Jeg kom for sent og blev kastet et glas moden champagne med den skønneste lugt af polyfilla og smør, mens kumpanerne bekrigede hinandens kommentarer og kækt påstod de neglede de første tre vine med det samme – vi smager blindt forstås. Champagnen savnede bredde i smagen, var lige vel benet til storhed, men forbløffelsen var stor da jeg så ophavet for væsken. En magnum Drappier 1990 (90), degorgeret efter 18 år med gæren! Huset kommer normalt langt nede på min ønskeseddel for champagne, men jeg reviderer gerne mit synspunkt på baggrund af flasken her. Endnu engang viste Bouchard Père & Fils hvordan man laver lagringsdygtig vin med en 1963 Bienvenue-Batard-Montrachet (91) – sprællevende med bivoks, abrikos og creme anglaise og struttende velkonstrueret smag, næsten uden rynker. En 15 år yngre Montrachet fra Roland Thévenin (80) havde til gengæld set bedre dage – jeg mener, hvem kan lide lugten af babygylp?!
Til gengæld var de næste vine, et gyldent triumvirat fra Klaus Peter Keller (og hans far). Første kommercialiserede årgang af den efterhånden kultiske G-Max og en tidlig Hubacker samt ikke mindst den såkaldte G Hubacker fra 1998, forløberen for den senere så berømte G-Max. Klaus Peter Keller holder fortsat hemmeligheden om G-Max’ ophav, men på faderens tid angav man uden dække Hubacker som hjemstedet. Vi gætter og gætter fortsat på G-Max’ moderne ophav, vieilles vignes i Morstein, en selektion fra Hubacker, men ingen, selv ikke Tysklands fremmeste journalister eller betroede importører har fået vristet ud af manden hvor druerne kommer fra.
98eren (91) lugtede kraftigt af sauvignon blanc, af kattebakke, hyldeblomst og dåsepære. Hubacker 2000 (94) havde røget østers og syltet citron i duften med mandelessens hen over… og det er faktisk ganske godt! Stilen kunne minde om Zind-Humbrechts højoktan-riesling fra Brand-marken. G-Max 2001 (98) var enestående, salt, citruspræget, vredet ud af germansk grundfjeld, sitrende og intens til smertegrænsen, udvidede paletten med sød basilikum og trippede som en sylfide, mens den jabbede som Muhammed Ali. Endnu en god oplevelse med Bonneau du Martrays 2005 Corton-Charlemagne (97). Æterisk chardonnay, udvundet af cote d’or, kaffebønne, mynte og estragon, golden delicious-skal, røget og koncentreret, luftig og veksler konstant mellem overvældende frugtighed og indadvendt tænksom mineralitet – endelig en hvid bourgogne uden premox!
Et forglemmeligt flight med 1978 Santenay fra Leroy (86) og 2000 Spätburgunder Felix (88) fra Keller blev efterfulgt af en noget bævrende 1978 Barolo Brunate fra Ceretto (86), fuld af klassisk røget rose, kamfer og kaffe, men helt uden frugtbredde på tungen, hvor tannin og syre var altdominerende. Herefter 1983 Nicolas Francois Billecart (93) med citronkaramel, vanilje, dæmpet mousse, hylende syre og godartet stank af kornsilo. Vi kunne ikke vide at det næste flight var barolo fra en af de rigtig store årgange og kunne derfor ikke have forventninger, men parret skuffede mig. 1964 Brunate fra Marcarini (84)og Riserva fra Borgogno (85) havde alle de karakteristiske duftspor af moden nebbiolo som karamel, brunkål, fennikelfrø og læder, men begge havde træls alkoholisk stik med benet frugt – lidt en suppe på en pølsepind. Næste flight var fra 1982 og klarede sig noget bedre. Modne repræsentanter for årgangen med masser af formidlingsglæde, rød te, espresso, tranebær og gips - Giacosas Villero (88) og Clericos Ciabot Mentin Ginestra (92).
Det blev endnu bedre med Angelo Gajas Barbaresco 1978 (94) og 1982 (92), begge med osende nebbiolofrugt, roser, tagpap, kernelæder og spagnum – begge med monstrøs tannin, som blev pakket ind i frugt. Imponerende, uden barrique-spor og Gaja var allerede begyndt at lave sine enkeltmarksbarbareschi dengang. Champagne skal som bekendt nydes fra store flasker, Henriot er ingen undtagelse, husets lagringsværdige champagner skriger nærmest på magnum. 1979 Souverain (96) duftede indtagende af kaffe, cocktailbær og nutella, mens smagen kunne skære i sten og læskeeffekt som en Hoegaarden. Comtes Georges de Vogüé havde en downer i 80erne, men deres 1978 Musigny (95) er helstøbt og æggende som kun bourgogne kan være. Hyben og karse, tranebær og brunt løv udgjorde næsen og smagen var let, men ikke afpillet, intens, men ikke tung.
Så fulgte en trio fra 1961. Pavie (90) fra en tid før Perses likorøse ejerskab, men alligevel med en sveske ivenstre hjørne af glasset, Gruaud-Larose (91) som Haut-Médoc bør være, aristokratisk, sønnikes penalhus i skolen og jern, men ingen af dem kom bare i nærheden af at hamle op med den tæt på perfekte l’Evangile (97), blodig, kødelig, cremet og alligevel velstruktureret, bidende og blød på samme tid, musik og vellyd for smagssansen. Finalen blev et statement, Taylor’s Vintage Port 1992 (98), som endnu ikke har smidt hvalpefedt og bodybuildertanninen – en mesterlig portvin, som vi ikke kommer til at smage moden i vores levetid. Så ud i natten, Århus by Night er noget helt særligt.
