Gigondas – stop den snak om lillebror!

Gigondas – stop den snak om lillebror!

Gigondas – stop den snak om lillebror!
Offentliggjort

Der findes Gigondas og der findes Gigondas. Den lille flækkes pittoreske beliggenhed under de dramatiske ”tænder” er en af årsagerne til vinenes potentielt perfekte udtryk. Gigondas befinder sig nemlig lige oveni nordgrænsen for mourvedre og grenaches udbredelse, så selve den geografiske placering er mindst lige så afgørende. En af foregangsmændene, Yves Gras fra Santa Duc, udtrykker køligt at den lokale jordbund jo ikke er ret meget forskellig fra den i Bordeaux og Bourgogne – naturlig dræning, mergel, grus og kalksten finder man også her. Med årgang 2007 tyder meget på at Gigondas er trådt ud af ”storebror” Chateauneuf du Papes skygge og optræder selvbevidst som sin egen. Personligt har jeg det sådan at Gigondas’ muligvis minimale klimatiske forskelle til Chateauneuf, for alvor er slået igennem i årgangen med den store frugtkoncentration. Producenterne er langt færre, men gennemsnittet er højere i min bog. Til gengæld skal Gigondas, som Châteauneuf-du-Pape i øvrigt, passe gevaldigt på ikke at skrue ekstrationsknappen for voldsomt. Flere vine balancerer på grænsen til det ubehagelige, selv i en årgang som 2007. 2008erne lover efter mine begreber mere friskhed, mere ren bærfrugt, fin mineralitet og så er de først og fremmest lavet for at blive drukket, ikke smagt.

Man kunne forledes til at tro, at markerne oppe i højderne, lige under Dentelles de Montmirail er områdets bedste, men sådan forholder det sig slet ikke. Rent faktisk ligger de fleste gode producenters marker forbavsende langt fra de rigtige skråninger. AOCen indeholder en lang række navngivne marker, som er splittet op mellem flere ejere, enkelte er ejet fuldstændigt af et domæne og de fleste af dem ligger på det blidt skrånende kvartære plateau mellem Gigondas landsby og smeltevandsløbet Ouvèze, hvor der flere steder er lerholdig jordbund og godt med brækket kalksten – mergel that is. Santa Duc er et af husene, Saint-Damien et andet – begge havde kæmpe succes med deres 2007 og priserne er jo fortsat grotesk lave for så gode kvaliteter.

Yves Gras er udadvendt, humoristisk og ret overbevisende i sine argumenter for Santa Ducs gøren og laden, men han er samtidig nøgtern omkring Gigondas’ specialiteter. Turist og journalisthenvendt romantisering ligger ham fjernt. På trods heraf må et lokalt tekstforfatter- og reklamebureau have fået ham overbevist om det modsatte, for Santa Ducs marketingmaterialer smørrer virkelig tykt på. Den reelle verdens Yves Gras er ikke romantiker. Han slidder med barkede hænder og tager geniale beslutninger. Beslutninger, der resulterer i Gigondas’ mest levedygtige og personlige vine. Kvartetten 05, 06, 07 og 08 er forbavsende homogene kvalitativt. Hans Gigondas Tradition er stoppet ud med saftige hindbær, en kokset tone, i 07 med pirrende likorøs tone, ingen af vinene har duft af Bailey’s, som man ellers møder vel ofte aktuelt. Yves Gras’ marker spreder sig over flere af kommunens lieu-dits. Fra Hautes Garrigues på den centrale del af Gigondas’ plateau over les Carbonnieres med samme jord og op til Goujard et Plane ved grænsen til AOC Sablet hvor sandet dominerer. Det er dog hans topvin Prestige des Hautes Garrigues, fra gamle stokke på de jorder, som omkranser domænet, der viser hvad Gigondas er i stand til. To måneders maceration og kun delvis afstilkning giver kraftige sager. Galant rusticitet, kunne man sige, for Hautes Garrigues er voldsom, ”grenet”, ekstremt mineralsk med kalkstenspulver og våd ler. Der er antydning vaniljekaramel fra fade, men dominansen af friske skovhindbær og septemberbrombær er bjergtagende. Det var altså 2007. 2008 er endnu mere bærintens, men til gengæld uden 07erens fylde og dybde. Jeg kan ikke se der skal være mere end fire points forskel på 100pp.

