Kastanievej på Frederiksberg er en af den slags villaveje, hvor man får følelsen af lun sensommeraften, selvom det i virkeligheden er midt i januar. Rådhuspladsen ligger 1.5 km væk i fugleflugt, og det første der møder mig, når jeg triller op mod havelågen, er lyden af hanen, der galer. Inde fra huset kan jeg høre hundene, der gør, og Claus, der beder dem om at holde kæft.

De 25 skridt fra hækken til hoveddøren, er som at træde ind i en lydtæt kasse, hvor du efterlader storbyens larmende grå asfaltverden ude på den anden side og overgiver dig til et univers, hvor mad, madkultur og madideer hersker.

Jeg bliver tilbudt en kop kaffe og en hjemmelavet bagel. Skoene beholder jeg bare på.

Hele familien Meyer, der tæller fem i alt, er stadig i gang med morgenrutinerne i det store rektangulære køkken, der for nyligt er blevet renoveret. Det er en argentinsk smed, der har bygget det åbne ildsted helt fra bunden, fortæller Claus.

Historien om murstenene, der bliver lagt ovenpå hinanden, hvordan Claus mødte smeden og hvordan udsugningen er bygget ind i husets eksisterende skorsten, breder sig over det morgensummende københavnerkøkken, mens smørret smelter sammen med marmeladen på den ristede bagel på min tallerken.

Claus skærer entusiastiske huller i luften med fagter og armbevægelser, mens han fortæller. For som med så mange andre ideer han får, og det er ikke så få endda, smelter Claus Meyer ind i fortællingen. Om det er et nordisk madmarked i New York, at starte Noma og revolutionere den danske madkultur eller at bygge et ildsted i køkkenet i en 157 år gammel villa på Frederiksberg, er projektet som regel en del af noget større. En vision. En mission?

Et syrligt statement

Omme i Claus’ baghave ligger hans gamle skæve garage. Oppe under loftet står der stabler og rækker af træfade med balsamisk æble- og blommeeddike og summer for sig selv. Et projekt Claus startede engang for over 20 år siden, da det danske gastronomiske landskab så en del mere goldt ud, end det gør i dag.