Italienske Mauro Olivieri har i en årrække ernæret sig som fooddesigner. I 2006 stiftede han sammen med fem andre designkolleger virksomheden I Food Designer. I et land som Italien, hvor mad ikke bare er mad, men også noget, der helst skal se godt ud, kan det således ikke undre, at Olivieri ofte deltager i debatudsendelser på tv eller bliver inviteret til at udtale sig om mad- og design-relaterede emner hos diverse madbloggere.
"Det er ganske givet noget, som kun de færreste tænker over. Men design af meget af den mad, som vi dagligt putter i munden, er faktisk noget, der har stået på i en årrække. Vi fokuserer mest af alt på smagen af vores mad, men ofte spiller den måde, maden er udformet på, rent faktisk en utrolig vigtig rolle i hele vores spisemekanisme og efterfølgende fordøjelsesproces."
Mauro Olivieri og hans kolleger har udarbejdet et såkaldt ’Manifest over Fooddesign’, hvori de i 11 punkter beskriver, hvad fooddesign egentlig er. Det er således takket være I Food Designer og deres manifest, at den prestigefulde forening ADI, Associazione per il Design Industriale (Foreningen for Industrielt Design), nu har optaget design af mad i deres katalog over designformer.
Hvordan kan man beskrive en maddesigner?
"En maddesigner er en designer på samme måde som den person, der for eksempel designer en ny stol. Den væsentligste forskel er dog, at maddesigneren – i modsætning til møbeldesigneren – designer objekter, der skal ind i vores krop. Altså ting, som vi spiser. Så på en vis måde kan du sige, at maddesigneren har et langt større ansvar, idet brugernes sundhed selvsagt spiller en stor rolle i slutproduktets udformning. Som fooddesigner skal du således have kendskab til for eksempel madens kemi, dvs. til hvordan madens forskellige ingredienser hænger sammen. Du skal ydermere have kendskab til fordøjelsesmekanismer, altså hvordan vi tygger og fordøjer vores føde. Og alt dette skal naturligvis kombineres med madens æstetiske udtryk," forklarer Olivieri.
’The Bear’-skuespillerne Lionel Boyce og Will Poulter er tilbage i København. Vi har mødt dem til en snak om Martin Kongstad, hvad man (måske) bør bruge sine morgener i byen på og værdien af Poulette-sandwichen…
Børn af kendte filmfolk snupper hovedrollerne og de eftertragtede skolepladser igen og igen. Er filmindustrien blevet en motorvej af forlommer? Blandt skuespillere og Skuespillerskolen er der stor uenighed.