Klumme: "Den regionale gastronomi er blevet vakt til live i Danmark"

Gastros chefredaktør Jesper Uhrup Jensen mindes dengang, der ikke var den store gastronomi at komme efter i det danske sommerland. Situationen i dag er en anden, mener han.

Klumme: 'Den regionale gastronomi er blevet vakt til live i Danmark'
Offentliggjort

I stort set hele min barndom og tidlige ungdom var sommer ensbetydende med sommer i Danmark, ved stranden, i sommerhus. Det var eksotisk, det var hverdagen sat ud af drift. Det var et mere enkelt liv. Primitivt er nok store ord, men hvis det danske sommervejr bed fra sig, så var pejsen eneste varmekilde, opvask var i hånden, varmt vand begrænset, det spinkle tv-signal var prisgivet en gamle renseribøjle, der gjorde det ud for antenne etc. Med andre ord det helt klassiske sommerhusliv, hvor idealet jo netop er, at det skal være sådan lidt mere tilbage til det enkle og oprindelige. Ofte med det resultat, at man storkedede sig og hurtigt gik død i brætspil og sommerhuslekture. Læg dertil gerne regnvejr i dagevis, vrøvl med kloakken, myrer over det hele… Men det er en anden snak!

Madmæssigt var det også eksotisk at være ’på landet’. Vi fik fisk i en grad, vi ikke fik hjemme, fordi havet og havnen var lige i nærheden, og udvalg og priser var helt anderledes end hjemme. Og jordbær, ærter, kartofler, salater mm. var stalddørssalg og i ’storkøb’. Den lille grønthandler havde røget sild stående fremme på disken sammen med æg, hvilket i dag havde fået Fødevarestyrelsen til omgående at lukke forretningen.

Set i bakspejlet var det ikke det helt store, men der var bare noget særligt ved en rødspætte, stegt på en gammel jernpande og spist af en lidt skåret tallerken. Og så bagefter jordbær med masser af tyk, gul fløde.

I mit voksenliv er det først i de senere år, at Danmark igen har været et rejsemål for mig. Før da var det, som om en røget sild og kartofler købt ved vejen ikke var nok. Faktisk blev det problematisk, at der gastronomisk var så lidt at komme efter i sommerlandet. Nærmeste indkøbsmulighed var en overprissat sommerhuskøbmand med begrænset vareudbud, og ingen spisesteder i nærmeste omegn hævede sig over grillbarsniveauet. Jeg forstod med ét, hvorfor bilen altid havde været proppet til randen med proviant, når vi kørte hjemmefra.

Hvorfor skulle man drikke automatkaffe i Danmark, når man kan få verdens bedste kop i Italien og Spanien? Hvorfor spise softice, når de har verdens bedste is i Venedig? Hvorfor lade stå til med papbrød fra Guldbageren, når man kan få en sublim croissant i Paris? Hvorfor gå på cafeteria eller på trætte, nedkørte kroer, når man kan få tapas i verdensklasse, sublim brasseriemad, det italienske drømmemåltid … Alt muligt vidunderligt, bare alle andre steder end i Danmark!

Men Danmark ser helt anderledes ud i dag end i min barndom og ungdom. Ligesom gastronomien generelt har taget et enormt skridt fremad, så er den regionale gastronomi blevet vakt til live, genopstået, nyopstået, genfortolket …

Det fantastiske ved at rejse rundt i Danmark er ikke at smage gamle egnsretter, ingen reelt spiser længere, omend det er sjovt at møde, når det gamle regionskøkken dukker op på menuen. Som når Kadeau har palthästa på menuen, en slags pandekage fra det gamle bornholmske køkken. Det fantastiske er dog, synes jeg, at møde et køkken, der trækker på de råvarer, der er lige uden for døren. At møde maden, hvor den kommer fra, hvad man jo slet ikke gør i samme grad i hovedstaden og de store byer. Og det bliver endnu bedre, når det er råvarer, der har en helt særlig kvalitet netop i det pågældende område.

Fortællingen om det regionale danske køkken er ikke så meget fortællingen om traditioner, men snarere fortællingen om genopdagelse og nytænkning. Det er fortællingen om, hvad man har lige for næsen af en, og det er fortællingen om, hvad man kan med disse råvarer. Og det er der i den grad kommet fokus på i disse år.

Jeg har gennem årene slæbt kilovis af ost, skinke, konserves mm. med hjem fra rejser i udlandet, og jeg kender ikke bedre souvenirs end de spiselige. Nogle gange må man så er erkende, at der er tale om en ’helhedsoplevelse’, der kræver, at kulissen er i orden. Retsina og ouzo smager bare bedre på en græsk taverna, under løvtaget og med udsigt til det svimlende blå Ægæiske Hav, end den gør i novembermørket i Danmark.

Helt det samme risikerer man måske ikke i Danmark, men selv om landet er lille, så er det ikke så lille endda. Jeg stødte sidste år på en ret fantastisk ost ude i landet, og jeg måtte vide, hvor i København jeg kunne købe den, for den skulle være en del af min hverdag. Svaret var, at det kunne jeg ikke! Den blev kun handlet lokalt.

Øv for det, men ved nærmere eftertanke, så måtte jeg erkende, at der også er en kvalitet i, at man ikke kan få alt overalt, men at ting har deres oprindelse, og at man nogle gange må søge dem der, hvis man vil have dem. Det er lokal gastronomi, så det giver mening.

Vi bor i et af verdens mindste lande, men ting kan som bekendt godt være store indeni, selv om de forekommer små udefra. Og efter et af de mest mærkelige og foruroligende forår nogensinde er det tid til at komme ud og omkring igen. I den store verden, Danmark også er.