Hvordan kom det i stand, at du skulle skrive en bog om Hansens Is?

”Jeg må være helt ærlig og sige, at da de henvendte sig første gang, tænkte jeg mest på at skrive min roman færdig, så jeg var ved at sige nej. Men jeg har lavet et princip om, at jeg skal passe på med at sige nej for hurtigt til noget, og jeg skal være bedre til at give folk en chance ved at mødes og høre om idéen, så jeg kan tage ordentlig stilling til det. Så jeg endte med at mødes med Anders og Rasmus (Eibye, red.), der er brødre og fjerde generation i virksomheden, og kort efter takkede jeg ja.”

Hvad fangede dig ved historien?

”Først og fremmest fandt jeg ud af, at firmaet fylder 100 år i år, men inde i historien om denne her gamle isvirksomhed lå også en fortælling om kampen mellem de store iskonglomerater og et lille dengsefirma, som altid har gjort en dyd ud af at gøre tingene sobert og ordentligt, fx ved at drive vaniljefarme i Uganda, hvor de sørger for ordentlige løn- og arbejdsforhold til deres ansatte.

Og så fandt jeg ud af, at der også var en anden fortælling i det. Nemlig en fortælling om to brødre, der ikke var vokset op sammen, fordi de boede ved hver deres forælder, efter de var blevet skilt. De kendte ikke hinanden særlig godt, så der lå jo en fare i, at de sammen skulle overtage virksomheden fra deres far. Den ene kunne have været en sjuft, og de kunne have endt med at skulle slås om et eller andet konkursbo. I stedet gik det hele op i en højere enhed; arbejdet med is bandt dem sammen, og virksomheden er virkelig succesfuld.

Historien rummer altså både det sympatiske, det dramatiske og en fortælling om at finde hinanden igen, og det var en kombination af det, der fik mig til at sige ja. Og så var det bare sjovt at beskæftige sig med en familievirksomhed, fordi det ligger så fjernt fra mig.”

Hvordan det?

”De fleste af mine venner er kunstnere eller akademikere, så det var nyt for mig at møde nogle, der har et firma, som rækker mange generationer tilbage.

I bogen har jeg blandt andet skrevet en lang reportage og interview med dem, hvor vi er på Sicilien sammen, hvor de taler om alt det med at møde hinanden igen. Men på turen dertil lærte jeg også, at deres sicilianske samarbejdspartner, Di Bartolo, hvor de får deres nødder og mandelfløde fra, også er et familiefirma, og det var tydeligt at mærke den gensidige forståelse og respekt, de har for hinanden, fordi de holder fast i familien.

Det har været ret fint at opleve, hvordan man som familie kan udrette noget sammen, og at man rent faktisk har en hverdag sammen, i stedet for blot at se hinanden til familiefødselsdage. Der har jeg helt klart fået udvidet min horisont, og jeg har fået en meget større respekt for familievirksomheder og den måde at have et familieforhold på.”

Du skrev i mange år madanmeldelser og romaner, men for to år siden kom din første biografi ’Casper’ om Casper Christensen, og nu følger du så op med din anden. Hvordan har skiftet fra romaner til biografigenren været?

”Jeg betragter primært mig selv som romanforfatter, men jeg er egentlig åben for at skrive det meste. Modsat når jeg skriver romaner, hvor jeg skal opfinde alt, får man her nogle rammer, og det er væsentligt lettere at skrive om noget, der rent faktisk findes, fordi jeg ikke skal sidde og opdigte en hel verden. For mit vedkommende kan jeg godt lide at lave den slags bøger af og til, fordi det er et stykke arbejde, som jeg rent faktisk kan se en ende på, og det er ret tilfredsstillende.”

Du har skrevet om en isvirksomhed, men hvad er egentlig dit eget forhold til is?

”Jeg har aldrig nogensinde været kæmpe isfanatiker, men det var meget svært ikke at blive smittet af Anders og Rasmus’ begejstring, og igennem dem fik jeg faktisk et andet og bedre forhold til is, fordi jeg så, hvordan det blev lavet.”

Hvad er den bedste isservering, du har fået?

”Jeg sidder lige nu og bakser med en liste over det bedste, jeg har spist i år, og på den liste gemmer der sig faktisk én isservering. Tidligere i år var jeg i Berlin på restauranten Otto, hvor jeg fik en is, der smagte lidt af lak. I min anmeldelse af stedet, som jeg lavede til Weekendavisen, skrev jeg følgende om isen: ’Den skulpturelt anlagte iscreme var brunlig og lavet på koji og boghvede, og første skefuld smagte som smeltet stoleben fra klasselokalet. Jeg var sikker på, at jeg ikke kunne lide det, indtil anden bid fik fat i en sært troldet sødme, og så var jeg hooked.’ Det var virkelig mærkeligt. Den gik fra at være hæslig til at charmere sig ind på mig.”

Hvad gør en god is?

”Personligt er jeg mest til chokoladeis, men det er ret få, der laver den ordentligt, synes jeg. Chokoladeis skal jo have den egenskab, at ens chokoladetrang bliver tilfredsstillet, og der kræver det nogle gode råvarer, hvilket mange desværre ikke forstår. Men Hansens Is laver faktisk en virkelig god vegansk chokois, som er lavet på mandelfløde. Den smager skidegodt.

Hvis jeg skal tale helt generelt, så vil jeg sige, at det vigtigste er, at der er noget syre til stede. Især når man arbejder med søde ting, ellers bliver det ret endimensionelt. Jeg synes fx, at Hansens Is’ bedste er Danmarksisen, som de lavede til Nationalmuseet. Det er en rabarber- og jordbær-flødeis overtrukket med hvid Friis-Holm chokolade og lakridskorn. Den havde en virkelig god balance og harmoni, fordi det søde blev brudt af syren fra rabarberen.”

Hvor skal man spise is i udlandet?

”Sicilianerne er selvfølgelig dygtige, når det kommer til is, men der er også virkelig mange gode steder i Rom, næsten også for gode. Der findes et sted i området Monti, hvor jeg altid bor, når jeg er i Rom, hvor de virkelig nørder med det. Stedet hedder Grezzo, og det føles nærmest som at træde ind på et laboratorium. De laver vanvittig smagstæt is, særlig den med hasselnød, nocciola, er noget af det bedste, jeg har fået.”

Vaffel eller bæger?

”Én kugle i et bæger, så jeg får den koncentrerede smag af is uden noget fikumdik.”