Observationer fra en blindsmagning
Det er ingen sag at finde de normale kendetegn for en bestemt slags vin, når man kan se etiketten. Blindsmagning er mildt sagt vanskeligt og du skal huske at trække 50 % fra, når du møder en vinnørd, der fortæller om sidste blindsmagning han deltog i. Han vil sandsynligvis nøjes med at fortælle dig om succeserne og komplet undlade at fortælle om de 17 andre vine han end ikke var i nærheden af at negle. For nylig var jeg arrangør af en blindsmagning, en tilbagevendende årlig begivenhed, vores sluttede kreds i al beskedenhed kalder for Danmarksmesterskabet i blindsmagning. Mit navn står på vandrepokalen, nederst, som tegn på at jeg sidste år vandt smagningen efter en andenplads året før (og her er det så du skal være på vagt – jeg kan have pyntet på fakta eller i hvert fald udeladt dårligere placeringer længere tilbage i tiden). Under alle omstændigheder havde jeg som regerende mester ret til at sammensætte programmet for DM 2013.
Vi har kutyme for servering af minimum 16 vine – et godt antal, som både kan kaperes og som minimerer sandsynligheden for mere eller mindre tilfældige vindergæt på én vin – vi er ude efter den bredt funderede mestersmager, som scorer gennem hele konkurrencen. Jeg informerede på forhånd om at vinene ikke var udenfor alfarvej – ikke noget med georgisk rkatseteli, italiensk pugnitello eller schweizisk fendant, men allerede her går det galt, for alfarvej er bred og smal på samme tid. Argentinsk malbec, australsk shiraz, new zealandsk sauvignon blanc er ikke alfarvej for eurocentrikere eller ultraburgundister. Vi fandt dog en mester, en værdig vinder, som de siger i Robinson og her er hvad blindsmagerne blev tvunget igennem.
En skræmmende ungdommelig 1990 Schartzhofberger Spätlese fra Kansleren af Saar, Egon Müller, hvor smagerne befandt sig i 0erne! Lugten af petroleum tittede blot frem i en parfume af syltet citron, nougat og mandelmel, lindehonning og koldpresset rapsolie. En enkelt smager neglede Müller på den dirrende syre og den nærmest knasende mineralitet… og provo-afterburner af diesel. Vi fortsatte det germanske skoleridt, Wittmanns gnistrende ”koldrøgede” riesling, 2009 fra Morstein-marken ved Westhofen.
Frugten fra kalkstensmarkerne omkring byen lugter altid af gæret pæresaft, her skubbet til ekstremitet med grapefrugt og saltet anis, varmt stål – jeg tænker våbensmed i Game of Thrones! Så oversøisk, uha uha, deltagerne vidste jeg har bredere præferencer end de har, men den var nem. Verdens mest karakteristiske vintype må være new zealandsk sauvignon blanc. De ramte plet, men producenten, Greywacke, og den vildgærede Marlbororugh-inkarnation fra 2010 ramte de ikke.
Springet fra undermoden urtet kattetis (og det er positivt) til læskefed og syrefattig viognier i model Guigal var gigantisk og overvældende for de fleste. 2010 La Doriane lugtede kraftigt af solcreme og hvid peber, dens olierede viskositet var imponerende, men syre får den jo aldrig – vinene omkring den udstillede dens smællerfedme, men til skindstegt sandart med beurre blanc er der intet bedre.
Zind-Humbrechts 1989 Gewurztraminer Goldert VT havde det hele og lidt til, voks, rosenolie, æble, ølgær, creme og tilpas syre til at modstå kæmpe koncentration. En brødgærspræget Charles Heidsieck Rosé 1985 agerede overgang til rødvinen. Machomænd vil nok hævde at bourgogne ikke er rødvin, men kald os blot fimsede eller svage, rød bourgogne er svær at slå i kompleksitet og raffinement. Meo-Camuzets 2008 Corton Clos Rognet viste dog burgundiske muskler, røg og let likorøse kirsebær, mens næste vin, Pegaus 1995 Châteauneuf-du-Pape Réserve var en moden herre med rosin, jord, møg, tørt grankvas og cementpulver blandet i portvin. Vin for superhelte og bondeknolde… og kombatanterne var langt fra at gætte den. En stor del af smagerflokken er gamle rhôneelskere – den sved! Så fulgte en mesterlig Beringer 1991 Cabernet Sauvignon Private Reserve – kom ikke og sig at Napa cabernet ikke kan ligge. Kompleksitetsniveauet var som Lafite på en god dag og kraften som Latour og der stamina til 20 år mere.
Herefter en umulius igen, Artadis noget uspanske 2001 Rioja El Pison, hvis stedløse fremtræden ikke desto mindre rummede struktur, filigran og luftighed. Så skruede jeg op, volumenknappen helt i bund, med argentinske Achaval-Ferrers højlandsmalbec 2010 Finca Altamira, peberkrydret kirsebær og powerstruktur, men, og det bliver jeg ved at hævde, en toscansk syre-bitterhedsbalance – sidst jeg sagde det til en argentiner, blev han vist fornærmet. Man skal se ind bag den larmende facade på vinen og der, bag det ekspressionistiske fortæppe, er der masser af sensuel poesi.
Smagerne blev så prøvet med Faiveleys 1988 Bonnes Mares, fra dengang Faiveley lavede kantede vine, som skulle have 20 år i kælderen, stadig uden medfølgende sikkerhed for harmonisk sammenfletning af tannin-ekstrakt-syre. Flasken lugtede let af mug under den klassiske ældede bourgogneodør, men skuddene sad i omkredsen af årstallet og geografien havde smagerne på plads. Så et italienerpar, en ungersvend eller mø, Brovias nybagte 2005 Barolo Rocche og Vincenzo Abbruzzeses præcisionsbombe eller dartpil af en brunello, 1993 Madonna del Piano.
Brovias barolo var i rosenbedet og trak spor af tjæretilsølede tranebær, mens smagen var flerdimensionel og kunne nydes på stranden, ved bordet og til meditazione. Brunelloen gjorde nar af forsimplede årgangstabeller, rakte tunge af 93s svagheder og spillede musik som Nick Cave eller Mahler, dystert, storladent og til maven. Haut-Brion 1994 var derefter så meget Haut-Brion at jeg mente den måtte de da ramme, men smagerne kunne jo ikke se etiketten – og så er det svært.
Penalhuslugten og den inkarnerede sandede og tobaksaskeagtige Pessac-tannin burde have hjulpet dem – hvor er det klart… når man kan se etiketten. Greenock Creeks 1997 Seven Acre Shiraz satte solide dræberhug i skrønen om australsk uholdbarhed. Den lagrer lige så godt som eksempelvis Grange 1996 og opfører sig ligeså simultant elegant og kraftfuld.
Slutningen blev italiensk med Rocca di Montegrossis formidable 1998 Vin Santo, hvor den magiske syre, dekadente karamelsødme og balsamiske oxidation var tæt på seksuel. Vores nye danmarksmester vandt klart, scorede gennemgående og havde tre topanalyser. En deltager ramte seks årgange korrekt og flest gættede baroloen. Statistikere kan sikkert udvinde flere info, men legen er og bliver sjov – selvom nogle af os tager den slags leg dødalvorligt.
