Sdr. Bjert Kro 2_NY copy.jpg

Sdr. Bjert Kro

Hos Sdr. Bjert Kro, der ligger ved Kolding, tager de det gamle begreb ’gjæstgiveri’ alvorligt. Her er hyggeligt, pænt og masser af god smag på tallerkenen. Køkkenet er sæsonbetonet og kokkene fortæller glædeligt om deres brug af bæredygtige råvarer, egen honning, krydderurter, friskhøstede bær og grøntsager fra haven. Kroens oprindelse går tilbage til 1855, og for nyligt blev den gamle bygning overtaget af det unge ægtepar Katrine og Emil Rask Bahr. Sidstnævnte har tidligere blandt andet arbejdet som kok hos Hærværk i Aarhus, på Svinkløv Badehotel ved Jammerbugten og hos El Celler de Can Roca i Catalonien, så man er i rigtigt gode hænder.

Henne Kirkeby Kro 2 copy.jpg

Henne Kirkeby Kro

Den smukke kro i Vestjylland er rendyrket luksus. Chefkokken Paul Cunningham og resten af holdet har kælet for alle detaljer: Brusehovedet på værelset føles som et blidt vandfald. Vinen er perfekt. Og hver ret smager suverænt. Book et værelse, også selv om det ikke er billigt, for vinen er den slags, du bliver fuld af (ikke noget naturvin på 10 procent), og du vil ikke gå glip af morgenmaden, som næsten er det bedste på hele turen. Fik vi nævnt de to michelinstjerner?

Den fuldkomne fisker

På Lollands nordvestkyst i Onsevig ligger restauranten Den fuldkomne fisker, og selvom det er meget, meget langt ude på landet, er det absolut køreturen værd. Det føles mest af alt, som om man er på besøg hos ægteparret Hanne og Carl, der er altid klar på en hyggelig sludder. Mens du sidder i de hjemlige omgivelser, vælter det frem med dejlig mad, der er lavet af lokale og årstidsbaserede råvarer, som flankeres af et flot vinudvalg. Bestil endelig deres lollandske tapas eller ’lopas’, som de kalder det.

Svostrup Kro 2 copy.jpg

Svostrup Kro

Angiveligt har der ligget en kro på dette sted ved Gudenåen, ikke langt fra Silkeborg, siden 1200-tallet, og i Svostrup Kro er de meget bevidste om deres lange historie. Den nuværende ejer, Niels Løgager, har opbygget et lille museum med med ’alverdens antikviteter og finurligheder fra de gamle dage’. Maden er dansk på den gode gamle måde, værelserne kan med et pænt ord beskrives som romantiske, mens andre måske ville vælge et ord som kitsch, og her er hyggeligt, smukt og jordnært. Med lidt held kan du ramme en koncert med Tørfisk eller Birthe Kjær.

SønderhoKroNY copy.jpg

Sønderho Kro

Findes den perfekte frokost i det grønne med borddug i skyggen af løvtræer, lyden af bølger i den fjerne baggrund og mulighed for at mærke græsset mellem tæerne? Svaret er ja. Hvis du tager turen med færgen fra Esbjerg og ned i den fjerne ende af Fanø, finder du den lavtloftede perle, Sønderho Kro, som også serverer i haven. Selvom kroen er en gammel dame på snart 300 år, er hun langt fra kedelig. Du finder hollandske fliser og farvede paneler i restauranten og på de 13 værelser. Menukortet er præget af marsk og vadehav, og du kan bestille øl fra Fanøs eget bryghus. Øllen smager godt til den lokale bakskuld, og du må ikke snyde dig selv for den legendariske Fanø-skinke.