Joël Saurel fra Domaine Saint-Damien sidder på sin lille tracteur de vigneron og pløjer den tunge jord, fuld af kantede kalkstensstykker og kompakte lerklumper. Hans sært anakronistiske 90er cykelbriller skærmer mod den bagende sol. Han har kost under næsen som un vrai francais. Saint-Damien, er bortset fra den velplejede have foran domænet, helt og aldeles præget af traditionalisme. (endnu et argument mod forsimplede konsulenthadere, for notoriske Philippe Cambie rådgiver nemlig også her). Gæringstankene er af emaljeret beton og barrique forsages med korsets tegn og afsky i blikket. Joël Saurels Gigondas, der er tre af slagsen, tilhører gruppen af bastante, koncentrerede og relativt rustikke sager. I samme gruppe findes Domaine du Cayron, Grapillon d’Or men Saint-Damien evner at holde niveauet og tilmed i en årgang som 2007, ja endda også 2008 og muligvis også 2009, at pakke komponenterne tæt og sirligt, så resultatet er i klasse med de bedste Châteauneufs. Domænet, både faciliteter og marker ligger helt nede i den laveste del af Gigondas, det sydvestlige hjørne ved flækken La Baumette og vandløbet Ouvèze. Den almindelige Gigondas kommer fra klassisk rullestensterroir, mens de to enkeltmarkssager, La Louisiane og Les Souteyrades kommer fra henholdsvis lettere stenet alluvial jord og lækkerbiskenen argillo-calcaire... ler, kalksten... mergel. Gennemsnitsalderen på stokkene er over 50 år og macerationen varer op mod otte uger og en yderligere årsag til Saint-Damiens dystre stil er prioriteringen af mourvedre. Mellem 15 og 20 % bruger Joël Saurel. I 2007 er Souteyrades mest vellykket, mens det i 2006 er omvendt og i 2005 endda ret meget omvendt, for La Louisiane er tæt på vidunderlig. 07erne er dog på markedet og det er med disse to enkeltmarkscuvéer Joël er gået til tops. Begge har krydderkage, blåbærtærte, oliepøl, rovdyr, fårefold og hestestald – jeg forestiller mig det må have lugtet sådan i arenaen i Colosseum.

Domaine Brusset holder til i Cairanne, men producerer som en af de få Gigondas oppe fra højderne under de skarptandede bjergtoppe. Deroppe har vi fat i rigtig gammel jord. Helt tilbage fra Jura, hvor der både er forekomster af det chablis-berømmede kimmeridge kalksten og det mindre kendte oxford kalksten. Når Laurent Brusset så oven i købet anvender barrique og 25 % syrah, skal det give mørke, bærfrugtige, men forbavsende elegante vine. I modsætning til de to ovenstående landmandsvine, er Les Hauts de Montmirail den rene flamboyance, ikke mere international, men mere ungdommelig rhône’sk, mere ren brombær og helt fri for rustikke toner og så tilsat en skvæt egetræ.

Moulin de la Gardette har tidligere været en af mine favoritter sammen med Château de Trignon. Den første halter bagefter den aktuelle elite, mens Trignons maceration carbonique-friskhed bestemt har sine tidspunkter. Moulin de la Gardette har i øvrigt lavet en vildmand med deres Cuvée Zoë 2001. Syv års fadlagring og 100 år gamle stokke har givet en interessant kommen, osteskorpe, kirsebærstens og kafferristeriagtig næse med viol og blåregn. Den er kompakt på tungen, pebret, syrerig og slutter pænt vægtigt og langt – den lange tid på fad har dog givet en diskutabel olorosotone, jeg ikke bryder mig om. Til gengæld er en gammel grovhedens rytter, en grim ælling nu blevet til en fin svane i form af Grapillon d’Or, som i 2007 lavede en yderst vellykket Gigondas.

Santa Duc forhandles af Bichel Vine

Saint-Damien forhandles af The Wine Company

Domaine Brusset forhandles af Sigurd Müller Vinhandel

Grapillon d’Or forhandles af CH-Vin