Poggiali-familien er de skjulte ejere bag både Farnetella og Felsina. De holder forbløffende lav profil med så gode vine under vingerne. Colli Senesien er som regel lavet på sangiovese og merlot og får botti-lagring i 8-12 måneder. Det plejer at være et godt køb, således også i 2010, men jeg må ærligt sige, at for 90 kr. mere får man rigtig stor vin i Felsinas chianti classico, selvom det er noget lidt andet. 79 kr. ligner dog nok de flestes hverdagsprisniveau mere. Mørkerød kerne med bruntonet kant. Jordbærkoncentreret med lugt af kobbermønt og sparegris, granatæble og let kul. Syrerigt attack, næsten undermoden, lidt hård syre, mild tannin og let bitter finale.
Pris: 79 kr.
Rivera huserer i det nordlige Puglia, Italiens hælregion, hvor sol sjældent er en mangelvare. Jeg stiftede bekendtskab med huset første gang sidst i 90’erne. Dengang var Castel del Monte ikke kendt, nu er der lidt mere spot på, og det må være Riveras fortjeneste. Rupicolo er 70% montepulciano og 30% nero di troia med rubinfarve, frisk, meget intens duft, især for sin klasse, med tydelig grafit og viol, cementstøv over kirsebær og kobbermønter, midtitaliensk syre, typisk midtitaliensk bid, men oprindelsen er jo sydlig! Metal og sure tranebær gør modstand på den gode måde. Til prisen overordentlig sjov! Søstervinen Triusco på primitivo falder i den globale monstervinsdam og har slet ikke Rupicolos opvakte væsen.
Pris: 85 kr.
Ekstremt smooth, lidt lakridset i sine solbærnoter. En nærmest sødmefuld pleaser, der måske lige savner en smule kant til sådan for alvor at være interessant. Hvis man altså absolut skal finde på noget, for til den ret beset beskedne pris, er det et ret godt glas vin, der ikke skal skamme sig over noget.
Pris: 95 kr.
Navarra er hjemstavn for gode cykelryttere og gode vine. Otazu er så dygtig, at huset er tildelt en af de sjældne spanske DO’er for selvstændige vingårde. Premium Cuvée er sort, sodet, fuld af korender, blåbær, røg og jordbærmarmelade. Stilen er international, fadpræget, lidt slikagtig. Husets chardonnay er syngende ren, frugtig, som svensk cider, ungdommeligt viril, som syrlige drops og lemonade. Egentlig en overvældende mundfuld med præg af gær og ekstrakt. Jeg hælder en smule til den røde, som alligevel har noget spansk over sig, men prisen er høj.
Pris: 119 kr.
Formidabel chianti. Giuseppe Mazzocolin og hans mangeårige samarbejdspartner Franco Bernabei har ramt bullseye igen i 2010, ser det ud til. 04, 06 og 07 var succeser, men baseret på kvaliteten af den her classico normale, bliver 10’erne måske endnu bedre. Ædel blodrød kant med transparent mørkerød kerne, blyant, grafit, rust og den typiske ’kobbermønt i fugtig håndflade’ i duften, tranebær og let citrusstrejf med antydning af egetræ. Rank, tør, finkornet tannin, markant syre, og blodig let bitter eftersmag. Suveræn chianti-classico – flasken blev bekymrende hurtigt tom.
Pris: 169 kr.
Nero di troia og montepulciano. Ganske enkelt perfektion i en syditaliensk næse, bondegård, spidskommen, viol og kirsebær, fransk eg, frisk og dyb og moden på samme tid. Perfekt tanninstruktur, livlig syre, balanceret ekstraktion, kobbermønteffekt i eftersmagen, altså den her lidt surt-metalliske fornemmelse. Riveras flagskib, med navn efter den tysk-romerske kejser Frederik II’s yndlingsfugl, havde kostet det tredobbelte, hvis oprindelsen hed Toscana, men den er fra Puglia og svigter som sådan ikke sit ophav, selvom dens elegance og kniplingsstruktur trækker til køligere egne. Vi har reelt fat i et miskendt mesterstykke, gjort endnu bedre af superårgang, og hvorfor prisen kun er 179 kr. er uforståeligt. Ganske enkelt fremragende – jeg har aldrig smagt bedre rødvin fra Puglia!
Pris: 179 kr.
I 2003 indførte spanierne efter inspiration fra Italien den såkaldte Vinos de Pago-kategori. En DO tildelt en enkelt vingård eller i princippet vinmark, som over tid har vist stabil høj kvalitet, og som i princippet har et særegent og distinkt udtryk i forhold til den omgivende lokale eller regionale DO. Señorio de Otazu har blandt de slagkraftige spanske vinjournalister en høj stjerne, og det forstår jeg udmærket. Den har høj international klasse – er slet ikke bare sortere, voldsommere og mere koncentreret end naboerne – en faldgrube, eksempelvis flere riojaer og toro-vine falder i. Tempranillo, merlot og cabernet sauvignon giver krydret nellike, mørke bær, kaffe, kakao, brombær og rosin. Kvalitetstannin, småkornet, men present, stor intensitet uden vægt. Gid flere nye stjerner var som den.
Pris: 229 kr.
En farlig vin, der heldigvis er dyr nok til, at man ikke har råd til at drikke den så tit (jeg har i al fald ikke). Det er ren bællevin, saftspændt pinot med kirsebærnoter, et svagt røget præg og noget floralt. Den åbenbarer ikke flere smagslag, og den ændrer sig ikke markant i glasset over tid – den smager bare rigtig godt. Og efter mere!
Pris: 249 kr.
Tilbageholdt i næsen, lidt stald, lidt animalsk, meget tør – på kanten af at virke lidt udtørret i det. Man kunne forledes til at tro, at den måske bare ikke er peaket endnu og stadig holder på sig selv, men årgangen (lidt urimeligt sat i skyggen af 2005) er ellers ikke generelt så tilbageholdende. Husets Clos har ry for at være lige på og direkte i frugten, men den virker altså mere afpillet end rank. Kan det være bare lige denne her flaske? Som den fremstår her, kan den lille formue bruges bedre.
Pris: 875 kr.
__________
