PRØV EUROMAN fra 23 kr. om måneden

Brdr. Price laver byens bedste fritter

Foto: Thomas Hommelgaard

Brdr. Price laver byens bedste fritter

Man kunne have frygtet, at Price-brødrenes restaurant fremstod som et spekulativt spin-off på de populære tv-programmer ’Spise med Price’. Den frygt blev dog gjort til skamme, og er brødrene selv tilstede, som en af dem var, da gastro var på besøg, ja så føler man næsten, at man faktisk spiser med hjemme hos Pricerne.

Vi er mange, der har været i den lidt dystre kolos af et gammelt hus ved Rosenborg før – nemlig da bygningen var anneks til Københavns Universitet for fakulteterne Statsvidenskab og Jura. Det er blevet noget sjovere at komme i huset nu, hvor Adam og James Price i samarbejde med folkene bag Dragsholm Slot har åbnet Restaurant Brdr. Price.

Stedet har fået langt mere foromtale, end noget som helst nogensinde vil kunne bære, og mangt en kriseramt restauratør må være misundelig, men ingen kraft er større end tv’s, hvor eksponering har gennemslagskraft af rystende styrke. Det kan man ikke rigtig klandre nogen for, og i en tid med rendyrket idiotkultur på tv, glæder jeg mig over, at to madglade drenge i den grad kan trække seere på noget så desværre ufolkeligt som at ville os det bedste på tallerkenen.

Se giraffen
Price-drengene er ophavsmænd til spisekortet, stedets koncept etc., de står dog ikke selv ved gryderne, men kan lejlighedsvis spottes på stedet – og vi var heldige, for sørme om ikke Adam Price himself sad i baren og spiste, da vi ankom. Den effekt skal man nok ikke undervurdere, hvis man hører til dem, der drømmer om at ’se giraffen’. Og det vil mange, og der var således godt fyldt op på denne ellers lidt kuldslåede tirsdag først i januar.

Restauranten er i to etager, begge steder med mulighed for at sidde i baren, og nedenunder betyder det med udsigt til køkkenet. Vi havde bord i ’Spisestuen’ og blev vist til bordet af Adam P., der også bragte os vand og et velkomstglas – et glas Jacquesson champagne Cuvée 735 til 135 kr. Det kunne vi li’!



Smør, smør, smør
Kortet er i sit udgangspunkt det bistrokort, der efterhånden kan findes ret mange steder, men her med den forskel, at Price-brødrenes egne fingeraftryk er tydelige bl.a. med retter, som opmærksomme tv-seere vil huske fra skærmen, eksempelvis ’James’ porrestrudel’ og ’Adams fiskelasagne’.

Det er under alle omstændigheder det enkle, rustikke no nonsens-køkken, der er i højsædet. Vi valgte henholdsvis klassisk fiskesuppe og østers gratineret med champagne til forret. Suppen (95 kr., meget rimeligt for den generøse portion) blev serveret med rouille og croutoner og havde en dejlig ’grundsmag’ af skaldyrsbisque, men den måtte meget gerne have været varmere – den var faktisk til den lunkne side, skønt tallerkenen var brandvarm.

De gratinerede østers havde noget dejligt 70’er-retro over sig (eller også er det blot mig, der har barndomsminder om kammuslinger m.m. i ovnen) – fede franske østers, der havde fået lige tilpas varme, så de var faste og med bid og med en gylden gratineringsskorpe.

Champagnen smagte ikke så meget igennem den sauce, østersene var blevet gratineret i, men både smør og fløde var ganske markant. Og for nu at blive ved smørret (det er jo brødrenes varemærke), så drak vi hver især et glas smørfed Meursault Village, Domaine Michel Caillot, årgang 2008 til 125 kr. glasset.

Og mere smør: Stedet har naturligvis en ’smørmenu’(!) bestående af tre forskellige slags smør til det dejlige brød – smør rørt med hhv. peberrod, skagenskinke og – var det med hasselnødder? Det er smuttet ud af erindringen, må jeg blankt indrømme. Dette lille tilvalg koster 55 kr. – ingen herregård, men man kan synes, at det lille gimmick bare burde komme på bordet uden (synligt) tillæg på regning, når nu netop smør er så uløselig en del af brødrene Prices image.

Byens bedste fritter
Til hovedret (som vi ventede lige vel længe nok på) delte vi os i kød og fisk – ’Brdr. Prices nytårstorsk’ til 215 kr. og en 300 gram stor krogmodnet herefordbøf til 285 kr. Torsken var bagt under et lag af sennepstapenade og blev serveret med en baconblanquette (”fedt i fedt,” sagde Adam Price ved serveringen) – en luftig skum med baconsmag (baconen som sådan var usynlig). Rødbeden kom i form af en ’flækket’ syltet sag og som strimler, der på en gang var tørre og saftigt sprøde.



Der var desuden persillerod i en slags chipsudgave eller måske snarere ’semi-dried’. En parafrase over den klassiske danske kogt torsk-servering – og dertil en meget vellykket servering. Det samme kan siges om min perfekt stegte bøf, om end jeg ikke kan påstå, at kødet adskilte sig fra lignende serveringer andre steder i byen.

Til gengæld er Adam Prices variation over bearnaisesaucen (’bistro-sauce’ hedder den vist på kortet – klassisk bearnaise er også en mulighed) en himmerigsmundfuld – syrlig, behagelig skarp og pumpet med krydderurter. Det var i øvrigt mit andet møde med den sauce, idet jeg med anmelderkollegaer rent faktisk har spist den hjemme i Prices fra tv så kendte nye køkken til en mindre sammenkomst i ’branchesammenhæng’ – intetanende om, at vi var forsøgskaniner til et hemmeligt, men kommende restaurantprojekt.

