déjà vu tegn på fejl computersimulationen, og i HBO’s populære tv-serie ’Westworld’ er det små sprækker i det virtuelle vilde vesten-univers, som serien udspiller sig i, der får robotterne til at ane uråd. I sci-fi komedien ’The Truman Show’ er det en nedfalden projektør, som leder til, at hovedpersonen (Jim Carrey) til sidst opdager, at han lever i et reality show.

Det sidste eksempel er dét, Vincent Hendricks benytter, når han skal forklare, om vi kan få svar på, om vi lever i en simulation:

”Vi bliver nødt til at kunne opfatte en forskel, ligesom Truman Burbank gør. Hvis ikke videnskaben kan vise den forskel, så er det svært at se for sig, at vi kan bevise, at verden er en simulation. Og selv hvis vi kunne, hvordan kan vi så være sikre på, at det svar, vi kommer frem til, ikke også er simuleret?”

Men hvad betyder det, hvis verden virkelig er en simulation? Hvis intet af det, vi oplever, rent faktisk finder sted. Vil det kunne betale sig at stå op om morgenen og gå på arbejde, hvis det arbejde ikke findes? Eller have sex med konen, hvis hun ikke er virkelig? Vincent F. Hendricks kan ikke lade være med at smile. Han læner sig tilbage i kontorstolen og svarer: ”Ja, hvad så?”

Det er i bund og grund hans svar. Han uddyber, at hvis spørgsmålet overhovedet skal give mening, er det nødvendigt, at vi har noget at relatere det til:

”Hvis nogen fortalte mig i morgen, at vi lever i en simulation, ville jeg spørge: Hvordan ser virkeligheden så ud? Og hvis jeg ikke kan få det at vide, er det ikke sikkert, at det gør den store forskel for mig, at mit liv er simuleret.”
Hendricks kan dog godt forestille sig konsekvenser, hvis vi opdager, at verden er en simulation:

”Det ville være svært at fungere i en verden, hvor intet er virkeligt. Skal du være moralsk ansvarlig i en simulation, eller kan du gøre, som det passer dig, fordi alt alligevel kun foregår i dit hoved? Og hvad med tillidsrelationer mellem mennesker? Hvis du kun lever i din verden, og jeg i min, så kan vi ikke længere stole på nogen eller noget. Hele vores fællesskab ville falde sammen, og handlinger ville ikke længere have konsekvenser. Blev jeg træt af dig, kunne jeg i princippet bare slå dig ihjel – du findes alligevel ikke.”

Vincent Hendricks forklarer, at de græske skepticisters formål med at leve efter Sokrates’ berømte læresætning ”det eneste, jeg ved, er, at jeg intet ved,” var at opnå sjælefred. Men i praksis kan sjælefred også betyde apati. Og det er problemet med at tro på, at verden er en simulation: Det er ikke særligt produktivt.

”Simulationshypotesen er et interessant tankeeksperiment. Men som videnskabsmand er det ikke særligt fordrende at tro på, at verden ikke er virkelig. Hvorfor skulle jeg forske i noget, hvis jeg ikke kan finde frem til et svar? Hele idéen om pålidelig viden undergraves af teorien om, at vi lever i en simulation.”

LÆS OGSÅ: 30 taggere arbejder på at ramme dig: Sådan ved Netflix, hvilke film du kan lide

LÆS OGSÅ: Danmarks måske bedste bøssemager: ”Det, der kendetegner et godt våben, er balance"

LÆS OGSÅ: Så meget ved Tinder: Journalist fik sendt 800 sider om sig selv og sine hemmeligheder