Japanernes uventede sejre, Mbappés formidable indledning på turneringen, de kølige kroatere, Marokko i semifinalen.
VM byder altid på et væld af historier, men hvad tager vi med os og hvad må gerne blive i ørkensandet?
Vi gør status efter en måneds VM i Qatar.
“You can mark a man; much harder to mark a ghost,” skrev den engelske fodboldjournalist, Jonathan Wilson, i The Guardian forleden.
Og det er meget rammende for Lionel Messi. Den lille kæmpe er umulig at kontrollere, og omsider har Messi vist det temperament, argentinerne har længtes efter i snart to årtier. Man har fornemmet, at den var derinde; vreden, indædtheden, stoltheden.
Nu så vi endelig kynismen i geniet i fuldt flor på plænen, og det var tiltrængt. For argentinerne og for alle os andre, der foretrækker fodbolden ufriseret.
Vinder Argentina VM-finalen søndag, er et helt liv i Maradonas skygge endelig ovre for verdens bedste fodboldspiller nogensinde.
Vi kan lige så godt få det overstået. Foruden DBU’s ageren vil VM med danske øjne huskes for den rent ud sagt katastrofale præstation på banen.
Hverken tuneserne eller australierne kunne overvindes, og forklaringen er formentlig, at de to lidet sejrsvante VM-nationer simpelthen blev undervurderet. Den slags mentale brister finder konstant vej til selv fodboldens bedste.
Jeg må da også erkende, at jeg allerede før kickoff var mere fokuseret på Danmarks mulige møde med Messi i ottendedelsfinalen end på iltre Laidouni og himmelhøje Harry Souttar.
Om 10 år tror jeg, vi vil huske sammenbruddet som psykisk frem for fysisk. Fodboldkampe afgøres ikke kun af lunger og ben.
Foretrækker man, at alle landshold ikke spiller på samme måde, har Marokko bidraget glimrende til slutrunden. Som den dygtige fodboldanalytiker Sam Gregory bemærkede på Twitter under Marokkos dyst mod Portugal, så har Marokko været bemærkelsesværdigt angribende i kontraspillet.
Selv i de minutter, mandskabet var presset mest i bund mod nationerne fra Den Iberiske Halvø, formåede Hakimi og co. at true på transitioner i stedet for bare at høvle læderet ud i ørkensandet.
Dens slags manøvre kan dårlige fodboldhold altså ikke udføre. Tværtimod. Og så viste marokkanerne i øvrigt mod Frankrig, at de formår at åbne et forsvar, hvis det behøves.
Interessant er det i det hele taget, at det ikke er de nationer, der har praktiseret højtbelagt pasningsspil, som har imponeret ved slutrunden. Kendetegnende for Frankrig, Argentina og Marokko har derimod været velkoordinerede defensive organisationer, fight og angrebsivrige esser i frontlinjen.
Intet er så galt, at det ikke er godt for noget. For selv om det ingenlunde gør op for korruptionen, mishandlingen af migrantarbejderne og absurditeten i at opføre stadions for milliarder, der snart står ubrugelige tilbage, så har det været berigende at være tilskuer til den mellemøstlige og nordafrikanske folkefest på tribunerne.
Saudierne, iranerne, tuneserne og marokkanerne har om nogen illustreret, at det er en god idé at placere slutrunderne steder, som den ofte så eurocentriske fodboldverden tidligere har forbigået. Det skal bare ikke være i Qatar.
Og måske en lille tendens tegner sig: Da VM i 2002 var placeret i Asien, kom Sydkorea til semifinalen. Da Sydafrika var værter i 2010, stod kun tyveknægten Suárez i vejen for ghanesisk deltagelse i semifinalerne.
Og nu hvor VM afholdes i den arabiske verden, så var det Marokkos tur til at overraske.
Hvornår får vi VM i Skandinavien?
Konfiskerede regnbueflag, tomme sæder, en tilbageholdt Rasmus Tantholdt, døde migrantarbejdere, evigt kapacitetsbrydende tilskuertal, aflønnede fans til Qatars kampe, nikkedukken Infantino, afskaffede øl, betalte tribune-koryfæer, korruption, Palæstina-flag, beskyldninger om racisme og orientalisme, den iranske frihedskamp og diskussionen om, hvem Hakim Ziyech, Saiss og Hakimi spiller for.
For tilhører Marokko egentlig Afrika, Mellemøsten eller hele verdens muslimer?