Og jeg kan fortsætte praleriet med at bekræfte, at Adam P.’s madglæde ikke er en overfladisk medieting, men at manden rent faktisk er en fremragende kok. Og midt i denne namedropping glemmer jeg så de tilvalgte fritter – stegt i jordnøddeolie – som var fuldstændig fantastiske og nok nogle af de bedste pomfritter, jeg har fået på dansk jord. Kun savnede jeg salt og især peber på bordet. 

Få også opskrifterne på Adam Prices marokkanske buffet.

Sprit til desserten
Til hovedretten fik ledsageren endnu et glas Meursault, mens jeg fik et glas Châteauneuf-du-Pape, Domaine de la Côte de l’Ange 2008 til 125 kr. Vi købte således ikke hele flasker, men fik hver tre glas vin fra glaskortet, inklusive den indledende champagne. Og her var jeg så på nippet til at skrive, at vinkortet ikke for alvor fristede, da jeg så på restaurantens hjemmeside ser, at kortet rummer meget mere end det kort med ’bistrovine’, jeg så. Jeg må have forsømt at bladre(!) og konstaterer så efterfølgende, at kortet er endog rigtig fint dækkende – og det fortsætter, når man når til spiritusdelen.

Vi sluttede med at dele en dessert – en klassisk og lydefri tarte tartin, der blev serveret med en dejlig vaniljeis. Dertil fik ledsageren et glas portvin (tawny, Quinta de St. Eufemia), og jeg fik et glas calvados (Lemorton) på tjenerens (og det var ikke Adam P. denne gang) råd. Og det er et af de bedste råd, jeg har fået længe.

Det er naturligvis oplagt at drikke et æbledestillat til en æbledessert, men vi taler trods alt hård spiritus, så mange vil nok vægre sig. Ikke desto mindre så var det et æblematch made in Heaven – det meget søde i desserten nedtonede den høje alkohol, og spritten i glasset tøjlede sødmen i desserten, så de gjorde begge noget rigtigt godt for hinanden.

Finalen på det hele var to kaffe (espresso) til rimelige 25 kr. pr. stk.

Personlighed
Er Restaurant Brdr. Price blot endnu et sted, der i en krisetid hylder det uprætentiøse spisested, eller er det et forsøg på at smede, mens jernet er varmt – altså et spekulativt spin-off på en tv-succes? For nu at tage det sidste først, så kan man jo strengt taget ikke klandre nogen for at få en god idé og se en potentiel forretning. Man kan til gengæld omvendt sige, at det ikke er nogen særlig kvik restauratør, der banker et sted op, han/hun ikke selv tror på!

Og det ville for alvor være et problem, hvis der kun var tale om form uden indhold, men – og jeg har været lidt skeptisk på projektet – jeg synes vitterlig, at Pricerne og deres partnere har formået at skabe et sted, der er mere end bare endnu et spisested.

Man kan ikke påstå, at kortet som sådan er epokegørende, men det har et personligt touch med numre, man rent faktisk ikke ser alle steder – kortet og stedet har en sjæl, og man fornemmer rent faktisk, at James og Adam Price står bag. Det er ikke en påstand a la Jensen (ham med bøfhuset – og undskyld sammenligningen i øvrigt!), historien lever på stedet – også selv om de ikke selv er til stede rent fysisk, om end vi altså var heldige.

Tv-programmerne med de to drenge har sikkert deres tid – alene fordi det er tv’s natur at stoppe (ofte i utide), men jeg er overbevist om, at de to er kommet for at blive som gastronomiske profiler i folks bevidsthed (Adam P. har jo allerede været det længe via sin mangeårige anmeldertjans på Politiken), og således burde restauranten række langt ud over programmernes levetid.

Der kan naturligvis melde sig en vis træthed på et tidspunkt, hvis ’Price-branded’ skamrides, og så kan det være risikabelt at være en del af et sådant brand.

Perfekt balance
Jeg synes personligt, at der er for meget pjat i tv-programmerne, og jeg ville ønske, at programmet i højere grad tog gastronomien alvorligt, og at de to ville være deres store evner ved komfuret mere bekendt, men det er en smagssag, og Price-brødrenes skærmtække er indiskutabelt. Og den personlighed, programmerne emmer af, har restauranten også – både på kortet og i de fysiske rammer.

Der er tale om en meget vellykket indretning af det ellers noget tunge og dystre hus, og der balanceres hårfint og perfekt mellem det smarte strømlinede og det hyggelige familiære (sidstnævnte især understøttet af gamle teatertegninger, indrammede menukort, far Johns malerier m.m.).

Den såkaldte Spisestue med farmand Johns malerier og memorabilia fra et langt liv på scenen og ved bordet.

Det personlige og nære går igen i betjeningen, der på behagelig vis er ’i øjenhøjde’ – og her tænker jeg på stedets faste personale, som vi primært blev betjent af. Ovenstående tyder måske ikke på det(!), men det kan faktisk siges utroligt kort: Jeg vil meget gerne spise med Price en anden god gang.

Læs også: Brdr. Price åbner restaurant i Tivoli.


Restaurant Brdr. Price, Rosenborggade 15-17, Tlf. 3841 1020, www.brdr-price.dk

Denne anmeldelse blev oprindeligt bragt i gastro nr. 64.