Jeg kan lige så godt sige det, som det er. Jeg deler ikke den begejstring for falafel, som alle andre end mig tilsyneladende har. Overhovedet ikke.
Man ser mange mærkelige ting, når man er i byen. Men det mærkeligste må alligevel være folk, der efter en bytur står et sted, hvor savlfremkaldende shawarma roterer på et spyd og drypper dejligt fedt ned på det allerede udskårne kød, men alligevel beder om at få deres rulle eller pita proppet med disse ejendommelige og kedeligtsmagende kugler.
Falaflen har længe hjemsøgt mig. Som barn vidste jeg godt, hvad klokken havde slået, hvis jeg gik ud i køkkenet for at se, hvad vi skulle have til aftensmad, og jeg så fandt min far stående mellem en skål moste kikærter og en gryde med aggressivt sprøjtende olie. Med en iskugleske formede han kikærteblandingen til små boller og lod dem falde ned i olien. Plop, sprut. Lyden af skuffelse og en forvarsel om, at jeg nok ikke ville gå mæt fra bordet.
Jeg er vokset op i Ribe, min far er vokset op i Beirut. Det er to ret forskellige steder, men det har aldrig afholdt min far fra at leve og handle, som om han stadig befandt sig i Libanon. Det er indiskutabelt, at det libanesiske køkken er mere velsmagende end det danske. Alligevel syntes jeg, at det var pinligt at have klassekammerater på besøg, når der hang krydderier i luften og mærkeligtudseende mad med sjove navne blev sat på bordet.