VM 2022 blev storpolitikkens kampplads, og kun en tåbe vil stadig påstå, at sport og politik ikke hænger uløseligt sammen.
Til EM i fjor var Mæhle, Dumfries, Spinazolla og resten af de driftige wingbacks den store taktiske historie. Backen var gået fra at være specialarbejder til omstillingsparat projektleder, der selv kunne skifte mellem roller: klassisk forsvarer, gennembrudsspiller og boldbesiddende ekstra midtbanemand.
Men som bekendt hviler trangen til taktiske finjusteringer sig aldrig i topfodbolden. Og under VM har vi set, at backen igen er blevet forsvarsspiller. Det hænger sammen med, at de fleste hold nu igen praktiserer et 4-mandsforsvar. Og ikke mindst, at fløjspillerne er tilbage.
Mest iøjnefaldende har den trend været på det franske og brasilianske landshold, hvor særligt Barcelona-spillerne Dembélé og Raphinha er blevet bedt om at holde sig helt ude ved kridtstregerne højt oppe på banen. Det skal de selvfølgelig for at skabe bredde i holdet og skabe rum.
Det betyder, at de fremadstormende backs ikke er lige så efterspurgte. I stedet er spillere som Jules Koundé og Èder Militao, der egentlig betragtes som midtstoppere, rykket ud på backpladsen, hvor de kan skabe en hel anden defensiv tyngde, end de flyvske backtyper formår.
Måske ikke et stort skridt for den fodboldtaktiske udvikling, men det har været interessant at se de kridtsøgende wingers vende tilbage.
TV2’s kommentator Morten Bruun har været den største danske oplevelse under VM. Du finder simpelthen ikke en bedre ekspertkommentator i Kongeriget, og måske endda på kontinentet. Bruun forstår kampens rytme, så han aldrig forstyrrer de væsentlige begivenheder. Han leverer sine analyser med vid, men gør sig aldrig skyldig i ligegyldige facts.
Og så er det lune Silkeborg-koryfæ villig til at sætte sig selv på spil og stole på sine sympatier såvel som det modsatte. Som da Bruun mod afslutningen i Marokkos kvartfinale mod Portugal åbent erklærede, at han nu håbede på en nordafrikansk triumf. Vigtigst af alt har Morten Bruun en fornemmelse for fodbolden, som er de færreste forundt.
”Giroud scorer altid,” siger han. Og Morten Bruun har altid ret.
VM kaster altid stjerneglans på spillere, der ikke lå forrest i fodboldfolkets bevidsthed før slutrunden. Selv om det intuitivt kan virke dumt at smide Griezmann i den kategori af spillere, så hører han hjemme der.
Franskmanden har nemlig været langt fra tidligere tiders niveau i de forgangne sæsoner. I den nuværende sæson i La Liga har han tilmed tilbragt størstedelen af minutterne på bænken for Atlético Madrid grundet en klausul i lejeaftalen med Barcelona.
Men under VM har Griezmann pludselig vist helt nye sider af sig selv. Pludselig ligner han en dynamisk og spilstyrende midtbanemand fremfor den hovedstødsstærke og arbejdende angriber, han var under sit imponerende VM i 2018.
Man kan da også med god grund anføre, at det nærmere er Griezmann end Mbappé, der har været Frankrigs vigtigste spiller til VM indtil nu. I hvert fald har Le Petit Prince leveret stribevis af vigtige afleveringer, og så har han, i selskab med Tchouaméni, fået franskmændene til at glemme fraværende Kante og Pogba.
Andre spillere, der fortjener at blive nævnt: Den maskebærende og duelstærke Josko Gvardiol fra Kroatien. Marokkos Sofyan Amrabat, Romain Saiss og Azzedine Ounahi. Og japanske Ritsu Doan.
Med afholdelse hvert fjerde år vil VM altid være lig med store spilleres karrierestop. Alligevel har denne slutrunde unægtelig været farvellets VM.
Det var nok Neymars sidste mulighed for at blive den animerende skikkelse i en brasiliansk VM-triumf, og den gik som bekendt tabt. Modric har vi afgjort set ved verdensmesterskabet for sidste gang, og hvilken spiller. Ronaldo?
Han forlod arenaen i tårer. Han fejrer alene, og han græder alene.
Og så er der selvfølgelig Messi. Den afsked tager vi søndag.
scroll-down
