Boghandel. Det lyder næsten som et museum. Måske er det også dér, man skal finde den fysiske boghandel inden længe. På Frilandsmuseet eller i Den gamle by i Århus, hvor en bibliotekarlignende ekspedient med briller på næsen, blyant bag øret og knold i nakken så går rundt i en folkedragt fra 1990erne eller endnu tidligere og spørger, om man ønsker en bærepose til digtsamlingen og det opslagsværk i 10 bind, som man netop har købt for sine knitrende rigsdaler. Boghandelen. Tilbage til Stenalderen med den.
Det er svært at argumentere mod bekvemmeligheden, som er netboghandlernes Royal (Straight) Flush. Det ér jo bare meget nemmere at bestille bøgerne hos Amazon og få dem leveret direkte i postkassen et par dage efter. Eller endnu nemmere: at få dem direkte som e-bøger på tabletten (eller hvad de nu kalder sig these days, de der iPhoneagtige ting) nu og her. Instant gratification, quick fix og kontant afregning. Men nogle ting kan også blive så instant og så nemme, at sjælen ikke følger med. Der er sågar de håbløse og rettroende retroromantikere, der mener, at den dør. Sjælen. Måske er det ligegyldigt.
Som enhver anden provinsdansker med bibliofile tilbøjeligheder har jeg vel langsomt vænnet mig til at være udsultet med filippinergravdybt deprimerende og klinisk sjælløse Bog&Idé-kæder de sidste 10-15 år. Bog&Idé bruger samme indendørsarkitekt som Silvan og Jysk og under de hvide lysstofrør, som minder om belysningen i en parkeringskælder eller over Aldis afdeling med frostvarer, er der er kriminelt mange Jussi Adler-Olsen og Stieg Larsson og Spise med Price og bøger om forretter og hovedretter og desserter og nordisk køkken og sex på køkkenbordet og under Anden Verdenskrig og gode råd til den økologiske køkkenhave med hende fra tv og et i øvrigt kriminelt elendigt udvalg, men det er jo udbud og efterspørgsel, siger de flinke mennesker bag disken, og de kan godt prøve at bestille den hjem.
Annonse
Og ja. Waterstone’s er naturligvis en kæde og et koncept, givetvis et storkapitalistisk, klinisk-kynisk foretagende, men sikkert ikke mere end Bog&Idé og ca. 100 procent mere indbydende – og, ja, sjælfuldt. Her er bøger, bøger, bøger om alt, i tre etager. Det bliver bare ved. Stille som i et bibliotek. Behagelig belysning. Gulvtæpper! Café. Venlige, kompetente, belæste ekspedienter, der sikkert har mindst én universitetsgrad i litteratur. De ansatte sætter små sedler på bøgerne med håndskrevne anbefalinger, en kort beskrivelse eller anmeldelse. Sikkert et billigt trick, men det virker. Når jeg går ind i Waterstone’s, kommer jeg først ud tre timer senere. Jeg glemmer tid, sted og glemmer, at jeg skal dø. Jeg bliver væk. På den gode måde. Det er meget civiliseret.
Jeg arbejdede i Københavns fineste antikvariat i fire år. Det er selvfølgelig lukket nu. Vi havde nogle udsalgsbøger, vi kaldte for gadebøger, og efter lukketid lørdag eftermiddag, ca. en gang om måneden sagde chefen, at de overskydende gadebøger skulle hældes direkte i containeren omme i gården. Det var for eksempel læderindbundne sager af Christian Winther, Johannes V. Jensen, sommerhuslokumspaperbacks af Rifbjerg og nogle andre for længst glemte forfattere. Mens jeg stod og skovlede bøger i containeren og videre ud mod Vestforbrændingen tænkte jeg altid på, at hvis man led af den vildfarelse, at bøger er ånd og ikke materie, og at man kunne sikre sig udødelighed som forfatter, skulle man bare prøve at arbejde i et antikvariat og stå og skovle skidtet ud mod Vestforbrændingen efter lukketid. Det hele bliver bare til støv. På Vestforbrændingen eller i cyberspace. Det hele flyder bare tilbage i en strømmende, småbuddhistisk flod af information og ingenting og alting. Men så længe vi er her, kan vi jo godt søge det smukke og sætte det lidt pænt op. Når vi nu er her alligevel.
Jeg har kun lært halvdelen af, hvad min far kunne med sine hænder. Og mine børn har lært mindre end halvdelen. De kan ingenting. Jeg tror, det vildeste, de kan, er at binde deres snørebånd. Det, tror jeg, kan være roden til noget af den mistrivsel, vi oplever.
