Roskilde Festival overrasker med endnu et kæmpe hovednavn

Det ser ud til, at rockbølgen fortsætter.

Forsanger i The Cure, Robert Smith, på Roskilde Festival
Forsanger i The Cure, Robert Smith, på Roskilde Festival
Offentliggjort

Det er kun 24 timer siden, Roskilde Festival afslørede de første 24 navne, der skal spille på næste års festival.

Vi hæftede os især ved annonceringen af Gorillaz, der udover at falde i god jord på redaktionen indvarsler et mere klassisk lineup. Blandt de nye tilføjelser var der trods alt en række mere ’ungdommelige’ artister.

Men hvis man stadig synes, at Roskilde Festival er blevet en fest for teenagere, kan man lige dyrke det ekstra hovednavn, de har trukket op af hatten.

Roskilde Festival har haft grabberne godt nede i gemmerne og fundet The Cure. Det ikoniske, britiske band, der desuden kan fejre 50-års jubilæum, har spillet seks gange før på Roskilde Festival. Første gang var i 1985 og sidst i 2019.

”The Cure er et af de mest markante og elskede bands igennem rockhistorien. De har stået på vores festival mange gange, og hver gang har de skabt en magisk stemning, der samler hele festivalfællesskabet på tværs af generationer. At vi til sommer kan byde dem velkommen på vores nye Orange Scene, samme år som de runder 50 år som band, bliver en historisk oplevelse,” udtaler Roskilde Festivals musikchef, Thomas Jepsen, i en pressemeddelelse.

Roskilde Festival løber af stablen 27. juni til 4. juli 2026.