Lars Hjortshøj er kendt som stand-up-komiker og har bl.a. medvirket i ’Klovn’, ’Live fra Bremen’ og ’Langt fra Las Vegas’ og er desuden her i foråret aktuel med et nyt comedyshow, ’My Danish Collection’. Kort sagt en morsom mand, men når det gælder mad og gastronomi, så er han en alvorlig mand, der ikke går på kompromis med kvalitet. Og han vil gerne være i fred i køkkenet.
”Jeg er en begejstret amatør, men det er en interesse, jeg har haft i de sidste 20 år. Mad har altid betydet meget i min familie, og jeg har en storebror, der er kokkeskolelærer. Min mor har været god til at lave mad og min mormor endnu bedre. Hun har betydet rigtig meget for min gastronomiske udvikling og opvækst. Da jeg selv fik børn, blev jeg nødt til at have en interesse, jeg kunne dyrke derhjemme. Så køkkenet er mit frirum. Jeg har et relativt udadvendt job, hvor mange kigger på, så det er helt terapeutisk for mig at lave mad derhjemme alene.”
”Jeg har en fuldstændig blind tillid til egne evner, så jeg kaster mig nogle gange ud i noget, som overgår min egen kunnen. Men det er spændende at prøve nye teknikker og nye råvarer. Jeg kan godt finde på bare at købe noget kål. Så står jeg med det derhjemme og tænker: Hvad gør jeg nu? Så min mad er ligeså meget tilfældigheder. Jeg har en søn, der er 12 år, som går meget op i mad, så vi tilbringer rigtig mange timer i køkkenet. Vi kan godt gå og nørde en søndag eftermiddag, så det er en skøn måde at være sammen på. Jeg har et vanvittigt arsenal af kogebøger. Også lidt for mange, synes min hustru, og hun mener ikke, de hører til i soveværelset. Men jeg kan godt lide at ligge og læse kogebøger, inden jeg skal sove. Der finder jeg inspiration.”
”Jeg kan rigtig godt lide hjemmebagt rugbrød med nye kartofler. Eller kylling. Jeg elsker fjerkræ. Min familie og jeg har de sidste syv år haft et hus i Toscana, så min mad er voldsomt påvirket af det toscanske køkken. Jeg kan godt lide enkelheden, og at man kan smage tingene hver for sig. Jeg laver en ond porchetta ude på min Jensen-grill. Og så kommer min søn jo blæsende ind med hele det nynordiske, så der prøver jeg at hænge på efter bedste evne. Vi bor ude på landet, så jeg køber ofte mine grøntsager oppe på den nærliggende bondegård. På den måde er maden meget sæsonbestemt. Min kone går meget op i have. Det gør jeg ikke, jeg høster bare tingene. Men i går lavede jeg jordskoksuppe fra vores egen avl. Det var kraftedeme godt.”
Annonse
”Jeg er som regel ude og optræde i weekenden, men på lørdag har jeg fri, og der skal vi spise hos Bo Bech på Geist. Jeg var i foråret på Geranium, det var en fantastisk oplevelse. Jeg har spist rigtig mange steder, men Geranium formår at skabe en fantastisk god stemning på stedet, som er lidt uformel. Og den står i kontrast til maden, som er i fuldstændig enestående verdensklassen. Det blev jo ved og ved i timevis. Inden for mit eget fag handler det om at overraske, og det kunne de der. Det var ikke bare én gang. Det var næsten hver servering, man blev overrasket over – konsistens eller sammensætning, og der var ingen tilfældigheder. Det var en enestående oplevelse.”
”Det har været frokost hos min mormor. Jeg husker især min mormor sidde for den ene bordende og min morfar for den anden. Så var hele familien samlet til 20 retter, men frokosten tog så også 4-5 timer. Alt var hjemmelavet, og der var tarteletter med hønsekød, blomkålsgratin og alt det, som nu hedder mormorkøkkenet. Min mormor havde det sådan, at måltidet var vigtigt, og det har gennemsyret min holdning til mad. Jeg husker især stemningen, og det er jo det, mad kan: Den kan bringe mennesker sammen. I min familie er det en vigtig social begivenhed at være samlet en gang om dagen, hvor man vender stort og småt på godt og ondt.”
”Jeg holder tingene enormt adskilte, fordi køkkenet er et frirum. Jeg har det bedst med at lave mad alene, og der er ikke nogen, som skal komme ind i det lukkede rum. Jeg har snakket med andre fædre, og dér har man chancen for at lave lidt alene, hvilket er usædvanligt i en børnefamilie. Der kan man få et glas vin i sin egen lille osteklokke.”
Jeg har kun lært halvdelen af, hvad min far kunne med sine hænder. Og mine børn har lært mindre end halvdelen. De kan ingenting. Jeg tror, det vildeste, de kan, er at binde deres snørebånd. Det, tror jeg, kan være roden til noget af den mistrivsel, vi oplever.
